Eva Smith: Barbara Bertelsen bærer stadig et ansvar for det skandaløse minkpressemøde

Ellers ender vi som borgere i Danmark i et system, hvor en regering kan træffe beslutninger uden lovhjemmel – og det er ingen ansvarlige for. Ikke regeringen, ikke embedsværket. Det må vi bare acceptere.

Det er helt åbenbart en uholdbar retstilstand – og jeg har meget svært ved at se, at forhørsledelsens afgørelse har denne konsekvens.

Lad os en gang se på, hvad Minkkommissionen sagde om Statsministeriets departementschef:

Det konstateres på side 679, at hun havde medansvar for "udmeldinger på pressemødet og efterfølgende pressemeddelelser, som var groft vildledende over for minkavlere og offentlighed." Det er vel stadig et faktum.

Minkavlerne såvel som alle vi almindelige danskere tog det som en selvfølge, at der var lovhjemmel bag statsministerens beslutning. Men så tilføjes det: "ligesom der var udmeldinger over for myndigheder, som udgjorde en klart ulovlig instruks." Det sidste kan vi ikke længere lægge til grund, men det første holder vel stadig?

Senere tales der om "objektive brud på sandhedspligt og legalitetsprincippet som direkte involverede statsministeren." Det er vel også stadig et faktum.

Man har tilsyneladende ikke øje for, at rigspolitichefen er i en helt anden situation end ministerens nærmeste embedsmænd

Eva Smith

Og endelig: "Ansvar for medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet d. 4. november."

Jeg kan ikke se andet end, at departementschefen stadig bærer et ansvar for indholdet af det skandaløse pressemøde.

Lad os på samme måde se på kommissionens vurdering af justitsministeriets departementschefs ansvar.

Under Statsministeriets ledelse holdt et antal departementschefer møde klokken 14.45 4. november, og ved den lejlighed blev det besluttet, at med hensyn til KU-mødet samme aften, skulle sagen og forberedelsen af mødet koordineres af Justitsministeriet.

Departementschefen har under sin forklaring anført, at "der er et skærpet hjemmelsbehov i forhold til den trufne beslutning, da der var tale om en indgribende beslutning."

Han mente imidlertid, at "Ressortministeriet (Fødevareministeriet) var til stede i rummet og skulle have rakt en finger i vejret."

Kommissionen bemærker, at ressortministeriet i konsekvens af beslutning truffet på ovennævnte departementschefmøde i nogen grad var trådt i baggrunden og koblet af.

Kommissionen lægger til grund, at han ikke før pressemødet var bekendt med den manglende hjemmel til aflivning af alle mink og til tempobonus (en bonus til minkejerne for hurtig aflivning af mink).

Men som departementschef i Justitsministeriet under de nævnte omstændigheder burde han have rejst spørgsmålet over for ressortministeriet i hvert fald forinden statsministerens pressemøde 4. november med henblik på at sikre, at der var fornøden lovhjemmel.

Vurderingen betyder, at ingen har ansvaret for, at man uden lovhjemmel nedlagde et erhverv og påførte de danske skatteydere et milliardbeløb

Eva Smith

Man bemærker endvidere, at der var tid til at sende sagen tilbage til Miljø- og Fødevareministeriet til vurdering af hjemmelen.

På denne baggrund mener man, at Justitsministeriets departementschef havde medvirket til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet ved pressemødet 4. november og den efterfølgende oprettelse heraf.

Jeg finder, at Justitsministeriets departementschef ligesom Statsministeriets departementschef bærer et ansvar for den manglende lovhjemmel for statsministerens udtalelser ved pressemødet 4. november.

Jeg er enig i, at forhørsledelsens argumentation virker meget overbevisende, og man føler sig overbevist om, at frifindelsen af Thorkild Fogde er rigtig.

Men forhørsledelsen understreger, at de kun har set på Thorkild Fogdes forhold, hvilket jo også var deres opgave.

Og det er måske meget naturligt, at man kigger på de andre personers forhold i lyset af denne afgørelse. Men man har tilsyneladende ikke øje for, at rigspolitichefen er i en helt anden situation end ministerens nærmeste embedsmænd – han har for eksempel ingen rådgivningsforpligtelse i forhold til ministeren.

Jeg er derfor dybt uenig i, at man kan slutte direkte fra en frifindelse af rigspolitichefen til en frifindelse af personer, der har en helt anden rolle og er tæt på statsministeren som hendes nærmeste rådgivere.

Ovenikøbet betyder denne vurdering, at ingen har ansvaret for, at man uden lovhjemmel nedlagde et erhverv og påførte de danske skatteydere et milliardbeløb.

Det forlyder, at Kammeradvokaten har støttet Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i afgørelsen. Det kunne være interessant at se Kammeradvokatens begrundelse for, at man kan slutte fra rigspolitichefens forhold til departementscheferne. Men den får vi nok ikke at se. Mon ikke den er fortrolig som alt kontroversielt, der vedrører statsministeren?

Jeg hæfter mig ved, at forhørsledelsen i deres generelle beskrivelse af de pligter, der påhviler embedsmænd under beskrivelsen af advarselspligten under 8.1.2.2.3 skriver: "Det er embedsfolkenes – navnlig de øverste embedsfolks og helt særligt departementschefens – pligt at informere og rådgive ministeren korrekt og fyldestgørende om faktiske og juridiske forhold."

Vi lader det stå et øjeblik.