Den nye Mette Frederiksen taler pænt om EU, udlændinge og reformer

Ord betyder noget. De former os og vores opfattelse af virkeligheden, og derfor er netop ord ofte politikernes stærkeste våben – fordi de kan sættes i arbejde med det samme, mens lovgivning er en langt mere besværlig proces, der indebærer forhandlinger, høringsproces og tre behandlinger i Folketinget.  

Det er også forklaringen på, at statsministerens nytårstale er en af årets vigtigste begivenheder. Den er med til at bestemme, hvad pressen kaster sig over som det første i det nye år, og de bedste af talerne sætter en dagsorden, der holder i årevis og ender med at definere ministres eftermæle.

Nytårstalen er på den måde måske den modigste tale, Mette Frederiksen har holdt som statsminister

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

I Mette Frederiksens (S) tredje nytårstale benyttede hun platformen til at foretage en stribe markante politiske justeringer. Ikke revolutioner, men justeringer. Jeg noterede mindst fire.

Og det slående var, at de alle fire havde det til fælles, at de markerede en øget afstand mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – og til dels også til fagbevægelsen.

1: Udlændinge

I det korte afsnit om udlændinge fremhævede Mette Frederiksen det samme forslag, som hun nævnte i nytårstalen 2021, nemlig forslaget om arbejdspligt til personer med integrationsbehov.

Men perspektivet var vendt på hovedet. Hør her, hvordan Mette Frederiksen præsenterede idéen i 2021:

"Helt grundlæggende må det være sådan, at når man har fået ophold i Danmark, så skal man selvfølgelig forsørge sig selv. Hvis det i en periode ikke kan lade sig gøre, vil regeringen foreslå, at man – til gengæld for sin ydelse – får pligt til at bidrage med, hvad der svarer til en almindelig arbejdsuge på 37 timer".

I 2022 lød det pludselig sådan her:

"Danmark skal bygge på ret og pligt. Mange af jer, der gennem årene er kommet hertil udefra, har taget de værdier til jer. I har ofte nogle af de hårdeste job. I knokler. Nu skal vi have flere med. (…) Og til jer – særligt kvinder med ikke-vestlig baggrund, som ikke har et arbejde, selvom I har været i Danmark i mange år: Vi har brug for jer".

Politikken er den samme, men den nye Mette Frederiksen pakker ikke længere forslaget ind i advarsler om fundamentalisme og parallelsamfund.

2: EU

Hvem kan huske, hvornår en statsminister senest nævnte EU i en nytårstale?

Det er nærmest et ritual, at de mest EU-begejstrede danskere klager over, at unionen endnu en gang er udeladt fra talen.

I 2020 kårede Altinget oven i købet Mette Frederiksen som "den mest EU-skeptiske statsminister" nogensinde efter hendes tale ved DI's Europakonference, hvor hun kaldte EU's budget for "gak" og afskrev debatten om at placere sig i kernen af Europa som noget akademisk snak.

Men hør nu, hvordan det lyder i 2022:

"I år er det 50 år siden, Danmark besluttede at træde ind i det europæiske fællesskab. EU startede som en kul- og stålunion. Nu kæmper vi for, at det bliver en klimaunion. Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent. For alternativet. Det findes ikke. Et svagt Europa giver et svagt vesten. Verden har behov for det modsatte".

Her forsøger Mette Frederiksen ikke at varme op til et opgør med forbeholdene. Hun taler heller ikke til dem med blå-gule sokker (som i øvrigt helt rituelt hidsede sig op over talen, fordi Frederiksen havde sagt "Europa" i stedet for "EU").

Hun forsøger i stedet med ord at påvirke sine mest skeptiske kernevælgere og overbevise dem om, at et stærkt EU også er i deres interesse.

3: Reformer

I sit forsigtige afsnit om økonomiske reformer åbner Mette Frederiksen en dør på klem for at tillade mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark ved at sænke den såkaldte beløbsgrænse.

"Vi mangler arbejdskraft. Og hvis ikke vi gør noget, så risikerer vi både at bremse fremgangen og spænde ben for den grønne omstilling," sagde hun.

