Debat

Direktør i KL: Roger Buchs fantasifulde motivforskning holder ikke vand

Roger Buch argumenterer for, at sundhedsudgifterne i Danmark bliver holdt nede af, at de fleste opgaver er samlet i regionerne. Og at regionernes udgifter til sundhed er steget gevaldigt, mens kommunernes økonomi har stået stille. Men sandheden er jo, at udgifterne til vores hospitaler er steget meget markant siden kommunalreformen i 2007, skriver Christian Harsløf.

KL er ikke på opgavehugst, men på jagt efter de løsninger, der er bedst for borgerne, skriver Christian Harsløf i et svar til Roger Buch.
KL er ikke på opgavehugst, men på jagt efter de løsninger, der er bedst for borgerne, skriver Christian Harsløf i et svar til Roger Buch.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Christian Harsløf
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er altid spændende at læse med, når andre motivforsker på ens vegne. Og derfor var det også ekstra interessant læsning i Altinget 26. februar, hvor centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch mener at have gennemskuet KL's interessevaretagelse.

I et indlæg påstår han, at kommunerne er på opgavehugst på sundhedsområdet og i øvrigt mener at kunne løse sundhedsvæsenets opgaver bedre og billigere end regionerne.

Selvom fantasifuld motivforskning ofte kan danne grobund for en god historie, så bliver ting som regel klarest, når de kommer fra hestens egen mund. Så det vil jeg nu forsøge.

Ikke en opgavehugst

Vi har brugt årtier på at skabe et specialiseret og centraliseret sundhedsvæsen, der er rigtig godt til blå-blink og hvide kitler. Men hvor dem, der er flest af – nemlig de skrøbelige ældre, mennesker med kronisk sygdom, mennesker med psykiske lidelser – bliver stadigt mere trængte.

Det er løsningerne for dem, vi skal have for øje, når vi omstiller sundhedsvæsenet. De må ikke blive sekundapatienter i det specialiserede sygehusvæsen.

Alle er enige om, at tiden er kommet til at styrke det nære sundhedsvæsen. Dét er vores ærinde, at netop den ambition nu også bliver til virkelighed.

Vi er ikke på opgavehugst, men på jagt efter de løsninger, der er bedst for borgerne. Med de rigtige kompetencer til de rigtige opgaver. Hvor borgeren får hjælp i rette tid, tæt på eget hjem. Til gavn for den enkelte og for samfundet, fordi vi undgår dyre behandlingsforløb, sygemeldinger, sociale udfordringer og så videre.

Bedre lægedækning

Vores udspil med PLO, som også har været en tur under Roger Buchs lup, indeholder ti konkrete forslag til, hvordan man kan omstille sundhedsvæsenet, så det i langt højere grad møder borgerne med tidlige indsatser, sikrer en bedre lægedækning i hele landet og øger borgernes tilgængelighed til deres praktiserende læge.

Regionerne har haft det samlede ansvar for almen praksis i årtier, men vi må ganske enkelt konkludere, at de ikke er lykkedes med opgaven med eksempelvis at sikre lægedækning i hele landet.

Christian Harsløf
Direktør, KL

Forslagene fungerer samtidig som KL og PLO's bud på, hvordan de 1.500 ekstra praktiserende læger, som det er aftalt, at der kommer frem mod 2035, kommer borgerne til størst mulig gavn.

Vi foreslår blandt andet, at der skal være en national styring af, hvor nye ydernumre bliver placeret, og at det fremover bør være KL og PLO, der skal forhandle den nationale overenskomst om almen praksis, så vi for alvor lykkes med at ændre sundhedsvæsenets kurs.

Regionerne har haft det samlede ansvar for almen praksis i årtier, men vi må ganske enkelt konkludere, at de ikke er lykkedes med opgaven med eksempelvis at sikre lægedækning i hele landet. Det er det højt specialiserede, der har vundet hver gang.

Regionerne er heller ikke kommet med et bud på, hvad de vil med de 1500 flere læger. Derimod er antallet af hospitalslæger steget med 43 procent på 15 år, hvilket svarer til 5.000 ekstra læger, mens der blot er kommet 42 ekstra praktiserende læger. Så hvad skulle få os til at tro, at mere af det samme er vejen frem? At yderligere centralisering gavner borgerne?

Urigtige påstande

Sundhed er meget mere end den korte tid, vi er indlagt på et sygehus. Ældre modtager mere behandling og pleje i eller tæt på hjemmet. Borgere med en kronisk sygdom går på arbejde, er sammen med deres familier og lever et langt liv uden for sygehuset.

Jeg er ikke ude på at påstå, at kommunerne med et snuptag kan styre økonomien bedre – men argumentationen fra Roger Buch holder da i hvert fald ikke vand.

Christian Harsløf
Direktør, KL

Opgaven med at komme tilbage efter en sygdom ligger i nærmiljøet. Men når dem, der ejer sygehusene, også skal drive de nære sundhedstilbud, så bliver de nære tilbud taberne. Både økonomi og medarbejdere driver mod det højt specialiserede. Derfor er Danmark også et af de lande, hvor sygehusudgifterne udgør den største del af sundhedsudgifterne. 

Roger Buch argumenterer med, at sundhedsudgifterne i Danmark bliver holdt nede af, at de fleste opgaver er samlet ét sted: i regionerne. Samtidig skriver han, at regionernes udgifter til sundhed er steget gevaldigt, mens kommunernes økonomi har stået stille.

Jeg er ikke ude på at påstå, at kommunerne med et snuptag kan styre økonomien bedre – men argumentationen fra Roger Buch holder da i hvert fald ikke vand. For sandheden er jo, at udgifterne til vores hospitaler er steget meget markant siden kommunalreformen i 2007.

Roger Buch påstår også, at sundhedsområdet vil blive ustyrligt for kommunerne, og at det bliver det nye socialområde. Men vores forslag går faktisk på, at pengene til almen praksis skal komme fra styrkede sundhedsklynger, og at pengene til sundhedsklyngerne skal aftales med regeringen hvert år – så borgmestrene ikke skal tage pengene fra øvrig velfærd.

Tiden er kommet til, at vi gør alvor af det og prioriterer det nære sundhedsvæsen, så det får musklerne til at sikre borgernes sundhed og sammenhæng i borgernes levede liv – både, når det er sundt og sygt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Harsløf

Direktør, KL (sundhed, social, ældre, digitalisering, teknologi)
cand.scient.pol.

Roger Buch

Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
ph.d. (SDU. 1996), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024