Anmeldelse af 

Anmeldelse: Stort værk om danske statsministre lever ikke op til de høje ambitioner

ANMELDELSE: Tredje bind i Tim Knudsens værk om Danmarks statsministre er et fortjenstfuldt og interessant bidrag til den politiske historieskrivning, men det usædvanligt høje ambitionsniveau indfries desværre ikke.

Fra venstre: Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Jens Otto Krag til pressemøde ca 1947. Alle fire tidligere danske statsministre.
Fra venstre: Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Jens Otto Krag til pressemøde ca 1947. Alle fire tidligere danske statsministre.Foto: Allan Moe/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Niels Wium OlesenAf Niels Wium Olesen
Lektor i historie på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet og forfatter til 'Poul Schlüters tid 1982-1993' og besættelsesbogen 'Modstand'

Det er et imponerende værk med fokus på statsministerembedet i Danmark fra 1848 til i dag, som Tim Knudsen har påbegyndt udgivelsen af i dette efterår. Tre digre bind på i alt mere end 1700 sider foreligger nu, og der venter endda endnu to bind i serien. Her anmeldes bind 3 om tiden fra 1942 til 1972.

Det har været karakteristisk for statskundskabsprofessoren Tim Knudsen, at hans videnskabelige arbejde og forfatterskab altid har været præget af et markant historisk perspektiv. Det gælder også det foreliggende værk. I forordet præsenteres dog også en tydelig politologisk erkendelsesinteresse, der specifikt sætter undersøgende lys på statsministerembedet og Statsministeriet som magtapparat og begges udvikling over tid.

Det er næsten gruopvækkende læsning at se, hvordan flere døde i embedet eller måtte trække sig helbredsmæssigt invalideret derfra.

Niels Wium Olesen

Knudsen griber sagen an ved at beskrive de enkelte statsministre i kronologisk rækkefølge med særligt øje for deres ”personlige resurser” og ”politisk-parlamentariske resurser”, eller med andre ord ved et fokus på statsministeren som person og aktør og den konkrete politiske situation og de strukturer, statsministeren skal arbejde i. Det sidste, situationen og strukturerne, har statsministeren jo i øvrigt mulighed for at påvirke.

Tesen er, at embedet har været præget af ”magtvækst” – altså at det er blevet mere magtfuldt (s. 18). Magtvæksten sker fra midten af 1800-tallet, hvor embedet var betydeligt begrænset af kongen, og hvor statsministeren (dengang konseilspræsident) ikke havde nogen formaliseret forrang over de øvrige ministre; til vore dage, hvor statsministeren personificerer regeringen og har betydelige institutionelle og politiske magtmidler til sin rådighed.

I indledningen rejser Knudsen spørgsmålet: ”Vil statsministerens magt fortsætte med at vokse? Og bør den det?” (s. 20). Selv om spørgsmålet eksplicit stilles til ”læserens egen overvejelse”, aner man dog, at Knudsen selv mener, at en sådan udvikling rummer visse farer. Netop i disse dage, hvor den siddende statsminister er martret af den såkaldte minkskandale kan han jo godt have visse argumenter for et sådant synspunkt. Nuvel, det er for tidligt at forudskikke en sådan vurdering fra Knudsens side, da man må formode – i hvert fald håbe – at han i femte og sidste bind vil tage spørgsmålet op til en mere systematisk diskussion.

Læs også

Mens de styrende spørgsmål og den overordnede erkendelsesinteresse som vist ovenfor har politologisk karakter, er værket genremæssigt snarere at karakterisere som et stykke historieforskning. Over visse stræk antager bind 3 endda karakter af traditionel historiefortælling. Det betyder dog også, at den mere problemorienterede sagsfremstilling sine steder tabes af syne, eller måske ligefrem glemmes, når forfatteren rives med af sine betydelige evner som fortæller.

Vilhelm Buhl og de vanskelige forhold
Den første statsminister, der kommer under behandling, er socialdemokraten Vilhelm Buhl. Han var statsminister i to perioder, begge gange meget kortvarigt og under ekstremt vanskelige forhold. Han udnævntes i maj 1942, altså under den tyske besættelse, da den navnkundige Thorvald Staunings døde. Buhl trådte tilbage allerede i november samme år under stærkt tysk pres i forbindelse med den såkaldte Telegramkrise.

