Anmeldelse: Demokratiets krise er aflyst

ANMELDELSE: Jørgen Møller og Svend-Erik Skaanings nye bog Demokrati i krisetider afblæser demokratiets krise og er således en solid modgift til den udbredte frygt for, at vi er ved at gentage historien, skriver historiker Christian Egander Skov.

Altingets vurdering: 4/6

Christian Egander SkovAf Christian Egander Skov

Ph.d. i historie, kommentator på Altinget og forfatter til "Konservatismen i mellemkrigstiden" 

En voldsom økonomisk krise har skabt udbredt arbejdsløshed. Tilliden til det politiske system skrider.

Den internationale orden bryder sammen. Folk er sultne efter nye svar. De etablerede partier synes ikke at have dem. Middelklassen er presset. Underklassen oplever sig hægtet af udviklingen.

Både til højre og til venstre i det politiske spektrum falbydes nye politiske løsninger. Europa er i knæ. Italien er allerede faldet for den nye tids vinde. Og selv i hjertet af Europa, Tyskland, vakler det.

Det er en ny tid, og stærke mænd træder frem for at tyde dens tegn og sætte deres præg. En ny verdensorden venter.

Jeg skriver naturligvis om begyndelsen af 1930’erne og om den mellemkrigstid, da et mørbanket Europa gik fra krise til krise, medens det ventede på, at katastrofen indtraf.

Men jeg kunne lige så godt have talt om i dag. Historien gentager sig tilsyneladende. Politikens Peter Mogensen skrev for eksempel tidligere i år: ”I 1930’erne var det jøderne, der var prygelknaber; i dag er det muslimerne og de afrikanske migranter”.

Som et skarpslebet sværd
Sammenligningen er dramatisk, men giver den overhovedet mening? Det spørgsmål rejser de politologiske professorer Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning i deres nye, glimrende bog "Demokrati i en krisetid".

Argumentet er allerede fra begyndelsen klart: ”Historiske analogier viser sig ofte at være falske, fordi bestemte aspekter ved en bestemt tid er med til at bestemme virkningerne af eksempelvis en økonomisk krise.”

Bogens store styrke er, at den som et skarptslebet sværd skærer igennem en debat, hvor de historiske paralleller ofte misbruges som retorisk våben, men kun sjældent for at skabe klarhed over vores situation.

Kort sagt, vi kan ikke bruge mellemkrigstidens erfaringer som argument for, at en økonomisk krise undergraver det politiske system. For et mere grundigt blik på perioden viser, at det kun er under ganske særlige omstændigheder, at økonomiske kriser får demokratier til at kollapse.

Kodeordet er kontekst
Kodeordet i Jørgen Møller og Svend-Erik Skaanings kritik er altså kontekst. Hvis vi virkelig vil vide, hvilken lektie man kan drage af mellemkrigstiden, må vi forstå den.

Og det første, vi må forstå, er, at mellemkrigstiden ikke var præget af én krise, men af en serie af kriser: Der var indflydelsen fra sekelskiftets kulturkritiske tænkning, som vendte fornuften ryggen;

Første Verdenskrig, der udslettede den gamle tids idealer og institutioner; Den russiske revolution, som førte til udbredt frygt for kommunistisk revolution i hele Europa; den tyske inflationskrise i 1920’erne og så naturligvis Depressionen efter det store børskrak i 1929.

Sort så det ud! I virkeligheden bliver spørgsmålet ikke, hvorfor demokratiet gik under i en række europæiske lande, men hvordan det trods alle disse dybe kriser faktisk kunne bestå så mange steder:

I 13 lande brød det sammen. I 10 lande bestod det. Ikke ringe. Hvad gjorde udslaget?

Gamle demokratier overlever
Her er bogens befriende enkle pointe, at demokratiet overlevede de steder, hvor det var gammelt, dvs. var etableret før Første Verdenskrig som et velfungerende og legitimt system.

Modsat brød demokratiet sammen i de lande, hvor det blev indført efter Første Verdenskrig, eller hvor – som i Italiens tilfælde – der havde været tale om et dysfunktionelt plutokratisk skindemokrati før krigen.

Undtagelserne, som bekræftede reglen, var Finland og Tjekkoslovakiet, hvor demokratiet bestod, selvom det først var blevet indført i disse nye statsdannelser efter krigen. For Tjekkoslovakiets vedkommende gjorde den tyske anneksion af landet dog kål på alle demokratiske ambitioner allerede i 1938 – men det var ikke just de tjekkoslovakiske institutioners skyld.

