Anna Libak: Gør borgeren til det borgerlige Danmarks helt

KOMMENTAR: Venstrefløjen dyrker taberen. Højrefløjen vinderen. Men hvis det borgerlige Danmark skal genrejses, er det en anden, som skal være helten, skriver Anna Libak.

Efter folketingsvalget diskuteres det intenst i medierne, hvordan det borgerlige Danmark kan rejse sig. For hvis Socialdemokraterne lover stram udlændingepolitik, og Venstre lover velfærd for alle pengene, hvad er så egentlig forskellen?

Men der er stadig forskel på rød og blå blok, hvis man ser nærmere efter.

Hos venstrefløjen er taberen helten. Det kan være den nedslidte murer, den fortravlede pædagog, den overbebyrdede sygeplejeske, den alt for tidligt udskrevne psykisk syge, pensionisten, der ikke har været i bad en uge, flygtningefamilien på hjemsendelsesydelse; ja, hvem som helst, der har det hårdt. Gennem hele valgkampen blev nye grupper af tabere i velfærdsstaten introduceret nærmest dagligt. Indtil snart sagt alle havde fået en plads i den fortælling.

Og skal man finde én person på venstrefløjen, der forløser budskabet, så må det blive Mattias Tesfaye: barn af en enlig, gigtplaget mor, der har knoklet som SOSU- eller rengøringsassistent siden 7. klasse; brun i huden i kraft af en fraværende, etiopisk, alkoholiseret far; uddannet murer med erfaring fra virkelighedens skurvogne og stilladser, og dog en af landets dygtigste politikere! Om nogen inkarnerer han historien om, at taberen kan blive til vinderen under den røde velfærdsstats patronage.

Hos højrefløjen – hvis vi ser bort fra Dansk Folkeparti – er vinderen helten. Det er erhvervsmanden, den overlegne iværksætter og disrupter; ham, der får hjulene til at snurre og skaber arbejdspladser og vækst og velstand til Danmark.

Gennem hele valgkampen kæmpede partierne i blå blok en hård, men forgæves kamp for at rette fokus på hans behov: Så skulle der skaffes mere udenlandsk arbejdskraft, så skulle iværksætteri på skoleskemaet, så skulle erhvervsskatterne ned, og så skulle aktiesparekontoen forhøjes, så vi alle kan blive investorer og lade kapitalen yngle.

Hvis vi skal finde en person på højrefløjen, som er helten i fortællingen, så må det blive Tommy Ahlers: iværksætteren, som startede en hel masse firmaer med mærkelige navne, som ingen fatter, hvad laver, og som derfor også disruptede en hel masse andre, og som i øvrigt fik topkarakter på jurastudiet og kom i fjernsynet og blev minister og gav hele verden baghjul. Opvokset i et indremissionsk bondehjem mellem Tønder og Haderslev er heller ikke han kommet sovende til tingene, og dog er fortællingen helt forskellig fra Tesfayes.

Ahlers er ikke mønsterbryder, han er first mover. Og hans historie er ikke historien om, hvad samfundet kan gøre for ham, men hvad han gør for samfundet.

Men netop derfor er han ikke en helt, som det borgerlige Danmark kan bygge sin fremtid på, hvis det vil genrejse sig. For hvis valget står mellem at gå med Tesfaye eller gå med Ahlers, så vil de fleste til enhver tid gå med Tesfaye. For Tesfaye tilbyder ikke blot, at alle, der har tabt, skal følge ham i håbet om at få det bedre. Han tilbyder også, at alle, der har vundet, følger ham, fordi han er beviset på, at velfærdsstaten kan løfte de svage og gøre dem til vindere.

Tommy Ahlers derimod tilbyder vinderne at følge sig. Men vinderne vil altid være en undtagelse. Dem er der i sagens natur ganske få af. Naturligvis vil han også få følgeskab af unge mennesker, der forestiller sig, at de en dag kan blive til vindere selv, samt af dem, der slet og ret er imponeret af hans indsats. Men det er stadig ikke nok: For i et anti-autoritært samfund som det danske fordufter betagelsen hurtigt.

Nej, hvis det borgerlige Danmark skal genrejse sig, så bliver det nødt til at bygge på ham og på hende, som står indskrevet i dets navn: nemlig borgeren. Det myndige menneske, der lever efter de borgerlige hverdagsdyder: ærlighed, loyalitet, gode manerer, arbejdsomhed og mådehold.

Og hvis det lyder gammeldags, så er det, fordi det er det. Det er år siden, at nogen har appelleret til det myndige menneske. Faktisk er det ikke sket siden Anders Foghs værdikamp i nullerne, hvor han tog opgøret med samarbejdspolitikken og puslingelandet, der hygger sig i smug. Og med smagsdommerne, der ikke længere skulle have lov at moralisere over for en befolkning, der udmærket var i stand til at tænke selv. Dét – og sandelig ikke kun udlændingepolitikken – var grunden til, at det var muligt at sammentømre en blå blok.

Siden da har rød bloks syn på mennesket ganske fortrængt den myndige borger. I rød bloks forestillingsverden er et menneske at ligne med Rousseaus ædle vilde. Hvis mennesket lever i materiel tryghed og befries for samfundets snærende krav, så bliver det af sig selv en god samfundsborger. Eller som det hedder på venstrefløjslingo: Et "helt" menneske. Et "autentisk" menneske.

Det ser man i diskussionerne om nationale tests og eksaminer. Hvis de bliver afskaffet, så går det ikke ud over børnenes færdigheder. For børn er født videbegærlige og nysgerrige; og de vil tværtom blive ansporet til at lære endnu mere, fordi de nu gør det af sig selv.

Vi ser det i diskussionerne om offentlige ydelser. Hvis man afskaffer kontanthjælpen og hjemsendelsesydelsen og forlænger dagpengeperioden, får det ingen indflydelse på, om folk går på arbejde eller ej. For mennesket vil af sig selv gerne gøre sig nyttigt, uanset om det kan betale sig.

Og vi ser det i diskussionerne om, hvor høje straffe der skal idømmes: Det er forkert at straffe folk for hårdt, for det fører kun til det modsatte resultat: at de bliver endnu mere kriminelle. Derfor skal fokus være på resocialisering.

Det er altså ingen tilfældighed, at en socialdemokrat som Dan Jørgensen med henvisning til Stauning påstår, at formålet med politik er at skabe lykke. Udgangspunktet er, at mennesket af sig selv er godt og harmonisk, hvis det bare får lov til at være det. Og derfor kan alle, der er utilfredse, med rette bebrejde politikerne, at de ikke har skabt det gode samfund.

For borgerlige mennesker er udgangspunktet et andet. De tror ikke på, at staten skaber lykken. Staten kan højst bistå borgerne med at skabe deres egen lykke, men den kan aldrig selv skabe den. For selv hvis den kunne, ville borgerne alligevel ikke bryde sig om det.

Så vil det gå som i Dostojevskijs novelle "Et latterligt Menneskes Drøm", hvor en mand uforvarende havner i et paradis, som han ingen som helst andel har i at have skabt. Han skal sådan set bare nyde det. Men hvad gør han så? Resultatet er desværre, at han fordærver dette paradis fuldstændigt. For når det kommer til stykket, så er dét, der betyder allermest for mennesket, slet ikke lykke, men at kunne gøre en forskel. At have friheden til at sætte sit præg på verden. Og hvis det kun kan ske ved at ødelægge verden, fordi den i forvejen er perfekt, så vil mennesket foretrække det. Simpelthen for at kunne realisere sin menneskelighed.

Hvis Dostojevskij havde levet i dag, tror jeg, at han ville have set sin pointe illustreret i, at selv om vi i Danmark aldrig nogensinde har brugt så mange penge på velfærd og aldrig nogensinde på alverdens parametre har haft så mange grunde til at være glade og tilfredse og taknemmelige, så er vi mere utilfredse, bedrøvede, triste og forvirrede end nogensinde. Hvorfor? Fordi det ikke er os, der gør forskellen. Det er velfærdsstaten. Den giver, og den tager, og borgerne har ikke noget at lade hinanden høre.

