Kommentar af 
Jens Chr. Hansen

Erhvervslivet risikerer at pantsætte friheden til den store stat

Erhvervslivet råber i stigende grad på hjælpepakker og statslige kompensationsordninger, når kriser kradser. Finanskrise, coronakrise, energikrise. Men dansk erhvervsliv må gøre sig klart, at statens redningspakker kommer med en pris. Nemlig risikoen for skævvridning af markedsøkonomien og afgivelse af frihed, skriver Jens Chr. Hansen.

Både politikere og erhvervsfolk må gøre sig klart, at hver gang staten skal rykke ud som redningsmand, hvis kriser opstår, risikerer det at koste på erhvervslivets selvstændighed, skriver Jens Chr. Hansen.
Både politikere og erhvervsfolk må gøre sig klart, at hver gang staten skal rykke ud som redningsmand, hvis kriser opstår, risikerer det at koste på erhvervslivets selvstændighed, skriver Jens Chr. Hansen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jens Chr. Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk erhvervsliv og den store stat er i det seneste årti flettet historisk meget ind i hinanden.

Når erhvervslivet er i krise, træder statskassen til. Det giver god mening for at afbøde en akut, økonomisk krise, der ellers ville blive meget større. I værste fald et egentligt nationalt sammenbrud.

Men det er også samtidig naivt at forestille sig, at det ikke kommer med en ganske stor omkostning på lidt længere sigt. Nemlig tab af noget af den selvstændighed, som karakteriserer et frit erhvervsliv i en fri markedsøkonomi. Eller rettere sagt: Retten til frit at drive sin virksomhed og dermed også risikoen for at fejle og gå nedenom og hjem.

Hjælpepakker og kompensationsordninger af mange forskellige slags er mere blevet reglen end undtagelsen. Virksomheder må ikke gå konkurs.

Finanskrise, værftskrise, landbrugskrise, fiskerikrise, coronakrise, energikrise med videre – kriserne har igennem de seneste årtier stået i kø, og hver gang skæver også erhvervslivet til skatteborgernes statskasse med råb om hjælp.

Senest efterlader coronapandemien en principiel diskussion om, hvor statskassens hjælp starter, og hvor den slutter.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i marts 2020 lukkede Danmark ned, var der politisk enighed om en række økonomiske hjælpepakker til at afbøde tabene for de virksomheder, der blev ramt af tvangsnedlukningen.

Normalt er det sådan, at stigende produktionsomkostninger resulterer i stigende priser for forbrugerne. Og kan en virksomhed ikke klare sig i konkurrencen, må den dreje nøglen om. Det hedder markedsøkonomi

Jens Chr. Hansen

Konkrete coronalån, udskydelse med betaling af moms og skatter samt kompensationsordninger for løn, husleje og andre faste omkostninger. Samlet set statslige hjælpepakker på den anden side 50 milliarder kroner.

Og skal man vurdere, at det lige nu må siges at have været en tordnende succes. Dansk økonomi kører blændende, konkurserne er historisk lave, ligesom arbejdsløsheden er lav, og beskæftigelsen er historisk høj.

Både erhvervslivet og samfundet bredt har scoret på hjælpepakkerne. De private virksomheder undgik at gå konkurs, og (de fleste) tjener nu gode penge. Staten på sin side kan se frem til øgede skatter og afgifter samt færre udgifter til social sikring. Så: What's not to like?

I kølvandet på pandemien kommer nu et krav fra erhvervslivet – og i øvrigt også fra Konservative, Venstre og SF – om, at der ligefrem skal lovgives om et retskrav på hjælpepakker og kompensationer ved fremtidige pandemier med tilhørende restriktioner.

På samme måde kræver de danske købmænd nu, at staten kompenserer butikkerne for de stigende elpriser. "Politikerne bør kigge på kompensationsmuligheder for at hjælpe butikkerne, da mange købmænd vil blive ramt på deres bundlinje," lyder opråbet fra De Samvirkende Købmænd.

Købmændene klager over, at de ekstra udgifter må væltes over på stigende priser for forbrugerne. Det dur ikke, mener købmændene, og derfor må den store stat igen træde til.

Det er dog en farlig vej at bevæge sig nedad – også for erhvervslivet. Normalt er det sådan, at stigende produktionsomkostninger resulterer i stigende priser for forbrugerne. Og kan en virksomhed ikke klare sig i konkurrencen, må den dreje nøglen om. Det hedder markedsøkonomi.

Staten og dermed skatteborgerne kan næppe brede sit kæmpestore sikkerhedsnet ud, hver gang der er en krise, uden at få noget til gengæld eller i hvert fald en stærk kontrol og statslig styring af erhvervslivet. Det er næppe en model, der finder opbakning i business.

