Bo Lidegaard: Jo, der var i høj grad noget at komme efter

KRONIK: Den nye udredning om Danmarks deltagelse i Irakkrigen dokumenterer uafviseligt dét, som Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller har sat deres personlige troværdighed på spil for at afvise, skriver Bo Lidegaard.

Af Bo Lidegaard
Historiker, forfatter og tidligere topembedsmand i Udenrigs- og Statsministeriet (2003-2008)

Som man spørger, får man som bekendt svar. Sådan skal den uvildige udredning af Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak, der blev offentliggjort 5. februar, også læses og forstås. Nøglen til den historiske udredning ligger i opdraget og i forhistorien med den ene kuldsejlede krigsredegørelse efter den anden.

Hvorfor men ikke hvordan
Udredningen blev i 2016 bestilt af et bredt flertal i Folketinget, som fandt sammen om et delikat kompromis, hvor opdraget til forskerne blev nøje afbalanceret. Overordnet skulle udredningen ske ”med særligt henblik på at kortlægge baggrunden for de historiske beslutninger om dansk deltagelse og sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden”. 

Man skulle med andre ord se på, hvorfor vi gik i krig, men ikke undersøge, hvordan krigene gik.

Udredningen skulle omfatte tre nøje udvalgte spørgsmål: Beslutningen i 1998 om et dansk militært engagement i Kosovo – afgørende for de borgerlige, fordi det skete under en socialdemokratisk ledet regering, og fordi Kosovo-krigen førte til den første danske deltagelse i et Nato-angreb uden FN-mandat: bombningerne af Serbien i 1999.

Dernæst skulle udredningen omfatte beslutningen om at gå ind i Afghanistan-krigen i 2001, den mindst kontroversielle krigsbeslutning. Det danske bidrag blev først besluttet, da Taleban var forjaget fra Kabul og så ud til at være knust.

Med afsæt i disse to krigsbeslutninger skulle udredningen så se på det mest kontroversielle og omdiskuterede spørgsmål om grundlaget for Danmarks deltagelse i marts 2003 i invasionen af Irak, som modsat Kosovo og Afghanistan skete på smallest muligt parlamentarisk grundlag, midt i en tåge af misinformation og tværs gennem en dyb splittelse i Europa og Nato.  

Ikke overraskende bad Folketinget forskerne se særligt på, hvilke oplysninger af betydning for beslutningerne om dansk krigsdeltagelse, som blev videregivet til Folketinget. Eller spurgt ligeud, i hvilken grad Folketinget blev ledt og/eller vildledt i forbindelse med de nævnte beslutninger. Igen med Irak som den store elefant i rummet, fordi det var den mest kontroversielle beslutning, allerede da den blev taget.

Styrer uden om de spørgsmål, der gør ondt
Fidusen er, at Folketinget dermed har styret uden om at spørge ind til de to krige, der blev besluttet med brede flertal, men som fik de hårdeste konsekvenser: Beslutningen i 2006 om at sende danske soldater til Helmand med store risici, hårde kampe og svære tab.

Og i 2011 Folketingets enstemmige beslutning efter mindre end et døgns overvejelse om at sende danske fly ind i luftkrigen mod oberst Gadaffi i Libyen – den krig, hvor Danmark påtog sig forholdsmæssigt den største rolle, og som efterlod et sønderbombet, kaotisk og uregerligt land, som siden har fungeret som hovedvej for migranter på vej til Europa.

Ligesom disse to skæbnesvangre krige er udeladt i opdraget, stilles heller ikke spørgsmålet om, hvad der kom ud af den danske krigsindsats, hverken når det gælder konsekvenserne for befolkningerne i de lande, hvor vi førte krigene, eller konsekvenserne for Danmark selv. Endnu mindre spørges til, om de mål, der lå til grund for Folketingets beslutninger, blev nået.

Her må enhver danne sit eget skøn om udviklingen i Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen under og efter den danske krigsdeltagelse. Det er svært at undgå den konklusion, at Folketingets flertal allerede med det givne mandat har forsøgt at undgå, at udredningen kom alt for tæt på det, der gør ondt.

Udredningen er lagt i hænderne på en bredt sammensat gruppe forskere inden for relevante discipliner under ledelse af to kompetente og erfarne kapaciteter, historikeren Rasmus Mariager, der blandt andet er kendt som en af hovedkræfterne i PET-kommissionen, og statsvidenskabsmanden Anders Wivel, hvis forskning især kredser om små landes udenrigs- og sikkerhedspolitik. De har lige som de øvrige forskere bag udredningen haft dyb adgang til skriftlige kilder og akter, herunder til højt klassificeret materiale.

Udredningens fokus er beslutningsgrundlaget for de tre undersøgte krige, og den interesserer sig især for, hvad skiftende regeringer lagde til grund i forhold til, hvad der blev videregivet til Folketinget og formidlet til offentligheden.