Anden gang var det som leder af befrielsesregeringen fra maj til november 1945. I den mellemliggende periode spillede han dog en næsten endnu større rolle. Først som leder af den koalition, der udgjorde Erik Scavenius’ regerings parlamentariske grundlag fra november 1942 til 28. august 1943 – og i øvrigt forhindrede, at Scavenius-regeringen i alt for høj grad fulgte den tyske vilje.

Siden i den regeringsløse tid fra 29. august 1943 til 5. maj 1945, hvor Buhl var ubestridt leder af de kræfter i især Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, som fik kontakt til Frihedsrådet og modstandsbevægelsen og også søgte at kontrollere modstanden med henblik på at få en fredelig overgang til almindelige demokratiske forhold efter besættelsen. Derfor blev han også med støtte fra London og Washington og de betydende danske politiske partier udnævnt til statsminister straks efter befrielsen og indtil det første frie valg i oktober 1945.

Knudsen lægger ikke skjul på sin respekt for Buhl på grund af hans indsats for at bevare den danske statsmagt og det danske demokrati i en fase, hvor det syntes truet på dets eksistens. Buhl krediteres også for aktivt at have benyttet regeringsudvalg i sin regeringsperiode, hvad Knudsen finder hensigtsmæssigt, da disse, anvendt med omtanke, effektiviserer regeringsarbejdet.

Erik Scavenius, der foragtede partipolitik
I perioden mellem Buhls to regeringsperioder var tidligere udenrigsminister Erik Scavenius statsminister. Også for en kort periode, nemlig kun fra november 1942 til august 1943. Scavenius var ikke medlem af noget parti. Selv om det som oftest hævdes, at han tilhørte Det Radikale Venstre, var han netop partiløs og lader sig også bedst forstås som sådan.

Han foragtede partipolitik og mente, at partipolitikerne alt for udpræget lod sig styre af folkestemninger. Han var måske knap nok demokrat, men var bestemt tilhænger af en fri og velfungerende stat og lige så sikkert dansk patriot.

Det anerkendes af Knudsen, at Scavenius var fanget i et næsten umuligt krydspres mellem en besættelsesmagt, der krævede ro og orden samt en hård kurs over for modstandsbevægelsen med dødsstraf for sabotage, og dele af befolkning, der protesterede i gaderne og direkte udfordrede besættelsestropperne fysisk. Knudsen vurderer dog, at Scavenius nok evnede at følge sin egen udenrigspolitiske kurs konsekvent, men at han alligevel savnede fornemmelse for den befolkning, han tjente, og dømmekraft i forhold til besættelsesmagten og ikke mindst nazismens forbryderiske karakter.

Knud Kristensen - den modvillige statsminister 
Den tredje statsminister, Buhls efterfølger efter valget i oktober 1945, er Venstres Knud Kristensen, som regerede indtil 1947. Landmanden Kristensen fejlede ikke blot i sin økonomiske politik, hvor Danmark i regeringsperioden oparbejdede et betydeligt handelsbalanceunderskud til især Storbritannien, men også i udenrigspolitikken med sit krav om gennem grænserevision at ”genvinde” Sydslesvig.

Kristensen drog landet rundt med revanchistiske taler, hvor han oppiskede en national stemning for en grænserevision, mens hans udenrigsminister og folketingsflertallet sagde klart fra. Kristensen undskyldte sig med, at kravet om grænserevision var et ”privat” synspunkt og ikke fremsat som statsminister. Sondringen var naturligvis absurd og ikke mulig at opretholde. Han faldt på det ene af to mistillidsvota de seneste hundrede år (det andet var i 1975)

Kristensen fandt sig aldrig til rette med statsministerrollen, ønskede den slet ikke og magtede den ej heller. Hans ledelse af regeringen var famlende og uengageret. Han var tilmed bevidst om sine manglende evner til at bestride posten og var derfor også præget af personlig usikkerhed.

Hans Hedtoft: Et mere magtfuldt statsministerium
Socialdemokraten, den faglærte litograf Hans Hedtoft efterfulgte Knud Kristensen efter valget 1947. Han regerede i to perioder, 1947-1950 og 1953-1955. Han døde i embedet som kun 51-årig, fuldstændig nedslidt.

Han var statsminister i en periode med store økonomiske problemer, tilløb til europæisk integration og med den meget vidtrækkende beslutning om at blive alliancepartner i NATO. Han var overhovedet ikke befaren udi økonomisk politik. De økonomiske spørgsmål, Hedtoft-regeringerne arbejdede med, var mangfoldige og sammenvævede.