Tag nu de unge mennesker, som angiveligt er topstressede over præstationskulturen i konkurrencestaten.

Hvilken præstationskultur? Kunne det være, at det er det modsatte, der stresser dem? Kunne det være, at det er fraværet af formulerede krav, der gør, at unge mennesker ikke aner, hvad de skal gribe og gøre i og leve for? Eller for den sags skyld gøre oprør imod? Det er slut med at opdrage sine børn til, at meningen med livet er at blive en god samfundsborger, som ellers er svært nok i sig selv: tage sig en uddannelse, finde sig en partner, man kan holde ud i årevis, sætte børn i verden, spare op til en bolig, få sig et arbejde og svare enhver sit.

Sådan et liv regnes for småtskårent og småborgerligt i dag: De må sgu da selv om, hvad de vil være. Om de vil have børn. Om de vil giftes eller skilles. Alting må de selv om. De skal da bare gøre, som de har lyst til. Intet under, at de pludselig tillægger karakterer og tests så uhyre stor betydning, når alle andre forventninger er bortfaldet: Uddannelsessystemet er efterhånden det eneste sted under opvæksten, hvor de møder konkrete krav.

Og lur mig, om de unge ikke blot vil blive endnu mere fortabte og forvirrede, hvis det også bliver afskaffet. For værre end forventninger er trods alt ingen forventninger. Dem kan man ikke engang skuffe.

Eller tag diagnosebørnene, der pludselig er blevet så mange af. Hvorfor er der så mange små børn med personlighedsforstyrrelser? Ja, jeg tør næsten ikke at spørge, men kunne det hænge sammen med, at de borgerlige hverdagsdyder inden for børneopdragelse er gået i glemmebogen? Kunne det være, fordi små børn skal lægges i seng tidligt hver aften? Kunne det være, at små børn skal spise sundt og ikke fylde sig med sukker og fedt i tide og utide? Kunne det være, at små børn ikke skal have lov at glo ind i deres iPad, når de har lyst, men socialiseres gennem brætspil, faste spisetider, lektier og højtlæsning?

Forstå mig ret, det er ikke forældrene, jeg giver skylden. Det er det kollektive erindringstab, som betyder, at det lige pludselig kan præsenteres som en stor opdagelse, at en masse mennesker med diabetes 2 kan kureres uden medicin, hvis de begynder at motionere i stedet. En sund sjæl i et sundt legeme, remember?

På samme vis har jeg mistanke om, at nogle af diagnosebørnene kunne kureres ved at udskrive en recept til forældrene på ro, renlighed og regelmæssighed. Forudsat naturligvis, at man samtidig mindede alle, der har med børn at gøre, om, at de – og i særdeleshed drengebørn – aldrig nogensinde fra naturens hånd har været sådan nogle små, nuttede, veltilpassede størrelser. Der har altid været massevis af vilde og voldsomme drenge, der hærgede deres omgivelser, og som på forunderlig vis dog alligevel lykkedes med at blive helt normale voksne.

Tag så endelig de samme voksne. Engang var der stolthed forbundet med at klare sig selv og ikke ligge det offentlige til last. Pengene skulle bruges på de svage og ikke på de stærke, hed det sig. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.

Den slags er det slut med. Hvornår har man sidst hørt om en velhavende pensionist, der sagde nej tak til folkepension? En forælder, der sagde nej tak til børnepenge? En topchef, der sagde nej tak til sin bonus, fordi han ikke mente at have fortjent den? Nej, vel. Det findes ikke længere. Velfærdsstaten har ophævet skellet mellem de stærke og de svage, og det er skam med vilje.

Det er sket, fordi man ikke ønskede en hattedamestat, hvor nogle skulle være taknemmelige over at få hjælp fra andre. Derfor skulle alle have ydelser og alle betale skat. Svage som stærke. Og det lykkedes minsandten; taknemmeligheden ved at modtage forsvandt sammen med stoltheden over at give. I stedet indtrådte krænkelse som samfundets grundfølelse: krænkelse over at få for lidt eller krænkelse over at skulle afgive for meget.

