EL-kommunalpolitiker til Özlem Cekic: Etnisk repræsentation er vigtig, men vejen dertil er ikke så enkel
Özlem Cekic påstår, at Enhedslisten mangler tolerance over for kandidater med en anden religion end flertallet. Det har jeg aldrig oplevet. Men indvandrere og efterkommere er underrepræsenteret, dog er løsningen vanskeligere, end Cekic gør det til, skriver kommunalbestyrelsesmedlem og folketingskandidat for Enhedslisten Ibrahim Benli.
Ibrahim Benli
Kommunalbestyrelsesmedlem (EL) og 2. viceborgmester, Herlev KommuneI en kommentar her på Altinget 22. november langer Özlem Cekic ud efter Enhedslisten fordi, at det ikke i de sidste 30 år lykkedes for Enhedslisten at få valgt et eneste folketingsmedlem med minoritetsbaggrund, hvis begge forældre ikke er etnisk dansk.
I indlægget nævner Özlem mig ved navn som en “kompetent folketingskandidat” i partiet, hvilket jeg naturligvis er meget beæret og taknemmelig for.
Kritikken om Enhedslistens manglende etniske repræsentation i folketingsgruppen er som sådan ikke noget nyt. Den kritik har i hvert fald eksisteret lige så længe, jeg har været medlem af partiet. Med denne kronik vil jeg forsøge at komme med mine perspektiver på problemstillingen med afsæt i de kritikpunkter, Özlem Cekic rejser i sin klumme.
Manglende dansk statsborgerskab og de rigide krav for at opnå dette er uden tvivl et af de største problemer.
Ibrahim Benli (EL)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Herlev Kommune
Usundt for demokratiet
Jeg er enig med Özlem i, at manglende etnisk repræsentation i vores folkestyre er et kæmpe demokratisk problem, og alle politiske partier, heriblandt mit eget parti, Enhedslisten, bør gøre sit yderste for at rette op på problemet.
Hver syvende medborger i dette land er ifølge en artikel på TV2 Øst 14. november enten indvandrer eller efterkommer, men der er anno 2022 kun to folketingsmedlemmer, hvis forældre begge er født uden for Danmark. Det er henholdsvis Samira Nawa fra Radikale og Monika Rubin fra Moderaterne. Derudover skal vi nævne min partifælle Victoria Velasquez og Christina Olumeko fra Alternativet, som har én forælder med indvandrerbaggrund.
Således udgør at andelen af indvandrere og efterkommere 15 procent af befolkningen, imens repræsentation af dem i det danske folketing ligger kun på 1,1 procent. Denne skævvridning er det vigtigt at gøre op med, hvis man ønsker at etniske minoriteter bliver repræsenteret på alle niveauer i samfundet – også på den politiske arena.
Manglende statsborgerskab og rigide krav
Men når det så er sagt, er vejen dertil vanskeligere, end Özlem Cekic gør det til. Jeg er enig med Özlem i, at der er rigtig mange talentfulde folk med minoritetsbaggrund, der kunne være en gevinst for vores demokrati. Men det kræver dog, at nogen af dem har interesse i at stille op til nogle krævende politiske poster.
Som kommunalbestyrelsesmedlem ved jeg for eksempel, hvad det kræver af én, når man i gennemsnittet skal bruge 15 timer om ugen ved siden af et fuldtidsjob og et familieliv. Ved sidste folketingsvalg var der ifølge Danmarks Statistik på landsplan i alt 1014 kandidater, der stillede op til folketingsvalget. Kun 57 af dem var kandidater, som falder ind under kategorien indvandrer eller efterkommer, hvilket også bekræfter udfordringen. Dermed ikke sagt, at der ikke også er strukturelle udfordringer, der afholder kandidater med minoritetsbaggrund for at stille op til Folketinget.
Manglende dansk statsborgerskab og de rigide krav for at opnå dette er uden tvivl et af de største problemer. Den svækkede tillid til politiske partier hos minoriteter er også et problem, som vi ikke skal underkende. Jeg ved, at der er mange, der ikke har lyst til at stille op til politik, når de gang på gang oplever, at deres etniske og religiøse tilhørsforhold bliver gjort til et problem i det danske politiske landskab.
Tilbage i 2019 blev jeg faktisk sammen med vores landskontor involveret i et arbejde, som netop havde til formål at bane vejen for flere kandidater med minoritetsbaggrund både til kommunalbestyrelser og til Folketinget. Jeg kan ikke påstå, at vi som parti har fulgt alle gode tanker og idéer til dørs, men jeg kan i hvert fald bekræfte, at viljen var der og er der fortsat. En strategi med målrettede initiativer er uden tvivl fortsat nødvendig. Men jeg er faktisk ikke så bekymret, som jeg kunne have været for nogle år siden.
Jeg vil hellere kendes på mit stærke socialistisk syn på samfundsopbygningen end mit etniske tilhørsforhold.
Ibrahim Benli (EL)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Herlev Kommune
Vi har allerede mange byrådsmedlemmer med minoritetsbaggrund rundt omkring i landet. Nogle af dem har allerede vist viljen til at stille op til Folketinget, og jeg er en af dem. Desuden har vi to ungdomsorganisationer, der har mange medlemmer med minoritetsbaggrund. Jeg ved, at de besidder kæmpe potentiale og færdigheder til at blive fremtidens politikere.
Jeg har ikke set nogen elefant i rummet
I sin kommentar opfordrer Özlem Cekic Enhedslisten til at italesætte "elefanten i rummet". Hun påstår, at Enhedslisten har "en manglende tolerance over for kandidater med en anden religion end flertallet".
I løbet af al den tid, jeg har været aktiv i partiet både som menigt medlem, som kommunalbestyrelsesmedlem og som folketingskandidat, har jeg ikke oplevet en eneste gang, at vores medlemmer skulle have en negativ indstilling over for medlemmer, som falder ind under kategorien praktiserende muslim.
Vi har haft og har fortsat folkevalgte ude i kommunalbestyrelserne, som er praktiserende muslimer, hvilket ikke har betydning for deres ageren som repræsentanter for partiet. Tværtimod er vi det parti, der bruger rigtig meget taletid og kræfter på at fremhæve behovet for en anstændig politik over for landets minoriteter, herunder religiøse minoriteter.
Når højrefløjen gang på gang på kører hetz mod landets muslimske mindretal, er vi det parti, der som det første siger fra over for den diskriminerende retorik. Dette gælder, uanset om det handler om nogle højrefløjspartiers ønske om at forbyde halalkød i dagtilbud eller den generelle diskriminerende retorik mod minoriteterne, der kommer til udtryk under overskriften "strammere udlændingepolitik".
Når det er sagt, er det for mig vigtigt at sige, at enhver repræsentant af et politisk parti bør kunne stå inde for partiets ideologiske ståsted og partiets mærkesager. På den måde er der ikke noget odiøst i, at Enhedslistens medlemmer vil vælge de repræsentanter, som de tror, der bedst kan repræsentere partiets ideologi og politiske mærkesager. Dette er i øvrigt en almindelig forudsætning i det repræsentative demokrati, hvor man som folkevalgt skal arbejde for at varetage interesserne for de vælgere, der har sikret den plads.
I mit politiske virke som kommunalbestyrelsesmedlem er det ikke mit religiøse og ikke-religiøse tilhørsforhold, der gør mig et kompetent byrådsmedlem, men det er min politiske overbevisning om, at det er muligt at opbygge et retfærdigt og anstændigt samfund. Som byrådsmedlem og forhåbentlig som kommende folketingsmedlem, vil jeg helst kendes på mit stærke socialistiske syn på samfundsopbygningen end mit etniske tilhørsforhold.