Reguleringspolitikken fra besættelsen skulle udfases, handelsforbindelser genoptages og indtænkes i en strategi for udvikling af en dansk industri, samtidig med at landbrugets eksportpotentiale blev opretholdt. Hertil skulle Marshallhjælpen også administreres i snævert samarbejde med andre vesteuropæiske lande og den rige onkel, USA.

Disse spørgsmål blev parkeret i det magtfulde Ministerudvalg for Økonomi og Forsyning (MØF), hvor Buhl var formand (og de facto statsminister, mente nogen), og hvor Hedtofts nære ven, Jens Otto Krag, sad med som handelsminister. Desuden var udvalget understøttet af Det Økonomiske Sekretariat, som var en embedsmandsgruppe bestående af unge, dynamiske og moderne cand.polit.er. Socialdemokratiske var de tilmed også. I Hedtofts regeringsperiode blev der således bygget videre på erfaringerne med regeringsudvalg til understøttelse af politikudviklingen og -implementeringen.

Mens Hedtoft således havde folk til at tage sig af de økonomiske spørgsmål, viede han udenrigspolitikken stor opmærksomhed. Her var der rigeligt at tage sig af i en tid, hvor det europæiske og det transatlantiske samarbejde for alvor blev lagt på skinner i lyset af den kolde krig.

Samtidig, og som følge heraf, skulle Hedtofts hjertebarn, det nordiske samarbejde, revurderes og blev det i form af skabelsen af Nordisk Råd, som ikke mindst Hedtoft stod bag. Det er velkendt, at statsministerembedet i nyere tid er blevet stadigt mere magtfuldt i udenrigspolitiske spørgsmål. Det er fortjenstfuldt, at Knudsen peger på Hedtoft som begyndelsen på den udvikling.

I sin samlede vurdering af Hedtoft mener Knudsen, det var et problem, at denne var svagt funderet i økonomiske spørgsmål. Heroverfor vil denne anmelder betone, at statsministeren var godt dækket ind af fagøkonomisk indsigt gennem rådgivere blandt de øvrige ministre og embedsmændene.

Sagen var jo, at Hedtoft var en anden type politiker med forcer på helt andre, men også vigtige områder. Han kunne tale visionært og i sjælden grad mobilisere folk bag en politik. Naturligvis først og fremmest folk, der lå tæt på Socialdemokratiet, men det var også af afgørende værdi i en tid, hvor partiet, landets klart største, på afgørende spørgsmål, i regulære hjertesager, forandrede sin politiske linje.

Den socialistiske målsætning om ejerskab til produktionsmidlerne blev udskiftet med et vækstparadigme, industrialiseringsambitioner, ønsket om en velfærdsstat og forestillingen om staten som den saglige og videnskabeligt funderede formidler og styringsapparatet i en kapitalistisk blandingsøkonomi.

På det udenrigspolitiske område blev den hidtidige antimilitaristiske neutralitetspolitik udskiftet med militær oprustning, demokratisering af forsvaret og medlemskab af en kapitalistisk alliance. Disse fundamentale politiske kursændringer stod Hedtoft med sit betydelige mobiliseringstalent i spidsen for. Som politisk håndværk og som politisk lederskab betragtet var det en enorm bedrift.

Ikke mindst når man ser det i sammenhæng med, hvor identitetsskabende det socialistiske endemål, antimilitarismen og forsvarsskepsissen var for partiet tidligere.

– Hvor står Socialdemokratiet på disse spørgsmål i dag? Der hvor Hedtoft sikkert og med seismografisk fornemmelse for medlemmernes følelser førte dem hen for 70 år siden. Kig eventuelt en gang på de syv malerier i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg. Nu er det blandingsøkonomien, velfærdsstaten og det transatlantiske samarbejde, som er det socialdemokratiske hjerteblod. Anmelderen finder i det hele taget, at Hedtofts evner som statsminister undervurderes af Knudsen.

Erik Eriksen: Danmark bliver parlamentarisk demokrati
Den næste statsminister under behandling er Venstres Erik Eriksen, som regerede 1950-53 i en koalitionsregering med Det Konservative Folkeparti mellem Hedtofts første og anden regeringsperiode.

Eriksen, der var landmand på Fyn, er først og fremmest kendt for at være den statsminister, der førte grundlovsforslaget til vedtagelse ved en folkeafstemning i 1953. Herved blev det parlamentariske princip, omsider, indskrevet i forfatningen. Her blev Dannmark et parlamentarisk demokrati, ikke som myten siger ved det såkaldte Systemskifte i 1901.

