Replik: Myte at kvinder er særligt udsatte for højresvingsulykker

DEBAT: Jens Christian Grøndahl burde i sin klumme om højresvingsulykker have set nærmere på de faktuelle tal, foreslår Erik Østergaard, Adm. dir. DTL-Danske Vognmænd.

Lastbilchauffør&nbsp;Tommy Nielsen har været impliceret i en&nbsp;højresvingsulykke.<br><br>
Lastbilchauffør Tommy Nielsen har været impliceret i en højresvingsulykke.

Foto: Linda Kastrup/Scanpix

Erik ØstergaardAf Erik Østergaard

Adm. dir. DTL-Danske Vognmænd

Jens Christian Grøndahls klumme om højresvingsulykker er grum læsning. Og der er jo heller ingen pæn måde at beskrive dem på, ulykkerne – for de er grumme. En uskyldig kvinde på cykel overfor en kæmpe lastbil. Det er David mod Goliat, ”uskylden” mod ”ondskaben”, som Grøndahl næsten får manet frem. Når dét møde implicerer en ulykke, så er der i sandhed ingen pæn måde at beskrive det på.

Nej, der er ingen pæn måde at beskrive ulykkerne på. Men der er måske nok en retvisende måde at beskrive både ulykkerne - og proportionerne - på. I Grøndahls tekst får vi indtryk af, at vi nærmest hver uge oplever en højresvingsulykke med dødelig udgang – og at cyklisten oftest er en kvinde – nogens mor, datter, hustru, veninde… Lad mig tage det faktuelle først:

Alt for mange kigger på deres telefon, skifter musiknummer eller sms’er mens de cykler. Alt for mange har kæmpe hovedtelefoner på i trafikken, hvorved en helt afgørende sans er afskåret fra trafikken.

Erik Østergaard, Adm. dir. DTL-Danske Vognmænd

Over en årrække har tendensen været, at antallet at højresvingsulykker er faldet. Enkelte år har, statistisk set, sprunget i øjnene – enten fordi der pludselig et år var flere ulykker, andre år fordi der nærmest ingen var. 2016 er desværre blevet et af de dårlige år, med mange dræbte. Til dato har der i indeværende år været syv højresvingsulykker med dødelig udgang. Med al respekt for Jens Christian Grøndahl og det vigtige ærinde og den helt nødvendige debat om trafiksikkerhed og højresvingsulykker, så er der altså – og heldigvis for dét - langt fra en ulykke næsten hver uge til syv på et år.

Dét faktum hjælper ikke de konkrete, berørte familier. Statistik hjælper ikke på sorg og smerte. Hver eneste gang det sker, træder døden ind og kræver sit offer, men mærker også for altid de pårørende og implicerede. Det kan ingen tage fra dem. Men det gælder også for chaufførerne. De bliver også mærket for livet, og ikke så få kommer aldrig bag et rat igen – uanset om de var sagesløse eller ej i ulykken. Sagt på en anden måde: Der er ingen vindere – der er kun tabere. Ingen chauffør sætter sig bag rattet med forsæt om at gøre skade på andre.

En dugfrisk rapport fra Havarikommissionen afliver myten om, at kvinder er særligt udsatte for højresvingsulykker. Tallene underbygger det ikke. Hvis det var tilfældet, kunne man i det mindste analysere på det, sådan som Jens Christian Grøndahl gør i sin klumme, for så havde vi da lidt at arbejde med i bestræbelserne på at nedbringe antallet af ulykker. Men som sagt – tallene giver ikke belæg for det.

Optræder der ét år bare én eller to kvinder mere, så er det en stor procentuel forskel. Men tallene er så beskedne, hvor alvorlige de end er, at det er forbundet med betydelig usikkerhed at konkludere, at kvinder er signifikant mere udsat. Det bliver desuden også beskrevet i en nylig artikel i Berlingske.

Så der er desværre lige så mange, der berøres af højresvingsulykker, når deres søn, bror, far, ægtefælle mister livet. Og heller ikke for dem, er der nogen trøst at hente i statistikken.

