Jacob Mark: “Engang følte jeg mig uovervindelig. Nu føler jeg mig svag”

"Engang følte jeg mig uovervindelig. Nu føler jeg mig svag."

Sådan siger Jacob Mark, der ellers udråbes til at være SF’s unge stjerne, og som med 31.235 personlige stemmer ikke bare overgik sin partiformand, men blev den femtestørste stemmesluger i hele landet ved det seneste folketingsvalg.

I anledning af udgivelsen af hans nye bog "Fartblind" har Altinget mødt ham til en snak om, hvad der får en, der har så megen succes udadtil, til at føle sig så svag indadtil. For mens Jacob Mark udarbejdede ro-på-reformer og kæmpede for bedre trivsel for resten af nationen, blev han selv så stresset, at han mistede store dele af sit syn.

"I første omgang sagde jeg nej til overhovedet at udgive en bog," siger Jacob Mark, da vi sidder på hans kontor på Christiansborg.

Til højre for os er en stor planche. "MINIMUMSNORMERINGER", står der. Det har været hjerteblod for ham, siden han for otte år siden blev valgt til formand for børneudvalget i Køge Kommune. Til venstre står en kæmpe vindmølle bygget i LEGO, som han byggede i løbet af de syv måneder, han var sygemeldt med stress.

"Jeg var syg. Stresset. Og jeg tror på, det er vigtigt at sige højt. Derfor er bogen ikke politisk, til gengæld er den dybt personlig"

Jacob Mark

Alligevel ligger der nu en bog, 250 let tilgængelige sider, på rundbordet mellem os. Her tager Jacob Mark os med ind bag facaden i perioden, fra han som 23-årig overrasker sig selv og alle andre ved at blive valgt til Folketinget foran sin mere erfarne partifælle, Trine Pertou Mach, til han som 30-årig må sygemelde sig i syv måneder som følge af stress, og til han nu forsøger at bygge en hverdag på Christiansborg op igen.

"Jeg begyndte egentlig bare at skrive, fordi det hjalp mig. Pludselig turde jeg sige det højt. Erkende det. Jeg var syg. Stresset. Og jeg tror på, det er vigtigt at sige højt. Derfor er bogen ikke politisk, til gengæld er den dybt personlig," siger han.

Tømmermænd på talerstolen

Selvom bogen ganske rigtigt er dybt personlig, kan man ikke tage politikeren helt ud af Jacob Mark, der byder på alt fra sjove anekdoter om dengang, hvor Pia Kjærsgaard (DF) hævede Folketingets budget til julepynt markant, til spydige svirp rettet mod de hedengangne SF’ere, Jesper Petersen (S) og Mattias Tesfaye (S).

Vi får også indblik i det politiske maskinrum, hvor vi blandt andet får lov at være en flue på væggen til SF’s finanslovsforhandlinger med Mette Frederiksen (S), som Jacob Mark oplever som "meget lun og med en fantastisk humor". Og nå ja, så er der Naser Khaders (K) vredesudbrud.

Drengerøven tør også udlevere sig selv. Med erkendelser om, at det i hans første folketingsperiode ikke var sjældent, "at jeg rammer talerstolen i Folketinget en fredag morgen med gedigne tømmermænd". Med overvejelser om, hvorvidt han har gjort sig skyldig i #metoo. Med historien om dengang, han dumpede sin bachelor i journalistik på RUC, fordi han blev taget for selvplagiat.

Men omdrejningspunktet i bogen er fortællingen om stress. Om at føle sig bagud, om at jonglere otte ordførerskaber allerede som 23-årig, om altid at forsøge lige at løbe lidt hurtigere, om at tackle en højspændt flygtningekrise for et parti uden en udlændingepolitik, om at løbe endnu hurtigere, om at være bange for, at SF uddør, om at løbe endnu hurtigere, om ikke at turde sige nej, når journalisterne ringer, hurtigere, børneområdet, hurtigere, TV2 ringer, flygtningekrise, TV2, hurtigere, journalisterne lugter blod, hurtigere, op på talerstolen, om til sidst at løbe så hurtigt, at man ikke længere kan se, hvad man laver, eller mærke, hvad man føler. Ja, omdrejningspunktet er fortællingen om blive fartblind.

"Når jeg bliver stresset, får jeg dårlig samvittighed, og så sætter jeg tempoet op," siger Jacob Mark.

Man kan se på de blå øjne, som i dag har en øjenoperation bag sig, at han bliver påvirket af at tale om det. Alligevel dykker vi ned i nogle af de episoder, som gør allermest ondt på ham at tale om.