Og her befæstedes det politiske systems og ikke mindst statsministerembedets næsten totale sejr over kongemagten som politisk aktør. Men også kun næsten. Som Knudsen også påpeger spiler monarkiet fortsat en rolle ved regeringsdannelsen i form af konge-/dronningerunderne.

Det var ikke alene en sjælden ære, der med grundlovsvedtagelsen blev Eriksen til del. Han blev også i betydelig grad politisk begunstiget af grundlovsarbejdet, idet ikke mindst De Radikale, men faktisk også Socialdemokratiet, var bevidste om, at Venstres vælgere kunne være tilbøjelige til at stemme imod en grundlovsrevision, som de også havde gjort i 1939.

Blev arbejdet med at mobilisere landbovælgerne for grundloven overladt til Venstre og Eriksen personligt, var sandsynligheden for en vedtagelse så meget desto større. Det fredede regeringen og fastholdt De Radikales støtte til den, indtil den ny grundlov var i hus. Det udnyttede Eriksen dygtigt. Eriksen portrætteres i det hele taget som en klassisk politisk leder i stil med J.C. Christensen og Stauning – om end ikke af helt samme kaliber. Det var ikke den store viden, dyb samfundsøkonomisk indsigt eller statsmandsfinesse, der gjorde Eriksen til en habil politiker. Det var hans politiske fornemmelse, herunder en veludviklet sans for timing.

Som Hedtoft uddelegerede Eriksen også de økonomiske spørgsmål til andre, nemlig først og fremmest til finansminister Thorkil Kristensen. Kristensen benyttede sig også af et økonomisk udvalg og Det Økonomiske Sekretariat. Men Kristensen nærede ikke samme politiske loyalitet over for sin statsministers politiske målsætninger som Hedtofts ministre og ministerudvalg. Han forfægtede i stedet, med en betydelig grad af selvfølelse, hvad han selv opfattede som saglige økonomiske synspunkter. Disse kom til tider på tværs af, hvad Eriksen fandt politisk opportunt.

Knudsen omtaler Statsministeriet i 1950’erne som et ”pulterkammerministerium”. Her blev alskens ’løse’ sager som turisme, naturfredning, nationalparker, flagregler og Færøerne kastet ind. Og det i et ministerium, der kun var bemandet med en departementschef, en kontorchef, en ministersekretær og tre fuldmægtige foruden kontorpersonalet til det rutineprægede skrivearbejde (s. 210). Tilmed var der ingen reel politisk sparring eller rådgivning at forvente fra det akademiske personale. De forvaltede kun. Det var en organisation, der i lyset af omfanget af opgaver var egnet til at slide sine statsministre ned. Og det skete også, hvad der skal vendes tilbage til nedenfor.

Eriksens politiske snilde kunne ikke forhindre, at hans regeringsperiode kun blev kort. Han måtte afgive magten efter grundlovens vedtagelse. Rent realpolitisk fordi Det Radikale Venstre skiftede side til Socialdemokratiet, men nok også som udtryk for, at samfundsudviklingen og tidsånden grundlæggende gik i socialdemokratisk retning. Det ses blandt andet ved, at Socialdemokratiet efter 1953 bevarede regeringsmagten gennem 15 år. Den længste ubrudte regeringsperiode for et parti siden århundredeskiftet.

H.C Hansen: Dobbeltrolle som stats- og udenrigsminister
Med Hedtofts død i 1955 overtog vennen og den livslange politiske partner H.C. Hansen statsministerembedet. Den typografuddannede Hansen forblev samtidig udenrigsminister, som han havde været siden 1953. Det var unægteligt at pålægge sig selv meget arbejde. Men han gjorde det, dels fordi han kunne lide udenrigsministerporteføljen, dels fordi han ikke så egnede alternativer. Jens Otto Krag, der længe havde arbejdet med udenrigspolitiske spørgsmål, vist interesse for dem og demonstreret sin kompetence udi dem, tilbød sig ellers som en oplagt kandidat.

Men H.C. stolede ikke helt på den unge Krag. I 1958 blev byrden dog for stor, hvad der bevægede statsministeren til omsider at gøre Krag til udenrigsminister. Det skyldtes også, at Europapolitikken, som Krag indlysende havde styr på, var blevet et helt centralt politikområde.

