Dagens overblik: Huawei har hvirvlet Per Stig Møller ind i lobbykampagne

NYHEDSOVERBLIK: Udenrigsministeriet forbyder ansatte at bruge coronaapp, flertal vil rette op på Kriminalforsorgen, og Huawei har presset danske diplomater. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Velkommen til torsdagens politiske overblik.

Den kinesiske teknologigigant Huawei har lagt et hidtil ukendt pres på danske diplomater og forsøgt at påvirke regeringens beslutning om, hvem der skal blive leverandør til det kommende 5G-net. Det skriver Berlingske.

Huawei har hvirvlet tidligere udenrigsminister Per Stig Møller ind i lobbykampagnen. Huaweis vicedirektør i Danmark, Xukun Ji, er gift med Per Stig Møller, og hun bragte ham på banen i april i et brev til Udenrigsministeriets departementschef, Lars Lose, som tidligere har været ministersekretær for Per Stig Møller.

Xukun Ji skrev et brev til Lars Lose i maj, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at det kommende 5G-net var så samfundskritisk, at det skulle værnes mod påvirkning fra fremmede magter. 

"Jeg har svært ved at forstå, at Danmark vælger denne ekstreme tilgang," skrev Xukun Ji på engelsk i brevet til departementschefen.

Huawei har også rettet øjnene mod topdiplomater i udenrigstjenesten. Ni breve og e-mails viser, at virksomheden har presset på for at få en skriftlig garanti fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om, at Huawei er sikret adgang til det danske marked.

Huaweis kommunikationsdirektør, Tommy Zwicky, finder opmærksomheden om brevene overraskende og ser "intet truende" i brevene.

"Jeg har gået brevene igennem, og jeg kan ikke se problemet – andet end at det kan opfattes som lidt kluntet lobbyisme," siger han.

Spionchef: Coronakrisen forstærker truslerne mod Danmark
Flere terrorister og nye flygtningestrømme er trusler, som vokser under coronakrisen. Det vurderer chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, over for Jyllands-Posten.

Han fortæller, at coronakrisen på flere fronter har skabt nye trusler mod Danmarks sikkerhed og forstærket eksisterende trusler, som øger landets sårbarhed i en mere ustabil og uforudsigelig verden.

"Vi har set, at der i vist omfang bliver slået revner i de institutioner, der sikrer fælles spilleregler og den internationale norm- og regeldannelse, der er så vigtig for mindre lande som Danmark. Hvis det vakler samtidig med en skærpet magtkamp mellem Kina og USA, er det ikke godt for Danmark," siger Lars Findsen til avisen.

Spionchefen vurderer, at den økonomiske tilbagegang som følge af coronakrisen kan skubbe til ustabiliteten i vaklende stater i Mellemøsten og Nordafrika og skabe ny grobund for terrorister, konflikter og nye flygtningestrømme.

Ministerium forbyder ansatte at bruge coronaapp
Samtlige ansatte i Udenrigsministeriet er blevet bedt om ikke at downloade regeringens coronaapp, fordi der er risiko for brud på datasikkerhed. Det skriver Information.

Sundhedsmyndighederne har forsikret befolkningen om, at de trygt kan installere smitteappen, men alligevel har Udenrigsministeriet forbudt medarbejderne at installere appen på deres arbejdstelefoner "af sikkerhedsmæssige årsager". Smitteappen fungerer kun, hvis Bluetooth er konstant slået til, hvilket er årsagen til, at ministeriets medarbejdere ikke må downloade appen.

"Bluetooth er en åben kanal, og derfor er den relativt nem at penetrere for dem, der nu har lyst til at følge med i, hvad der foregår. Derfor tillader vi generelt ikke brug af Bluetooth på vores telefoner," siger Erik Brøgger Rasmussen, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, til avisen.

Han understreger, at det ikke har noget at gøre med den danske app, men at det alene er fordi den kræver Bluetooth aktiveret permanent.

