Demonstranter larmer på Slotsholmen på anden uge: "Vi vil ikke leve i et diktatur"

DEMONSTRATION: Siden 4. november har en lille gruppe demonstranter fyldt pladsen foran Christiansborg med larm fra gryder og rugbrødsforme i et forsøg på at råbe politikerne op. De vil havde stoppet en kommende epidemilov, fordi de frygter, den vil føre til diktatur. Altinget har mødt nogle af dem.

<div>"Vi er ikke konspirationsteoretikere," understreger de demonstranter, Altinget har talt med foran Christiansborg. De frygter konsekvenserne af en ny epidemilov.</div>
"Vi er ikke konspirationsteoretikere," understreger de demonstranter, Altinget har talt med foran Christiansborg. De frygter konsekvenserne af en ny epidemilov.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nicole Sander Bertelsen

Midt i en overdøvende banken på gryder og pander og til lyden af slagordene ”this is what democracy sounds like” stiger tårerne op i øjnene på Nina Kimbel.

”Jeg har ikke lyst til at få børn, når vi går en fremtid i møde, hvor vi står til at skulle tvangsvaccineres,” siger hun.

Hun stopper en kort stund med at tale, fordi tårerne tager over.

Nina Kimbel bor til daglig i Norge, men hun har taget turen til København, hvor hun har brugt de seneste dage foran Christiansborg. Sammen med en gruppe andre demonstranter viser hun på anden uge sin modstand mod en ny epidemilov.

En lov, der har været politisk debat om under coronakrisen, fordi den akut blev ændret for at give regeringen større beføjelser til at træffe hurtige beslutninger under virusudbruddet. Nu skal Folketinget blive enige om, hvordan loven permanent skal se ud fremover. Og demonstranterne frygter det værste.

Nina Kimbel har skiftet sit job som social- og sundhedshjælper ud med lange, kolde dage foran Christiansborg, og det vil hun gøre, så længe det kræves. For hende handler det om at beskytte sin familie i Danmark. Nina Kimbel ønsker ikke, de skal leve i et land, hvor man kan blive tvangsvaccineret. Hun vil heller ikke stifte egen familie i sådan et samfund, fortæller hun.

Øredøvende larm
Larmen fra demonstrationen kan man høre på lang afstand. Foran Christiansborg står en lille flok demonstranter, der er spredt ud over pladsen bag terrorsikringen af bornholmsk marmor på størrelse med yogabolde, hvor gruppens budskab står malet med kridt i flere forskellige grønlige og lyserøde nuancer: ”Stop epidemiloven”.

Bevæbnet med bannere med ord som ”stop regeringen” og ”nej tak til tvang” har demonstranterne et klart budskab, nemlig at epidemiloven skal stoppes.


Foto: Aksel Heunicke

Derfor har Nina Kimbel siden lørdag trodset kulden, der kommer snigende i fødderne, men hurtigt bider sig fast og breder sig til hele kroppen, for at råbe politikerne op. Demonstrationen startede med at være 24 timer i døgnet, men nu demonstrerer de fra otte morgen til ni aften.

Flere er ved at være træt af at stå i kulden, men alligevel fortsætter deres trommen på køkkenredskaber af metal. Når man står midt i mængden, forstår man, hvorfor demonstranterne selv har orange ørepropper eller kæmpe høreværn på.

Flemming Blicher, der er en af medarrangørerne, stiller sig foran demonstranterne og holder tale. Han starter med at forsikre dem om, at han ikke har tænkt sig at gå hjem, før politikerne ”stopper deres lort”.


Medarrangør Flemming Blicher (th) har i den ugelange demonstration holdt flere opmuntrende taler til sine meddemonstranter. Foto Mads Clausen/Ritzau Scanpix

Ordene får demonstrantflokken, der er vokset, til at bryde ud i jubel og hamre endnu hårdere på deres stegepander, metaldørslag, bageforme, kasseroller og gryder, på trods af ømme hænder.

Da Flemming Blicher fortæller, at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag havde svært ved at høre spørgsmålene til spørgetimen i Folketingssalen på grund af demonstrationen, vokser larmen, og der breder sig en optimisme om, at deres utallige timer efterhånden har virket.

Flemming Blicher har været med til at demonstrere hver eneste dag siden 4. november. Han mener, at epidemiloven lige nu giver diktatoriske rettigheder til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), og at vi allerede nu lever i et ”midlertidigt diktatur.”

Læs også

Politisk parti eller konspirationsteoretiker
Derfor har han sløjfet sin yogaundervisning og sat konsulentvirksomheden, der rådgiver om mobilstråling, på pause til fordel for demonstrationen.

”Hvis loven bliver vedtaget, så står vi jo i et reelt diktatur. Ikke med en udløbsdato, men for altid. Derfor står vi her, indtil epidemiloven bliver rullet tilbage til det, den var før 2019, hvor sundhedsministeren ikke havde diktatoriske beføjelser,” siger han.

Et stykke væk fra Flemming Blicher, som i øjeblikket er på dagpenge, ligger en stor bunke af bulede køkkenredskaber slænget op ad Rytterstatuen, og udråb som ”frie mennesker, frie valg” gør det svært at høre, hvad han siger.