Med sin dobbeltrolle som stats- og udenrigsminister fortsatte H.C. Hansen således Hedtofts linje med at trække de centrale udenrigspolitiske spørgsmål tættere til statsministerembedet. H.C. Hansen fejrede da også store politiske sejre i den forbindelse. Særlig udsoningen med Tyskland i form af København- og Bonn-erklæringerne i 1955 står som milepæle. Også på det sikkerhedspolitiske felt spillede Hansen en central rolle. Ikke mindst med det såkaldte H.C. Hansen-brev fra 1957, som i al hemmelighed reelt gav USA lov til at opmagasinere atomvåben i Grønland, trods en erklæret dansk politik imod dette.

Det var en fortsættelse af en ”falsk melodi” i dansk sikkerhedspolitik, som allerede var indledt under Hedtoft. Skjult for befolkningen og også det meste af Folketinget, blev der givet indrømmelser til USA, der indebar en form for suverænitetsafgivelse.

På det økonomiske område fortsatte H.C. Hansen arbejdsformen fra Hedtoft-regeringerne med brug af ministerudvalg. Nu i tæt parløb med hans iderige finansminister Viggo Kampmann og med Krag som problemknuser i en række konkrete sager. Hansen arvede Hedtofts økonomiske problemer, men blev velsignet af det store konjunkturboom fra 1958 og frem. Kombineret med vedtagelsen af folkepensionen i 1956, som var et af de helt centrale skridt mod den moderne velfærdsstat, har det kastet et gyldent lys over H.C. Hansens regeringsperiode.

Parlamentarisk var Hansen en ferm operatør. Han fik reetableret Staunings gode forhold til De Radikale, som Hedtoft aldrig formåede, og dannede i 1957 efterkrigstidens første flertalsregering med De Radikale og Retsforbundet. Da blev Socialdemokratiet, mener Knudsen, det folkeparti, som Stauning stilede efter, med appel ikke kun til arbejdere, men også til funktionærer og den hastigt voksende gruppe af offentligt ansatte.

Men også H.C. Hansen døde i embedet. I 1960, som kun 53-årig, knækkede en kræftsygdom, den ellers stærke statsminister, der med en buldrende højkonjunktur og en flertalsregering stod med ualmindeligt gode kort på hånden. Det var uden tvivl under byrden af arbejdet, at H.C. Hansen udåndede, men – som Knudsen bemærker – måske også under indflydelse af de cigarer, som dengang tilsyneladende var en fast bestanddel af mandlige politikeres personlige udstyr.

Knudsens samlede vurdering af H.C. Hansen er, at han var god til at omgive sig med dygtige rådgivere – Kampmann skiller sig især ud på det punkt. Men det var omvendt uklog ledelse ikke i højere grad at udnytte Krags talenter. H.C. Hansen forsømte desuden at reformere regeringsapparatet og Statsministeriet. Her betalte han i høj grad også prisen selv.

Viggo Kampmann, der blev delvist glemt
Økonomen Viggo Kampmann blev H.C. Hansens efterfølger i 1960. Også han måtte bukke under for arbejdspresset, da han kun to år efter måtte sygemelde sig og opgive at vende tilbage til arbejdet. Kampmann er delvist glemt, konstaterer Knudsen. Men han spillede en afgørende rolle i udviklingen af velfærdsstaten; som finansminister under H.C. Hansen, men også i sin egen korte regeringstid.

Han nød også godt af det store vækstboom, men forsømte dog at tøjle højkonjunkturen, hvad der ledte over i 1960’ernes problemer med økonomisk overophedning. Kampmann påtog sig alt for mange opgaver og betalte selv prisen for det. Det er en uhyre vigtig og for forståelsen af vore dage perspektivrig pointe, at Knudsen fremhæver det som en af Kampmanns meritter, at han knækkede Venstre og Konservatives modvilje mod velfærdsstatsprojektet. ”I sine bedste øjeblikke var Kampmann den dygtigste statsminister, vi kan forestille os. Men Kampmann var også i nogle situationer en af de værste statsministre, Danmark har haft” (392).

Det sidste knytter sig til et alvorligt alkoholproblem og psykiske problemer, der i visse situationer gjorde ham rent ud sagt ustyrlig. Også når han var på job.

Jens Otto Krag og velfærdsstaten
Ligesom Kampmann bar Jens Otto Krag ikke rundt på ambitioner om at blive statsminister. Men begge blev det, fordi forgængerne enten døde eller blev syge i embedet. Krag var også økonom, hvad der gav ham gode forudsætninger for at være statsminister for velfærdsstaten Danmark. Han var desuden velforberedt med omkring ti års erfaring som minister på cv’et.