Forfatterne giver adskillige konkrete eksempler på, hvordan udviklingen forløb under de forskellige omstændigheder.

Tag nu Danmark. Også herhjemme blev vi ramt af depressionen. Og faktisk havde 1920’erne heller aldrig været særligt brølende her. Alligevel holdt systemet stand. De yderligtgående systemkritiske partier som Kommunisterne og Nazisterne fik kun uhyre begrænset opbakning.

De store partier – undtagen De Konservative – gik i 1933 sammen om Kanslergadeforliget, der viste det parlamentariske systems handlekraft. Samtidig satte uniformslove og urolove en stopper for de værste yderligheder i det politiske liv.

En lille kritisk bemærkning fra denne forfatter af "Konservatisme i mellemkrigstiden" må være, at forfatterne faktisk får skrevet De Konservative længere væk fra den politiske konsensus, end rimeligt er.

Partiet var med til afgørende tidlige kriseforlig og gik – i modsætning til Venstre – aktivt ind i arbejdet for en yderligere demokratisering af forfatningen efter 1936. Pointen er dog den samme: Gennem en bredt funderet politisk konsensus, der omfattede partier, som repræsenterede de væsentligste dele af civilsamfundet, blev ekstremismen holdt på afstand.

I modsætning hertil var der adskillige lande i Østeuropa, hvor demokratiet slet og ret aldrig slog rod, fordi der ikke var udviklet egentlige civilsamfund. I mere industrialiserede lande som Tyskland og Italien var der godt nok stærke civilsamfund, men de var ikke knyttet til partierne på samme måde, og derfor kunne civilsamfundet her blive grobund for totalitære bevægelser. Og så havde Verdenskrigen spillet en uhyre rolle i begge tilfælde.

Demokratierne skal nok overleve
Bogen udmærker som en klar, letlæst og overskuelig oversigt, skrevet med sikker hånd af folk med forstand på deres emne. Dermed er den en solid modgift til den udbredte frygt for, at vi er ved at gentage historien.

Bogen slutter optimistisk: I virkeligheden er læren af mellemkrigstiden, at det nok skal gå. For de gamle demokratier bestod stresstesten. Vor tids demokratier minder mere om mellemkrigstidens gamle, stabile demokratier end de nye skrøbelige – og karakteristisk er det i lande med svage demokratiske traditioner som Ungarn og Rusland, at demokratiet er brudt sammen eller er på retur.

Bogens pointe er nok enkel, men den er også nødvendig.

At man så kunne have ønsket sig et lidt højere ambitionsniveau er en anden sag. I konklusionen hedder det, at vi først og fremmest skal lede ”i vores egen og ikke mellemkrigstidens kontekst”. Det gør forfatterne dog ikke.

Hvad betyder det, at partierne i dag har ringe tilknytning til civilsamfundet? Skellet mellem ”elite” og ”folk”? Den internationale ordens optrevling? Masseindvandring? Globalisering og afindustrialisering?

Det bliver vi ikke klogere på. Og så vender man hurtigt tilbage til sin ængstelse. For selvom vi ikke gentager mellemkrigstidens fejl, kunne det jo være, at vi fandt på vores egne.

Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning: Demokrati i krisetider – Mellemkrigstidens Europa, 117 sider, udkom 27. september, Gyldendal.

Forrige artikel Dan Jørgensen: Ny bog om velfærdsstaten er pligtlæsning for Macron, Sanders og alle os andre Dan Jørgensen: Ny bog om velfærdsstaten er pligtlæsning for Macron, Sanders og alle os andre Næste artikel Retoriker anmelder: Løkkes åbningstale kunne noget, men ikke alt Retoriker anmelder: Løkkes åbningstale kunne noget, men ikke alt
Første S-ligestillingsminister i 18 år vil rense lovgivningen for diskrimination: Måtte selv springe ud i en

Første S-ligestillingsminister i 18 år vil rense lovgivningen for diskrimination: Måtte selv springe ud i en "totalt mandshørmende arbejdskultur"

LIGESTILLING: Mogens Jensen (S) vil som ny ligestillingsminister tage aktive lovinitiativer for at sikre, at ingen i Danmark bliver diskrimineret på baggrund af sin seksualitet, etnicitet eller kønsidentitet. Men det er for tidligt at sige, hvilke lovforslag regeringen vil fremsætte. Først i 2021 har regeringen planer om at sætte ind over for diskrimination af nydanske LGBT-personer.