Bo Lidegaard: Jo, der var i høj grad noget at komme efter

Af Bo Lidegaard
Historiker, forfatter og tidligere topembedsmand i Udenrigs- og Statsministeriet (2003-2008)

Som man spørger, får man som bekendt svar. Sådan skal den uvildige udredning af Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak, der blev offentliggjort 5. februar, også læses og forstås. Nøglen til den historiske udredning ligger i opdraget og i forhistorien med den ene kuldsejlede krigsredegørelse efter den anden.

Hvorfor men ikke hvordan
Udredningen blev i 2016 bestilt af et bredt flertal i Folketinget, som fandt sammen om et delikat kompromis, hvor opdraget til forskerne blev nøje afbalanceret. Overordnet skulle udredningen ske ”med særligt henblik på at kortlægge baggrunden for de historiske beslutninger om dansk deltagelse og sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden”. 

Man skulle med andre ord se på, hvorfor vi gik i krig, men ikke undersøge, hvordan krigene gik.

Udredningen bekræfter, at et juridisk efterspil vil være spild af tid og kræfter. Skal et ansvar gøres gældende, må det være politisk, og den proces er udredningen i sig selv en vægtig del af. 

Bo Lidegaard
Historiker og tidligere topembedsmand i Udenrigs- og Statsministeriet

Udredningen skulle omfatte tre nøje udvalgte spørgsmål: Beslutningen i 1998 om et dansk militært engagement i Kosovo – afgørende for de borgerlige, fordi det skete under en socialdemokratisk ledet regering, og fordi Kosovo-krigen førte til den første danske deltagelse i et Nato-angreb uden FN-mandat: bombningerne af Serbien i 1999.

Dernæst skulle udredningen omfatte beslutningen om at gå ind i Afghanistan-krigen i 2001, den mindst kontroversielle krigsbeslutning. Det danske bidrag blev først besluttet, da Taleban var forjaget fra Kabul og så ud til at være knust.

Efter udredningen klinger forsikringen om, at der ikke var noget at komme efter, hult. For det var der i høj grad.

Bo Lidegaard
Historiker og tidligere topembedsmand i Udenrigs- og Statsministeriet

Med afsæt i disse to krigsbeslutninger skulle udredningen så se på det mest kontroversielle og omdiskuterede spørgsmål om grundlaget for Danmarks deltagelse i marts 2003 i invasionen af Irak, som modsat Kosovo og Afghanistan skete på smallest muligt parlamentarisk grundlag, midt i en tåge af misinformation og tværs gennem en dyb splittelse i Europa og Nato.  

Ikke overraskende bad Folketinget forskerne se særligt på, hvilke oplysninger af betydning for beslutningerne om dansk krigsdeltagelse, som blev videregivet til Folketinget. Eller spurgt ligeud, i hvilken grad Folketinget blev ledt og/eller vildledt i forbindelse med de nævnte beslutninger. Igen med Irak som den store elefant i rummet, fordi det var den mest kontroversielle beslutning, allerede da den blev taget.

Styrer uden om de spørgsmål, der gør ondt
Fidusen er, at Folketinget dermed har styret uden om at spørge ind til de to krige, der blev besluttet med brede flertal, men som fik de hårdeste konsekvenser: Beslutningen i 2006 om at sende danske soldater til Helmand med store risici, hårde kampe og svære tab.

Og i 2011 Folketingets enstemmige beslutning efter mindre end et døgns overvejelse om at sende danske fly ind i luftkrigen mod oberst Gadaffi i Libyen – den krig, hvor Danmark påtog sig forholdsmæssigt den største rolle, og som efterlod et sønderbombet, kaotisk og uregerligt land, som siden har fungeret som hovedvej for migranter på vej til Europa.

Ligesom disse to skæbnesvangre krige er udeladt i opdraget, stilles heller ikke spørgsmålet om, hvad der kom ud af den danske krigsindsats, hverken når det gælder konsekvenserne for befolkningerne i de lande, hvor vi førte krigene, eller konsekvenserne for Danmark selv. Endnu mindre spørges til, om de mål, der lå til grund for Folketingets beslutninger, blev nået.

Her må enhver danne sit eget skøn om udviklingen i Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen under og efter den danske krigsdeltagelse. Det er svært at undgå den konklusion, at Folketingets flertal allerede med det givne mandat har forsøgt at undgå, at udredningen kom alt for tæt på det, der gør ondt.

Udredningen er lagt i hænderne på en bredt sammensat gruppe forskere inden for relevante discipliner under ledelse af to kompetente og erfarne kapaciteter, historikeren Rasmus Mariager, der blandt andet er kendt som en af hovedkræfterne i PET-kommissionen, og statsvidenskabsmanden Anders Wivel, hvis forskning især kredser om små landes udenrigs- og sikkerhedspolitik. De har lige som de øvrige forskere bag udredningen haft dyb adgang til skriftlige kilder og akter, herunder til højt klassificeret materiale.

Udredningens fokus er beslutningsgrundlaget for de tre undersøgte krige, og den interesserer sig især for, hvad skiftende regeringer lagde til grund i forhold til, hvad der blev videregivet til Folketinget og formidlet til offentligheden.

De to forskningsledere har således ikke skrevet en fristil om Danmarks krigsdeltagelse, men besvaret en bundet opgave, der helt overvejende fokuserer på at afdække de politiske processer, der førte til beslutningen om Danmarks deltagelse Kosovo, Afghanistan i førte omgang – og Irak. Politiske processer forstår de her bredt som også det, der foregår i forvaltningen og i Danmarks formelle og uformelle dialog med vore alliancepartnere – blandt dem især med USA.

Svaret
Udredningen er grundig, saglig, velturneret – og ganske forudsigelig. Mange sten bliver vendt, uden der bliver fundet andet en den forventelige population af bænkebidere og myrer under dem.

Det var næppe heller forventningen fra opdraggiverne. Forestillingen om, at en undersøgelse vil afsløre en rygende pistol, bygger på en antagelse om en form for konspiration, der vildledte Folketinget. Undersøgelsen konkluderer det modsatte. Der var tale om dybt politiserede, glidende beslutninger, der for Irak-krigens vedkommende var drevet af Anders Fogh Rasmussen personligt. Der var tale om en gradvis proces, hvor de overordnede politiske og ideologiske argumenter om Danmarks forhold til USA og ”historiske svigt” gled sammen med mere eller mindre saglige fremstillinger af forholdene i Irak.

Redegørelsen påviser med velvalgte eksempler, hvordan regeringen holdt Udenrigspolitisk Nævn på smalkost med en minimalistisk informationspraksis. Det er kritisk, at efterretningstjenestens vurderinger videregives loyalt.

Og det er en af udredningens fortjenester, at den i dæmpet tonefald men uafviseligt dokumenterer det, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller har sat deres personlige troværdighed ind på at afvise, nemlig at centrale vurderinger fra vores militære efterretningstjeneste, fra vore allierede og fra FN blev strammet og videregivet selektivt.

Derved fremstillede regeringen mod bedre vidende krigsgrundlaget som mere solidt, end det var. Selv om der blev snydt på vægten, overbeviste regeringens argumenter dog ikke oppositionen, som også havde adgang til righoldig information fra offentlige tilgængelige kilder og den intense internationale debat, herunder talrige advarsler fra snart sagt alle med kendskab til regionen.

Det var først og fremmest offentligheden og de menige medlemmer fra regeringspartierne, der blev snydt. De første ved ikke at få sandheden at vide, de sidste ved på et ufuldstændigt grundlag til at løfte et tungt ansvar for en beslutning, der fik katastrofale konsekvenser for Irak og som stik mod hensigten gav et gevaldigt løft til international terrorisme – og til Iran.