Danmark allierede sig med brutale tyranner i Helmand – og skubbede afghanerne i armene på Taliban

“Det er ikke kun meldinger om misbrugte børn, men også narkohandel, drab, voldtægt og alt muligt andet. Igennem årene har dette stået på,” fortæller Nagieb Khaja, da Altinget møder ham og hans medinstruktør forud for premieren på filmen.

Grusomhederne Nagieb Khaja lister op er blot nogle af de hændelser, som de lokale politistyrker udsatte civilbefolkningen i Helmandprovinsen for.

Dokumentaren fortæller også om en 11-årig afghansk dreng, der smides ud fra tredje sal og efterfølgende placeres på en mine, der springer i luften for øjnene af hans familie. Og om lokale bønder, som afpresses til at sælge og dyrke deres marker til gavn for politistyrkernes opiumhandel og narkoforbrug. 

Stemningen begyndt at vende blandt befolkningen. Utilfredsheden med, hvordan de vestlige styrker opererer, vokser

Nagieb Khaja
Dokumentarist og journalist

Det tyranniske politistyre personificeres i byen Musa Qalas politichef, Issa Khan. En mand, hvis ry længe har været blakket. Men også en mand, som de vestlige styrker arbejdede tæt sammen med i kampen mod Taliban.

For Issa Khan og hans lokale betjente var ikke kun magtbegærlige tyranner. De var også Danmark og Vestens allierede i de mange år, som krigen stod på. 

'Bedraget i Helmand' åbner dermed op for et nyt kritisk kapital i fortællingen om, hvad Vesten var villig til at gøre - og med hvem - for at vinde kampen mod Taliban. En sejr, som ultimativt udeblev og i stedet blev et katastrofalt nederlag. 

En historie mange år undervejs

Kortlæggelsen af Issa Khans brutaliteter starter for filmens vedkommende på bagsædet af en nedslidt bil i et trafiktungt Kabul i 2020. Martin og Nagieb er sammen på vej mod Musa Qala i det sydvestlige Afghanistan, hvor de skal mødes med den berygtede politichef.

De har i mange år hørt om hans brutale gerninger og tvivlsomme styreform. Vi skal da heller ikke mange minutter ind i dokumentaren, før de to dokumentarister - og seerne - får bekræftet dette.

I sit møde med Martin Tamm Andersen og Nagieb Khaja viser politichefen dem et stort maskingevær, som han straks afprøver stolt foran dem. At der går en stor flok civile blot et par få meter fra det sted, hvor patronerne skydes hen, rør ikke Issa Khan det mindste. 

Historierne om Issa Khan og de lokale politistyrkers vanvidsstyre har dog længe været på den erfarne krigsjournalist Nagieb Khajas radar:

“Da jeg i 2006 rejser til Afghanistan for at dække krigen første gang, er stemningen begyndt at vende blandt befolkningen. Utilfredsheden med, hvordan de vestlige styrker opererer, vokser.”

Han uddyber, at de afghanere, som han snakker med, oplever, at de vestlige soldater render rundt i blinde. “De ved ikke hvem, der er ven, og hvem der er fjende,” fortsætter Nagieb og forklarer, at disse omstændigheder banede vejen for typer som Issa Khan og hans bror Koka, som også var en berygtet politichef i Helmand i starten af krigen.

Det gik hurtigt op for mig; Gud, det er jo Sopranos, jeg samarbejder med. Det er fandme ikke en politistyrke

Martin Tamm Andersen
Dokumentarist og tidl. soldat

Martin Tamm Andersen konfronteres også med historierne om de lokale politistyrker, da han kommer til Afghanistan i 2010 som delingsfører for en dansk enhed. 

For selvom Martin Tamm Andersen ikke selv var udstationeret i Musa Qala, men i Gereskh 70 kilometer længere mod syd i Helmandprovinsen, så oplevede han kritisable forhold med de lokale betjente.

“Det var nemt nok at være i krig i Afghanistan, når man kunne køre rundt ude i green zones og angribe nogle talibanere. Men pludselig kom man ind i bebyggede områder, hvor der var alle mulige andre ting på spil, når det kom til de lokale politistyrker.”  Han laver hurtigt en populærkulturel reference til HBO’s kult-serie, til at forklare sit møde med de lokale allierede.

“Jeg så ganster-serien Sopranos, mens jeg var i Afghanistan. Og det gik hurtigt op for mig; Gud, det er jo Sopranos, jeg samarbejder med. Det er fandme ikke en politistyrke.” 

