En storkrig i Mellemøsten er nu sandsynlig

De seneste dage har der været en række angreb på amerikansk militær i Mellemøsten. Det gælder tre drone- og raketangreb på amerikanske baser i Syrien, drone- og raketangreb på to baser i Irak og et droneangreb på en civil base bemandet af et amerikansk firma, der leverer støtte til amerikansk militær. Ved det angreb blev en amerikansk civil dræbt.

Sent torsdag aften kom det desuden frem, at den amerikanske destroyer USS Carney havde nedskudt mindst tre krydsermissiler og otte droner i den nordlige del af Det Røde Hav.

Missilerne og dronerne var affyret af Houthi-militsen, der kontrollerer en stor del af det borgerkrigshærgede Yemen. Fra amerikansk side bliver det hævdet, at USS Carney ikke var målet, men at det kunne være Israel. Det kan også være andre amerikanske mål.

Beskeden fra Iran til USA er klar: hvis I griber ind, kan vi aktivere vores allierede i hele Mellemøsten. Det bliver et morads for jer.

Jacob Kaarsbo
Senioranalytiker, Tænketanken Europa

Alle disse angreb er udført af iransk-støttede militser i de tre lande. Når der forekommer så mange angreb på så kort tid, er det sandsynligvis koordineret.

Militserne har ikke tætte indbyrdes relationer. Det, der binder dem sammen, er den del af Irans Revolutionsgarde, der står for klandestine aktiviteter i udlandet, den såkaldte ”Quds-styrke”. Den står blandt andet for bevæbning, træning og generelt at opbygge tætte forbindelser til de arabiske militser.

Det, vi står med, er sandsynligvis, at Iran er i færd med at teste USA.

De ønsker at finde ud af, om og i hvilket omfang USA vil gribe ind, hvis de beslutter at aktivere alle militser i kampen mod Israel.

Der ligger givetvis et afskrækkende signal til USA. Når der mere eller mindre samtidig bliver udført angreb i Syrien, Irak og Yemen, er det for at lave den hårdeste mulige tryktest af USA’s beslutsomhed. Beskeden fra Iran er klar: hvis I griber ind, kan vi aktivere vores allierede i hele Mellemøsten. Det bliver et morads for jer.

Derudover er træfningerne ved Israels nordlige grænse til Libanon intensiveret de seneste dage.

Situationen er nu så anspændt, at Israel fredag er begyndt at evakuere byen Kiryat Shmona, der med 22.000 indbyggere er den største by tæt på grænsen til Libanon. Derudover er det meldt ud, at landsbyer, der er tættere på grænsen end to kilometer, skal være forberedt på evakuering.

Angrebene kommer både fra Hizbollah og fra de mindre palæstinensiske militser, der også opererer i Sydlibanon. Hizbollah har en militær kapacitet, der langt overstiger Libanons væbnede styrker, og bortset fra Iran selv udgør den største militære trussel mod Israel. Ingen palæstinensisk milits kan operere i Sydlibanon, uden Hizbollah billiger.

Der er næppe tvivl om, at både Hizbollah selv og Iran er klar over, at Israel slår hårdt tilbage på angrebene. Igen er hensigten formentlig at teste og afskrække USA i forhold til, hvor omfattende en krig det vil blive, hvis USA griber ind.

En stor del af svaret på, hvordan det vil udvikle sig, og om det vil udvikle sig til en storkrig, hviler på USA’s præsident Bidens skuldre. Han skal i disse dage gå en særdeles fin balancegang, og det er ikke sikkert, at det værste scenarie kan undgås.

På spørgsmålet om USA’s reaktion, hvis andre angriber Israel, har Iran og deres allierede i denne uge set Præsident Biden knibe øjnene samme og svare ”don’t, don’t, don’t”. Retorikken gør ikke den store forskel på de kanter.

De kan huske, da USA’s tidligere præsident Obama i 2012 tegnede en rød linje for Syriens Bashar al-Assad, hvis han anvendte kemiske våben. Bashar anvendte kemiske våben, men USA greb ikke ind.

Hvis USA ikke kommer med et militært modsvar på angrebene på deres baser, vil vi efter alt at dømme se Iran presse yderligere. 

Jacob Kaarsbo
Senioranalytiker, Tænketanken Europa

I Ukraine har Iran og deres allierede set Biden-administrationen have som det vigtigste fikspunkt, at USA ikke skal involveres direkte militært. Det får dem sandsynligvis til at tvivle på, om USA vil være beslutsom i forhold til et konkret militært engagement i Mellemøsten.

Det afgørende bliver derfor de konkrete reaktioner. De vil afgøre, om det er muligt for Biden at genoprette USA’s afskrækkelseskraft. Når præsidenten har besluttet at sende to hangarskibe med kampgrupper til den østlige del af Middelhavet, afskrækker det ikke i sig selv, for tør han anvende dem?

Hvis USA ikke kommer med et militært modsvar på angrebene på deres baser, vil vi efter alt at dømme se Iran presse yderligere. Omvendt er der også en risiko for, at det eskalerer, hvis USA reagerer for hårdt.

