Kommentar af 
Jakob Elkjær

Boomere, opfør jer ordentligt på cafeer, barer og restauranter!

Det er på tide, at danskere over 50 år lærer at opføre sig ordentligt, når de går ud, skriver journalist og dj Jakob Elkjær.

Det er primært folk over 50 år, der skubber, springer over i køen, taler grimt, gramser, brokker sig over betjeningen, prisen, bordet eller taler højt og grimt om personalet, skriver 56-årig Jakob Elkjær. 
Det er primært folk over 50 år, der skubber, springer over i køen, taler grimt, gramser, brokker sig over betjeningen, prisen, bordet eller taler højt og grimt om personalet, skriver 56-årig Jakob Elkjær. Foto: Jakob Nielsen/DM
Jakob Elkjær
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sommeren er her, og vi vælter alle sammen ud på cafeerne, udeserveringerne og fortovsrestauranterne. Selv boomere som mig vover sig ud og drikker fadøl eller gin og tonic i solen.

Inden vi sætter glasset for munden, må vi dog tale et alvorsord. For vi boomere opfører os langtfra altid ordentligt i bylivet. Eller lad mig være lidt mere præcis: Hvis der er nogen, som skaber problemer eller er ubehagelige over for det fortrinsvis yngre personale, så er det desværre ofte folk fra min generation.

Jeg er 56 år.

Så jeg bruger ikke ordet boomers i den amerikanske forstand – det vil sige de store årgange, som blev født efter krigen, men mere som det indgår i daglig tale. Det er folk over 50, som skal blive bedre til at opføre sig ordentligt. 

Det er primært os, der skubber, springer over i køen, taler grimt, gramser, brokker os over betjeningen, prisen, bordet eller taler højt og grimt om personalet.

Det kan vi ikke være bekendt.

Jeg plejer at linke til tal og undersøgelser. Det kan jeg ikke i dette tilfælde. Men inden du nu, kære boomer, klager til redaktøren, så prøv at gøre, som jeg har gjort de seneste år. Stil unge mennesker i din omgangskreds eller med erfaring fra restaurationsbranchen følgende spørgsmål: De mest besværlige og ubehagelige gæster – hvilken aldersgruppe tilhører de som hovedregel?

Når jeg selv stiller spørgsmålet, får jeg altid svaret “din aldersgruppe” eller “boomers”. Det kommer høfligt og lidt forsigtigt, for unge mennesker vil så nødig sige noget grimt om nogen eller shame eller generalisere på baggrund af alder, køn, seksualitet og race. Men det kommer, hvis du kan finde ud af at spørge respektfuldt.

Og det er urimeligt.

Min generation har ikke formået at leve op til generationsløftet om at levere bedre videre til den næste generation. Så i det mindste bør vi udvise ydmyghed og opføre os ordentligt

Jakob Elkjær
Journalist og dj

Ikke mindst fordi mange unge oplever arbejdsmarkedet første gang via et sommerjob på en café, bar eller restaurant. I gymnasiet har de fået tudet ørerne fulde om den danske model og ordnede forhold.

Nu opdager de, at de ikke har de samme rettigheder som dig og mig. Organisering og overenskomstdækning er i det store og hele noget fra historiebøgerne i restaurationsbranchen. Det er Wild West derude. Hvis du bliver syg, må du selv finde din afløser. 

Min generation har ikke formået at leve op til generationsløftet om at levere bedre videre til den næste generation. Så i det mindste bør vi udvise ydmyghed og opføre os ordentligt. Det er ikke personalet, som har bestemt, at cafeen er underbemandet.

Når jeg spørger, så er yngre bartendere og tjenere så høflige, at de som regel også prøver at finde forklaringer på vores opførsel.

Min yndlingsbartender, Johan på 25 år, taler helst længe om hans yndlingsfilosof Kierkegaard, men direkte adspurgt om opførsel siger han: 

“Vi har talt meget om, hvorfor boomers en gang imellem kan have lidt svært ved at finde den gode stil, når de går ud. Jeg tror, det handler om, at de selv kommer fra en generation, hvor man gik meget mindre i byen. De har som regel ikke selv prøvet at arbejde i serviceindustrien, så de ved ikke, hvordan det er at stå på den anden side af disken.”

Læs også

I denne uge fik jeg en anden forklaring fra en kvinde på 19:

“Det handler om entitlement. De føler sig berettigede til at klage på en helt anden måde, end unge mennesker gør. Som om de ejer stedet. Hvis de vil have hvidvin, og der ikke er hvidvin på menuen, så får vi skæld ud."

Det er ikke kun dig, den er gal med. Det er også mig. Når jeg er ude og spise med mine nu voksne børn, er de ofte ved at dø af skam, når jeg brokker mig højlydt over det uduelige personale.

“Far, stop dig selv. De er jo ikke døve! Tror du ikke, de kan høre, hvad du siger? Kunne du ikke i det mindste dæmpe dig?'

Jeg begyndte at spørge til gæsternes opførsel, efter at jeg selv havde haft nogle ubehagelige oplevelser som disk jockey i nattelivet (ja, det er lidt mærkeligt, men sådan er det).

Læs også

Unge ved godt, at det er dårlig stil at plage DJ’en om numre. Og de respekterer et nej. Men jeg har oplevet, at +50 kvinder simpelthen bare kræver, at jeg sætter Thomas Helmig eller Tina Turner på.

Helt uden situationsfornemmelse. Og på trods af at alle andre i lokalet danser eller hygger sig til noget helt andet. 

For et par somre siden var byen tømt for unge mennesker på grund af Roskilde Festivalen. Vores aldersstegne dj-kollektiv Funkdown med tre medlemmer på i alt 175 år (og vores senior har været på forsiden af Ældre Sagens blad!) var blevet hyret til et firsermusik-banko med efterfølgende dans i Absalon på Vesterbro. 

Det trak boomerne af huse.

Jeg tror bare, vi må erkende, at unge mennesker generelt er høfligere og mere velopdragne, end vi var og er.

Jakob Elkjær
Journalist og dj

Knapt var dørene åbnet, før en ældre mand havde overfuset en af de unge kvinder i døren, så hun brød grædende sammen. Han var ikke tilfreds med prisen på bankopladerne på en aften, hvor der i øvrigt blev knipset af personalet, som om de var tjenere i en film fra 1950’erne.

Jeg tænkte: “Herregud, de er ikke så robuste, de unge mennesker”. Tre timer senere var det mig, der græd. En kødrand af rasende kvinder havde lovet deres pivstive veninder Thomas Helmigs ‘Det er mig, der står herude og banker på’.

Den var ikke med i pladetasken. Og nu ville de banke på mig.

Jeg forstår stadig ikke, hvordan jeg kom levende ud.

Jeg tror bare, vi må erkende, at unge mennesker generelt er høfligere og mere velopdragne, end vi var og er. Da jeg var ung og gik på diskotek Nanok i Stege, blev der drukket, røget, slået på tæven og gramset i flæng. Og nej, vi talte heller ikke specielt pænt – og slet ikke om minoriteter.

De unge er helt anderledes. Det skal vi lige lære. Læg for eksempel mærke til de der små skilte, som begynder at komme op overalt i bylivet a la:

'We welcome

all races

all religions

all countries of origin

all sexual orientations 

all genders

We stand with you, you are safe here.'

Det er min erfaring, at det ikke bare handler om at være politisk korrekt. De mener det. De ser faktisk gerne, at vi opfører os ordentligt over for hinanden. Det tror jeg, vi må lære at leve med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Elkjær

Pressechef, Aalborg Universitet
journalist (DJH 1996)

0:000:00