Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Anne Sofie Allarp: 15 år efter tegningerne står vi ikke længere op for vores liberal-demokratiske værdier

KOMMENTAR: Er Danmark som i 2005 under Muhammedkrisen landet med lighed for loven, demokratiske principper og en universel, næsten ubegrænset ytringsfrihed? Nej, det er vi ikke.

Det land, der i 2005 krævede, at minoriteter måtte tåle religionskritik i avisspalter, har i dag forbudt en lille sekt at bære burka, fordi det virker stødende og fornærmende på hovedkulturen. Et rent værdipolitisk selvmål, skriver Anne Sofie Allarp.
Det land, der i 2005 krævede, at minoriteter måtte tåle religionskritik i avisspalter, har i dag forbudt en lille sekt at bære burka, fordi det virker stødende og fornærmende på hovedkulturen. Et rent værdipolitisk selvmål, skriver Anne Sofie Allarp.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Når fornuften sover, skabes uhyrer.” Det er titlen på et tryk fra slutningen af 1790'erne af den spanske maler og grafiker Francisco Goya. Det viser kunstneren selv sovende over sit arbejdsbord, mens underverdenens monstre kommer flyvende ind over ham bagfra.  

Trykket ”El sueño del razón produce monstruos” var blandt de bannere, der blev holdt op under sidste weekends demonstrationer i Frankrig. Demonstrationer, der fulgte det rædselsfulde, chokerende og afskyvækkende drab på skolelærer Samuel Paty nord for Paris fredag i sidste uge, efter at denne havde brugt Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten i undervisningen.

Det er et velvalgt banner. Der er grund til at kalde på fornuften og den rationelle stringens i disse år. Uden den marcherer fundamentalismen, sekterismen, og monstrene, som den 18-årige tjetjener, der udførte det bestialske drab.

Med sin gru og barbarisme er nyheden om drabet gået verden rundt. Og givetvis vil det inspirere flere lærere til at fortælle om dengang for 15 år siden, da Danmark indskrev sig i nyere historie som et land, der insisterede på, at man i et frit demokratisk samfund må tåle hinandens holdninger, verdensopfattelse, ytringer, såvel som spot og hån af ens religiøse og kulturelle følelser. Også selvom disse opleves som grove og urimelige. At det er et fælles vilkår for alle uanset oprindelse i et liberalt demokrati.

Fakta
Anne Sofie Allarp (f. 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio2syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi har en tradition for det budskab som et af de lande i Europa, der tåler blandt andet nynazisters ytringsfrihed. Vores tanke har været at jage monstrene på flugt med argumenter og en spilvågen fornuftens stemme. Det er den historie, der har givet os troværdigheden for vores argumenter. Det er de principper for vores stat: lighed for loven og frihed under ansvar, der har sikret, at de fleste af os kunne bakke op om princippet om at måtte tåle fornærmelser, mens vi kunne være uenige om hvorvidt, Jyllands-Postens demonstration var smagfuld og værdig for en medieinstitution af den kaliber.

Jeg hører personligt til dem, der mener at de fleste af Jyllands-Postens karikaturtegninger faldt under minimumskravene til, hvad man må forvente af satire. Satire opstår i grænselandet mellem sandheden, overdrevet og folks ømme tæer, og alle tre skal være til stede, ellers kommer satiren ikke op og flyve. Og så skal der gerne tilsættes næstekærlighed og en større retfærdighed. Det er nemmere at sparke op end ned, hvis noget også skal være morsomt. Ud fra disse, mine egne parametre, synes jeg at avisens demonstration var u-elegant og plat. Som den brovtne onkel til familiemiddagen, der insisterer på at fortælle børnebordet frække vittigheder fra 80erne hele aftenen.

Der er grund til at kalde på fornuften og den rationelle stringens i disse år. Uden den marcherer fundamentalismen, sekterismen, og monstrene, som den 18-årige tjetjener, der udførte det bestialske drab.

Anne Sofie Allarp

Men jeg vil til min død forsvare danske borgeres ret til at optræde åndsvagt, uden at staten skal ind og detailregulere deres adfærd, ytringer og optræden. Og budskabet: at vi skal kunne tåle, at andre træder på vores religiøse eller kulturelle ømme tæer, er absolut rigtigt og noget, vi bør stå vagt om.

Men kan vi i dag troværdigt bære det budskab ud i verdenen? Er vi stadig landet, med lighed for loven, stærke retsprincipper og demokratiske principper og en universel, næsten ubegrænset ytringsfrihed? Møder vi omverdenen lige så rent i 2020, som vi gjorde i 2005?

Det mener jeg slet ikke, vi gør.

Det land, der i 2005 krævede, at minoriteter måtte tåle kritik af tro i avisspalter, har i dag forbudt en lille sekt at bære burka, fordi det virker stødende og fornærmende på hovedkulturen at møde en person i sådan et antræk. Lovens hovedformål var alene at skåne øvrighedens følelser, for det var i forvejen forbudt at tvinge andre til at bære burka. Et rent værdipolitisk selvmål. 

Vi er også blevet et land, der fratager folk deres rettigheder på baggrund af en etnisk og social profilering af deres boligområde (som følge af den såkaldte ghetto-lov). Det vel at mærke stort set uden en substantiel diskussion af det principielle i at ophæve princippet om, at vi er lige for loven.

Vi er landet, der har indført et parallelt quasi-retligt system, efter hvilket vi straffer børn ned til 10 år uden krav til bevis for, at de har gjort noget galt. (lov om ’bekæmpelse af ungdomskriminalitet’)

Vi er landet, der har aflyst princippet om udstået straf, idet vi tildeler dømte for visse typer kriminalitet en livstidsstraf ved at fratage dem rettigheder til deres børn, uden hensyntagen i øvrigt til de samme børns rettigheder.

Vi er landet, hvor staten overvåger og registrerer befolkningens ageren på et niveau, der er Folkerepublikken Kina fuldt værdigt, og hvor den nu forestiller sig, at vi skal yderligere kamera-overvåges og ansigtsgenkendes på åben gade i stor scala også. Overvågning er som bekendt ifølge justitsministeren frihed.

Hvor vi engang stod op for vores liberalt-demokratiske værdier, så står vi i dag op for vores langt mere diffuse kultur. Diffus, for hvad er vores kultur egentlig uden at basere sig på de liberalt-demokratiske værdier som ytringsfrihed for alle, og at alle skal kunne tåle at stå ansigt til ansigt med hån og kritik fra anderledes tænkende? Danmark er i hvert fald en lidt anden størrelse end det land, der stod igennem stormen tilbage i 00'erne. 

.....

Anne Sofie Allarp (f. 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio2syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024