Boguddrag fra Jacob Marks ‘Fartblind’: Angstanfald under åbningsdebatten

Jacob Mark fortæller i sin kommende selvbiografi, 'Fartblind', hvordan han udvikler voldsom angst og stress. Altinget har efter aftale med Gyldendal fået lov at bringe et uddrag, hvori SF'eren får et angstanfald til Folketingets åbningsdebat i 2021.

Det er, som om jeg har fået det brat værre, efter at jeg har fortalt Pia Olsen Dyhr om min beslutning, skriver Jacob Mark i sin nye bog 'Fartblind'.
Det er, som om jeg har fået det brat værre, efter at jeg har fortalt Pia Olsen Dyhr om min beslutning, skriver Jacob Mark i sin nye bog 'Fartblind'.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jacob Mark

København
Oktober 2021

Folketingets åbningsdag er ikke, som den plejer at være. Jeg plejer at tage tidligt ind på Christiansborg for at tale med de regionale medier, der er stimlet sammen i den gamle Landstingssal for at lave hyggelige interviews. Det plejer at være en god dag. Dét at mødes i den gamle Fol­ketingssal og se alle kollegaerne stå i deres stiveste puds, smile og kramme, få taget billeder, føle, at nu begynder noget nyt, det er, som da man startede på et nyt skoleår. Nye forventninger, nye muligheder, nye oplevelser, nyt hårdt arbejde, nye skuffelser, nye idéer og tanker, nye be­kendtskaber.

I dag har jeg meldt afbud til journalisterne, jeg kom­mer ind i sidste øjeblik. Lettelsen over at have talt med Pia i går sidder tungt i mig, men jeg er også træt. Fuldstændigt udmattet.

Til gruppemødet er alle folketingsmedlemmerne i godt humør, der bliver smilet og talt forventningsfuldt, men jeg føler, at de er som fremmede for mig. Jeg gør det hurtigt og beder dem om at nyde dagen, men aner ikke, hvad det egentlig betyder.

"Skal vi følges?" spørger Pia. Vi skal videre til den traditi­onsrige gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Vi skrid­ter ud ad den store port og krydser Slotspladsen.

"Minimumsnormering, vi vil have minimumsnorme­ring. Reelle minimumsnormeringer! Ikke papirsnorme-ringer." Den ene mindre demonstration efter den anden forsøger at fange vores opmærksomhed. "Vi vil have lige­løn nu! Ikke kvindeløn eller pigeløn. Ligeløn!" "I smadrer verden, hvis ikke I handler. Genforhandl alle klimaaftaler. Ansvaret er jeres!"

Boguddrag

Efter aftale med Gyldendal bringer Altinget et uddrag fra bogen 'Fartblind' af Jacob Mark.

Kapitel 29: Angstanfald til åbningsdebatten

'Fartblind' (256 sider). Gyldendal

Bogen udkommer 26. januar 2023.

"Stop hjemsendelsen af de syriske flygtninge – I sender dem hjem til død og ødelæggelse."

"Heksejagten på førtidspensionister må stoppe!" "I er landsforrædere, der hader grundloven." Mange af demon­stranterne kender jeg, flere af dem har jeg selv demonstre­ret sammen med og kæmpet for i forhandlingslokalerne. I dag hører jeg dem ikke rigtigt.

Inde i kirken lukker jeg øjnene, da salmesangen be­gynder. Det gibber i mig, da præsten siger "amen", og det hele er forbi.

Gæster rejser sig, kameraer blitzer, stole bliver skub­bet bagud, folk vil ud i solen. Min telefon bimler, og da jeg kigger ned, er der flere nye beskeder, end jeg kan overskue at læse.

Jeg sniger mig ud ad bagvejen og tilbage til Christi­ansborg. Går direkte op på mellemetagen, forbi alle mine kollegaer, ind på mit kontor, låser døren og sætter mig i sofaen. På min dør hænger to stykker A4-papir, som jeg selv engang har klistret fast med tape. Det første: "Hvis man bliver bange den dag, man bliver tilbudt del i magten, så skal man hellere droppe politik og dyrke kål i stedet." Citatet er fra Aksel Larsen, SF’s stifter.

Det andet: "Alle kæmper en kamp, du ikke kender til, så vær god, altid."

Citatet er fra en kvindelig figur, Nora, i den populære norske ungdomsserie Skam. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg har hængt det op, men engang må det have rørt noget i mig.

