Den cirkulære økonomi blev født i en vestsjællandsk provinsby

Manden i den blå kedeldragt har et utaknemmeligt job.

Halvdelen af den halve time lange rundtur på verdens største insulinfabrik i Kalundborg er så teknisk, at de, der glemte at spidse ører i naturfagstimerne i gymnasiet, er reduceret til at nyde udsigten.

Nogle rum kræver, at man blokerer øregangene for overhovedet at få lov at vade igennem dem. Og når samtalen endelig giver mening, skyldes det, at produktionsdirektøren overgiver sig til irrelevansen og besvarer spørgsmål om medarbejdernes forkærlighed for mikrobryg.

Michael Hallgren er med sine 200 centimeters action-skårne krop i stand til at fylde dragten ud, som får resten af os til at ligne smølfer. Efter en generations ansættelse i Novo Nordisk blev den 52-årige tidligere fabrikschef i 2015 udnævnt til sitechef for Novos aktiviteter Kalundborg. Nu er han atter trukket i det blå arbejdstøj og klinisk korrekte træsko med initialerne “MHAL” indgraveret på hælen. 

Afsprittet og frarøvet al elektronisk udstyr, som frygtes at kunne antænde spritdampene, sjosker Altinget ned ad endeløse gange. Hvide kitler og døråbnende snore i loftet får sammen med de forvoksede cylindertanke i børstet stål fabrikken til at ligne en parring mellem et hospital og et bryggeri. Her produceres halvdelen af den insulin, som holder diabetikere verden over i live.

Et skilt advarer: “Pas på! Der kan stå en kollega på den anden side af døren”. Og alle smiler belevent til Michael Hallgren. Måske fordi de ved, at han er flerdobbelt danmarksmester i karate. Og at man i en video på internettet kan se ham flække 70 centimeter gasbeton med albuen. Ellers fylder han ikke meget i lokalsamfundet.

Hvor mange af dem, som Altinget møder under sine to dage i Kalundborg, mener, at byens tætte sammenhold spiller en særlig rolle i et erhvervseventyr, som er berømt og kopieret fra Sydkorea til Australien, ønsker direktøren at holde arbejde og privatliv adskilt.

“Man undgår at blive fedtet ind i lokalsamfundet, når ens børn ikke går i skole eller spiller fodbold med borgmesterens børn. Men omvendt går man glip af et endnu dybere lokalt kendskab, som kan føre til flere muligheder,” forklarer han.

(Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Industriel symbiose
Her skal man bide mærke i ordet “muligheder”. Andre ord kunne være samspil, samarbejde – eller som de selv kalder det i Kalundborg, symbiose. Og taler man om industriel symbiose, er Kalundborg uomgængelig. Begrebet kan spores tilbage til en kold oktoberaften i 1989. Hvor Inge Christensen – hustru til den daværende leder af Asnæsværket Valdemar Christensen – foreslog ham at bruge betegnelsen i en aktuel debat om byens grønne erhvervseventyr. 

Bæredygtighed blev med Gro Harlem Brundtlands FN-rapport fra 1987 for alvor sat på den globale dagsorden. Politikerne ledte efter konkrete eksempler. Og Kalundborg skulle snart blive en international darling.

Men samarbejdet går længere tilbage endnu. Faktisk helt tilbage til 1961, som var året, hvor raffinaderiet Dansk Veedol fandt på at hente kølevand i den lokale Tissø. Filosofien bag symbiosen er ideen om, at den ene virksomheds affald er den anden virksomheds ressource. En praksis, som de fleste i dag kender som cirkulær økonomi. Men som altså har eksisteret årtier før, det blev et buzzword på Christiansborg, blandt NGO’er og i konsulenthusene. 

Novo Nordisk kom først med i det vestsjællandske samarbejde i 1982. Men er siden vokset til så stor en lokal og regional magtfaktor, at medicinalvirksomheden er blevet uomgængelig. Hver anden arbejdsplads i Kalundborg Kommune er placeret på Novos arealer i den østlige del af byen, som måler det samme som 154 fodboldbaner.

I alt 5.000 medarbejdere er tilknyttet Novo Nordisk og Novozymes. Og siden år 2000 har de to virksomheder skabt 2.200 nye arbejdspladser i kommunen. Det giver dem en enorm magt. Og betyder, som vi også skal se, at kommunen vil gå langt for at bevare arbejdspladserne og dermed sit økonomiske eksistensgrundlag.