Kort efter sin tiltræden udførte han den svære øvelse at lave et dybt og omfattende økonomisk indgreb i en højkonjunktur. Det fandt sted med den såkaldte Helhedsløsning i 1963, hvor der for første og i den skala også sidste gang blev indført indkomstpolitik med henblik på at dæmpe inflationen. Krag vurderede selv ambitionsniveauet ved at henvise til Kanslergadeforliget. De politiske omkostninger ved Helhedsløsningen blev dog så store, at han ikke turde at gentage kunststykket, selv om behovet ikke blev mindre sidenhen.

Krag nød ikke godt af Kampmanns gode forhold til De Radikale. Årsagen lå her delvist i, at De Radikale ledelsesmæssigt blev splittet mellem en Karl Skytte, der ønskede samarbejde med Socialdemokratiet, og den nye radikale stjerne Hilmar Baunsgaard, som kunne noget Krag ikke kunne: begå sig i det nye medie, fjernsynet. Det førte i 1966 Krag ud i det samarbejde med SF, han ellers offentligt havde forsvoret.

Krag reformerede statsministerembedet med en mandskabsmæssig oprustning i sit ministerium, så der også blev ressourcer til politisk sparring og rådgivning fra embedsmandsside. Han gik heller ikke af vejen for at fyre embedsmænd af den gamle skole.

Desuden formaliseredes en række processer med skriftlighed og mødereferater. I kraft af sin faglighed og sit kendskab til et utal af højere embedsfolk kunne Krag på et mere uformelt plan samle informationer om og præge arbejdet i en række andre centrale ministerier. Det stillede ham stærkt over for det øvrige ministerhold. Krag moderniserede også kommunikationen med offentligheden via faste pressemøder og et nyt format for åbningstalen. Krag stod således for den indtil da største reformation og forøgelse af statsministerembedets magtressourcer.

Udover Helhedsløsningen var en fortsat videreudvikling af velfærdsstaten, indførelsen af oms og moms samt kildeskat blandt Krags meritter. Som Knudsen vurderer ganske rimeligt, giver det dog ikke mening at gøre Krag til ”velfærdsstatens eneste far” (s. 602). H.C. Hansen og Kampmann var snarere pionererne i den henseende. Som sine forgængere havde Krag også ansvar for de uløste balance- og finansieringsproblemer, som velfærdsstatsudviklingen medførte. De blev skubbet videre til efterfølgerne.

Krags store kunststykke var dog at føre Danmark ind i EF. Det lange arbejde med at forberede og bygge op til indtrædelsen i De Europæiske Fællesskaber, som Krag påbegyndte allerede i 1950’erne, lykkedes i kraft af en målrettethed, der sjældent ses blandt danske politikere. Som velkendt trak Krag sig som statsminister dagen efter EF-afstemningen i 1972. Hensigten var at gå, mens han var på toppen og modsat sine forgængere slippe af sted fra jobbet med liv og helbred i behold. Hans liv efter politikerkarrieren formede sig dog trist. Han gik nærmest i opløsning og døde kun seks år efter.

Hilmar Baunsgaard og flertalsregeringen, der skuffede 
I perioden mellem Krags to regeringsperioder, 1962-68 og 1971-72, bestred den radikale Hilmar Baunsgaard statsministerembedet som leder af en flertalsregering bestående af Venstre, Konservative og Radikale.

VKR-regeringen kom til magten på en bølge af borgerlige forventninger om tilbagerulning af skattetrykket, men også forventninger om at lindre den følelse af opløsning og ustyrlighed som velfærdsboom’et, ungdomsoprør og forbrugerisme havde bragt med sig.

Men den borgerlige flertalsregering skuffede på samtlige punkter. Skatterne steg, ungdommens flippen ud fik medvind med blandt andet en ny styrelseslov på universiteterne og pornografien blev frigivet sammen med adgangen til legal abort.

Knudsen identificerer en række af årsagerne hertil i statsministeren selv. Baunsgaard havde trukket sit parti for langt til højre, hans folketingsgruppe var uerfaren og han fik ikke skabt det nye vælgergrundlag i den borgerligt sindede del af middelklassen, som han selv mente var nødvendigt for at kompensere for den svindende gruppe husmænd, der hidtil havde været partiets centrale vælgerbase.