I Folketingssalen hører jeg statsministerens tale uden at høre, hvad hun siger. Tweeter om talen uden at se, hvad jeg skriver. "Retweet gerne Jacobs tweet," skriver presse­tjenesten i en sms til SF’s folketingsmedlemmer. Jeg hen­ter mine bilnøgler på kontoret og kører hjem.

To dage efter er det tid til den årlige åbningsdebat mellem partierne. Den varer typisk 15 timer og handler om alt fra store klimamålsætninger over krig og økonomi til visse salamanderarters udryddelse i fredede habitater. Det er en vigtig dag. For det første giver den mulighed for at få markeret SF’s synspunkter over for befolkningen, for hele debatten bliver vist på TV 2 News og livestreamet på de fle­ste partiers Facebook-sider. Mange, mange tusind ser de­batten. For det andet viser debatten partiernes kampform. Hvis der er mange SF’ere til stede med gode spørgsmål, virker partiet til at være i god form. For det tredje er det en personlig mulighed for at stille nogle gode spørgsmål og få nogle spændende svar eller for at stille nogle gode spørgsmål og få nogle dårlige svar og lægge det på Facebook bagefter.

Men jeg vil hellere være derhjemme med min hund. Jeg vil rejse. Jeg vil læse. Jeg vil se dem, jeg elsker. Jeg vil dufte igen, høre igen, jeg vil lave ingenting.

Folketingets formand ringer debatten i gang. Den so­cialdemokratiske ordfører går på talerstolen og siger, at han synes, statsministeren har holdt en fantastisk tale på åbningsdagen. Overraskende. Jeg forsvinder væk i mine tanker, og minutterne flyver afsted, mens spørgsmål bli­ver stillet, kameraer blitzer, og en ny person indtager taler­stolen. Kristian Thulesen Dahl, leder af Dansk Folkeparti.

"Den næste ordfører, der har bedt om ordet, er hr. Jacob Mark, SF," lyder det pludselig fra Folketingets for­mandsstol, hvorfra Pia Kjærsgaard styrer debatten. Jeg har åbenbart for nogle dage siden, i hvad der føles som en fjern fortid, sagt ja til at stille et spørgsmål til Kristian Thulesen Dahl, og nu er der ingen vej tilbage. Jeg rejser mig, benene ryster under mig. Hvor er minutterne forsvundet hen? Salen er fuld. I presselogen oppe under tilskuerræk­kerne sidder stribevis af journalister og kamerafolk med tændte kameraer. Jeg har glemt, hvad jeg skal spørge om. Jeg kigger ned på statsministeren, som sidder lige foran talerstolen til højre. Hun kigger på mig. Jeg folder mine hænder ud som for at signalere, at jeg er ved at sige no­get, men siger ikke noget. Kristian Thulesen Dahl smiler afventende til mig. Kom så, Jacob. Jeg hiver dét frem fra hjernen, der ville poppe op, om jeg så var blevet vækket midt om natten: "I folkeskolen i dag har børnene længe­re skoledage, end de har haft før, og sammenlignet med andre lande i OECD ligger Danmark helt i top. Men flere børn mistrives og bliver trætte, før skoledagen er forbi, og samtidig har politikerne stillet krav og stive læringsmål, der gør det svært for lærerne at lave praktisk eller kreativ undervisning. Rigtig mange børn er trætte af for meget røv til bænk-undervisning, og derfor er mit spørgsmål ..."

"Ej, nu kan det være nok!" Pia Kjærsgaard afbryder mig for rullende kameraer.

"Undskyld, hvad?"

"Det sprog vil jeg simpelthen ikke tolerere her i salen, og ..." For pokker. Jeg er kommet til at bruge udtrykket røv til bænk ... det må man ikke. Satans. Det her orker jeg ikke lige nu.

"Undskyld, formand, det er jeg ..."

"Jeg synes simpelthen bare ikke, det er i orden," gen­tager hun højt og vredt. Stilhed i Folketingssalen. Jeg er rystet. Ikke så meget over at være blevet irettesat, men over, at det hele føles så ude af kontrol. Min mave vender sig flere gange, spyttet forsvinder fra min mund.