Det første skridt
Først skruer vi tiden en uge tilbage. Ad tusmørkelagte landeveje snegler Altinget sig de sidste kilometer gennem morgentrafikken til møde på rådhuset. Morgenens første gæst er Jørgen Christensen. En kemiingeniør fra DTU, som kan fejre 20 års jubilæum som pensionist. Og som tilskrives en afgørende rolle i udbredelsen af symbiosen.

(Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

I 1989 var han som direktør på Novo Nordisk med til at stifte Kalundborg Symbiose. Et netværk af lokale industrivirksomheder, som fandt ud af, at de frem for at betale dyrt for at komme af med affaldet kunne sende det videre til naboen.

“Det er vigtigt at huske på, at symbiosen ikke er noget, som nogen har opfundet i et anfald af genialitet. Det er et samarbejde, som har udviklet sig spontant og over tid, og som vi så på et tidspunkt fandt ud af, at vi blev nødt til at give et navn,” forklarer han over en kop og en croissant på rådhuset i Kalundborg.

Blandt de første projekter var ideen om at bruge den evige gasflamme fra Statoils raffinaderi til at tørre gipspladerne på Gyproc. Og at sende vanddampen, der blev tilovers fra den kulfyrede elproduktion på Asnæsværket, videre til Statoil og Novo Nordisk, som kunne bruge den i produktionen.

“Damp er essentiel i produktionen af enzymer og insulin. Da vi ønskede at udvide produktionen, skulle vi derfor finde en måde at producere mere damp på, som både er dyrt og besværligt. Men så var der én, der fandt ud af, at Asnæsværket havde masser af damp i overskud, og så spurgte vi, om ikke vi kunne få et siderør ud,” fortæller den 82-årige tidligere direktør.

“Dengang var der mere autonomi i hverdagen end i dag. Og hvis man som os lå et godt stykke fra hovedkvarteret, var det endnu lettere at få lov at passe sig selv.”

Og det er sådan set det. Princippet bag symbiosen har ikke ændret sig stort siden. Nye projekter er kommet til. Andre faldet fra. Men grundtanken er intakt.

“Det ér lavpraktisk. Men der var ikke nogen, der havde gjort de her lavpraktiske ting før,” siger Jørgen Christensen.

Men i 1990 skete der noget, som forandrede symbiosen og Jørgen Christensens liv for altid. En journalist kom til byen. Og oven i købet en udenlandsk en af slagsen.

“Jeg havde holdt mit første foredrag på miljømessen i Herning, da jeg blev ringet op af en journalist fra Financial Times. Hidtil var der ikke nogen danske medier, der havde interesseret sig for, hvad vi rodede med i Kalundborg. Når jeg var til møder i København og fortalte om vores arbejde, smilede de og sagde, at det lyder skam interessant. Og så gik de ellers videre til næste punkt på dagsordenen.”

To år efter reportagen fra Kalundborg i Financial Times havde Jørgen Christensen rejst fra London til New York, Toronto, Oslo og Rio de Janeiro i symbiosens tegn. Alle steder blev han hyldet for sit banebrydende arbejde med cirkulær økonomi. Alene i 2017 har byen haft cirka 2.000 gæster nær og fjern, som vil se nærmere på symbiosen. Ministre fra Sydkorea og studerende fra CBS i skøn forening. Og fordi interessen over tid blot er vokset i omfang, besluttede sekretariatet bag symbiosen for et par år siden, at det var på tide på at få sat tal på bidraget til den nationale økonomi.

En frisk rapport fra konsulentvirksomheden Copenhagen Economics anslår, at symbiosen skaber en årlig gevinst på 106 millioner kroner. Beløbet er udregnet ved at sammenligne virksomhedernes produktionsomkostning med et alternativt scenarie uden udveksling af reststrømme. 

“Det har aldrig været symbiosens mål at dokumentere besparelser. Men jo mere vi talte om vores resultater, desto større blev behovet for at kunne bevise, at der er noget om snakken. Nu har vi så et tal, som vi kan vise frem. Men som også er meget konservativt sat. Og spørger du mig, tror jeg, at det er meget større,” hvisker udviklings- og projektchef i Kalundborg Kommune Lisbeth Randers.

Gratis varme
En anden mand optaget af dokumentation er Michael Hallgren. Han har nu smidt kedeldragten og er trukket i sit jakkesæt. Lysegråt med hvid skjorte. Intet slips.

Han kombinerer ligesom forgængeren Jørgen Christensen tjansen som direktør for Novo Nordisk i Kalundborg med at lede arbejdet i symbiosen. Og spørger man ham, er den desværre gået lidt i stå.

