Breum: Folketingets beslutning om tolke får afgørende betydning for relationen til Grønland

Gruppen, der vil kunne klare sig på dansk i Folketinget, hvor et mere fuldgyldigt dansk i øjeblikket må anses for en forudsætning, er endnu mindre. Denne gruppe tæller efter Per Langgårds skøn mindre end hver fjerde grønlænder. Mere end 75 procent af grønlænderne vil med andre ord ifølge hans skøn ikke kunne holde en almindelig tale i Folketinget på funktionsdueligt dansk; de vil ikke kunne følge forhandlinger i salen eller deltage meningsfuldt på dansk i et udvalgsmøde – og dilemmaet er voksende.

"Jeg oplever, at danskkundskaberne falder betydeligt i dag," siger Langgård. For folketingets præsidiums overvejelser hører det altså med, at mindre end en fjerdedel og stadig færre i Grønland efter Per Langgårds skøn reelt har mulighed for at agere meningsfuldt i Folketinget, så længe grønlandsk ikke i en eller anden grad accepteres som arbejdssprog. En del vil givetvis mene, at det er demokratisk problem uanset, at det principielt står enhver frit for at lære dansk.

Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland

Aki-Matilda Høegh-Dam
MF, Siumut

Præsidiet vil i den forbindelse sikkert huske, at retten til at vælge to medlemmer af Folketinget blev fremhævet som en af de absolut vigtigste gevinster, da Danmark tilbage i 1950’erne skulle forklare, hvorfor det var attraktivt for grønlænderne at bytte den gamle status som koloni ud med fuld indlemmelse i Danmark.

Dengang var det et mål for ledende grønlandske kræfter, at så mange som muligt i Grønland skulle lære godt dansk. De opfattede det danske sprog som et middel til dannelse, fremskridt og ligeværd.

Vokser man op som grønlandsktalende, koster det gerne blod, sved og tårer at lære dansk, men dengang så ingen rigtig nogen vej udenom, hvis Grønland skulle nyde modernitetens frugter. Siden er billedet ændret betragteligt.

I dag diskuteres det hyppigt, om ikke Grønland var bedre tjent med at udskifte dansk med engelsk som andet hovedsprog, sådan som man har gjort på Island. Unge i Grønland lærer alligevel engelsk fra de sociale medier, fra film og spil på nettet og i skolen – foruden de dele dansk, de får med sig fra skolen.

Kolonitiden klæber stadig til sproget. Dansk vil altid være koloniherrens sprog med alt, hvad deraf følger af bevidst eller ubevidst afstand og modstand. Det er eksempelvis en kilde til evig irritation i Grønland, at mange institutioner – virksomheder, sundhedsvæsenet, domstolene og så videre – stadig ledes af dansktalende chefer. Præsidiets afgørelse over for dem, der vil tale grønlandsk i Folketinget, vil med andre ord blive tolket ind i en allerede velvoksen skov af frustrationer.

Tolkning til 200 millioner

Diskussionen om grønlænderes og færingers muligheder for at tale dansk i Folketinget blev for alvor katapultet ind i præsidiet og den offentlige debat, da Aki-Matilda Høegh-Dam 12. maj valgte at holde et indlæg på grønlandsk og efterfølgende svare på spørgsmål fra salen på grønlandsk. Tidspunktet var ikke tilfældigt valgt: På dagsordenen stod statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets aktuelle tilstand.

Høegh Dams aktion fik for en kort, historisk stund den parlamentariske debat til at bryde sammen, og en hidsig diskussion brød efterfølgende ud både i Danmark og i Grønland.

"Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i," sagde Høegh Dam til Ritzau.

Statsminister Mette Frederiksen og andre har siden som nævnt gjort klart, at en løsning bør findes. Problemet er blot hvilken. En enkelt tolk til en enkelt tale? Eller fuldbyrdet simultantolkning, så folketingsmedlemmer og vikarer fra Grønland eller Færøerne til enhver tid kan vælge at tale på modersmålet? Og betyder det så også, at de relevante dokumenter, uden hvilke folketingsarbejde ikke lader sig gøre, skal oversættes?

Sidst i august spurgte jeg Folketingets administration, om der var noget nyt fra præsidiet i sagen. Det var der ikke; jeg blev i stedet venligt henvist til en gammel pressemeddelelse fra juni.

"Ifølge et helt foreløbigt overslag vil det kunne koste mindst 200 millioner kroner om året at drive en tolkeordning i Folketinget med oversættelse til grønlandsk og færøsk. Hertil kommer etableringsomkostninger på mindst 40 millioner kroner," lød det dengang.

De anonyme arbejdsheste i Folketingets administration havde sjovt nok ledt efter en løsning i Grønland:

I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det

Martin Breum

"Overslaget tager udgangspunkt i den ordning, der findes i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Her bliver tale simultantolket mellem grønlandsk og dansk, ligesom parlamentariske dokumenter bliver gjort tilgængelige på begge sprog. I forhold til Folketinget vil det skønsmæssigt indebære oversættelse af parlamentariske dokumenter på mindst 150.000 sider om året," lød det i pressemeddelelsen.

Jeg spurgte dernæst i Nuuk, hvordan tolkningen dér konkret foregår. Grønlandsk lov siger, at alle forhandlinger i Inatsisartut, Grønlands parlament, som udgangspunkt foregår på grønlandsk, men denne grundregel har en afgørende fortsættelse: "Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk". Og videre: "Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk."

Dansk tale i Inatsisartut

I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det. Landsstyrets eller Naalakkersuisuts finansansvarlige, Naaja Nathanielsen, taler som nævnt primært dansk – også, når hun optræder i Inatsisartut.

Er man medlem eller gæst i den smukke parlamentssal i Nuuk, får man straks ved ankomst udleveret en øresnegl og kan herefter nyde godt af kontinuerlig, non-stop simultantolkning uanset, om man er til grønlandsk eller dansk. Tolkene arbejder i hold af tre. Tyve minutter hver – og så videre til den næste. Sådan går det i maksimalt syv timer, før kapaciteten for et tremandshold er brugt op.

Tolkningen sikrer, at hele befolkningen i Grønland – også de dansktalende – altid har mulighed for at følge de løbende transmissioner fra Inatsisartuts forhandlinger. Parlamentet har for tiden en normering på syv fastansatte tolke, der sammen med en freelancer foruden simultantolkningen i salen oversætter alle dokumenter, så alt foreligger på to sprog – herunder alt materiale til brug for udvalgsbehandlinger.

Jeg har endnu ikke fået oplyst, hvad denne herlighed koster, men det er udbredt viden i Grønland, at tolkningen er rasende dyr. Der er tolkeafdelinger i Inatsisartut, men også i centraladministrationen under Naalakkersuisut, på kommunen, på Dronning Ingrids Hospital med videre.

Det kan blandt andet derfor være hundesvært at opdrive kyndige tolke, der mestrer både dansk og grønlandsk og som ikke i forvejen er overbebyrdede, især hvis det kræves, at de skal simultantolke.

Det er med andre ord ikke overraskende, at Folketingets administration i juni nåede frem til, at fuldbyrdet tolkning til og fra grønlandsk vil koste 200 millioner om året; en sum Søren Gade tydeligvis fandt uden for det tåleliges grænser. Han bedyrede, at en løsning skulle findes, men lod også forstå, at regningen efter hans mening bør være noget mindre.

Vi får se, formentlig snart. Folketingets præsidium, der har det formelle ansvar, holder ordinært møde 18. september.