Hun lægger ikke op til nogen revolution – og det er højst usikkert, om Venstre, Konservative og Radikale vil stille sig tilfreds med den midlertidige og begrænsede ordning, Mette Frederiksen foreslår.

Men hun åbner døren – og dermed anerkender hun nølende den konkurrencestatslogik, hun og hendes ministre ellers har haft så travlt med at nedgøre i dønningerne efter Thorning og Corydon.

4: Klima

Afsnittet om klima var nøje afstemt med majestætens nytårstale dagen forinden, hvor dronning Margrethe specifikt nævnede grønt flybrændstof og tilsluttede sig idéen om, at klimaudfordringen kan løses med teknologi:

"Videnskab og teknik kan hjælpe os til at nå målene for klimaneutralitet og bæredygtighed," sagde dronningen.

Mette Frederiksen fulgte op med specifikke målsætninger for de grønne fly. 

Men hun tilføjede også et værktøj, som er langt mere kontroversielt, nemlig en ny afgift på co2, som i sagens natur vil være dyrest for dem, der udleder mest, hvilket i Danmark vil ramme visse dele af industrien samt på et senere tidspunkt landbruget.

At en co2-afgift er på vej, var ikke nogen overraskelse, men det er alligevel en kursændring for en statsminister, der hidtil har fokuseret mest på teknologiske løsninger og den såkaldte "hockeystav", der også kan oversættes med tålmodighed.

"Vi skal kollektivt være lige så utålmodige, som kloden har brug for," lyder det nu fra statsministeren.

Mette Frederiksens modigste tale 

Fællesnævneren for de fire udmeldinger er, at de ikke forandrer regeringens politik fundamentalt – men at de pakker den ind i en ny fortælling, som Mette Frederiksen ikke plejer at bruge.

En fortælling, hvor ikke-vestlige indvandrere er en ressource, hvor et stærkt EU er en god ting, hvor økonomiske reformer er nødvendige, og hvor klimakampen godt må gøre ondt.

Hun åbner døren – og dermed anerkender hun nølende den konkurrencestatslogik, hun og hendes ministre ellers har haft så travlt med at nedgøre i dønningerne efter Thorning og Corydon

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Og fællesnævneren er dermed også, at de bidrager til en fortælling, som går stik imod Dansk Folkepartis linje på alle fire områder. Og som på afgørende punkter også går stik imod, hvad de store forbund i FH drømmer om. Reaktionen fra fagbevægelsen har da også været noget nær forfærdelse ved udsigten til mere udenlandsk arbejdskraft og nyttejob for ikke-vestlige indvandrerkvinder.  

Nytårstalen er på den måde måske den modigste tale, Mette Frederiksen har holdt som statsminister. Hidtil har hun insisteret på en retorik og et verdensbillede, der lå meget tæt op ad Dansk Folkepartis og aldrig lagde sig ud med fagbevægelsen – med det indlysende formål at holde fast på de arbejdervælgere, der omsider var vendt tilbage til Socialdemokratiet.

Midten flytter sig

Modet til at lægge afstand til Dansk Folkeparti kan virke overraskende, når man tænker på, at statsministeren egentlig befinder sig i en ret dyb krise udløst af minksagen – men der er også logiske forklaringer, selvfølgelig først og fremmest kommunalvalget, der kastede lys på Socialdemokratiets alvorlige problemer med at appellere til vælgere i de større byer.

Det hører også med til billedet, at Socialdemokratiets aktuelle krise er det rene vand i forhold til den krise, Dansk Folkeparti befinder sig i. Og endelig er Mette Frederiksen hjulpet af, at Venstre under Jakob Ellemann-Jensen har foretaget den samme manøvre og øget afstanden til Dansk Folkeparti.

På den måde blev nytårstalen et meget håndgribeligt tegn på, at midten er ved at flytte sig i dansk politik. Eller sagt på en anden måde: Mette Frederiksens nytårstale viser, at 2001 er slut.