Hertil kom, at den handelsuddannede statsminister selv var overmatchet af sit embedes krav til faglig indsigt og ledelseseffektivitet. Baunsgaard nedsatte ganske vist en række ministerudvalg, men de blev svagt ledet. Af statsministeren selv. Fremfor effektivisering og strømlining medførte det i stedet, at statsministeren blev slidt ned. Endnu et offer i embedet.

Usædvanligt højt ambitionsniveau 
Tim Knudsens værk er ambitiøst ud over det sædvanlige. Han vil beskrive og analysere 170 års politiske danmarkshistorie med udgangspunkt i statsministerembedet. Med sit fokus på embedets institutionelle og politiske udvikling samt embedets ”magtvækst” over tid må det nødvendigvis også blive en analyse af statsministerarbejdet i detaljen.

På baggrund af læsning af bind 3 er der dog grund til at rejse spørgsmål om ambitionsniveauet indfries.

Det er klart, at arkivstudier relateret til hver enkelt statsminister havde gjort opgavens omfang uoverkommelig. Knudsen må derfor (næsten udelukkende) basere sin analyse på publiceret litteratur. Her forbigår Knudsen ofte den specialiserede forskningslitteratur om de emner, han behandler. I stedet bruges i stor stil oversigtsværker og erindringsværker. De sidste ikke sjældent forfattet af embedsmænd.

Førstnævnte kategori er tit for overfladiske til brug for den politologiske erkendelsesinteresse, Knudsen selv sætter som værkets præmis. For hvad siger oversigtsværkerne om statsministerembedets indre funktionsmåde? Ikke ret meget. I stedet må Knudsen mere indirekte udlede informationer om sit interesseområde heraf. Ikke altid med held.

Den anden kategori, erindringslitteraturen, er ofte forfattet af selvbevidste egoer, der med et langt liv i centraladministrationen bærer rundt på adskillige fjendtlige følelser over for behagesyge, opportunistiske politikere, der var svære at rådgive. Hvis embedsmændene selv skulle sige det, i hvert fald.

Departementschef Erik Ib Schmidts erindringer kan her tjene som eksempel. Ikke sjældent har erindringslitteraturen også decideret anekdotisk karakter. Genren rejser altså en række betydelige kildekritiske problemer, som sjældent håndteres eksplicit af Knudsen.

Der synes altså at være et misforhold mellem værkets tårnhøje ambitionsniveau – en analyse af statsministerembedet set indefra – og dets praktiske realisering, som over lange stræk bliver embedet set udefra og på baggrund af litteratur, som har et helt andet sigte end Knudsens.

Faktuelle fejl
Det betyder, at Knudsen af vanvare kommer til at servere læseren faktuelle fejl, som kunne være undgået ved et dybere dyk i litteraturen. Nogle få eksempler skal nævnes her. Ikke som petitesserytteri, men fordi fejlene har konsekvenser i et videre tolkningsperspektiv.

Buhl blev ikke statsminister i 1942 som erstatning for nogen andre, som Knudsen skriver, ej heller, som han også skriver, fordi Folketinget var sat ud på et sidespor, og ”de to demokratisk set uvedkommende kræfter, kongen og tyskerne” havde vetoret (s. 34). Buhl blev netop statsminister, fordi Folketinget (i skikkelse af Nimandsudvalget) ønskede det. De havde tillid til ham. Tyskerne var imod udnævnelsen af Buhl, og gjorde Scavenius ansvarlig for resultatet. Folketingsflertallet løb altså en chance ved at pege på Buhl. Derfor varede det også kun et halvt år.

Når Knudsen mener, at Scavenius’ politik var baseret på en formodning om tysk sejr, er det baseret på fordomme i den mere overfladiske litteratur (s. 59). Så tidligt som november 1941 begyndte Scavenius at tvivle på tysk sejr og troede slet ikke på det et år senere. Men hans politik forblev i det store hele den samme, og det er lige præcis pointen. Han vidste, som han også sagde, at ”tyskerne har vundet krigen i Danmark”, og dét var udgangspunktet for hans politik.

Det er heller ikke rigtigt, at mange socialdemokrater i Hedtofts første regeringsperiode var interesserede i en sammenslutning med DKP (s. 144).

Problemer med litteraturen                 
På et mere overordnet plan medfører det uhensigtsmæssige litteraturgrundlag også problemer. For forståelsen af hele Hedtofts statsministergerning er det en betydelig mangel, at læseren ikke bibringes den viden, at Hedtofts drøm om et skandinavisk forsvarssamarbejde også handlede om et ønske om betydeligt samarbejde på andre væsentlige politikområder, herunder det økonomiske ud fra betragtninger om en ’modelforståelse’ af Skandinavien.