Om skribenten

Jens Chr. Hansen (født 1952) er erhvervskommentator og forfatter. Han kommer oprindeligt fra bankverdenen, som han i 1980'erne skiftede ud med en karriere som erhvervsreporter – først på Berlingske fra 1988 til 1994 og siden på Jyllands-Posten fra 1994 til 2002. Han vendte i 2004 tilbage på Berlingske, hvor han har været souschef på Berlingske Business og erhvervskommentator.

Vi ser i denne tid, at de helt store, globale, danske selskaber præsenterer rekordoverskud på stribe. De har altså ikke været ramt af coronakrisen. Tværtimod.

Mere problematisk ser det ud, jo længere man bevæger sig ned i gruppen af små og mellemstore danske virksomheder. Det er især blandt disse virksomheder, at statens mange hjælpepakker er bredt ud. 

Sådan som vi også så det med finanskrisen, der eksploderede i 2008. Dansk bankvæsen var truet på livet, især Danske Bank måtte søge ly under milliardstore statslige hjælpepakker for at overleve krisen.

Det har i den grad haft en pris for finanssektoren i Danmark. Bankerne er langt hen ad vejen de facto sat under administration. Under overskriften "aldrig mere end finanskrise" klinede staten med Finanstilsynet som myndighed sig tæt op ad ledelserne i de enkelte finanshuse.

Alt skal godkendes i Finanstilsynet. Således ikke mindst, hvem der kan sidde i bankbestyrelser og bankdirektioner.

Konkret udmøntet ved de skrappe fit and proper-regler. Det er sket flere gange, at Finanstilsynet har afvist både bestyrelsesmedlemmer og direktører, fordi de ikke var enten fit eller proper eller begge dele.

Mest kendt er den usædvanlige sag i Danske Bank fra 2018. Bankens bestyrelse havde besluttet at udnævne Jacob Aarup-Andersen til topchef. Men nej, dur ikke, sagde Finanstilsynet.

Mens Danske Banks bestyrelse således var enig om, at Aarup-Andersen var fuldt kvalificeret til jobbet, lød afgørelsen i Finanstilsynet, at han ikke havde tilstrækkelig erfaring til at sætte sig i den magtfulde stol. Og som bekendt var det staten, der vandt den armlægning.

En voldsom ydmygelse af topledelsen i landets største bank og en påmindelse om, at de mange, statslige bankpakker efter finanskrisen kom med en ganske stor pris. En del af selvstændigheden blev ganske simpelt inddraget.

Nye, markante krav om mere finansiel polstring, en tsunami af indberetninger med videre.

I kølvandet på hvidvaskskandalerne i banksektoren er hvidvaskkontrollen udvidet dramatisk med en ekstraudgift til sektoren på flere milliarder kroner.

Over de kommende måneder skal virksomheder til at betale coronalån tilbage og betale de udskudte skatte- og momsafgifter. Det bliver ikke uproblematisk for tusindvis af virksomheder

Jens Chr. Hansen

Bemærkelsesværdigt var også den helt særlige og ekstraordinære bankskat på 1,3 milliarder kroner, som pludselig dukkede op af ingenting, da arnepensionen skulle finansieres. Det er svært ikke at se denne ekstra bankskat som en slags dummebøde til bankerne efter finanskrisen og hvidvaskskandalerne.

Nogle vil se både finanskrisen og coronakrisen som eksempler på, at den særlige danske samfundsmodel med stærk sammenblanding af statslig og privat økonomi virker effektivt i krisetider, mens andre vil være bekymret for, at staten sætter sig på en for stor del af indflydelsen i erhvervslivet.

Over de kommende måneder skal virksomheder til at betale coronalån tilbage og betale de udskudte skatte- og momsafgifter.

Det bliver ikke uproblematisk for tusindvis af virksomheder. Mange af de virksomheder er holdt kunstigt i live og var i realiteten ikke overlevelsesdygtige, da corona gjorde sit indtog i Danmark for to år siden.

Pointen er, at både politikere, men da i høj grad også erhvervslivet selv, må gøre sig klart, at hver gang staten skal rykke ud som redningsmand, hvis der opstår både store og små kriser, risikerer det at koste på erhvervslivets selvstændighed.

Business-danmark ved bedre end de fleste, at der i den verden er et noget-for-noget-princip. Den, der kommer med pengene, har også magten.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Chr. Hansen

Erhvervskommentator og forhenværende redaktør, Berlingske Business
HH (Handelsskolen i Åbenrå 1970), bankassistent (Andelsbanken)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jacob Aarup-Andersen

Bestyrelsesmedlem, SEB, adm. direktør, ISS, fhv. bestyrelsesformand, Forsikringsselskabet Danica, fhv. bestyrelsesformand, Danica Pension
cand.polit. (Københavns Uni. 2002)