Christian Egander om Støjbergs regeringsønske: Nu ser vi forskellen på DF og Danmarksdemokraterne

Dette skal handle om Inger Støjberg og det borgerlige Danmark. Men lad mig starte med mig selv. Det ville hun sikkert også have gjort.

Analyser kan være rigtige indtil de bliver forkerte. Denne valgkamp er ikke god ved alle analyser. I hvert fald har jeg skrevet en enkelt, som virkeligheden i den grad har dementeret.  Her på Altinget skrev jeg nemlig tilbage i juli, at valget ville blive domineret af de tre M’er "Mette", "mink" og "magtkritik". 

Analysen gik på, at de borgerlige egentligt ikke stillede med andet end et negativt program, hvor man i sidste ende ville vælges på, at man ikke var Mette Frederiksen. Den knyttede sig til en anden konklusion, jeg havde fremsat i en anden kommentar.

Her brød jeg profetstaven på virkelighedens klippegrund og skrev: "Hvis der kommer et efterårsvalg – og det gør der jo nok – bliver det et kedeligt et af slagsen."

Analysen var helt rigtig, da den blev skrevet. De borgerlige var splittede og uden lederskab. Venstre havde lagt en kurs, der var alt andet end inspirerende. En gold teknokratisk reformisme garneret med en tom frihedsretorik, der var afkoblet fra den politiske virkelighed, men udtrykte et håb om, at den retoriske gestus alene var nok. Analysen var rigtig. Og for Venstres vedkommende er den stadig rigtig.

Men avs! Analysen var jo også helt forkert. Valget bliver ikke kedeligt og den borgerlige front har i den grad forskudt sig. Først med Søren Pape Poulsens præsentation af sig selv som statsministerkandidat og præsentationen af sin "højblå" 2030 plan, der har skruet noget af den borgerlige retorik tilbage til 1998. Og senest med Inger Støjbergs laserskarpe præcisering af sin position i dansk politik i et stort interview i Berlingske.

Den uundgåelige Støjberg

Interviewet er ikke gået upåagtet hen og de politiske kommentatorer har særligt kastet deres blik på Støjbergs svar på spørgsmålet om Danmarksdemokraterne skal i regering efter valget: " … vi [er] ikke… et protest- eller enkeltsagsparti – vi er et indflydelsesparti, der går efter at komme i regering."

Hvorfor er det interessant? På den ene side er det klart, at Danmarksdemokraterne i mange henseender har snuppet Dansk Folkepartis plads i dansk politik, som det populistiske parti, der er i stand til at trække stemmer over midten. Særligt har Danmarksdemokraterne vakt mindelser om Dansk Folkeparti i kulminationsperioden lige efter valget i 2015.

Dansk Folkeparti veg tilbage for at gå i regering. Inger Støjberg går målrettet efter det.

Christian Egander Skov

Men forskellen er altså lige her. Dansk Folkeparti veg tilbage for at gå i regering. Inger Støjberg går målrettet efter det. Ifølge Jyllands-Postens politiske analytiker Niels Thulesen Dahl er Inger Støjberg nu "uundgåelig", hvis V og K vil danne regering. Dermed er det også sagt, at VK pludseligt er blevet mindre relevant. Nu hedder en borgerlig regering med en vis sandsynlighed væk.

Danmarksdemokraterne og populismen

I min bog 'Borgerlig krise', der blev nådigt anmeldt her på Altinget, betegner jeg Danmarksdemokraterne som et populistisk parti. Begrebet bruger jeg neutralt og analytisk, velvidende at det i almindeligt sprogbrug mest er et skældsord.

Der ligger heri, at Støjbergs politiske retorik frem til nu har drejet sig om modsætningen mellem folket og en fjern elite. Modsætningen er geografisk – "jyderi" som Bertel Haarder har kaldt det – men også i høj grad kulturel og knyttet til en kritik af magtkoncentrationen hos kulturelle, økonomiske og teknokratiske eliter, der i høj grad er koncentreret i hovedstaden.

