Dagbog fra Ukraine: Mød Anders, danskeren i Ukraines hær, som ikke officelt er der

Her bor han med bataljonens øverstkommanderende Valentin, deres chauffør Vladimir og hans kone, der laver mad til soldaterne.

Relativ normal hverdag i Dnipro

Vi har efter en overnatning i Dnipro kørt stik mod øst til Kramatorsk, hvor vi ankommer sent på eftermiddagen tirsdag.

I Dnipro opretholder man en nogenlunde normal dagligdag med restauranter, cafeer og trafikpropper. Her mødes vi med Darija, som glimrende illustrerer det mod, man møder i Ukraine: Hun er russisk født, og hendes familie var politisk aktive, men måtte flygte fra Putins regime. Hun er nu frivillig i ukrainsk uniform og leder af en slags paramedicinsk gruppe, der arbejder i den yderste frontlinje.

Hvis ikke vi stikker en kæp i hjulet på Putins stormagtsambitioner nu, kommer hans kampvogne til at rulle videre fra Ukraine og over mod resten af Vesten

Mads Strange (LA) og Magnus Barsøe (S)
Kandidater til Europa-Parlamentet

Men hvor der stadig er en relativ normal hverdag i Dnipro, er billedet helt forandret i Kramatorsk, der ligger omkring 100 kilometer længere østpå.

Flere af byens bygninger er blevet sprunget i luften, og mange af de tilbageværende huse, der har undgået Ruslands missiler, er barrikaderet med sandsække og skodder for vinduerne.

Kramatorsk synes efterhånden at være blevet tømt for de civile ukrainere, der har haft ressourcerne til at flytte. Men trods forfaldet er der endnu ikke helt tale om en spøgelsesby, da det vrimler med ukrainske soldater på gaderne.

Efter at have afleveret de vinteruniformer og generatorer, som vi – på grund af frivillige bidrag fra danskere til Frihed for Ukraine – har haft med i en fyldt varevogn fra Danmark, bliver vi budt på aftensmad af Stanislav.    

"Spis, spis, spis," siger han, mens han peger på spisebordet, hvor vi sidder seks mand og spiser stegt fisk, fjerkræ og en lokal specialitet, der bedst kan beskrives som en slags dumpling.

Skulle man lave en amerikansk B-film, hvor nogen skulle castes som hårdkogt, østeuropæisk kommandør, ville Stanislav være selvskrevet til rollen. Han er en kraftig, skaldet mand med stærk nedsat hørelse på det højre øre, efter et russisk antitankmissil ramte hans kampvogn.

Hans enhed var en af de sidste, der trak sig ud af Bakhmut efter månedlange kampe med russerne.

Unødigt projektmageri

Vi er nu på vores sidste dag i Ukraine, og vi har efterhånden fået talt med en god håndfuld mennesker, der har givet os mange uvurderlige perspektiver på krigen.

Én af dem er 'Anders', som vi møder på en lille, lokal restaurant i en baggård i centrum af Kramatorsk. Officielt er 'Anders' ikke i landet, og han kan heller ikke fortælle os, hvem han arbejder for – selvom det imidlertid er en officiel nok arbejdsgiver til, at han løbende samarbejder med det danske forsvar.

'Anders' har en mangeårig baggrund i det danske militær. Men i dag består hans job i at træne de uprøvede, ukrainske soldater, der før krigen typisk bestred ganske almindelige jobs, der ikke havde meget at gøre med krigsførelse.

Vesten skal egentlig bare levere, hvad de har lovet

'Anders'
Tjenestegørende i Ukraines hær

Han fortalte hudløst ærligt og bramfrit om sine oplevelser fra krigen, og han lagde ikke fingrene imellem, når han hudflettede de beslutningstagere, der står i vejen for at skabe reelle løsninger i krigen.

For ifølge 'Anders' bliver mange af de statslige midler til Ukraine nemlig ikke forvaltet af folk med forstand på krigen, men af embedsmænd der spilder pengene på unødigt projektmageri.

Spørger man 'Anders' er det sikkert, at Ukraine allerede ville have tabt krigen nu, hvis det ikke var for de private donationer.

Der var eksempelvis én enkelt donor, der egenhændigt havde sendt det ukrainske forsvar 300 biler – og denne slags bidrag kan gøre en større forskel på slagmarken end den statslige bistand, der har det med at blive ædt op af bureaukrati og ineffektivt forbrug.

For nyligt kunne han eksempelvis fortælle hans mænd, at man – i stedet for at indkøbe våben – havde spildt noget af den statslige militærbistand på at udvikle en antistress-app, der skulle hjælpe soldaterne på slagmarken med at slappe af og "komme helt ned i gear". Det var han mildt sagt ikke imponeret over.

Putins stormagtsambitioner

'Anders' er af den opfattelse, at det blot er et spørgsmål om tid, før Rusland vinder krigen, hvis de private og statslige donationerne hører op. Ukraine kan slet og ret ikke kæmpe videre med de ressourcer, landet selv har til rådighed. Som 'Anders' siger:

"Det er fint, at vi sender nødhjælp, medicin og forbindinger. Men ukrainerne har brug for offensive våben, hvis de skal vinde. Det er eksempelvis tyske Taurus-missiler, Patriot-batterier, kampvogne, Himars og amerikanske Atacms. Den her krig kan kun vindes med højteknologi. Og Vesten skal egentlig bare levere, hvad de har lovet."

Vores møder med 'Anders' og Stanislav står som en påmindelse om, hvorfor det er så afgørende, at vi i Vesten fortsætter den ufravigelige støtte til Ukraine.

For krigen handler nemlig ikke blot om ukrainerens ret til selvbestemmelse og frihed fra Ruslands imperialisme. Krigen handler om hvilken verdensorden, vi vil acceptere. Hvis Putin vinder, står vi tilbage med en verdensorden, hvor despotiske diktatorer efter forgodtbefindende kan invadere andre lande.

For hvis ikke vi stikker en kæp i hjulet på Putins stormagtsambitioner nu, kommer hans kampvogne til at rulle videre fra Ukraine og over mod resten af Vesten i fremtiden.