Indberetninger om hændelser ignoreres 

Flere tidligere udsendte soldater fortæller også i dokumentaren om narkopåvirkede betjente, der var analfabeter, eller om unge te-drenge, som var blevet sminket og opholdt sig ved politibetjentenes checkpoints. 

“Og vi hørte jo også rygter om, hvad sådan nogle drenge blev brugt til,” husker Martin Tamm Andersen. Drenge ned til 12-13-årsalderen. 

Iagttagelser og oplevelser som disse blev af flere soldater - heriblandt den tidligere danske major Lars Ulslev, som også optræder i dokumentaren - indberettede til de ledende forsvarsmyndigheder i området.

I respons fik soldaterne dog at vide, at det skulle man ikke reagere på. Det var en del af den afghanske kultur - særligt på landet.

Til spørgsmålet om, hvorfor den vestlige koalition ikke lavede et grundigere baggrundstjek på de folk og lokale politistyrker, som man valgte at alliere sig med, svarer Nagieb Khaja: 

“Man har bare kigget på; hvem er fjenden, hvem er Taliban? Helt grundlæggende har det været præmissen, som så desværre er fortsat.” 

Martin Tamm Andersen tilføjer, at det ikke var ny viden, at der var korruption i den afghanske regering, og at der var kriminelle elementer i de lokale politistyrker. “Det reelle problem var et helt andet sted.”

Det dybere problem lå nemlig i selve grundlaget for den krig, Vesten kæmpede: “Altså vi kunne ikke opnå det, vi gerne ville, fordi der var så meget nedenunder, som vi ikke forstod, eller havde indsigt i.”

Vesten underminerer sin egen position

De vestlige koalitionsstyrker gik ind i Afghanistan i efteråret 2001 på bagkant af angrebene den 11. september i USA og landets daværende præsident, George W. Bushs’, krigserklæring mod terror.

Målet var at få ram på de ekstremistiske grupper bag angrebene, al-Qaeda og Taliban, der befandt sig i blandt andet Afghanistan. 

Men vidste de vestlige styrker overhovedet, hvad de gav sig i kast med?

“Man kan sige, at krig mod terror og det umiddelbare presserende behov for at vælte Taliban og udskælde al-Qaeda, gør, at man har brug for de her krigsherrer som Issa og Koka, som var en del af de lokale politistyrker,” begrunder Martin. 

“At man så fra Vestens side af også beslutter at lave noget nation building i Afghanistan,” supplerer Nagieb, “så clasher det”.

Det er der kæden hopper af, fordi vi ligger allerede i seng med de her typer som Koka og Issa Khan. Og det er så med dem, vi skal bygge denne nye nation - fordi der er ikke andre

Martin Tamm Andersen
Dokumentarist og tidl. soldat

Vesten underminerer dermed fra starten sin egen præmis for at sejre i Afghanistan. For hvordan skal de både lykkes med gennemføre en hård, realpolitisk militære strategi i samarbejde med lokale brutale politistyrke samtidig med at vestlige værdier og demokrati skal fremmes og etableres? 

“Det er der kæden hopper af, fordi vi ligger allerede i seng med de her typer som Koka og Issa Khan. Og det er så med dem, vi skal bygge denne nye nation - fordi der er ikke andre,” konstaterer Martin. 

Nagieb maler scenariet lidt anderledes: “Det er ligesom en fødsel, hvor det et mutantbarn, der kommer ud af det.”

Vestens metode - heriblandt samarbejdsvilligheden med alle andre, der ikke var Taliban - er det, som ultimativt får den lokale civilbefolkning til at mistet tilliden til de vestlige styrker og paradoksalt nok iscenesætte Talibans sejrsgang.

 “Og det er jo det, der har undermineret hele indsatsen. At metoden har overskygget målet,” konstaterer Martin.

I armene på Taliban

Og at netop metoden har overskygget målet, synes at være indlysende ud fra de beretninger, som fremlægges i ‘Bedraget i Helmand’ fra lokale civile afghanere. 

De bekræfter og beretter - med tildækkede ansigter for anonymitet - om Issa Khans og politienhedernes grusomme gerninger mod dem selv eller familiemedlemmer og venner. Om afpresning, vold, tortur og mord. Om amputerede kropsdele og permanente psykiske ar. 

Som modreaktion på dette tyranni, bekender flere af de civile, at de meldte sig under Talibans faner. For opbakningen og troen på de vestlige styrker udeblev hos de lokale civile af netop den grund, at koalitionsstyrkerne havde allierede sig med de brutale tyranner, som de civile prøvede at undslippe.

