2 A'er: Der er for meget Wikipedia og for lidt indsigt i ny bog om USA's præsidentvalg

De mange præsidentvalg i 1800-tallet – mens det nye land gik fra at være et forholdsvist lille land bestående af 13 delstater på Østkysten til at blive en kolossal nation, som vokser mod Vest – rummer så mange gode historier, at det ville have været spændende at høre nogle af dem.

Ved at gå igennem alle valgkampene bliver for mange af beskrivelserne ganske enkelt for overfladiske.

David Trads

Andrew Jackson, valgt i 1824 som den første præsident, som ikke var en del af den oprindelige elite af 'founding fathers', ville eksempelvis have været en pragtfuld historie, men han spises af med nogle få linjer.

Hans valgkampe for et par hundrede år siden ville minde os om, at populismen i positiv forstand altid har været en del af Amerika.

Overfladisk og uden detaljer

I stedet for større beskrivelser af udvalgte valgkampe vælger Agner at beskrive hvert enkelt af de seneste 26 valgkampe siden 1920.

Nogle af dem er mere spændende end andre – eksempelvis er Franklin Roosevelts første sejr i 1932 over Herbert Hoover og John F. Kennedys snævre triumf over Richard Nixon i 1960 en hel del mere spektakulære end Calvin Coolidges eller Bill Clinton valgkampe i henholdsvis 1924 og 1996.

Anders Agners viden om Amerika er selvfølgelig stor. Desværre har alle kapitler en tendens til at blive for leksikale og for lidt håndholdte.

David Trads

Ved at gå igennem dem alle bliver for mange af beskrivelserne ganske enkelt for overfladiske. Selv John F. Kennedys sejr i 1960, som ellers er den præsident, som Agner virkelig har dyrket i sit forfatterskab, forekommer uforløst. De, der gerne vil vide, hvordan JFK, dette ikon, førte sin valgkamp på, får ikke meget at vide:

"Rolig og tilbagelænet præsenterede Kennedy sine visioner for fremtidens Amerika," skriver forfatteren uden at fortælle os, hvad disse visioner var. "Omstændighederne gjorde derfor, at Kennedy skulle vinde kandidaturet på græsrodsniveau," konstaterer Agner igen ud at blive konkret. "Eisenhower mindede om en rar gammel bedstefar, som muligvis var driftssikker," fortæller forfatteren om forgængeren, som her ingen kredit får for at efterlade den lykkeligste amerikanske befolkning nogensinde. Amerika red på en bølge i 1960!

Anders Agner Pedersens viden om Amerika er selvfølgelig stor. Hans lyst til at formidle den er også tydelig. Desværre har alle kapitler en tendens til at blive for leksikale og for lidt håndholdte.

Et sted nævner han eksempelvis, at han har været i Det Ovale Værelse to gange, og at besøgene gav ham 'kuldegysninger'. Her ville det have været spændende at folde ud hvorfor.