“De seneste år har vi prøvet at sætte ekstra gang i symbiosen. Det var blevet for meget once was. Projekter, som ikke rigtig udviklede sig. Vi gav derfor hinanden håndslag på, at vi frem mod 2025 ville lave ti nye projekter, som skal føre symbiosen ind i fremtiden,” siger han.

Tre projekter er allerede sat i værk. Mest kendt er ombygningen af Asnæsværket fra kul til biomasse. Ambitionen er, at det nye værk ved udgangen af 2019 vil kunne levere procesdamp, fjernvarme og el produceret af bæredygtig flis.

Et andet projekt tager afsæt i resterne fra insulinproduktionen hos Novo Nordisk. Og det er i sig selv en bemærkelsesværdig historie. Hvor insulin tidligere blev udvundet fra bugspytkirtlerne fra slagtede svin, fik kemikeren Jan Markussen i 1979 idéen til en metode, som kunne omdanne svineinsulin til human insulin. En opdagelse, som førte til, at Novo i 1987 kunne fremstille insulinen udelukkende på baggrund af gensplejsede gærceller. Man var nu ikke længere afhængig af bugspytkirtler fra dyr og kunne derfor fremstille insulin i næsten ubegræn-sede mængder.

Men al den produktion afføder affald. Hidtil har fabrikken kørt gærresterne ud på markerne hos godt 300 landmænd på det vestlige Sjælland. Men når et nyt biogasanlæg i foråret 2018 står klar, vil gærslammen blive omdannet til biogas, som efterfølgende opgraderes og sendes ud på naturgasnettet.

Til sidst bygger Kalundborg Forsyning lige nu Danmarks største varmepumpe, som kan omdanne resterne fra biogasanlægget til fjernvarme til glæde for byens vinterkolde stuer. Og så er der stadig rester til landbruget.

“Vi ender på den måde med at udnytte energien fra affaldet fra gange,” siger Michael Hallgren.

Men det stopper ikke her, forklarer han med Powerpoint-fjernbetjeningen i hånden.

“Når vi i 2019 begynder at få grøn damp fra Asnæsværket og samtidig får dækket vores strømbehov fra vindmøller, står vi tilbage med en fundamentalt anderledes afgiftsstruktur. Når al energien er grøn, kan vi udnytte overskudsvarmen anderledes end tidligere.
Og det åbner nye muligheder.”

“Alene på Novo Nordisk har vi overskudsvarme nok til at varme hele byen op. Og regner man overskudsvarmen med fra byens andre industrivirksomheder, som også bare sender det ud i luften, vil vi kunne forsyne et stort område med bæredygtig varme. Det er de projekter, som vi nu skal til at kigge på.”

(Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

De to sidste offentlige arbejdspladser
En stund forlader vi teknikken og sætter os i stedet til bords med Martin Damm (V), der netop har taget hul på sin tredje periode som borgmester i Kalundborg Kommune.

I blå skjorte og med sit evige rævesmil om munden har han svært ved at skjule sin tilfredshed med symbiosens resultater. Og ikke mindst med bundlinjen, som byder på vækst, arbejdspladser og international berømmelse – om ikke andet så i kommunalpolitiske kredse.

“Man er som kommune nødt til at have en strategi. Man kan være pendlerkommune med gode boliger og fornuftig adgang til offentlig og privat transport. Hvis vi valgte den strategi, ville vi ikke stå først i køen.”

“Man kan også vælge at have arbejdspladserne selv. Men når man som os hverken har flådestationer, supersygehuse eller statslige styrelser, og de to sidste offentlige arbejdspladser røg, da DSB-kiosken blev til 7-Eleven, er det kun det private erhvervsliv tilbage. Og det er derfor, at der i Kalundborg er en kultur på tværs af partipolitiske skel om, at vores opgave er at sikre flest mulige private arbejdspladser,” forklarer han.

Borgmesterens egen baggrund favner det skel, som kommunen spænder over. Han er uddannet elektromekaniker, men har siden uddannet sig til civiløkonom med en master i public management. Han er derfor fascineret af forsyningens evne til at levere tre slags vand – “noget som ingen andre i Danmark kan” – men samtidig pinligt bevidst om den brandingmæssige værdi.

“Der er fantastisk god branding i symbiosen. Jeg har godt nok set mange Powerpoints om miraklerne ved cirkulær økonomi. Men i Kalundborg vil vi hellere udføre det i praksis frem for at snakke om det.”

