Kommentar af 
Morten Reimar

Politikerleden kommer ikke af sig selv: Her er syv nylige årsager

Tilliden til de danske politikere måles igen og igen så lavt, at man kan miste overblikket over, hvad det skyldes. Morten Reimar præsenterer her syv nedslag fra den seneste tid, der er en del af forklaringen.

Der er utvivlsomt både gode og legitime årsager til, at advarslen til Barbara Bertelsen blev trukket tilbage – bare spørg enhver socialdemokrat på Twitter – men det er brænde på et bål af mistillid, skriver Morten Reimar. 
Der er utvivlsomt både gode og legitime årsager til, at advarslen til Barbara Bertelsen blev trukket tilbage – bare spørg enhver socialdemokrat på Twitter – men det er brænde på et bål af mistillid, skriver Morten Reimar. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er efterhånden blevet en tradition, at troværdighedsmålinger placerer det danske politikerkorps helt nede i bunden af ranglisten. Som regel kun overgået af brugtvognshandlere, journalister og ejendomsmæglere. Den dugfriske måling fra Primetime er ingen undtagelse. 

Der tales vidt og bredt om den politiske tillidskrise. At danskerne ikke stoler på systemet og som udgangspunkt går ud fra, der foregår en masse lusk på Christiansborg.

Så fast er den opfattelse, at nogle på Borgen måske bare vil trække på skuldrene og sige, at sådan er det jo, sådan har det været længe, og det er der ikke noget at gøre ved. Fordi årsagerne smelter sammen til en stor, uoverskuelig masse.

Derfor er det værd at stoppe op en gang imellem kigge på, hvor politikerleden kommer fra. For den kommer ikke af sig selv. Her er syv eksempler, der har fyldt den seneste uges tid:

1) Barbara Bertelsen fik alligevel ikke en advarsel

Før valget stemte Venstre for et borgerforslag om at stille Mette Frederiksen for en rigsret grundet hendes rolle i minkskandalen. Lars Løkke Rasmussen mente, at hvis der ikke blev sat et værdigt punktum, gamblede vi med vores folkestyre. Begge ville have en advokatvurdering. Nu sidder de med i hendes regering, Mette Frederiksen er ikke stillet for en rigsret, og om der er sat et værdigt punktum, kommer i den grad an på øjnene, der ser.

I sommer kom Minkkommissionen med alvorlig kritik af Statsministeriet og særligt af departementschef Barbara Bertelsen, der ifølge kommissionen havde begået tjenesteforseelser. Men det blev altså ordnet ved, at Bertelsen fik en advarsel. Nu er den advarsel så trukket tilbage efter en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der alligevel ikke mener, en advarsel var på sin plads.

Mange har nok svært ved at forstå, hvorfor Bergur Løkke Rasmussen med bare 11.615 personlige stemmer ikke nedlægger sit mandat i respekt for de næsten 20 gange flere vælgere, der valgte Venstre

Morten Reimar

Minkskandalen er tidligere blevet kaldt den største politiske skandale i nyere tid. Men nu er vi endt et sted, hvor bannerførerne for at placere et ansvar er i regering med den selv samme person, de ville placere ansvaret hos. Og det ligner grangiveligt, at den eneste, der har fået skylden for noget som helst, er tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S). Som stadig sidder i Folketinget.

Der er utvivlsomt både gode og legitime årsager til, at advarslen blev trukket tilbage – bare spørg enhver socialdemokrat på Twitter – men det er brænde på et bål af mistillid.

Læs også

2) En stemme på Gade er en stemme på… Løkke?

201.699 danskere stemte ved seneste Europaparlamentsvalg på Søren Gade. En inkarneret Venstremand, en favorit i det jyske bagland og populær nok til, at hans imponerende personlige stemmetal var med til at gøre Venstre til den helt store vinder tilbage i 2019.

Derfor undrer det nok mange, der dengang stemte på Gade, at de ad bagveje nu har været med til at give en plads i Bruxelles til et helt andet parti. Ikke desto mindre er det det, der er sket, efter Bergur Løkke Rasmussen få måneder efter, han som suppleant overtog Gades post, besluttede, at han hellere ville repræsentere sin fars parti, Moderaterne.

Det endda efter han både internt og eksternt aflagde, hvad der er blevet beskrevet som en troskabsed til Venstre.

Mange har nok også svært ved at forstå, hvorfor Bergur Løkke Rasmussen med bare 11.615 personlige stemmer ikke nedlægger sit mandat i respekt for de næsten 20 gange flere vælgere, der valgte Venstre, men sådan er spillereglerne.

Han er i sin gode ret til at skifte parti og er kun bundet af sin egen overbevisning. Alligevel efterlader det et indtryk af, at vælgernes vilje ikke vejer lige så tungt som politikerens. Og at det i sidste ende måske for nogle, at det ikke er så vigtigt, hvor krydset bliver sat, når det alligevel ikke bliver respekteret.

3) Nye Borgerliges ballade

Det føles som i går, Nye Borgerlige stod til at få hver tiende stemme. Anti-politiker-partiet, der skulle ryste op i hele systemet og komme ud igen, inden der gik trædemølle i den, appellerede ikke bare til de allermest hardcore ude på højrefløjen, men begyndte så småt at ligne et parti, der var kommet for at blive.

Siden er det faldet fuldstændigt fra hinanden. Et kort resumé: Vermund takkede af, Boje tog over. Boje ville have rigtigt mange penge og en uopsigelig kontrakt. Boje blev ekskluderet af egen hovedbestyrelse, og Vermund ville gerne være leder alligevel.

