Dan Jørgensen indkalder til forhandlinger om grøn transport

KLIMA: Partierne bag energiaftalen inviteres nu til forhandlinger om ladestandere til elbiler og erhvervstransport. Dermed tages der hul på de første klimaforhandlinger efter aftalen om klimaloven. (opdateret)

Placeholder image
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

De store forhandlinger kommer senere, men regeringen starter nu op i det små med forhandlinger om en grønnere transportsektor.

Torsdag har klimaminister Dan Jørgensen (S) nemlig inviteret energiforligskredsen til forhandlinger i næste uge om udmøntningen af den grønne pulje fra energiaftalen.

Puljen blev afsat med aftalen i sommeren 2018 og indeholder 100 millioner kroner om året fra 2020 til 2024 til grøn transport.

"Vi starter med at se på erhvervstransporten og udbredelsen af ladestandere," skriver Dan Jørgensen i en kommentar til Altinget, hvor han fortsætter:

Omstilling af transportsektoren bliver en omfattende opgave, men nu tager vi det første af mange skridt.

Dan Jørgensen (S), Klima-, energi- og forsyningsminister

"Transportsektoren forventes at udgøre knap en tredjedel af Danmarks samlede drivhusgasudledninger i 2030, så vi skal i gang."

Større forhandlinger senere
De større forhandlinger om klimahandlingsplanen og sektorstrategien for transportsektoren lader dog vente på sig.

Først kommer Klimarådet med nogle anbefalinger 9. marts, og 19. marts skal erhvervslivets 13 partnerskaber komme med deres anbefalinger. Tre af partnerskaberne handler om transportområdet.

Til sommer er det så forventningen, at Anders Eldrups kommission for grøn omstilling af personbilerne kommer med sine anbefalinger.

"Omstilling af transportsektoren bliver en omfattende opgave, men nu tager vi det første af mange skridt," skriver Dan Jørgensen.

Hos Dansk Elbil Alliance er man glad for, at der nu tages hul på forhandlingerne om en mere grøn transport – ikke mindst flere ladestandere.

"Ladeinfrastrukturen er rygraden for en større udbredelse af elbiler, end vi ser i dag. Standerne skal stå dér, hvor der er brug for dem – i carporten, på arbejdspladser, boligforeninger, indkøbscentre, på farten og på offentlig vej. Men der er en række barrierer, der skal ryddes af vejen, for at det sker, og i det tempo jeg tror bliver nødvendigt," siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

*Artiklen er opdateret med kommentar fra Dansk Elbil Alliance.

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Klima-, energi- og forsyningsminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser