Debatten om dødshjælp handler i sin kerne om retten til at være til besvær

Som altid bæres hele forsvaret frem af kronargumentet om selvbestemmelse. Det er alene personen selv, der skal bestemme om liv og død, og hvad der skal ske med kroppen bagefter. Det er der ingen andre, der skal bestemme eller på nogen måde blande sig i.

Af samme grund fremføres hjælpeargumenter om ordnede forhold, hvor flere uafhængige personer skal sikre, at det alene er personens eget valg – en slags dødens due diligence. Der må ikke være pres udefra, og den døende skal spørges gentagne gange.

Modstandere af denne kombinerede dødspraksis kategoriseres som dogmatiske kynikere, der ikke vil tillade dødssyge mennesker at være altruister på deres dødsdag.

Men det er her, tilhængere af aktiv dødshjælp går galt i byen. Man glemmer flertallet af patienter, som ikke ønsker aktiv dødshjælp.

Hvilken situation vil indførelse af aktiv dødshjælp placere dem i? Er det muligt at sikre, at dødshjælp ikke misbruges til at skaffe organer til transplantation? Er det muligt at sikre, at den person, der mangler et organ, ikke udnytter dødshjælp til at skaffe sig organerne? Kan vi sikre, at dødshjælp ikke bruges til at presse personer til at donere organer, som de ellers ikke ville have doneret? Hvordan kan vi sikre, at fokus ikke skifter fra den enkelte patient hen imod samfundsnytten, hvor den døende tjener samfundet ved at lade livet?

Hvis aktiv dødshjælp indføres, vil patienter indirekte blive tvunget til at skulle forholde sig til den mulighed, hvor aktiv dødshjælp er en farbar vej, hvor man samtidig kan donere organer og redde liv

Jacob Birkler
Filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd

Hertil lyder svaret altid prompte fra tilhængere af aktiv dødshjælp: "Men patienten kan jo bare sige nej." Men det kan være sin sag, når man først har været til besvær og belastning for ægtefællen gennem flere års sygdom, for dernæst at lægge samfundsøkonomien til last gennem dyr medicin og for til slut at lade organer og væv gå til spilde. Organer og væv som kunne have reddet liv.

Disse døende patienter vil selvfølgelig ikke blive presset direkte – og nej, det handler ikke om en glidebane. Men hvis aktiv dødshjælp indføres, vil patienter indirekte blive tvunget til at skulle forholde sig til den mulighed, hvor aktiv dødshjælp er en farbar vej, hvor man samtidig kan donere organer og redde liv.

En ganske uværdig situation, hvor man nødvendigvis må forholde sig til både det at være til besvær og det at lade organer gå til spilde.

Mange dødssyge patienter kan ikke fungere som organdonor, hvilket eksempelvis kan handle om den kræftsygdom, man dør af, eller den livslængde man har levet. Men mange patienter vil kunne donorer visse organer og væv i særdeleshed.

Her opstår let den situation, hvor der i familien lever en person, som har behov for en organtransplantation. I disse tilfælde vil nærtstående såvel som professionelle selvfølgelig understrege, hvordan den døende patient skal vælge selv, og det alene er personens eget valg. Men det er at være blind for de faktiske omstændigheder, hvor mange vil opleve et indirekte pres i retning af en værdig og særdeles barmhjertig beslutning – især for andre.

Derfor handler aktiv dødshjælp ikke primært om de få, der ønsker at dø, men om de mange, der ønsker at leve på trods, men tvinges til at skulle forholde sig til døden som beslutning. Af samme grund handler debatten om aktiv dødshjælp i sin kerne om retten til at være til besvær.