Det kan ikke undgå at påvirke borgenes tillid til politikere, hvis de oplever, der gælder andre regler for dem, og at de for øvrigt holder hånden over hinanden.

Morten Reimar

Det er uhyre farligt at påstå, alle de andre rager til sig og klæber til taburetterne. Endnu farligere at gøre et opgør med det til en grundsten i sit politiske projekt. For de vælgere, der strømmede til for at få ryddet op, bliver nu bekræftet i deres værste mistanke: De er ikke et hak bedre. Og så kan det hele synes lige meget.

4) Moderaternes ægte mennesker

Lidt i samme dur, så er en af tankerne bag Folketingets nyeste parti, Moderaterne, at meget ville være bedre, hvis der kom mennesker fra ’den virkelige verden’ med ’ægte livserfaring’ på tinge.

Dårligt var ballonerne fra valgfesten dalet til jorden, før den første nyslåede MF’er måtte trække sig, fordi han nok ikke var den succesfulde iværksætter, han havde givet sig ud for at være. På det seneste er det så partiets kulturordfører, Jon Stephensen, der har været i vælten.

Anklagerne imod ham spænder fra dokumentfalsk til afpresning og krænkelser af medarbejdere. I weekenden så vi billeder fra partiets årsmøde, hvor Stephensen bliver jaget rundt i et messecenter, mens han nægter at svare på journalisternes spørgsmål, ja næsten lader som om han ikke hører dem. I flere minutter.

På scenen blev anklagerne imod ham af komiker Andreas Bo reduceret til, at han ”kom til at stille en mælk i køleskabet og smækkede døren for hårdt, og det er der så nogen, der er blevet sure over.” Til stor moro for tilhørerne.

Moderaterne er langt fra det første parti, der ville redde tillidskrisen ved at bringe ægte mennesker ind i politik med det resultat, at det gang på gang har vist sig, at forskellen til syvende og sidst ikke er stor. Måske er rigtige mennesker ikke bedre end politikere. Måske er politikere endda rigtige mennesker. På godt og ondt.

5) Klimarådet skåret ned

I Regeringens finanslovsudspil står den grønne vagthund, Klimarådet, til at miste to tredjedele af sit budget. Angiveligt er der noget regnskabsteknisk, der betyder, at sådan forholder det sig slet ikke – bare spørg enhver SVM-politiker på Twitter – men for den gennemsnitlige dansker og samtlige grønne NGO’er ligner det grangiveligt en nedskæring.

Uanset hvad sker det under en måned efter, Klimarådet har rettet benhård kritik af regeringen, og det har fået flere grønne stemmer til se en sammenhæng mellem de to.

Læs også

Og selvom der ikke skulle være tale om en afklapsning, så rimer det dårligt på alle de skåltaler om grønne tiltag, der bliver holdt. På den ene side skyer man ingen midler i klimakampen, på den anden side frygter formanden for Klimarådet at skulle afskedige medarbejdere inden året er omme. For mange ligner det hykleri.

6) Småpenge og brede intentioner

Apropos finanslovsudspil, så havde SVM-regeringen afsat bare 200 millioner kroner i forhandlingsreserve. Det er altså de penge, de tre regeringspartier ikke allerede har brugt, men vil lade det øvrige folketing få lov at uddele for til gengæld at stemme for finansloven.

Det er det laveste beløb i mands minde, og plejer gerne at være omkring halvanden milliard kroner. Der er ingen, der siger, regeringen behøver have flere partier til at stemme for deres finanslov, da vi som bekendt har en flertalsregering, men det sender et klart signal om, at det ikke er en prioritet for dem at få andre med.

Vigtigere var det brede samarbejde måske alligevel ikke.

7) Vanopslaghs boligsag ender

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh bor i Struer langt fra kontoret, og har derfor mulighed for at få stillet en gratis lejlighed til rådighed i København samt 30.000 kroner årligt til dobbelt husførelse.  

Men naboerne i Struer havde dog aldrig set ham i opgangen, og stille og roligt blev det tydeligt, han kun meget sjældent var der. På trods af at have fået udleveret en husorden med regler for brug af Folketingets lejligheder, som han har underskrevet, har partilederen hele tiden påstået at være uvidende om reglerne.

Det er altså formanden for et parti, der om nogen i sit daglige arbejde bekæmper frås med offentlige midler, som nu tilsyneladende er taget med fingrene i kagedåsen.

Værst for politikerleden er det dog, at Folketingets præsidium for nyligt besluttede ikke at gøre yderligere ved sagen og altså ikke indgive en politianmeldelse. Vanopslagh har betalt pengene tilbage og sagt undskyld, og så ender det der.

Denne beslutning har rejst spørgsmål om, hvorvidt politikere er undtaget fra straf, hvis de bryder regler for offentlige midler, og om alle andre borgere ville få samme behandling i en lignende situation. Det kan ikke undgå at påvirke borgenes tillid til politikere, hvis de oplever, der gælder andre regler for dem, og at de for øvrigt holder hånden over hinanden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Reimar

Selvstændig kommunikationsrådgiver, Reimars Bureau, fhv. rådgiver i Venstre og Radikale
journalist (DMJX 2017)

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Jon Stephensen

MF (løsgænger)
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1990), arkitekt (Det Kgl. Danske Kunstakademi 1984)

0:000:00