De to forskningsledere har således ikke skrevet en fristil om Danmarks krigsdeltagelse, men besvaret en bundet opgave, der helt overvejende fokuserer på at afdække de politiske processer, der førte til beslutningen om Danmarks deltagelse Kosovo, Afghanistan i førte omgang – og Irak. Politiske processer forstår de her bredt som også det, der foregår i forvaltningen og i Danmarks formelle og uformelle dialog med vore alliancepartnere – blandt dem især med USA.

Svaret
Udredningen er grundig, saglig, velturneret – og ganske forudsigelig. Mange sten bliver vendt, uden der bliver fundet andet en den forventelige population af bænkebidere og myrer under dem.

Det var næppe heller forventningen fra opdraggiverne. Forestillingen om, at en undersøgelse vil afsløre en rygende pistol, bygger på en antagelse om en form for konspiration, der vildledte Folketinget. Undersøgelsen konkluderer det modsatte. Der var tale om dybt politiserede, glidende beslutninger, der for Irak-krigens vedkommende var drevet af Anders Fogh Rasmussen personligt. Der var tale om en gradvis proces, hvor de overordnede politiske og ideologiske argumenter om Danmarks forhold til USA og ”historiske svigt” gled sammen med mere eller mindre saglige fremstillinger af forholdene i Irak.

Redegørelsen påviser med velvalgte eksempler, hvordan regeringen holdt Udenrigspolitisk Nævn på smalkost med en minimalistisk informationspraksis. Det er kritisk, at efterretningstjenestens vurderinger videregives loyalt.

Og det er en af udredningens fortjenester, at den i dæmpet tonefald men uafviseligt dokumenterer det, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller har sat deres personlige troværdighed ind på at afvise, nemlig at centrale vurderinger fra vores militære efterretningstjeneste, fra vore allierede og fra FN blev strammet og videregivet selektivt.

Derved fremstillede regeringen mod bedre vidende krigsgrundlaget som mere solidt, end det var. Selv om der blev snydt på vægten, overbeviste regeringens argumenter dog ikke oppositionen, som også havde adgang til righoldig information fra offentlige tilgængelige kilder og den intense internationale debat, herunder talrige advarsler fra snart sagt alle med kendskab til regionen.

Det var først og fremmest offentligheden og de menige medlemmer fra regeringspartierne, der blev snydt. De første ved ikke at få sandheden at vide, de sidste ved på et ufuldstændigt grundlag til at løfte et tungt ansvar for en beslutning, der fik katastrofale konsekvenser for Irak og som stik mod hensigten gav et gevaldigt løft til international terrorisme – og til Iran.

Det kommer næppe bag på ret mange, at der blev sorteret i informationsstrømmen, strammet formuleringer og rundet hjørner. Allerede i samtiden var beslutningerne dybt kontroversielle, og det var ganske åbenlyst, at den daværende regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen var fast besluttet på at trumfe den danske krigsdeltagelse igennem, også da det viste sig, at et flertal i FN’s Sikkerhedsråd var modstander af invasionen, som blev gennemført med noget, som kun med en kreativ tolkning kunne kaldes et FN-mandat.

Det var også klart, at Danmarks deltagelse først og fremmest skete af hensyn til USA og uden en selvstændig vurdering af forholdene i det land, vi var med til at invadere. Det kan man mene meget om, kun ikke at det skete uden, at regeringens skråsikre forsikringer blev draget i tvivl. Det var da også grunden til, at hele oppositionen stemte mod aktionen, som kun fik opbakning fra regeringspartierne Venstre og Konservative, samt Dansk Folkeparti.

Efterspillet 
Efter udredningen klinger forsikringen om, at der ikke var noget at komme efter, hult. For det var der i høj grad, og Irak-krigen kom dermed til at bekræfte det gamle ord om, at sandheden er krigens første offer. Omvendt finder udrederne ikke noget, der bare ligner en rygende pistol. Dermed bekræfter udredningen, at et juridisk efterspil vil være spild af tid og kræfter. Skal et ansvar gøres gældende, må det være politisk, og den proces er udredningen i sig selv en vægtig del af. Historien kan som bekendt fortælles. Men den kan ikke laves om. 

Udredningen lægger til gengæld op til, at Folketingets involvering i afgørende udenrigspolitiske beslutninger bør styrkes, og mange har efter offentliggørelsen støttet dette synspunkt – dog ikke de regeringsbærende partier. Spørgsmålet er, om dokumentationen af regeringens minimalistiske informationspraksis i sig selv begrunder en reform?

Det er ifølge grundloven regeringens ansvar at føre landets udenrigspolitik, som i den konkrete udformning modsat andre politikker ikke kan underlægges Folketingets lovgivning. Af samme grund er Nævnet netop ikke et normalt Folketingsudvalg, men et ganske særligt organ, som blev grundlovsfæstet i 1953, og som regeringen er forpligtet til at rådføre sig med, inden den træffer beslutninger om sager af større udenrigspolitisk rækkevidde.