Men Martin Damm slipper ikke for snakken. Hver gang EU skal holde konferencer om cirkulær økonomi i praksis, er hans kommune casen. Og da Ida Auken i sin tid som miljøminister ville lokke landets øvrige kommuner i gang med det symbiotiske arbejde, var det også Kalundborg, der igen og igen blev fremhævet som mønstereksemplet.

Arbejdsløse akademikere med bussen
Men pynter borgmesteren sig med lånte fjer? Er det rådhusets fortjeneste, at en virksomhed som Novo er vokset til at huse 5.000 ud af kommunens godt 9.000 arbejdspladser?

“Dem, der tror, at der har siddet en genial mand for 50 år siden og udtænkt filosofien bag den industrielle symbiose, kommer til at lede længe. Det er udviklet over tid. Og er opstået som følge af, at vi har haft et stærkt fagligt fællesskab og en masse ingeniør, som har spillet fodbold sammen i fritiden eller snakket over et glas gløgg til juleafslutning på folkeskolen,” forklarer Damm.

Tror man, at kommunen ikke har haft en finger med i spillet, tager man dog også fejl, pointerer borgmesteren. Et centralt element i hans arbejde er at tiltrække og fastholde de medarbejdere, som Novo Nordisk og byens øvrige virksomheder har brug for. Man har derfor etableret en såkaldt rekrutteringsalliance, som skal løse lige netop denne opgave. Anført af arbejdsmarkedschef Jens Folman er kommunen således gået i gang med at rekruttere højtuddannet arbejdskraft til det lokale erhvervsliv.

“Martin Damm kom engang til at sige, at akademikere har en søgeradius på 50 meter svarende til afstanden til den nærmeste café. Det provokerede dem i København. Og så sagde de, at vi måtte komme og hente dem. Det blev startskuddet til samarbejde,” forklarer Jens Folman over et stykke lokalt produceret smørrebrød på kommunen.

Nu fragtes de arbejdsløse akademikere ind med busser. Men først efter at konsulenter på jobcentrene i København, Odense, Aarhus og Aalborg nidkært har undersøgt, om de matcher de lokalt krævede kompetencer. Og det virker. På ét år er antallet af åbne stillinger hos Novo Nordisk i Kalundborg reduceret fra 120 til 60.

“Jobcentrene i de store byer får ekspederet de ledige ud af kommunen og væk fra offentlig forsørgelse. Og vi hjælper Novo Nordisk og andre virksomheder med at besætte hard to fill-stillinger,” siger han.

Det lyder næsten, som om du skulle være blevet HR-chef hos Novo Nordisk i stedet? Hvad er gevinsten i alt det her for kommunen? 

“Men så var vi gået glip af muligheden for at lave en landsdækkende screening. Det har været en støvsugning helt ned i detaljen. Nu er næste mål at udvide netværket, så vi også ansætter partnere til folk, der får arbejde i Kalundborg. Det er ofte en hindring for bosætning, at partneren ikke kan få job. Partnernes cv’er sendes derfor ud i rekrutteringsalliancen, og så sørger virksomhederne for, at de får ekstra opmærksomhed,” forklarer Jens Folman. Og fastslår:

“Men i sidste ende er det naturligvis den bedste kandidat, der får jobbet.”

Men selv om arbejdsmarkedschefen ikke siger det direkte, er den kommunale godbid, at man tiltrækker nye borgere. Og holder på dem, der allerede er der. Men det stopper ikke ved ansættelserne. Har man fået job i den lokale industri, hjælper kommunen også med at finde et sted at bo, som Martin Damm forklarer det.

“Nye medarbejdere kommer automatisk foran i køen til at få en bolig i kommunen. Og samtidig sørger vi for, at de bliver kørt ud og integreret i det lokale foreningsliv. Vi skal give dem det totale netværk, så de ikke forlader os igen. Og så håber jeg, at du får skrevet lidt om en motorvej også.”

Carmen Curlers
De sidste ord falder skødesløst, nonchalant, nærmest lidt for sjov. Men det er alvorligt ment. Og vender vi kort tilbage til rapporten fra Copenhagen Economics, er hovedkonklusionen også, at den værditilvækst, som Kalundborg Kommune de seneste år har oplevet, kun bliver endnu stærkere, hvis Holbækmotorvejen forlænges hele vejen til Kalundborg.

