Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Anne Sofie Allarp: Frederiksen bør skifte Ude og Hjemme ud med Grundloven

KOMMENTAR: Ude og Hjemme danner kommunikationsteknisk skole for Mette Frederiksen og hendes generation af socialdemokrater. Men selfierne må ikke tage opmærksomheden fra den egentlige krise, som er, at regeringen har lukket minkerhvervet, skriver Anne Sofie Allarp. 

Selfiekommunikation har bidraget til at styrke statsministerens brand både op til valget i 2019 og som statsminister, skriver Anne Sofie Allarp.
Selfiekommunikation har bidraget til at styrke statsministerens brand både op til valget i 2019 og som statsminister, skriver Anne Sofie Allarp.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En pandemi-selfie-trend breder sig blandt politikere.

For tiden typisk en meget inderlig nærselfie med en dyb refleksion om noget med en forhandling, der ikke er gået, som den skulle, eller en bekymring over noget ude i samfundet. Det signalerer intimitet og venskab i en krisetid.

Selfien er en disciplin, som landets statsminister mestrer. Mette Frederiksen (S) har længe underholdt masserne med vasketøjsselfier og selfier med hjemmebag eller den fotogene ægtefælle og situationsbilleder af katten og efteråret eller sommeren eller andet, der kunne anspore den der "jeg er et helt almindeligt menneske"-forbindelse til vælgerhavet.

Facebook er hoforganet, og blade som Hjemmet og Ude og Hjemme kan bryste sig af at danne kommunikationsteknisk skole for de yngre generationer af socialdemokratiske strategikere.

Fakta
Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der skal ikke lyde kritik herfra. Det er dygtigt og har bidraget til at styrke Statsministerens brand både op til valget i 2019 og som statsminister.

Men torsdag gik det helt galt.

Torsdag gik det helt galt

Anne Sofie Allarp

Efter et pressemøde, hvor statsministeren kunne berette om, hvor stor en nedtur Nordjylland skal på den kommende tid, delte Mette Frederiksen et billede på sin instagram-konto.  

"Dobbeltklik på billedet og vis din opbakning til Nordjylland," skrev statsministeren med et rødt emojihjerte. Samme budskab blev delt på statsministerens facebookkonto, som hendes følgere blev opfordret til at like eller dele:

"Hvis du har lyst til at vise Nordjylland, at hele Danmark bakker dem op, så kan du like eller dele opslaget her," skrev hun efterfulgt af en dannebrogsemoji.

Vis din opbakning til Nordjylland ❤️ 11. marts var en skæbnestund i kampen mod corona i Danmark. For jer i Nordjylland...

Slået op af Mette FrederiksenTorsdag den 5. november 2020

Men opfordringen til at dele og like et billede af en lun statsminister smilende til fotografen på en forblæst strand som et tegn på solidaritet med en region og et fag i krise faldt igennem som en kampesten i et oprørt hav. 

Kontrasten mellem den letbenede selvpromovering og regeringens kniv i hjertemusklen på et helt eksporterhverv til en værdi af fem milliarder kroner var for slående. Ydmygende næsten.

Politikere og eksperter har siden delt statsministerens opslag ledsaget af spydigheder, forargelse og fordømmelse.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt delte med ordene: "Det her er dødsens alvor - både for de mange mennesker, der rammes af COVID-19 direkte og dem, hvis virksomheder nu må lade livet. Og så vælger Statsministeren at forsøge at få populistiske point på sociale medier. FØJ!".

Dansk Folkeparti trak altså populismekortet overfor Socialdemokratiets leder. Forvirringen var total. Men Frederiksens selfiekommunikation må ikke tage opmærksomheden fra den egentlige krise, som er, at regeringen har truffet en beslutning om at lukke minkerhvervet, der beskæftiger 6.000 mennesker og står for 0,7 procent af den samlede danske eksport.

Det er dramatisk for de berørte landbrugere og ansatte, det er dramatisk for de berørte egne, det er voldsomt for nationen at se staten bruge sin magt så direkte og nådesløst.

Vi bygger alle vores tilværelse op i tillid til, at ingen kan komme og tage vores ejendom og investeringer fra os. Det er blandt andet det, der kendetegner det frie samfund.

Ejendomsrettens ukrænkelighed er så grundlæggende et princip for os som nation og folkefærd, at den står i Grundlovens paragraf 73.

Og vi ved, at det kun er, når det er absolut nødvendigt af hensyn til fællesskabets interesser, at vi kan blive tvunget til at afstå ejendom eller formueinteresser.

Og at vi i det tilfælde skal kompenseres, ikke hjælpes, af staten. Destruktionen af minkerhvervet er et helt klassisk tilfælde af ekspropriation.

Læs også

Man må bøje sig for sundhedsmyndighedernes vurdering af nødvendigheden.

De har ansvaret, men vi bliver nødt til for alles skyld at insistere på, at regeringen overholder grundloven. Den står som bekendt over den elendige pandemilov, som regeringen fik hastet igennem Folketinget i marts måned.

Langt mere rystende end statsministerens forblæste selfie er det, at regeringen ikke selv anerkender, hvad der er på spil her.

Grundloven skal naturligvis respekteres. Den er blandt andet til for at sikre os i en krisetid. Den skal respekteres af hensyn til al fremtidig virkelyst i dette land.

Og den skal respekteres, fordi den markerer nogle for et frit samfund helt grundlæggende barrierer mellem stat og borger. Nedbrydes de, er Danmark forandret.  

Jeg opfordrer statsministeren og hoffet af socialdemokratiske kommunikationsfolk til at lægge ugebladene til side og nærlæse grundloven. Det gælder fremtiden.

-----

Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024