Hedtoft ville manøvrere sig ind i et skandinavisk fællesskab, hvor det danske Socialdemokrati kunne ’låne’ styrke af de stærkere søsterpartier i Norge og Sverige. Man kan også savne en mere nuanceret behandling af den socialdemokratiske top i efterkrigstiden. Beskrivelsen af ledelsesdramaet mellem Buhl, Hedtoft, H.C. Hansen og Krag betoner efter denne anmelders mening ikke tydeligt nok dels den dybe loyalitet mellem Hedtoft og H.C., og dels at Krag og H.C. Hansen ikke kun var på kant med hinanden, men også i faser af deres karrierer kunne og ville noget sammen.

I 1970 udtalte Krag, at H.C. Hansen var den statsminister, han så op til som forbillede. Sagen er da også, at Krag som statsminister lignede H.C. langt mere end den nærmere ven, Hedtoft.

Blandt de pointer, Knudsen vender tilbage til flere gange i bogen, er synspunktet, at Hedtoft, H.C. Hansen, Eriksen og Baunsgaard var hæmmet i deres embede af ikke at være akademikere. De komplekse økonomiske problemer, de var stillet over for, var sammen med deres manglende analytiske evner, en hindring for dem, da de stod i spidsen for det komplicerede, moderne Danmark. Måske. Men Knudsen gør sig ikke umage med at begrunde, at det var derfor.

Det må i øvrigt også være svært med det materiale, Knudsen lægger til grund for sin analyse. Man kunne også forsøgsvis indvende, at J.C. Christensen og Stauning vel er eksempler på, at man først og fremmest skal være en god politiker for at blive en god minister, herunder også en god statsminister?

Selvfølgelig skal det medgives, at de var statsministre i en anden tid og i spidsen for et knap så kompliceret samfund. Men flere ikke-akademiske politikerkarrierer har vist, at man kan komme langt med gode rådgivere.

Nuvel, spørgsmålet skal ikke fra anmelderens side polemiseres – selv om det var fristende at spørge, om de i dag næsten totalt akademiserede ministerier understøtter Knudsens pointe? Hvorom alting er, kunne det være interessant, om Knudsen ville gøre lidt mere ud af sin antagelse. Han har jo chancen i bind 4, hvor den sidste ikke-akademiker blev statsminister.

Disse kritiske punkter skal dog ikke overskygge, at der er tale om et fortjenstfuldt og interessant bidrag til den politiske historieskrivning og at værkets politologisk funderede analyse også kaster interessante indsigter af sig.

Bind 3 i serien beriger i hvert fald læseren med en imponerende mængde generelle pointer. Blandt disse er, hvor krævende statsministerposten er. Ikke mindst fordi embedet var så underforsynet med bistand fra embedsværket helt op til Krags reformation af Statsministeriet, men, ak, også stadig derefter.

Det er således næsten gruopvækkende læsning at se, hvordan flere døde i embedet eller måtte trække sig helbredsmæssigt invalideret derfra. Bredes fokus ud til andre embeder som finansministerposten bliver statistikken endnu mere skræmmende. Knudsen diskuterer i den forbindelse også spørgsmålet om juniorministre eller statssekretærer, som man ser i andre lande.

Man må formode, at det tages op til en grundigere drøftelse i bind 5. Blandt de andre generelle pointer skal igen nævnes udviklingen af statsministerembedets udenrigspolitiske dimension siden Hedtoft. Knudsen identificerer også kimen til det magtmæssige ”duopol” mellem Statsministeriet og Finansministeriet i den her behandlede periode.

Bind 3 af Statsministeren er anbefalelsesværdig læsning. Det er tydeligt, at Knudsens bog hviler på et langt forskerlivs beskæftigelse med analysen af dansk politik i et historisk og politologisk perspektiv. Og så er historien veloplagt fortalt. Det skal blive spændende at læse de to følgende bind. Især må man glæde sig til, at Tim Knudsen – forhåbentligt – til sidst binder trådene sammen i en overordnet analyse af statsministerembedets udvikling.

Tim Knudsen: 'Statsministeren. Bind 3. Fra krigstid til samarbejdende folkestyre 1942-1972', 655 sider, Forlaget Samfundslitteratur

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Wium Olesen

Lektor og historiker, Aarhus Universitet
ph.d. (2002), cand.phil. (historie 1995)

0:000:00