Nogle få i den voksende menneskemængde skiller sig ud i gule veste med logoet ”JFK21”. Flemming Blicher bærer samme vest og erklærer sig som støtte af ”Folkepartiet – Jorden, Frihed og Kundskab”, som ”JFK21” dækker over.

På hjemmesiden kan man læse, at partiet blandt andet kæmper mod 5G netværk og generelt er imod wi-fi i skoler og børnehaver. Bevægelsen ”søger sandheden om, hvad der sker i verden", og at ”de kan spotte, at der er stor forskel på, hvad der reelt sker, og hvad du bliver oplyst om”.

”Vi ønsker sandheden og ikke en eller anden "betalt" sandhed”. Og går til angreb på regeringens håndtering af COVID-19, ved blandt andet også at så tvivl om epidemiloven,” skiver de på siden.

For de demonstranter, Altinget møder, er det ekstremt vigtigt, at de ikke bliver fremstillet som konspirationsteoretikere. For dem handler det udelukkende om at stoppe regeringen i at indføre en lov, som de frygter kan ende med, at hele befolkningen bliver tvangsvaccineret, siger de.

Demonstranterne begynder at bevæge sig mod Rigsdagsgården for at gå en tur rundt om Christiansborg.

Lige inden alle er væk, fanger jeg en ung mand, der skiller sig ud. Hans lange hår går til midt på maven, og cigaretten veksler mellem at sidde i mundvigen og vippe i takt med hans talestrøm og at sidde mellem to fingre i højre hånd. Han er en af de få, der kommer med opråb, når lyden fra gryderne indimellem falder.

Han hedder Niels og vil ikke fortælle, hvad han laver til daglig.

”Det er da fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg laver til daglig. Jeg stopper epidemiloven til daglig.”

”Prøv at høre her: Tvangsvacciner af hele Danmarks befolkning, hvordan lyder det i dine ører,” spørger han.

Imens peger han på mig og kigger mig meget intenst i øjnene.


Niels (th) har været med i alle ni dage fra morgen til aften og i starten også om natten, og han stopper ikke, før regeringen trækker sit forslag til en ny epidemilov tilbage. Foto: Nicole Sander/Altinget.

”Jeg er imod epidemiloven og den regering, der kan finde på at foreslå sådan noget,” siger Niels.

”Det er Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der har foreslået, at politiet brækker folks døre ind, lægger dem ned på gulvet, og vaccinerer dem mod deres vilje. Tager derefter deres børn og vaccinerer dem, forstår du det,” spørger han.

Flere gange peger han op på Christiansborg.

Utrættelige demonstranter
Niels har været med fra dag et, dag ud og dag ind, og han er i sin mørkegrå flyverdragt parat til at tage mere end de to nattevagter, han har haft, før de droppede at demonstrere om natten, for han bliver ved, til politikerne dropper den nye epidemilov. Men ifølge ham varer det ikke længe.

”Vi har allerede vundet. Danmark vil ikke være med til det her.”

Og mere har Niels ikke at sige.

Jeg begynder at gå efter lyden af demonstranterne, der går rundt om Christiansborg.

Victoria Søndergaard går lidt for sig selv og banker med sin træske på en rugbrødsform. Hun har den mørkeblå jakke lynet helt op, og tophuen trukket godt ned over ørene. Under huen kan man ane de orange ørepropper.

Lige for tiden er Victoria Søndergaard ledig, men hun er uddannet inden for økonomi og har arbejdet med oplevelsesøkonomi. En branche, som i øjeblikket ”styrtbløder”, fortæller hun.

Det skyldes ifølge Victoria Søndergaard regeringens beslutning om at lukke landet ned tilbage i marts. Derfor er det for hende ikke nok, at epidemiloven bliver trukket tilbage. Victoria Søndergaard ser gerne, at hele regeringen går af.

”Jeg synes, epidemiloven er helt forkert. Altså, at give sundhedsministeren de beføjelser er helt væk. Oven i kommer den her minksag. Hvor meget skal der til, før de går af,” spørger hun retorisk.

Hun mener, der er for meget, der ikke er kommet frem i lyset, og hun er bange for, hvad regeringen ellers skjuler for befolkningen.

”Altså med den her minksag har regeringen givet sig selv billet til at gå af. Det er ikke nok, at Mogens Jensen (fødevareminister, red.) trækker sig. De skal alle trække sig, mens de stadig har noget værdighed,” siger hun.

Med de ord slutter hun sig igen til demonstrationen. Sammen med de andre fortsætter hun ufortrødent, også de kommende dage, og ser frem til denne fredag, hvor høringsfristen for loven udløber.

De to folketingsmedlemmer Lars Boje Mathiessen og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige har planlagt at komme ud til demonstranterne fredag. Partiet vil ikke stemme for epidemiloven.

Som Flemming Blicher siger i sin tale:

”Vi har fået to over på vores side. Så mangler vi bare 177.”

Aksel Heunicke har bidraget til denne reportage. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00