Dagens overblik: Regeringen vil ændre karakterskalaen

NYHEDSOVERBLIK: Regeringen vil justere 7-trinsskalaen, efter ny evaluering konkluderer, at den har flere mangler. Og så har Liberal Alliance tabt rollen som de unges darling. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til en ny frisk uge i dansk politik.

Vi lægger ud med nyheden om, at regeringen vil rette i den nuværende 7-trinsskala. Står det til undervisningsminister Merete Riisager (LA), skal der nemlig tilføjes en ekstraordinær karakter til skalaen.

Det skriver Altinget: uddannelse.

Udtalelsen kommer i kølvandet på en ny evaluering, der efter en årelang undersøgelse viser, at den nuværende skala har flere mangler.

Ministeren vil dog ikke komme nærmere ind på, hvordan skalaen skal justeres.

”Vi skal selvfølgelig have eksperter til at se på, hvorvidt det fagligt giver mening at indføre et ekstra niveau. Karakterskalaen er vanskelig at ændre på – blandt andet fordi den skal give mening i udlandet. Det er en mekanisme, som skal fungere i forhold til optagelseskrav og så videre," siger hun til Altinget

Regeringen skriver dog selv i forbindelse med evalueringen, at den kommende justering vil komme til at ske inden for rammerne af den eksisterende skala.

Læs hele nyheden og interviewet med Merete Riisager på Altinget: uddannelse.

LA taber terræn blandt de unge
Liberal Alliance er ikke længere det mest foretrukne parti blandt de 18-24-årige vælgere.

Det viser en ny analyse af partiernes vælgerprofiler, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

Ifølge analysen ville blot 9,6 procent af de 18-24-årige danskere pege på Samuelsen og co., hvis der var folketingsvalg i dag.

Da analysen sidst blev lavet i sommeren 2018, stod Liberal Alliance til imponerende 16,6 procent af de unge stemmer, hvilket gjorde dem til gruppens klart mest foretrukne parti.

Læs hele artiklen her.

Læs også
 

Ministre vil ændre seksualundervisning
Pensum i seksualundervisning i landets grundskoler skal fornyes.

Det mener undervisningsminister Merete Riisager (LA) og minister for ligestilling Eva Kjer Hansen (V).

Det skriver DR Nyheder.

De to ministre ser gerne, at undervisningen fremover blandt andet skal have et større fokus på digitale seksuelle krænkelser.

"Alt det med blomsterne og bierne har de styr på. De kan også godt finde ud af at rulle et kondom på et kosteskaft. De mangler hjælp til at finde respekten for hinanden og ikke mindst finde ud af, hvor hinandens grænser går," siger Eva Kjer Hansen til DR.

Nyt oplæg fra SF
Vi slutter dagens overblik af med et par historier fra weekenden. Lørdag offentliggjorde SF et nyt skatte- og fordelingspolitisk oplæg i blandt andet Information.

Det nye oplæg bygger på en rapport fra Cevea, der indeholder en række forslag til, hvordan uligheden i Danmark kan begrænses.

Med den rapport i hånden vil SF nu opfordre sine kollegaer i oppositionen til at stå bag forslag som en afskaffelse af bundfradraget og indførelse af en skat på aktieindkomster. Forslagene og rapporten skal dog primært ses som et oplæg til diskussion, understreger partiets formand Pia Olsen Dyhr.

"Vi trænger til en ny værdidebat herhjemme om, hvordan samfundets ressourcer er fordelt. I alt for mange år har den herskende skattepolitik handlet om at lette skatten for de rigeste i en forfejlet tro på, at deres rigdom så ville sprede sig til alle andre," siger hun til Information.

Sass dropper topposter
Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, trækker sig fra sine poster i Nationalbanken.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det drejer sig om pladsen i bankens bestyrelse, hvor Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, også sidder, og en plads i bankens repræsentantskab.

De finansielle topposter bliver i stedet overtaget af partiets politiske ordfører Nicolai Wammen.*

Det sker i dag

  • Klokken 9.30: Demokratikommissionen mødes, og her deltager blandt andre minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen (V). 
  • Klokken 11.00: Stefan Löfven præsenterer den nye svenske regering.

*Rettet klokken 10.43: Tidligere fremgik det af artiklen, at Ekstrabladet har skrevet, at Henrik Sass Larsen også har trukket sig som statsrevisor. Det er imidlertid ikke korrekt. Avisen har kun skrevet, at han ikke har deltaget i fire af statsrevisorernes møder i 2018.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00