Bidens forsvarsminister: EU-samarbejde uden USA vil være kontraproduktivt

TILTRÆDELSE: At holde sammen på alliancen er en af Nato's største udfordringer, mener USA's nye forsvarsminister, der også mener, at det vil være kontraproduktivt, hvis ikke USA deltager i etableringen af EU's forsvarsfond og militære samarbejde. 

LLoyd Austin ved godkendelseshøringen i det amerikanske senat i sidste uge.
LLoyd Austin ved godkendelseshøringen i det amerikanske senat i sidste uge.Foto: Jim Lo Scalzo / Reuters / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

EU og Nato er nødt til at fortsætte og forstærke sit samarbejde. Det mener Lloyd Austin, der er den nye amerikanske præsident Joe Bidens forsvarsminister.

Det er især nye hybride trusler, som gør det nødvendigt at arbejde sammen, påpegede Lloyd Austin i besvarelsen af en lang række skriftlige spørgsmål, som Lloyd Austin havde modtaget fra medlemmer af det amerikanske senat forud for forrige uges senatshøringer. Høringer som mundede ud i, at Austin blev godkendt af Senatet til at bestride posten som ny forsvarsminister.

Ville være kontraproduktivt
Helt konkret kunne den tidligere fire-stjernede general fra US Army godt tænke sig, at USA var med i etableringen af den europæiske forsvarsfond (EDF). Den har til formål at støtte europæiske forsvarsvirksomheders udvikling af nye produkter, som kan gøre dem mere konkurrencedygtige over for amerikanske virksomheder.

EU's forsvarssamarbejde PESCO - som Danmark ikke formelt er en del af - er også noget, som USA bør deltage i, hvis det står til den nye forsvarsminister.

Fakta
Bidens hold

Joe Bidens forsvars- og sikkerhedspolitiske team vil - hvis Senatet godkender kandidaterne - blandt andet komme til at bestå af udenrigsminister Anthony Blinken, national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan og CIA-direktør William Burns.

Blinken og Sullivan var rådgivere for Joe Biden, da Biden var Barack Obama's vicepræsident. Jake Sullivan var chefforhandler i forhandlingerne med Iran om en atomvåbenaftale.

William Burns har arbejdet i det amerikanske udenrigsministerium i mere end 30 år og er tidligere amerikansk ambassadør til Rusland.

Foruden ministre, sikkerhedsrådgivere og direktører, så skal Joe Biden også finde personer til vigtige poster som blandt andet USA's ambassadører til Nato, Kina og Rusland.

”Udelukkelse af amerikansk deltagelse i EDF- og PESCO-projekter ville være kontraproduktivt for tættere EU NATO-samarbejde og risikere, at EU-kapaciteter udvikles på en måde, der producerer dobbeltarbejde, ikke-interoperable militære systemer, omdirigering af knappe forsvarsressourcer og unødvendig konkurrence,” påpegede Lloyd Austin i sin skriftlige besvarelse.

Opretholde sammenhold
Den nye forsvarsminister, der er tidligere chef for U.S. Central Command, blev også spurgt til hvad han så som Nato-alliancens største udfordringer. Og her var svaret blandt andet Nato-landene selv.

At opretholde sammenhold i lyset af aktive og fortsatte forsøg på at bryde alliancen og sikre kampklare styrker og kapaciteter kan blive NATOs største udfordringer.

Lloyd Austin
USA's forsvarsminister

"At opretholde sammenhold i lyset af aktive og fortsatte forsøg på at bryde alliancen og sikre kampklare styrker og kapaciteter kan blive NATOs største udfordringer,” skriver Austin.

 

0:000:00