Christian Kock: Blamegame-retorik øger mistillid til politikerne

KOMMENTAR: Vælgerne føler sig fremmedgjort og nedvurderet, når topkandidater bruge blamegame-retorik, hvor man primært nedgør modpartens politik frem for at fremlægge sin egen. Det er, som om det er ved at gå op for både Frederiksen og Løkke, at det måske ikke længere er så smart, skriver Christian Kock.

Tiden er for alvor kommet til "dueller" og "topmøder" mellem statsministerkandidaterne Løkke og Frederiksen.

DR lagde allerede ud i TV Avisen 31. marts. TV 2 ville have holdt "topmøde" den dag, valget blev udskrevet, 7. maj, men Mette Frederiksens mave kom i vejen. Søndag 19. maj mødtes de to så ved et "valgfolkemøde" på Kvægtorvet i Odense.

Disse topmøder og dueller kommenteres mest ud fra spekulationer om, hvem der "vandt". Men de er også værd at studere både med hensyn til, hvordan tv-stationerne formaterer og styrer dem, og hvordan debattørerne agerer retorisk.

Man kan spore en udviklingstendens. Det er, som om det er ved at gå op for begge topkandidater, at det måske ikke længere er så smart blot at lave blamegame på modparten. Altså at man primært åler og disser den andens person og parti, derunder hakker vedholdende på, hvor dårligt modparten har ageret i den forløbne tid.

Den form, TV 2 har udviklet for 'Topmødet' siden 2015, trækker i en rigtig retning: Nu inddrages (som i det gamle 'Højlunds Forsamlingshus') borgeres spørgsmål seriøst; de spørgende borgere er til stede og bliver spurgt, om de synes, de får svar.

Denne formatudvikling minder om, hvad to retorikere Magnus Boding Hansen og Marcus Lantz anviste i 2012 ud fra en empirisk undersøgelse i afhandlingen 'Forhørslederen, Natvægteren og Ambassadøren' i forhold til, hvilken ordstyrerstrategi der bidrager mest til en oplysende debat.

Blamegame-retorikken kulminerede på Venstres berømte pressemøde 9. april, der hamrede løs på, hvad Socialdemokratiet – at dømme ud fra fortiden – kunne finde på at gøre på udlændingeområdet, og hvad de ville have gjort, hvis de havde haft magten i den forløbne tid.

Alt dette frem for at fokusere på Venstres egen fremtidige politik og argumentere for den. Selv de kommentatorer, som Henrik Qvortrup, der har markedsført modangrebsstrategien, måbede og fandt, at Venstres håndgranat ramte partiets egen fod.

Løkke er en skarpsindig og snu politiker, og han er tilsyneladende begyndt at fornemme, at den strategi i stadig højere grad fremmedgør og frastøder vælgere. Måske ikke kernevælgerne i ungdomsorganisationer og lignende, men svingvælgerne – og det er jo dem, der skal afgøre valget.

I debatten på Valgfolkemødet søndag var Løkke mere imødekommende over for Frederiksen, end han var i marts, og betydelig mere fokuseret på, hvilken politik han selv gerne vil føre, hvis han får lov.

Antallet af de stikpiller, som han altid skyder af, var reduceret. Midt i enigheden om behovet for flere sygeplejersker fik han dog lige indskudt, at i Nordjylland, hvor ambulancetjenesten skal forbedres, har socialdemokraterne jo altid haft ansvaret for de ting ...

Frederiksen har tilsyneladende hurtigere fornemmet, at blamegame-strategien med så mange indskudte stikpiller som muligt irriterer stadig flere vælgere.

Ser vi på de to partilederes første møde i TV Avisen 31. marts, ser vi, at Frederiksen – på linje med hvad hun har markeret i andre sammenhænge, blandt andet i Aftenshowet på DR – var langt den mest forsonlige i debatformen.

Løkke møvede i sin vante stil. Cirka 15 gange stak han til Socialdemokratiets fortidssynder, også Thornings. Ofte var disse stikpiller helt irrelevante i sammenhængen – da man for eksempel diskuterede, om skolelærere kan medregnes til de nedslidte, fik Løkke lige indskudt, at Mette og den regering hun sad i greb ind over for skolelærerne i 2013 (med Venstres støtte, kan man tilføje). Frederiksen "stak" kun 4-5 gange på denne måde.