Ikke desto mindre, for de af os som dagligt arbejder med emnet og løbende bidrager til arbejdet for at reducere antallet af ulykker, er statistik ofte et vigtigt redskab. Men sandheden er, at tallene faktisk er så små, at de er vanskelige at udlede det store ud af. Grøndahl har naturligvis ret i, at uopmærksomhed ofte spiller ind, hvad enten det er chaufføren eller cyklisten. Men hvorfor der er én dødsulykke det ene år og 5-6-7 et andet år – det ved vi faktisk ikke. Hvor grusom smerten end er for de pårørende, hvor meget ulykken end påvirker chaufføren, hvor meget vi end alle sammen ønsker disse ulykker elimineret – så er der, i fht. udsving fra år til år, og hvor ulykkeligt det end er, også bare det forhold, der hedder tilfældigheder, som det gælder i tilværelsen og i mødet mellem mennesker, præcis som der er med så mange andre af livets forhold: Vi kan analysere og lave rapporter og statistik – men dybest set kan vi ikke forklare forskellene fra år til år – kun tendenserne og retningen eller udviklingen over tid.

Det sidste er imidlertid vigtigt. Som nævnt har tendensen været faldende, med udsving i begge retninger i enkelte år. 2016 har været et sort år. Det siger os, at der i de forgangne år er gjort nogle gode og rigtige tiltag, som har bidraget til tendensen mod færre og færre ulykker. Vi ved, at løbende fokus og kampagner virker, og at virkemidlerne skal fornys. De dårlige tal for i år indikerer, at vi igen skal skrue op for kampagnedelen. Men: En lang række lastbiler i bytrafikken har fået glas i siderne, eller sænkede førerhuse, så udsynet er bedre. Mere og mere gods ind til byerne pakkes om og fragtes ind i mindre varebiler. Både lovkrav, bilproducenternes teknologiudvikling og løbende ekspertudvalg arbejder målrettet på at gøre alt tænkeligt for at eliminere problemet.

Men med til historien hører også, at teknologi også findes i cyklistens ende af problemet – men ikke bidragende til at reducere ulykkesstatistikken: Alt for mange kigger på deres telefon, skifter musiknummer eller sms’er, mens de cykler. Alt for mange har kæmpe hovedtelefoner på i trafikken, hvorved en helt afgørende sans er afskåret fra trafikken. Og el-cyklen gør, med dens øgede hastighed, at chaufføren kan overraskes over den fart, hvormed en cyklist kommer. Alt for mange sikrer sig ikke ordentligt lys på cyklen. Enhver der, som Jens Christian Grøndahl selv, færdes på cykel i København, vil dagligt se cyklister foretage ikke alene ulovlige, men decideret livsfarlige, valg i trafikken. Også mødre med børn foran i Christianiacyklen. Trafiksikkerhed er et fælles ansvar.

Når ét af vores medlemmer har haft en chauffør impliceret i en højresvingsulykke, så møder vi et dybt fortvivlet menneske, oftest med brug for akut psykologisk krisehjælp. Uanset, om de har gjort alt rigtigt og efter bogen – eller om de bærer ansvaret og har været uopmærksomme, så står vi med tragedien på vores hænder.

I 2015 var der officielt 178 trafikdrab i trafikken i Danmark. Et lavt tal set i forhold til de foregående 60 års tabsopgørelser på vejene. Langt de fleste trafikdrab er, i modsætning til højresvingsulykker, for det meste uden for tilskuerens synsvidde, når det sker: Et hurtigt svirp ind i et vejtræ med 140 km/t en festlig aften med lidt sprut i blodet, og fem unge liv er pludselig væk. En kort uopmærksomhed og tre mennesker er døde i et tilfældigt vejkryds, hvor offentligheden først får syn for sagn, når kosten fejer de sidste glasskår væk, og de blinkende blå lygter står tilbage.

Skulle Jens Christian Grøndahl en anden gang vælge at sætte fokus på højresvingsulykker og trafiksikkerhed, så ring gerne. Jeg stiller gerne op, fordi emnet er vigtigt og mig magtpåliggende. Og jeg tror på, at fokus på højresvingsulykker, at vi løbende minder trafikanterne om risici og farer, er bedste måde at få reduceret antallet. Jeg synes, at vi skylder hinanden at gøre det nuanceret.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion