Bertel Haarder: Ny arbejdsgruppe gøder jorden for en nordisk renæssance

Den finske præsident Sauli Niinistö var hurtig, da han efter Ruslands brutale angreb på Ukraine totalt ændrede Finlands udenrigs- og forsvarspolitik og førte landet ind i Nato.

"Hvis du vil vide, hvorfor – look in the mirror," sagde han til Putin og skabte derved en helt ny situation for de nordiske lande, der nu er samlet i både Nato og i EU's forsvarssamarbejde.

Nordisk Råd har taget konsekvensen og har nedsat en arbejdsgruppe, der skal overveje mulige konsekvenser for den nordiske "grundlov", Helsingforsaftalen, som stadig er præget af Den Kolde Krigs begrænsninger af Finlands og dermed Sveriges deltagelse i udenrigs- og forsvarspolitikken. Den er ændret syv gange, men ikke en eneste gang de seneste 27 år. Arbejdsgruppen har været så venlig at bede mig om mine visioner for fremtiden.

Alt taler for, at der nu oprettes et udenrigs- og forsvarsudvalg, både i Nordisk Råd og i Ministerrådet. Ganske som i Europa-Parlamentet og EU's Ministerråd.

Det vil føre til en tiltrængt ændring af den kreds af politikere, der står for det nordiske, ligesom det vil gøre det muligt for de nordiske lande at styrke deres stemme i Nato og i europæisk politik.

Efter min mening bør den fælles vision være at styrke Natos nordflanke til gavn for både de nordiske og de baltiske landes sikkerhed og til gavn for muligheden for at undgå spændinger i Østersøen, Nordatlanten og Arktis.

Norden skal for alt i verden ikke deles imellem en Østersøkommando og en Nordatlantisk kommando

Bertel Haarder

Norden skal for alt i verden ikke deles imellem en Østersøkommando og en Nordatlantisk kommando, som begge vil være vitale for Danmark, Færøerne og Grønland.

Tilsammen har de nordiske lande 500 kampfly (cirka det samme som Royal Air force) og næsten 4.000 kampvogne (ifølge Zilmer-rapporten fra 3. oktober 2022). Sammen er vi ikke små. I tillæg har vi tilsammen verdens største handelsflåde!

Det bør endvidere være visionen at udfylde det tomrum, som den britiske exit fra EU har skabt. Vore nabolande inklusive Tyskland vil elske en stærkere nordisk stemme i EU, som også vil være af stor interesse for Norge og Island, der ikke er EU-medlemmer. Hvorfor skal vi sidde passivt og afvente initiativer fra Berlin og Paris?

Det forudsætter et opgør med den traditionelle nordiske småstatstænkning, ligesom det forudsætter, at de nordiske ministre altid holder formøder og afstemmer deres holdninger.

Endvidere forudsætter det, at der løbende udarbejdes fælles analyser og fælles politikudvikling, som ikke klares af de 120 embedsmænd, der skal betjene hele Nordisk Råd og alle 11 ministerråd.

Til sammenligning har EU 32.000 embedsmænd til at støbe kugler og føre dem ud i livet! Til en begyndelse bør der etableres et tæt samarbejde mellem de nordiske udenrigspolitiske analyseinstitutter.

På alle de øvrige samarbejdsområder bør det være slut med Helsingforsaftalens enstemmighedsprincip, som indebærer, at "den, der vil mindst, bestemmer mest", som tidligere rådsdirektør Jan-Erik Enestam har formuleret det.