Benny Damsgaard: Erhvervsfolk er sjældent dygtige politikere

"Færre grønskollinger i ministerbilerne, tak".

Rubrikken på Berlingskes leder 28. december var ikke til at tage fejl af. Der er behov for flere ministre med grå hår og erhvervserfaring, skal man forstå på lederskribenten. Rigtige ledere ude fra virkeligheden.

Kritikken fra Berlingskes lederskribent er ikke ny. Med jævne mellemrum kan man især i erhvervspressen læse indlæg, som kræver flere erhvervsfolk i Folketinget og regeringen.

Hvis der bare kommer flere erfarne ledere ude fra virkeligheden ind på Borgen, som ikke har været i politik hele deres liv, så kommer fornuften i højsædet og sagerne bliver løst, lyder argumentet.

Der er ingen tvivl om, at Folketinget i dag er langt fra repræsentativt for befolkningen som helhed.

I det danske samfund som helhed er der i dag ti procent, som har en lang videregående uddannelse. I Folketinget er det 57 procent. En femtedel af befolkningen er under 30 år, mens det samme kun gælder for seks procent af folketingsmedlemmerne.

Hvis man skal være god til noget, så kræver det, at man har beskæftiget sig med det i rigtigt mange år. Det gælder uanset om det er forretninger eller politik.

Benny Damsgaard

Personer over 64 år udgør 24 procent af den myndige befolkning, men kun otte procent af folketingsmedlemmerne. Og knap 40 procent af Folketingets medlemmer er kvinder, mens kvinder udgør over halvdelen af befolkningen.

Det er en smagssag, om den manglende repræsentativitet er et stort demokratisk problem. Det er i hvert fald ikke noget nyt. Kigger man tilbage i historien, var Folketinget og Landstinget, dengang vi havde det, betydeligt mindre repræsentativt sammensat, end Folketinget er i dag.

Derudover er der ikke meget belæg for, at ministerens erhvervsmæssige baggrund er afgørende for vedkommendes succes som minister – tværtimod.

Alt tyder på, at det, der er afgørende for, om en minister kan få ting gennemført, er, ikke er vedkommendes uddannelse eller erhvervserfaring, men om vedkommende er en dygtig politiker.

Kan ministeren for eksempel skabe opbakning og ikke mindst finansiering til sit ministerium og dets initiativer internt i regeringen? Er ministeren god til at skabe og pleje relationerne til fagordførerne på sit område? Kan ministeren få eksterne interessenter til at spille positivt med? Kan ministeren argumentere troværdigt for sine synspunkter i pressen? Kan ministeren indgå kompromisser og skabe flertal bag regeringens politik?

Det er disse politiske færdigheder, som afgør, om en minister kan gennemføre ting og gøre en konkret forskel "ude i virkeligheden".

Færdigheder eller håndværk, om man vil, som man ikke lærer på ret mange arbejdspladser, men som man blandt andet lærer i de politiske ungdomsorganisationer.

Med hvad så med selve politikken, vil det ikke gøre den førte politik bedre, hvis der kommer flere ind med erhvervserfaring, som kan fortælle, hvordan lovgivningen konkret rammer ude i virkeligheden? Ikke nødvendigvis.

Flere erhvervsfolk i Folketinget kan uden tvivl øge den politiske opmærksomhed om erhvervslivets problemer. Det er dog ikke det samme som, at der skabes flertal for at løse problemerne, som er det, alt handler om i politik.

Det er fint at have ret, men du får først noget gennemført politisk, hvis du kan skabe et flertal. Og så er vi tilbage ved ministerens færdigheder som politiker.

Tag for eksempel tidligere ældreminister Thyra Frank. Der var ingen tvivl om, at Thyra Frank på forhånd havde stor indsigt i ældreområdet. Hun havde, inden hun blev politiker, arbejdet som plejehjemsleder i mange år og vidste, hvor skoen trykkede "ude i virkeligheden".

Der er dog heller ingen tvivl om, at hun var en rigtig dårlig politiker, som ikke magtede de mest basale sider af håndværket, og det var det sidste, som gjorde, at hun reelt intet fik gennemført.

Men hvorfor er der så ikke flere erhvervsledere, som går ind i politik? Det er der mange grunde til. I de år efterhånden mange år, jeg har rådgivet erhvervsledere, er jeg især stødt på følgende.

For det første har mange erhvervsfolk det svært med, at man i politik ikke nødvendigvis lander på den fagligt set bedste løsning, men på den, som der kan skabes flertal for. For det andet tager politik alt for lang tid for mange erhvervsledere. For det tredje har mange erhvervsledere meget svært ved at vænne sig til, at deres magtmidler på centrale områder er få og små.

Claus Hjort Frederiksen fra Venstre har meget rammende beskrevet forskellen mellem beslutningsprocesserne i erhvervslivet og i politik på denne måde:

"Er man i en virksomheds bestyrelse blevet enige om en linje, føres den konsekvent ud i livet. Hvis nogen har en anden linje, bøjer de nakken og forlader virksomheden. I det politiske, som mange erhvervsfolk har svært ved at sætte sig ind i, sætter vi konstant spørgsmålstegn ved tidligere trufne beslutninger. Vi diskuterer i dag, hvad det var, Nyrup lavede i 90'erne. Og hvad det var, Anders Fogh lavede i 00'erne. Erhvervsfolk har slet ikke nerver til det. Hvis de traf en beslutning for to år siden, som ikke var verdens bedste beslutning, så er det ikke noget, de sidder og ælter frem og tilbage".