Og hvor er vi trætte af det alle sammen. Trætte af alt det brokkeri, hvor alle stakler sig selv i en grad, så man holder op med rigtigt at have ondt af nogen – også dem, det er rigtigt synd for. 

For det er da absurd, at alle problemer i dette land skal gøres til et spørgsmål om penge og manglende ressourcer fra staten. Selv når det er åbenlyst, at problemet nogle gange er, at folk ikke passer deres arbejde. Hvis de gamle på plejehjemmene ikke får skiftet ble i dagevis, hvis små børn slås som vilde dyr i daginstitutionerne, hvis politiet ikke gider at køre ud til indbrud, og hvis patienterne på hospitalerne får en infektion, tror man så virkelig, at det kan klares med flere penge? Kunne det være, at problemet også var, at vi lever i et land, hvor det kun må være politikernes og statens skyld?

Der er derfor masser at bygge på for det borgerlige Danmark. For Danmark er fyldt med mennesker – på både højrefløj og venstrefløj – der inderst inde udmærket godt er klar over, at det gode samfund kun kan skabes ved, at vi forpligter os på hinanden.

Helten i de borgerliges fortælling skal derfor hverken være taberen eller vinderen, fiaskoen eller successen, men den gode samfundsborger – også kaldet ansvarligheden.

Heltinden er kassedamen, der går på arbejde hver dag, selv om det knap kan betale sig, og selv om hun ind imellem har ondt i armen og må tage et par panodiler for at komme igennem dagen. Helten er lægen fra Pakistan, der på rekordtid har lært dansk og nu arbejder fra morgen til aften, fordi der mangler læger på hospitalet.

Eller det er iværksætteren, som giver alle sine ansatte en ekstra bonus, fordi han godt ved, at startup-virksomheden kun fik et kæmpe overskud i år ved fælles indsats. Eller flymekanikeren, der undlader at afspadsere, fordi der ikke er andre til at vedligeholde det gamle F16. Eller besøgsvennen på plejehjemmet, der holder liv i den gamle dame, som ingen ellers gider at besøge.

Eller mureren, som tager et par år ekstra på arbejdsmarkedet som buschauffør på deltid, selv om han godt kunne gå på seniorpension. Eller pædagogen i vuggestuen og børnehaven, som på trods af træthed og kollegaens sygedag holder børnene beskæftiget med sang og leg og gåture, så de ikke kommer op at slås. Eller topchefen, som selv går ned i løn, fordi der skal ske afskedigelser i firmaet.

Det er kort sagt alle dem, der tager ansvaret på sig. Ikke fordi de vil have succes eller status, men fordi de føler sig forpligtet. Forpligtet på noget større end sig selv.

Er der mange af dem? Ja, det er der. Faktisk bor der sådan en inde i snart sagt os alle sammen. Fra tid til anden stikker han eller hun til vores egen forbløffelse pludselig hovedet frem.

Og først den dag, hvor det borgerlige Danmark igen tør tro på, at der inden i de fleste helt almindelige mennesker findes en samfundsborger, der kan og vil og længes efter at gøre en forskel for andre; ja, først den dag vil man på ny kunne bygge et ægte folkeligt fællesskab på de borgerlige dyder.

-----------

Anna Libak (f. 1968) er journalist og debattør, tidligere folketingskandidat for Venstre, cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet samt uddannet sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger

Forrige artikel Søren Hove: Fingrene væk fra centralbankerne! Søren Hove: Fingrene væk fra centralbankerne! Næste artikel Christian E. Skov: Fem udfordringer, borgerligheden må tage hånd om Christian E. Skov: Fem udfordringer, borgerligheden må tage hånd om
Ellemann fik lagt snittet rigtigt

Ellemann fik lagt snittet rigtigt

ANALYSE: Venstres nye formand fik fra start lagt et snit, der både har mulighed for at rumme unge i byerne og partiets kerneland i provinsen. Men Venstre er stadig et parti med store modsætninger på områder som udlændinge, EU, miljø og klima.