Dragqueen og historiker: Et ærligt princip for verdensmålene ville være "leave the unwanted behind"

Verdensmålene ignorerer, at seksuelle og kønslige minoriteter er disproportionalt udsatte for fattigdom, dårlig sundhed, diskrimination, trusler og vold. Det klinger derfor hult, når FN under parolen "leave no one behind" glemmer de millioner af LGBTQ-personer, der dagligt frygter for deres liv, skriver Chantal Al Arab.

Chantal Al Arab

Dragqueen og historiker

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

FN’s 193 medlemsstater vedtog i 2015 en række ambitiøse mål for en bæredygtig fremtid. De sigter mod at øge økonomisk og social lighed, samtidig med at forvaltningen af planetens ressourcer forbedres – og hurra for det!

For det bør glæde os alle, at verdenssamfundet slår et slag for menneskerettigheder, og at vi ser en begyndende bevidsthed om, at økonomisk vækst kun er bæredygtig, hvis den kommer hele menneskeheden til gavn og ikke skader kloden.

Temadebat

Overalt i verden oplever queerpersoner diskrimination og hadforbrydelser på grund af køn, identitet og seksuel orientering. Men i verdensmålene bliver ordene “LGBTQ”, “queer” eller “seksualitet” aldrig nævnt sort på hvidt.

Derfor spørger Altinget: Svigter verdensmålene LGBTQ-rettigheder?

Du kan se det fulde oplæg for debatten og panelet her.

Netop, at udviklingen skal komme alle til gavn, udgør kernen af verdensmålene. Alligevel skal man ikke lede længe for at finde deres mangler, for er verdensmålene virkelig for alle? Hvor er de seksuelle og kønslige minoriteter? Er de bevidst udeladt, eller skal man gå ud fra, at deres erfaringer er de samme som majoritetens?

Bøssen ud af busken

Det burde sådan set ikke komme bag på nogen, at LGBT-personer ikke nævnes i verdensmålene. Allerede da Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev vedtaget af FN’s generalforsamling i 1948 stod det klart, at LGBT-personer ikke blev anset for en gruppe, der fortjente beskyttelse. Hvor religion, hudfarve, og politisk observans blev nævnt, var seksuel- og kønsidentitet udeladt.

Selv i skrivende stund brillerer adskillige af FN’s medlemsstater ved deres systematiske forsøg på at udrydde LGBT-personer. I begge tilfælde kan man spørge sig selv om, hvorvidt LGBT-personer bliver anset for at være mennesker på lige fod med alle andre, og det i sig selv viser behovet for et fokus på LGBT-personers rettigheder i verdensmålene.

Så længe vi ikke italesætter seksuelle og kønslige minoriteters særlige behov, forledes man til at tro, at deres velstand og velfærd automatisk forbedres, når det sker for majoriteten. Sat på spidsen kan man sige, at bøssen skal ud af busken, for at vi kan adressere den diskrimination, han møder.

Men ligestilling kræver mere end bare at afkriminalisere minoriserede grupper eller at anerkende deres eksistens. For eksempel må man forstå, hvordan marginalisering af LGBT-personer begrænser deres mulighed for at tjene penge, deres adgang til uddannelse og deres tilgang til sundhedsydelser.

Hvor gør det ondt?

Når der i verdensmålene står, at det er et mål at afskaffe fattigdom, bliver der ikke taget højde for, at LGBT-personer, særligt i det globale syd, møder andre udfordringer end majoriteten.

Det ses ofte, at LGBT-personer ikke kan regne med deres families støtte og derfor mangler det sociale og økonomiske grundlag, fremtiden skal bygges på. Således bliver det sværere at få adgang til uddannelse og sidenhen arbejde. For dem, der er heldige nok, til at have adgang til uddannelse, kan mobning fra medstuderende og diskrimination fra undervisere føre til lavere karakter, eller at man simpelthen må forlade uddannelsen.

I skrivende stund brillerer adskillige af FN’s medlemsstater ved deres systematiske forsøg på at udrydde LGBT-personer
Chantal Al Arab
Dragqueen og historiker

Mønstret synes at gentage sig, når det gælder sikringen af sundhed og fremmelsen af trivsel. Igen tages der ikke højde for, at trivsel er en funktion af accept, eller at sundhed for LGBT-personer ser anderledes ud end for majoriteten.

Verdensmålene adresserer for eksempel ikke at mænd, der har sex med mænd har større risiko for at få seksuelt overførte sygdomme, eller at transpersoners trivsel ofte går hånd i hånd med kønsbekræftende behandlinger. Der tages heller ikke højde for, at adgangen til begge dele i mange lande umuliggøres af stater, der diskriminerer deres borgere.

Hvis FN virkelig mener, at deres mål er for alle, er der derfor et behov for også at nævne seksuelle og kønslige minoriteter på lige fod med heteroseksuelle og ciskønnede. Hvis den politiske vilje til at arbejde for reel ligestilling ikke findes, eller hvis det er for besværligt, kan man altid ændre sloganet, når de opdaterer verdensmålene i 2030. En passende titel kunne være ’leave the unwanted behind’. I det mindste vil der så blive spillet med åbne kort.

Politik har aldrig været vigtigere