Den oprigtige solidaritet findes ikke hos dem, der gør forskel på flygtninge

“Det værste er, at jeg ikke kan gøre noget”.

Sådan beskrev min ukrainske nabo den håbløse situation, hendes familie i Ukraine står i lige nu. Hendes mor er syg, og har ikke mulighed for at flygte fra de russiske angreb. Med tårer løbende ned ad sine kinder beskrev hun en af de værst tænkelige følelser: afmagt.

Mange danskere bliver i disse dage konfronteret med en grusomhed, mange troede hørte til i et fjernt kapitel af den europæiske historie. Krig sætter atter sine ækle og brutale spor i Europa. Vores nærområde er igen centrum for krig. Danskerne har fået en brat opvågning fra velfærdsstatens stille vugge. Heldigvis er borgernes reaktioner intet mindre end dybtfølte og smukke.

Omvendt er det beskæmmende at se, hvordan flere politikere bruger anledningen til tale ned og forskelsbehandle andre grupper af flygtninge, som vi senest har set det med en suspendering af smykkeloven for de ukrainske flygtninge, men ikke for andre. 

Lige nu flyder de sociale medier ikke desto mindre over med det ukrainske flags korngule og himmelblå farver. Mennesker flokkes på pladser i hele landet for at vise deres solidaritet med det ukrainske folk, der i disse timer kæmper en brav kamp mod det, der burde være en overlegen modstander. 

Den oprigtige solidaritet findes ikke hos dem, der gør forskel på mennesker på flugt

Sana Mahin Doost

Medmenneskeligheden er til at få øje på, når borgere overalt i landet melder sig som frivillige, laver indsamlinger, donerer penge og kører til den polske grænse for at hjælpe nogle af de mange tusinde flygtninge, der søger ly fra bomberegnen. Civilsamfundet viser sig fra sin smukkeste side.

Og selvom at det ikke stopper krigen, så kan civilsamfundet og menneskelig medfølelse noget, som ingen stat eller international organisation kan orkestrere. Derfor er det afgørende, at vi ikke lukker øjnene for verdens elendighed, men at vi konfronterer den – selv med vores begrænsede ressourcer og velvidende, at vores bidrag er en dråbe i havet.

Medmenneskelighed er det bedste svar på den afmagt, vi føler lige nu. Omend det føles utilstrækkeligt, så gør det en forskel, når vi, der har overskud, gør lidt med det udgangspunkt, vi har. Hvad end det er et kram til en nabo, en tøjindsamling eller at hjælpe flygtninge ved den polske grænse.

På dagen for den russiske invasion hørte vi, hvordan vi var stået op til en ny verdensorden. Hvordan situationen er mere tilspidset end under de koldeste dage af Den Kolde Krig, og hvordan invasionen vækker erindringer til Anden Verdenskrig.

Vi holder hver aften vejret, når vi går i seng, og vi beder til, at Kyiv ikke er faldet, når vi vågner igen næste morgen. Verdenshistorien udspiller sig for vores øjne, og vores muligheder for at gøre en forskel synes begrænsede. For hvad kan vi som enkeltindivider overhovedet stille op i et stormagtsspil, der er så uendeligt mange gange større end os selv?

Det lette svar er at gøre intet. At forholde sig passivt og håbe, at politikerne finder løsninger. I forskelligt omfang gør vi det alle sammen. Vi slukker for nyhedsstrømmen, når den bliver for uoverskuelig. Vi lever videre velvidende, at andre dør.