Nøgleordene her er rådføre og inden der træffes beslutning. Der er altså ikke tale om, at regeringen forelægger sager til beslutning i Nævnet eller om, at Nævnet giver regeringen mandat. Derimod skal regeringen naturligvis oplyse sagligt og udførligt, ligesom den skal lytte til de råd, den får af nævnets medlemmer. Det betyder i praksis, at det er her, regeringen kan tælle mandater og konstatere, om der er politisk opbakning til en konkret udenrigspolitisk beslutning. Hvis ikke, kan Folketingets flertal tage beslutningen i salen og i yderste konsekvens vælte regeringen.

Drøftelserne i Udenrigspolitik Nævn er underlagt en særlig fortrolighed og tavshedspligt. Det er ikke for at beskytte Nævnets enkelte medlemmer, men hensynet til fremmede magter, som i sagens natur er særlig følsomt, netop når det drejer sig om at gå i krig. Så langt formaliteterne.

Udenrigspolitisk Nævn er hullet som en si
Den til enhver tid siddende regerings dilemma er, som redegørelsen også påpeger, at grundlovens bestemmelser om at rådførelsen skal ske før der træffes beslutning er svært forenelig med den praktiske erfaring, at Nævnet er hullet som en si, og at der er en lang og meget lidt stolt tradition for, at medlemmerne lækker fortrolige oplysninger nærmest i samme moment, regeringen fremlægger dem.

Det er i sagens natur svært at vide, hvem der lækker og hvorfor, men erfaringen viser, at lækagerne kommer fra mange sider – herunder også i nogle tilfælde fra den ansvarlige minister, der så kan beskylde oppositionen for at handle uansvarligt og sætte danske soldaters liv på spil.

Regeringen kan med andre ord på ingen måde gå ud fra, at Udenrigspolitisk Nævn lever op til kravet om fortrolighed, men må tværtimod regne med, at oplysninger, der gives Nævnet, hurtigt finder vej til pressen. Det har stik imod alle formelle forsikringer udviklet en dynamik, hvor nævnsmøder omkring kontroversielle sager – som beslutningen om at gå i krig – i høj grad er en del af den standende spin-krig mellem regering og opposition, hvor begge sider bruger strategiske lækager i den politisk nærkamp.

Det betyder, at regeringen i respekt for grundloven må sikre sig at have rådført sig forinden en beslutning træffes, men i praksis må være forsigtig med, hvad der fremlægges i Nævnet, hvis en lækage væsentligt vil kunne skade Danmarks forhold til fremmede magter eller vil indskrænke regeringens handlefrihed i en prekær situation.

Det dilemma er en del af den politiske virkelighed, og sådan har det været i mange år. Tænk blot på de perioder under den kolde krig, hvor den yderste venstrefløj var repræsenteret i Nævnet. Derfor har den parlamentariske praksis udviklet sig, at den virkelige rådførelse i tunge udenrigspolitiske sager sker i uformelle møder mellem regeringens ledende ministre og oppositionens ledere – eller i det mindste nogle af dem.

Fra sådanne møder foreligger sjældent referater og optegnelser, men deres konklusion vil ofte kunne aflæses i måden regeringen senere – men stadig forud for den formelle beslutning – rådfører sig med Udenrigspolitisk Nævn. Uanset hvor mange nye råd, organer eller procedurer, der indføres, er det nok svært at komme væk fra den virkelighed, at i et åbent demokrati, hvor udenrigspolitik for længst er blevet en del af den politiske kampplads, må fortrolige oplysninger holdes i en snæver kreds. Ellers er de ikke længere fortrolige.

Det er godt, at vi har fået den uvildige redegørelse, og det er endnu bedre, at vi har fået en god en af slagsen – med de begrænsninger, der følger af opdraget. Men eftertanken og den vigtige debat om Danmarks krigsdeltagelse har kun lidt med det formelle eller juridiske at gøre. Det er politiske og moralske spørgsmål, som ikke så meget handler om at placere et ansvar for de beslutninger, som allerede er truffet. Det vigtigste er at bruge erfaringen fra, hvad der skete i krigene, og hvad der blev deres konsekvens, aktivt når vi næste gang står over for sådanne beslutninger – hvis det nogen sinde igen bliver aktuelt.  

---------------

Bo Lidegaard er historiker, dr.phil. Fra august 2003 til september 2005 var han chef for Udenrigsministeriets Mellemøstenkontor og derefter chef for det udenrigspolitiske område i Statsministeriet frem til 2008.  Han udgav i 2018 bogen Danmark i krig om Danmarks krigsdeltagelse og resultatet af den fra første Golfkrig i 1990 til og med Libyen-krigen i 2012. 

Forrige artikel Eks-ambassadør: Derfor spiller irsk bagstopper en vigtig rolle i Brexit-forhandlinger Eks-ambassadør: Derfor spiller irsk bagstopper en vigtig rolle i Brexit-forhandlinger Næste artikel Kronik: Den frie kunst trues af politiske dagsordner Kronik: Den frie kunst trues af politiske dagsordner
Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

NY FORMAND: Jakob Ellemann-Jensen kan være godt tilfreds oven på lørdagens ekstraordinære landsmøde. Den nye V-formands vigtigste opgave bliver nu at aflive fløjkrigene, vurderer Altingets politiske kommentator.