Analysen viser, at der venter en samfundsøkonomisk gevinst på én milliard kroner ved at sætte hastigheden op til 110 på de sidste 30 kilometer ud til den vestsjællandske industriby. Og selv om en politisk aftale fra 2009 allerede har garanteret, at motorvejen bygges færdig, føler man lokalt pres for at skubbe på udviklingen. Eller som kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen, der også sidder med ved mødebordet, forklarer det.

“Det handler ikke kun om at få motorvej de sidste 30 kilometer, men om at styrke rekrutteringen, så vi kan vise folk, at der faktisk er noget at køre efter.”

Men er de ikke bange for at smide for mange æg i den samme kurv? At gøre sig for afhængige af Novo Nordisks mange tusinde arbejdspladser? Og i sidste ende blive, hvad man på fagsprog kalder en company town?

Martin Damm erkender, at det ville katastrofalt for byen, hvis Novo en dag skulle beslutte sig for at rykke teltpælene op.

“Det ville være en voldsom katastrofe. Men det er ikke noget, der bare lige sker. Vi havde Kalundborg Skibsværft, som gik konkurs i 1921. Og vi havde Carmen Curlers, som lukkede fabrikken ned efter at have haft 3.500 ansatte i 1960’erne. Så vi har prøvet det før. Og forskellen fra dengang er, at risikospredningen i dag er meget større.”

“Tidligere giganter havde kun ét produkt. Og hvis ikke vi skulle have lavet krøller, så var det ligesom slut. Jeg tænker kun på, hvordan jeg får det til at vokse.”

Svært at kopiere Kalundborg
Apropos giganter så ligger der en norsk en af slagsen få minutters kørsel fra rådhuset. Og selv om Statoil med opkøbet af Esso kan smykke sig med titlen som symbiosens fadder, lever raffinaderiet en mere tilbagetrukket tilværelse i begyndelsen af 2018. Bevares. Materialerne flyder stadig ind og ud af industrikomplekset i den sydlige del af byen. Men ikke i samme omfang som tidligere. Og nye projekter er på vej, som synes at gå imod den symbiotiske ånd. Eksempelvis har man fra begyndelsen af 2018 besluttet at producere sin egen procesdamp. Og ikke være afhængig af leverancen fra Asnæsværket.

“Den bedste måde at beskrive symbiosen på er, at den er levende. Nogle steder bliver den mindre. Andre steder vokser den. Tidligere købte vi damp fra Ørsted og solgte gas til Gyproc. Nu kigger vi på andre muligheder for at afsætte vores overskudsvarme,” forklarer den administrerende direktør Jofrid Klokkehaug.

Men der er kommet grus i symbiosen. Raffinaderiet håbede som del af omstillingen af Asnæsværket at kunne afsætte sin overskydende kapacitet til byens fjernvarmekunder. Men det krævede, at olievirksomheden kunne indgå en kontrakt om afsætning af overskudsvarme de næste 20 år.

“Nu er det kun fuglene i Kalundborg, der har glæde af overskudsvarmen. Udfordringen er at finde kunder til vores overskudsvarme. Langvarige aftaler er svære at indgå i en branche, der er så hård som vores. Jeg kan ikke spå om markedet mange år frem. Det er der vel ingen, der kan,” siger hun.

Men norske Jofrid Klokkehaug og Statoil har ikke givet op. Lige nu afventer man regeringens varslede ændringer af afgiftsstrukturen i energisektoren. Og læner man sig et øjeblik tilbage i stolen og lader parterne føre samtalen selv, er der ikke akavet tavshed, der fylder rummet.

Statoil: “Er det ikke jeres Novo, som man kan se ud af vinduet?”

Novo: “Jo, det er vores kran.”

Statoil: “I gamle dage var vi større end Novo. Men nu må I være den største virksomhed i Norden.”

Statoil: “Jeg synes i øvrigt ikke, at jeg så dig i Symbioseløbet?”

Desuagtet at symbiosen har været forsøgt kopieret verden over, er det ganske få steder, at det er lykkedes. Og i Danmark findes det bedste eksempel i Aalborg, hvor rejeskaller fra Royal Greenland Seafood forarbejdes af Fodercentralen Limfjorden til brug i mink-foder.

Martin Damm mener, at succesen skyldes virksomhedernes villighed til at åbne bøgerne for hinanden. Og tage drøftelser, som man normalt ikke ville tage.

“Det er svært at starte fra scratch. Hvis man bare rækker fingeren i vejret i en tilfældig jysk by uden erfaring, så er det tungt. Man kan ikke kopiere Kalundborg. Og man kan ikke som kommune sige: “Nu har vi fundet på noget rigtig spændende – I skal bare gøre sådan og sådan”. Men man kan tage ved lære af vores åbenhed,” siger borgmesteren.