Afbrydelser er et andet kendetegn. Løkke afbrød i TV Avisens duel Frederiksen cirka 12 gange; hun afbrød ham cirka 4 gange. (Nogle af eksemplerne er grænsetilfælde.)

Blamegame hænger ofte sammen med blær. Løkke uddelte hyppigt skamros til sin egen regerings fortidige gerninger; Frederiksen gjorde intet af den art. Hun leverede derimod enkelte eksempler på anerkendelse af, hvad Løkke og hans regering har gjort; noget tilsvarende faldt ikke Løkke ind.

Et par gange fik vi egentligt "mundhuggeri", hvor parterne slyngede angreb mod hinanden (eksempelvis Frederiksen: "I ødelagde efterlønnen" – Løkke: "I ødelagde seniorførtidspensionen.")

Frederiksen beklagede i Aftenshowet den slags. Men Løkke var klart foran på heftig polemik, for eksempel med den ofte gentagne talelinje om "det største bluffnummer" i dansk politik om Socialdemokratiets pensionsudspil.

Den spydige blamegame-stil er politisk dna hos Løkke, og han har svært ved at lægge den af. Han kørte den for fuldt tryk mod Thorning, blandt andet i TV 2's 'Topmøde' i 2015, også dengang med Cecilie Beck som ordstyrer.

Jeg har selv udført en undersøgelse med et hold højskoleelever, der så dette 'Topmøde'. De var dybt irriterede over begge parters blamegame-retorik, blandt andet at Løkke stak til ”løftebrud” ni gange i én debat (det gjaldt selv dem, der ville stemme på Venstre eller Liberal Alliance).

Men Venstre og Løkke har dengang og helt op til denne valgkamp troet på, at blamegame er smart – skønt de allerede i 2015 fik et historisk mandattab.

Begge partiledere kender selvfølgelig de undersøgelser, der viser, at borgernes tillid til politikerstanden styrtdykker. Den er sunket i en ret linje fra 70 procent i 2007 til 29 procent i år – ifølge en undersøgelse, som Norstat udførte i april for Jyllands-Posten og Altinget. Årlige undersøgelser fra Radius Kommunikation siger noget lignende.

Journalister og valgforskere plejer at tilskrive den slags bevægelser til politikernes "løftebrud" og personsager samt finanskrisens følger, men mener i øvrigt, at der mere er tale om naturlige, midlertidige udsving.

Hvad angår politikernes retorik – som jo omfatter ikke blot deres måde at tale på, men også hvad de typisk vælger at sige – plejer man derimod ikke at se noget problem.

Men mon ikke retorikken er en medvirkende grund til tillidstabet? Har politikerne været forført af en spindoktorretorik, der siger, at man (umærkeligt) skal snakke udenom og derpå gå til modangreb – noget, som måske virkede op gennem nullerne, men som stadig flere vælgere føler sig fremmedgjort og nedvurderet af?

Vi er i Danmark i en situation, hvor tilliden til selve de politiske institutioner endnu holder – men tilliden til de politikere, der fylder institutionerne, er alvorligt truet. Måske især hos unge vælgere – dem, der skal være her i fremtiden.

Det tillidstab er en advarsel. Gør noget ved dets årsager, kære politikere, også de retoriske. Ellers taber selve de demokratiske institutioner måske folks tillid. Det har andre lande oplevet.

-----

Christian Kock (f. 1946) er professor emeritus i retorik ved Københavns Universitet og har bl.a. forsket i politisk argumentation, debat og troværdighed. Frem til valget 5. juni skriver han ugentlige kommentarer om sprog og retorik i dansk politik.

Forrige artikel Lars Midtiby: Her er valgets hitliste Lars Midtiby: Her er valgets hitliste Næste artikel Flemming Chr. Nielsen: Fremmedhadet står i fuldt flor Flemming Chr. Nielsen: Fremmedhadet står i fuldt flor
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.