Ét andet er dedikeret til Betty Ford (førstedame fra 1974 til 1977 og gift med Gerald Ford), også kaldet 'Tabubryderen'. Hun stod frem for at fortælle om sin brystkræft – en sygdom, der dengang var så stort et tabu, at den blev omtalt som "en kvindesygdom".

Det fik antallet af brystkræftdiagnoser til at sige med 15 procent, fordi kvinder i højere grad blev tjekket for det, hvilket gav mulighed for at sætte ind mod sygdommen tidligere.

Og så er der kapitlet med Nancy Reagan (førstedame fra 1981 til 1989 og gift med Ronald Reagan), som ifølge bogen var sin mands tætteste rådgiver. Hun opfordrede ham til at række ud til den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og påvirkede de to supermagters relation positivt.

Et historisk oprids

Ved at fokusere på ti amerikanske præsidentfruer i kronologisk rækkefølge fra da Edith Wilson overtog rollen i 1915, til Melania Trump (førstedame fra 2017-2021 og gift med Donald Trump) fik titlen i 2017, gennemgår bogen også konturer af nogle af de mest skelsættende episoder i de seneste 100 års amerikansk politisk historie. 

Det er et ambitiøst projekt, og da bogen kun er 249 sider, bliver nogle af eksemplerne alt andet lige også en smule overfladiske. Nogle af dem virker endda, som om de primært er skrevet ind, fordi de har været nemt tilgængelige.

Måske er det derfor, de bogens første kapitler er de stærkeste, mens de sidste er de længste.

Hvorfor dedikeres der eksempelvis en hel side til at beskrive, hvordan Melania Trump plagierede dele af Michelle Obamas tale? Er det et godt eksempel på en indflydelsesrig førstedame? 

På den anden side gør det historiske oprids det nemt at drage interessante perspektiver til kvindekampen i dag og følge, hvordan kvinderollen har udviklet sig. Og måske endnu mere interessant: hvordan den ikke har udviklet sig.

Tag bare det faktum, at samtlige præsidentfruer opgav egne karriereplaner for at hjælpe deres mænd med at enten vinde eller bevare magten. Også Michelle Obama og Hillary Clinton, som havde succesfulde karrierer. Jill Biden (præsidentfrue siden 2021 og gift med Joe Biden) er den første og eneste præsidentfrue, som har beholdt sit eget job, efter at hendes mand er blevet indsat som præsident.

En værdifuld politisk accessory 

En anden ting, der heller ikke har ændret sig, er, at kvinderne kan være en værdifuld politisk accessory. Mange af bogens eksempler er udtryk for, at ja, præsidentfruerne var magtfulde, men de fik udelukkende politisk indflydelse i kraft af deres mænd.

Forfatterne har ved hjælp af mange konkrete eksempler formået at gøre stoffet både nærværende, tilgængeligt og medrivende

Mange af dem er blevet kritiseret på baggrund af deres udseende og fremtoning. Og den tendens er måske endda kun blevet værre de seneste år, hvor præsidentfruer på begge sider af det politiske spektrum – lige fra demokraten Hillary Clinton til republikaneren Melania Trump - er blevet udsat for massiv kritik, særligt fra politiske modstandere. 

Flere af dem blev endda overtalt til at droppe deres ønske om skilsmisse og lukke øjnene for utroskab, fordi de var et værdifuldt politisk redskab for deres mænd.

Da Jackie Kennedy (førstedame fra 1961-1963 og gift med John Kennedy) ønskede skilsmisse, overtalte hendes svigerfar hende til at blive i ægteskabet, for det ville ifølge hans rådgivere være "katastrofalt" for hans karriere.

Også Franklin Roosevelts mor modsatte sig sin søns skilsmisse og truede med at gøre ham arveløs, "ligesom han rådgivere desuden mente, at det ville være politisk selvmord", som der står i bogen.

Så måske det giver meget god mening, at der i Washington D.C. er et museum med en udstilling om de amerikanske førstedamer, som består af 45 kjoler, som et symbol på den accessory, kvinder bliver set som?

Ikke desto mindre skal der lyde en varm anbefaling til at supplere sådan en slags udstilling med Wismer og Biltoft-Knudsen's bog 'Førstedamer'.

På den måde kommer vi et skridt nærmere at skrive kvinder ud af deres mænds skygge.