Juniorput i Superligaen

Vi starter med dengang, hvor festaben var ved at drikke sig stiv med vennerne på Roskilde Festival, da mobilen ringer. Det er SF’s daværende gruppeformand, Jonas Dahl, der beder ham om at komme til København for stille sig op på Folketingets talerstol og tale imod, at Inger Støjberg (daværende udlændinge- og integrationsminister, V) og regeringen vil lave en hastelov, der halverer alle ydelser til flygtninge.

Vi er i juni 2015, altså dengang, hvor Jacob Mark var helt grøn i Folketinget, og flygtningekrisen var på sit højeste. "Jeg er en juniorput, der er blevet rykket op på Superliga-holdet, og ingen ved rigtig, hvem jeg er," skriver Jacob Mark i bogen om at påtage sig udlændinge- og integrationsordførerskabet og dermed være iblandt "typer som Johanne Schmidt-Nielsen, Inger Støjberg og Lars Løkke". Og Jacob Mark siger da også til Jonas Dahl, at han ikke føler sig klar til det.

"Set i bakspejlet skulle jeg ikke være gået op på den talerstol. Jeg skulle have haft bedre tid til at blive klar"

Jacob Mark

"Det skal bare overstås," kvitterer gruppeformanden.

Jacob Mark klarer sig godt. Som han skriver i bogen: "Det skal siden vise sig, at jeg tit vil få ros for mine taler. På det her tidspunkt ved jeg ikke, at stress ikke skæver til, om de her stressende omstændigheder lander godt eller skidt. Det, jeg lærer denne dag, er, at hvis bare jeg slår sommerfuglene i maven ihjel, lukker ned for dele af mig selv og tager kontrol, ja, så kan jeg godt klare det."

"Set i bakspejlet skulle jeg ikke være gået op på den talerstol. Jeg skulle have haft bedre tid til at blive klar," tilføjer han, da vi snakker sammen.

Bange for at sige nej

Jacob Marks præstationer – og evne til at lukke ned for sig selv - fører til, at han allerede som 24-årig bliver valgt som gruppeformand for partiet. Han stiller dog to betingelser, da partiformand Pia Olsen Dyhr tilbyder ham posten tilbage i 2016. Han vil ikke længere være ordfører for udlændige- og integrationsområdet, og så vil han have mulighed for at få psykologhjælp betalt, hvis han får brug for hjælp.

Det er ret tidligt, at du efterspørger muligheden for psykologhjælp og beder om færre opgaver i din portefølje. Hvorfor?

"Jeg vidste nok allerede dengang, at jeg ville få brug for det. Jeg følte mig meget ensom og alene, da jeg var ny på Christiansborg. Jeg havde brug for en coach."

Du slipper for ordførerskabet, men bliver siddende i udlændinge- og integrationsudvalget. Det avler flere bekymringer. Burde du have taget ansvar og sagt mere nej?

"Ja, mennesker skal lære at sige nej, og jeg har været så ufatteligt dårlig til at sige nej, og så ufatteligt bange for, at hvis jeg ikke sikrede fremdrift, så ville SF dø."

Er der en voksen til stede?

Det virker paradoksalt; Jacob Mark har gjort flere voksne per børn i daginstitutionerne til sin mærkesag, men tilsyneladende var der ikke en eneste erfaren voksen på Christiansborg, der tog sig af ham, da han var ny.

Hvad siger det om de chefer, der omgav dig – svigtede de deres ansvar for at passe på dig?

"Jeg synes ikke, man kan klandre hverken Jonas eller Pia (Jonas Dahl og Pia Olsen Dyhr, red.), for SF stod i en vanvittig situation dengang. Vi var kun syv, som skulle fordele alle ordførerskaber mellem os. Men nu hvor vi er flere MF’ere, er jeg meget opmærksom på de nye, for jeg synes, det er vores ansvar, at de ikke bare buldrer derudaf fra start. Og generelt er Folketinget alt for dårlige til at støtte de nye på Christiansborg," svarer Jacob Mark.

"Jeg synes ikke, man kan klandre hverken Jonas eller Pia, for SF stod i en vanvittig situation dengang"

Jacob Mark

I bogen beskrives Pia Olsen Dyhr som en "god leder". Det til trods for, at hun beder Jacob Mark om at gå med til en vigtig forhandling, lige efter han har taget orlov, fordi han var ”helt færdig” og ikke havde det godt.

"I sidste ende har man et ansvar for hinanden, men man har også et ansvar for sig selv. Min bog er ikke en fortælling om, at det alle andres skyld. Mennesker skal lære at sige nej," tilføjer han.