Uanset, at det efter al sandsynlighed var en palæstinensisk raket, der ramte ved hospitalet i Gaza i tirsdags, og at det også efter al sandsynlighed er et væsentligt lavere tabstal end de 471, som Hamas hævder, kom hospitalstragedien særdeles ubelejligt for Biden og alle de, der ønsker at undgå en spredning af konflikten.

Det skabte protester og opstandelse i Mellemøsten og tvinger de arabiske lande til på overfladen at anlægge en langt hårdere kurs mod Israel.

Præsident Biden var, da eksplosionen ved hospitalet indtraf, på vej over Atlanterhavet for blandt andet at deltage i et topmøde med Jordans Kong Abdulla II, Ægyptens præsident al-Sisi og Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Abbas i Jordans hovedstad, Amman. De arabiske ledere aflyste topmødet prompte.

Præsidenten havde givetvis set Amman-topmødet som en kærkommen mulighed til at vise, at USA ikke blot står sammen med Israel, men også de moderate arabiske lande, ikke mindst de palæstinensere der ikke støtter Hamas.

Det havde givet en konkret mulighed for at vise, at USA bakker helhjertet op om en to-statsløsning for palæstinenserne. To-statsløsningen kan aktuelt sidestilles med en intensivpatient med hjertestop, men Biden ved, at den skal genoplives, hvis der skal være en chance for at opnå et positivt scenarie i konflikten.

Netanyahu personificerer om nogen den undergravning af en selvstændig palæstinensisk stat, som har fundet sted de sidste 10 år.

Jacob Kaarsbo
Senioranalytiker, Tænketanken Europa

I stedet måtte præsidenten stå ud af Air Force One onsdag formiddag i Tel Aviv og nøjes med møder (ikke mindst pressemøder) med premierminister Netanyahu og Israels ledelse. 

Netanyahu personificerer om nogen den undergravning af en selvstændig palæstinensisk stat, som har fundet sted de sidste 10 år. Så mens Biden fik lejlighed til at sige de rigtige ting i Israel om blandt andet proportionalitet i krigsførelsen og etablering af humanitær støtte til Gaza, så vil billederne alligevel stå for de arabiske befolkninger, som en anti-palæstinensisk alliance mellem USA og den forhadte Netanyahu.

Lige præcis den fortælling er, hvad Iran og deres allierede forsøger at udnytte.

De spiller på uretfærdigheden over for palæstinenserne og ved, at skrækkelige billeder fra Gaza (uanset sandhedsværdien) samt billeder af Netanyahu og Biden tilfører ilt til de ulmende gløder.

Endnu et ildevarslende signal kom torsdag aften fra Libanon. Her opfordrede USA og siden de fleste europæiske lande (også Danmark) deres statsborgere til at forlade landet hurtigst muligt.

Der har været spekuleret meget i, at det skulle være på grund af terror- eller kidnapningstrusler. Det er ikke tilfældet. Advarslerne er ledsaget med en tekst om, at ”mulighederne for at rejse ud af Libanon kan ophøre med meget kort varsel”.

Mellem linjerne betyder det, at myndighederne vurderer, at krigstruslen nu er så stor, at der er risiko for, at de kommercielle flyselskaber indstiller flyvningen.

Jacob Kaarsbo
Senioranalytiker, Tænketanken Europa

Mellem linjerne betyder det, at myndighederne vurderer, at krigstruslen nu er så stor, at der er risiko for, at de kommercielle flyselskaber indstiller flyvningen. For USA og EU-landene er det et meget alvorligt skridt at tage.

Signalværdien og de økonomiske konsekvenser er enorme for det i forvejen trængte Libanon. Det er ikke et indgreb, de laver, uden det bygger på konkrete oplysninger om en meget alvorlig risiko. Det vil som regel være konkrete efterretninger om et af de implicerede lande eller bevægelsers hensigt om at føre krig.

Den store joker er, hvad der sker, når/hvis Israel starter en landkrig i Gaza. Hizbollah har sagt, at de i så fald vil angribe Israel. Den udmelding er efter al sandsynlighed koordineret med Iran.

Det er let at se gode grunde til, at Israel ikke skulle starte landkrig i Gaza. Problemet er bare, at ingen kan svare på, hvordan Israel kan blive bare nogenlunde sikkert, hvis Hamas fortsat har fristed i Gaza.

Udvikler det sig til storkrig, bliver det mellem Israel, Hamas, de shiitiske militser i Libanon, Syrien, Irak og Yemen samt Iran. Hvad gør Biden i så fald?

Jacob Kaarsbo
Senioranalytiker, Tænketanken Europa

Spørgsmålet for israelerne er også, om ikke blot opgøret med Hizbollah, Iran og de øvrige iransk-støttede militser bliver værre af at blive trukket ud. De bliver stærkere og stærkere militært, og der er ingen tegn på, at tiden gør dem mere moderate.

Kalkulerne blandt de involverede kan meget vel stå sådan, at den bedste mulighed er at tage et stort opgør nu.

Det eneste positive, der kan siges er, at de fleste arabiske lande ikke vil indblandes. Udvikler det sig til storkrig, bliver det mellem Israel, Hamas, de shiitiske militser i Libanon, Syrien, Irak og Yemen samt Iran.

Hvad gør Biden i så fald?