“På trods af de gode intentioner, vi måske kom med, så var det ikke det, den lokale befolkning så. De så på os gennem et filter, som var de lokale politistyrker,” forklarer Martin og konkretiserer problemet:

“Vi kom og sagde demokrati, frihed, fremgang, men det de civile hørte og så var korruption, mord, voldtægt.”

Ulempen lå især i, at den lokale befolkning så vestlige styrker gå skulder med skulder med politifolk som Koka og Issa. At deres gerninger blev associeret med Vestens formål, uddyber Martin: “Alt hvad vi sagde og havde af gode intentioner, blev skadet af de mennesker, som vi var allierede med.”

Det er derfor også forkert at antage, at afghanerne valgte demokrati og fremgang fra, bryder Nagieb ind: “Den antagelse er noget, som flere i Danmark indtager. Men det afghanerne valgte fra, det var Koka, Issa og typer som dem.”

Taliban blev for lokalbefolkningen altså noget, som de nemmere kunne navigere i, i følge de to dokumentarister. Som Martin forklarer: “Onde som de var - og er - så var reglerne klare. Det kan godt være, at de var brutale og hårde, men man kunne regne med, at tingene var, som de var.” 

Om valget af Taliban over de utilregnelige lokale politistyrker, som Vesten lod sig alliere med, var som valget mellem pest eller kolera, svarer både Nagieb og Martin hurtigt ja, hvortil Martin tilpasser sit svar: 

"Ja, eller pest og en meget slem influenza. Man kan også godt dø af influenza, men du ved, det bliver mindre slemt. Det vanvittige regime, som Taliban udfører, det er mindre slemt, end det tyranni, som de her politifolk i provinserne var med til at skabe.”

Lærestregen fra Afghanistan

Når de to dokumentarister bliver spurgt ind til, hvad deres dokumentar kan bidrage til i fortællingen om krigen i Afghanistan, lyder svaret prompte fra Nagieb, at det handler om historieskrivning. “Altså en korrekt historisk skrivning.”

Vi skal gå meget mere antropologisk til værks fremadrettet

Nagieb Khaja
Dokumentarist og journalist

Han understreger også vigtigheden i, at deres film ikke skal forsimple det hele. “Det ville være katastrofalt, hvis man sidder tilbage og tænker, at Taliban var bedre end de andre. Fordi det var det ikke alle steder.”

For Martin er filmen en mulighed for, at vi i Vesten bedre kan forstå og tage ved lære af, hvordan andre - eksempelvis de civile afghanere - så og ser på os. Særligt når det kommer til vores rolle i den 20 år lange krig. 

"I 00’erne og 10’erne stirrede vi os lidt blinde på, at vi ubetinget var the good guys. Vi kunne derfor ikke forstå, at nogen kunne opfatte os anderledes.” Men netop den naive selvopfattelse er det, som Martin og Nagieb mener har været medvirkende til, at krigen endte som den gjorde. Taliban vandt vej i et land, som Vesten ikke kunne navigere i.

"Vi bliver derfor nødt til at forstå, hvordan verden ser på os, så vi ikke gentager de samme fejl, som vi har gjort i Afghanistan," konkluderer Martin og tilføjer, at det er ekstremt vigtigt, at vi i fremtiden - i endnu højere grad - forstår den kontekst, vi sender vores soldater ud i.

"Der vil altid være svære dilemmaer i krig, men grundlaget skal være på plads, når vi kæmper for vores værdier og idealer."

"Ja, vi skal gå meget mere antropologisk til værks fremadrettet,” tilføjer Nagieb til ønskelisten for fremtidige krigsovervejelser.

Om hvorvidt de to dokumentarister er færdige med at dække Afghanistan, lyder der to forskellige svar i munden på hinanden. “Forhåbentlig ikke” siger Martin roligt, mens Nagieb leverer et hårdt ja.

Hans svar giver Martin et smil på læben. “Jeg kan mindes, at du har erklæret, at vores tur til Afghanistan i 2021 var din sidste, og så var du dernede tre måneder efter.”

Nagieb Khaja må krybe til erkendelsen af, at det er blevet pinligt for ham at sige, det er sidste gang: “Jeg er fuldstændig afklaret med, at det ikke er sidste gang. Jeg siger aldrig, aldrig igen.”

Om vi kan forvente flere fælles afslørende krigsepos fra de to dokumentarister, håber Martin Tamm Andersen inderligt på.

“Hvordan og hvorledes ved vi ikke lige nu. Men jeg ved i hvert fald, at Nagieb ikke er færdig med at dække Afghanistan. Men det er jeg hellere ikke.”

'Bedraget i Helmand' har premiere på DR 19. september klokken 21.25, og kan streames på DRTV. Filmen vises også på BBC 19. september.