"Undskyld igen. Det, jeg mente, var blot, om ikke det var på tide at sætte børnene fri fra de stive læringsmål, så lærerne faktisk har mulighed for at lave en undervisning, hvor børnene ikke skal sidde på deres bagdel så mange ti­mer ad gangen?" færdiggør jeg. Jeg klarer den, men mens det lykkes mig at stille spørgsmålet, sker der noget mær­keligt. Lyset i salen bliver skarpere, helt knivskarpt, og så bliver det pludselig uskarpt. Mine kollegaer, Folketingssalen, vinduerne bag talerstolen, det hele står uskarpt. Og så skarpt igen. Jeg sætter mig ned, det hele veksler mellem skarpt og uskarpt, for hvert åndedrag jeg tager.

"Hr. Jacob Mark til svar." Shit, allerede min tur igen. Jeg rejser mig og konstaterer, at det meste af mit syn er væk. Hvad sker der? Jeg stiller et spørgsmål og sætter mig igen. Mit hjerte hamrer derudad. Måske har jeg et angstanfald? tænker jeg og vælter op på mit kontor, så snart mulighe­den byder sig.

"Hold da kæft, hvor blev hun sur, hva’?" råber en af vores presserådgivere efter mig. En sms tikker ind fra en af mine bedste venner: "Shit, du fik en på munden af Pia Kjærsgaard dér. Hun er jo helt væk!" En anden sms: "Kan du deltage i DR2 Debatten i aften?" fra pressetjenesten. Jeg sætter mig i sofaen og lægger hovedet i hænderne, forsø­ger at trække vejret roligt. Flere sms’er. "Vil du være med i P1-debat i morgen?" "Kan du være med i News og Co.?" "Kan du deltage på DR Morgen i morgen tidlig?"

Jeg sætter The Minds of 99 på anlægget. Det er, som om jeg har fået det brat værre, efter at jeg har fortalt Pia Olsen Dyhr om min beslutning.

"Hvorfor først til januar?" spørger jeg mig selv.

"Fordi ... jeg skal have overstået kommunalvalget." "Men hvorfor ikke til december efter valget?"

"Jeg skal have overstået finanslovsforhandlingerne. Og jeg skal for alt i verden stå på talerstolen, når minimums­normeringerne vedtages. Det er jeg nødt til." Indre debat. Jeg tripper med mine fødder. En ny sang fra Minds går i gang på anlægget: "Du virker stor som en sol, men du er flad som en pandekage. Ja, nu falder du sammen, lige så hurtigt som du kom. Nu falder du sammen. Nu falder du sammen. Nu falder du, falder du, falder du sammen."

Pressechefen banker på min dør, hun vil drøfte vores kom­mende kommunalvalgkamp. Jeg afbryder hende. "Sigrid, jeg kommer til at tage en pause efter nytår. Jeg er helt fær­dig. Jeg har det ikke godt. Jeg tager en selvbetalt orlov. Det må være sådan, jeg gør, og så håber jeg på, at jeg kan kom­me tilbage efter nytår."

Sigrid sidder med tårer i øjnene, da Pia pludselig træ­der ind ad døren uden at banke på. "Hvad sker der?" spør­ger hun overrasket, hun kigger fra Sigrid til mig, fra mig til Sigrid.

"Jeg har fortalt Sigrid om pausen."

"Okay."

"Det skal nok gå," siger jeg ud i rummet som for at bry­de tavsheden.

"Ja, selvfølgelig skal det det," svarer Sigrid med det sam­me. "Selvfølgelig. Og du kommer jo tilbage igen. Der sker alligevel ikke en skid herinde på den tid. Den eneste store aftale, vi skal forhandle, er aftalen om at få flere menne­sker i arbejde. ’Danmark kan mere’. Det skal nok gå."

"Ja," svarer jeg stille. "Folk siger, at det altid føles, som om intet er forandret, når man kommer tilbage."

"Apropos ’Danmark kan mere’," svarer Pia. "Vi skal for­handle på mandag, og jeg vil gerne have dig med, Jacob."

"Jeg har egentlig taget fri på mandag, Pia."

"Okay, jeg tror bare, det bliver en vigtig forhandling, og det ville være godt at have dig med også."

"Jeg ved det sgu ikke. Jeg skal nok komme, men jeg har det ikke så godt. Helt seriøst, jeg har det, som om mit syn pludselig er blevet dårligt. Som om jeg ikke kan se ordent­ligt lige nu."

Sigrid og Pia kigger uroligt på hinanden. "Tror du ikke, du skal tage hjem og så komme igen på mandag til for­handlingerne?" spørger Pia. Hendes øjne er mørke, men blide.

"Jo, det gør jeg."

Nu falder du sammen ... nu falder du falder, du fal­der du sammen ... Jeg kommer ikke til forhandlinger om mandagen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00