Udtrykket "de københavnske saloner" er et præcist, provokerende og billedskabende udtryk for den analyse. Og populismens analyse er vel at mærke mere rigtig end den er forket.

Udtrykket "de københavnske saloner" er et præcist, provokerende og billedskabende udtryk for den analyse. Og populismens analyse er vel at mærke mere rigtig end den er forket.

Christian Egander Skov

En populistisk politiker som Inger Støjberg kanaliserer en art folkelig protest mod en oplevet afkobling og afmagt. Og hun kanaliserer den også ind i en borgerlighed, hvor det folkelige gennem en lang historisk proces er blevet marginaliseret til fordel for en borgerlig ideologi domineret af teknokratisk liberalisme.

Teknokratisk borgerlighed

Mindre knudret sagt. At være borgerlig er i dag at være for en altfavnende velfærdsstat, der imidlertid er drevet økonomisk effektivt og samtidig faciliterer en individualistisk forbrugerbevidsthed. Historiker og forfatter til bogen 'Det lille systemskifte', Jesper Vestermark Køber, har endda udtrykt det sådan, at det i høj grad er de borgerlige, der har skabt den velfærdsstat vi kender i dag. 

Prisen for al den effektivitet er foruden et blomstrende kontrolregime, stadige reformer og en ustoppelig 'djøficering', der skal holde de mange offentligt ansatte i ørene, også en centralisering af beslutningskompetencer og velfærdsstatens konkrete servicer, der efterlader store dele af Danmark med en fornemmelse af at være efterladt på perronen. De er nemlig efterladt på perronen.

Ligesom Dansk Folkeparti anno 2015 er Danmarksdemokraterne anno 2022 et udslag af en revolte mod denne selvforstærkende status quo.

Støjberg i maskinrummet

Men med Støjbergs udmelding har man samtidig kortsluttet skemaet i den forstand, at man ikke blot vil være et protestparti. Man vil, sådan lyder det i hvert fald, ned i maskinrummet og justere stemplerne (eller hvad man nu gør med stempler?).

At være borgerlig er i dag at være for en altfavnende velfærdsstat, der imidlertid er drevet økonomisk effektivt og samtidig faciliterer en individualistisk forbrugerbevidsthed.

Christian Egander Skov

Støjberg tegner lige nu en linje for sit parti, der på en gang trækker på populismen og trækker væk fra populismen – og ind i magtens centrum.

Hvordan kan vi forstå det? Jo på den ene side, kan vi minde os selv om, at populisme aldrig var én ting. Et hurtigt eksempel.

Selvom Fremskridtspartiet måske står klarest i vores historiske erindring som et populistisk parti, så var der også et andet populistisk parti, nemlig Centrum-Demokraterne, der blev bragt ind ved jordskredsvalget i 1973. Som Arne Hardis tidligt pegede på, skal vi nok snarere forstå Danmarksdemokraterne i lyset af Centrum-Demokraterne end af Fremskridtspartiet.

En anden, men beslægtet måde at se på den seneste udvikling, er at Inger Støjberg simpelthen er med til at korrigere borgerlig politik, således at den geografiske distinktion mellem centrum-periferi bringes ind i midten af centrumhøjres politiske og ideologiske hensyn.

I Norge har skellet mellem centrum og periferi længe været en konkurrerende akse til højre-venstre-distinktionen og blandt andet kommet til udtryk i det borgerlige midterparti Senterpartiet. Måske er Danmarksdemokraterne på vej til at blive det nye Senterparti?

Hvem ved?

Men hvis en sund borgerlighed forudsætter et afmålt forhold mellem konservatisme, liberalisme og folkelighed, som har manglet, så er Støjberg måske ikke blot et symptom på det problem – men potentielt en væsentlig del af løsningen.

Nu får vi i hvert fald (måske) noget, der ligner en borgerlig treenighed. Støjberg som den folkelige. Ellemann som den konservative. Pape som den liberale.