Og den udlægning genkender Jofrid Klokkehaug fra Statoil.

“Det er et spørgsmål om åbenhed. Det er en kultur, som starter hos medarbejderne i virksomheden. Og ikke noget, der kan besluttes oppefra. Jeg tror, at det er en meget skandinavisk værdi. Den fysiske afstand er ikke den største barriere for symbiosen. Det er den mentale afstand.”

Men den kulturelle bevidsthed til trods er det ikke lykkedes Statoil at kopiere modellen andre steder i verden. Man har forsøgt flere steder i Norge. Problemet er, at industrien langs den norske kyst ofte ligger så spredt, at der ikke er tilstrækkelig volumen.

“Flere steder har vi brugt kølevandet fra anlæggene til fiske- og hummeropdræt. Men det er slet ikke så udviklet som her i Kalundborg.”

Det siger de om symbiosen i Kalundborg

Kommunen er med i alt
Vi kan altså konstatere, at industriel symbiose er en sjældenhed. Måske et unikum. Men betyder det faktum, at man har etableret sin virksomhed i et symbiotisk smørhul så, at man aldrig kunne finde på at forlade det?

“Nøgternt set kunne forretningen godt hænge sammen uden symbiosen,” forklarer Michael Hallgren tilbage i mødelokalet hos Novo. Anslår vi, at Novo Nordisk høster halvdelen af symbiosens årlige gevinst på 106 millioner kroner, kan dette tal holdes op imod den milliard kroner, som virksomheden årligt investerer i Kalundborg. Og i sidste ende en samlet omsætning på godt 113 milliarder kroner.

“Men selv om den udgør en forsvindende lille del af omsætningen, ændrer det ikke ved, at vi sparer godt 50 millioner kroner årligt på symbiosen. En anden måde at se symbiosen på er, at den tiltrækker nye virksomheder til byen. Og ja, de stjæler måske nogle af vores medarbejdere. Men historien har vist, at medarbejdere, som er væk nogle år, og siden kommer tilbage, bidrager med et andet perspektiv og undgår at gro fast,” siger han.

Hvor vigtig en brik er kommunen i symbiosen?

“Jeg vil sige det sådan, at kommunen har en finger med i stort set alt, hvad vi har med at gøre. Det at blive integreret i Kalundborg er ikke bare lige. Nogle siger, at man først er rigtig integreret efter tre generationer på Røsnæs. Det er svært at falde til i lokalmiljøet. Og i det perspektiv er det utrolig værdifuldt, at kommunen går ud og ringer på folks dør og siger, “du er ny i Kalundborg. Nu skal du se – vi tilbyder sådan og sådan”. Og ikke bare har en hjemmeside, som folk selv skal finde ind på.”

Er kommunen ikke bare jeres udvidede HR-afdeling?

“Jeg ser bestemt ikke kommunen som Novos forlængede HR-afdeling, men som en vigtig brik i spillet. Det nytter ikke noget, at vi gør en hel masse for at trække folk til Kalundborg, hvis ikke kommunen bakker op om indsatsen. Hvis ikke der er institutionspladser og uddannelsesmuligheder, ender det bare i en blindgyde.”

Og til slut det helt store spørgsmål. Er Novo stadig at finde i Kalundborg om 20 år?

“Jeg har ikke fantasi til at forestille mig andet. Alene siden årtusindeskiftet har vi investeret 14 milliarder kroner i Kalundborg. Og vores nye fabrik i USA har kun 20 procent af kapaciteten i Kalundborg. Så det er utænkeligt, at vi ikke stadig skulle være her til den tid.”

Og efter en kort tænkepause.

“Medmindre nogen opfinder en kur, så vi kan kurere diabetes via stamceller. Det er den eneste trussel. Og sker det, ved vi ikke, hvad der kommer til at ske.”  

Historien om Kalundborgs industrielle symbiose stopper ikke her. Altinget: forsyning skriver videre om emnet. Blandt andet med interviews med chefen for Ørsteds danske kraftværker Niels Christian Kjær, som fortæller om overvejelser og udfordring ved omstillingen fra kul til biomasse. Og direktør i Kalundborg Forsyning Hans-Martin Friis Møller, som driver, hvad han selv kalder Danmarks mest specialiserede forsyningsselskab. Og som mener, at forsyningssektoren spiller en særlig rolle i udviklingen af de lokale erhvervsmiljøer.

Tidslinje: Klima, forsyning og energi