Islamisk Trossamfund klager over Vermund og Messerschmidt
Udtalelser om islam fra Nye Borgerliges Pernille Vermund og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er "dybt krænkende" og i strid med værdighed ved forhandlinger. Det mener Dansk Islamisk Trossamfund, som har sendt en klage til Udvalget for Forretningsordenen.

Klagen nævner blandt andet Pernille Vermunds omtale af islam som "ukrudt" og "ugræs" og Morten Messerschmidts omtale af, at antallet af muslimer, der udgør et problem i Danmark, ikke er blevet mindre, men "kun blevet værre".

"I Danmark har vi en åben og fri debat, blandt andet om de problemer, antallet af muslimer udgør. Jeg ved ikke, om man skal le eller græde over det," siger Morten Messerschmidt til Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Politisk flertal vil rette op på Kriminalforsorgen
Regeringen, støttepartierne og Venstre vil komme fængselsbetjentene til undsætning. Det skriver Berlingske, som har afdækket, at Kriminalforsorgen mangler penge, pladser og betjente.

Antallet af fængselsbetjente er faldet fra cirka 2.300 i 2017 til cirka 2.100 i 2019, viser et notat fra Fængselsforbundet. Siden 2012, hvor det gennemsnitlige antal indsatte var på det samme niveau som i dag, er antallet af betjente faldet med 450. Derudover er volden mod betjentene steget. Fængselsbetjente blev udsat for vold 175 gange i 2017, 182 gange i 2018 og 195 gange i 2019, viser Kriminalforsorgens seneste opgørelse.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) mener, at summen af problemerne i Kriminalforsorgen kræver ekstra ressourcer.

"Skal vi nu ikke konstatere med stor glæde, at det er lykkes at stampe 81,5 millioner kroner ekstra op i 2020? Og at vi ser på finansloven i 2021. Og jeg skal til at lægge en ny aftale for 2022 til rette, og den tror jeg, at jeg forhandler bedst internt i regeringen og med de andre partier – og ikke i Berlingske," siger Nick Hækkerup.

USA's udenrigsminister kommer til Danmark
Statsminister Mette Frederiksen skal mødes med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo. Det skriver Altinget.

Mike Pompeo kommer den 22. juli til Danmark, hvor han først skal mødes med statsministeren på Marienborg og efterfølgende mødes med udenrigsminister Jeppe Kofod.

"Det giver os en enestående mulighed for at tale om globale emner af fælles interesse såsom sikkerhed, handel og Covid-19-pandemiens betydning for det internationale samarbejde", siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

De to udenrigsministre skal blandt andet tale om Grønland og forholdene i Kina og Hongkong. Den amerikanske udenrigsminister skal også mødes med Grønlands landsstyremedlem for udenrigsanliggender og energi, Steen Lynge, og Færøernes landsstyremand for kultur og udenrigsanliggender, Jenis av Rana.

Det sker i dag:

  • Sundhedsministre fra EU-landene holder videomøde, hvor de blandt andet skal drøfte håndtering af coronavirus.
  • EU-Domstolen kommer med dom i en sag om en databeskyttelsesklage mod Facebook. Domstolen skal blandt andet tage stilling til om, et privat selskab må videregive personoplysninger fra en medlemsstat i EU til et privat selskab i et tredjeland med et forretningsmæssigt formål.
  • EU-konkurrencekommisær, Margrethe Vestager, deltager i en onlinedebat under European Business Summit. Margrethe Vestager skal blandt andet debattere EU's genopretningsplan efter coronaepidemien og EU-Kommissionens grønne køreplan – EU's Green Deal.
  • Udenrigsministeriet opdaterer rejsevejledninger. Statens Serum Institut udsender den ugentlige opgørelse for "åbne lande" og "karantænelande", som Udenrigsministeriet benytter til at opdatere rejsevejledningerne, hvis den seneste opdatering giver anledning til ændringer.

,

Forrige artikel Her er 10 centrale pointer fra eftersyn af ungdomsuddannelser Her er 10 centrale pointer fra eftersyn af ungdomsuddannelser Næste artikel Eksperter: EU-dom mod Facebook er en sejr for de europæiske borgere Eksperter: EU-dom mod Facebook er en sejr for de europæiske borgere
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.