Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskoppen: Folkekirken længes efter at afspejle samfundet i højere grad

Folkekirken er en af de store institutioner i det danske samfund. Vi længes efter i højere grad at afspejle det danske samfund, som det er, skriver Peter Skov-Jakobsen.

<div><span>Mange borgere opfatter sig som aldeles integrerede i det danske samfund. De opfatter sig som loyale danske borgere, men assimilerede vil de ikke være, skriver Peter Skov-Jakobsen.<br><div><br></div></span></div><div><a href="https://kobenhavnsstift.dk/_Resources/Persistent/1/1/e/4/11e4d9064111d67161a3c3f0b5dec09f402163e2/peter_skov-jakobsen_pr%C3%A6stekjole%202.jpg" target="_blank" rel=""></a></div>
Mange borgere opfatter sig som aldeles integrerede i det danske samfund. De opfatter sig som loyale danske borgere, men assimilerede vil de ikke være, skriver Peter Skov-Jakobsen.

Foto: Henrik Dons Christensen/ Københavns Stift
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

København er en by i evig forvandling. Sådan har det altid været med havnebyer.

Engang var det nederlændinge, nordmænd, franskmænd og holstenere, der kom og hjalp os ind i nye tidsaldre. De satte deres præg på byen, og i dag ser vi det præg som typisk dansk.

Hvor der handles, plejes der også internationale kontakter. Københavns Kommune anslår, at der årligt kommer henved 20.000 udenlandske borgere til byen for at slå sig ned, arbejde og leve. De bidrager til byen og bliver borgere i det danske samfund. Deres børn begynder i danske institutioner, tager danske uddannelser og bliver en del af nationen.

Når man i det daglige har København som hjem, mærker man, at det er en by, som er præget af mange kulturer og sprog. Dengang i begyndelsen af det 19. århundrede var 20 procent af Københavns befolkning tysktalende, og derfor var der også to kirker med tysksproget gudstjeneste.

København er på mange måder et grænseland, hvor mange mennesker lever med to sprog og kulturer, som er flettet ind i hinanden.

Det er ikke muligt at være medlem af folkekirken og et andet kristent trossamfund på samme tid. Det burde ikke være noget problem med et dobbelt medlemskab for mennesker, der kommer fra traditioner, der ligner vores egen

Peter Skov-Jakobsen, kommentarskribent

For mange borgeres vedkommende opfatter de sig som aldeles integrerede i det danske samfund. De opfatter sig som loyale danske borgere; men assimilerede vil de ikke være. De er stolte af deres herkomst og værner om deres skikke og deres sprog.

Selv har jeg været præst for mennesker af dansk, svensk og norsk afstamning i Storbritannien. De var der alle sammen af en god grund. Som oftest var det kærligheden, der havde bragt dem til det engelske; men det hændte også, at det var arbejdet, som havde flyttet dem.

De ville gerne holde fast i sproget, i traditionerne og fejre juleaften, Sankt Hans, slå katten af tønden og synge ud af folkehøjskolens sangbog. Jeg forstår derfor godt, når mennesker af anden sproglig og kulturel herkomst danner små menigheder eller kirker.

Folkekirken er en af de store institutioner i det danske samfund, og vi længes efter i højere grad at afspejle det danske samfund, som det er.

For nogle år siden henvendte nogle grupper sig til lokale præster og spurgte, om de kunne blive medlem af folkekirken. Det ville de gerne være, men de ville også gerne opretholde medlemskabet af deres egen kirke.

Som det er nu, er det ikke muligt at være medlem af folkekirken og et andet kristent trossamfund på samme tid. Det forbyder vores lovgivning. Det burde ikke være noget problem med et dobbelt medlemskab for mennesker, der kommer fra traditioner, der ligner vores egen. Det dobbelte medlemskab ville være en udstrakt hånd mod andre traditioner.

I København er der indgået et samarbejde, som betyder, at vi kan oprette en engelsktalende menighed i folkekirken. Den skal række ud mod alle de ikke-dansk talende, der kommer til byen og arbejder eller studerer.

Forhåbentlig bliver denne menighed et sted, hvor vi kan fortælle om vores kirkelige traditioner og vores kultur. Lige så meget håber jeg, at den bliver et sted, hvor de andre vil fortælle om deres baggrund og deres kultur.

Folkekirken reflekterer det danske samfund. Vi er en kirke, der gør sig umage med at formidle ind i samtiden. Den kirkelige virkelighed i mange storbyer er, at der er mange borgere af anden kulturel eller sproglig herkomst.

Vi skal have respekt for hinanden og påskønne hinandens forskelligheder. Det kan være spændende og udfordrende, og som i mange andre sammenhænge er det en øvelse i at trække grænser og holde døre åbne

Peter Skov-Jakobsen, kommentarskribent

Vi vil gerne være kirke sammen med nytilkomne borgere. Vi lægger i noget omfang hus til deres gudstjenester og møder, men det ville være godt, hvis de også kunne blive medlemmer og på den måde være med til at præge og betale for folkekirken.

Vi ser i en ny befolkningsundersøgelse ikke ud til at være så gode til at invitere vores nye borgere ind i vores kirkelige fællesskab. Det vil vi gerne ændre på. Det ville være godt, hvis vi kunne ansætte præster, der arbejder inden for særligt store sproggrupper i vores land.

Det ville være godt at få eksistenssamtaler mellem kulturer. Det ville være godt at mærke, at selv om vi taler forskellige sprog, så er vi fælles om håbet. Det grænseland, som er ude i hverdagen, må gerne komme ind i kirken også.

Kan man ikke være dansk uden at være medlem af folkekirken?

Det kan man meget vel. Det handler ikke om at "stjæle" de andres medlemmer. En stor institution som folkekirken har en forpligtelse til at byde mennesker velkomne i et stort fællesskab.

Kan vi bidrage med at integrere, skabe sammenhæng, skabe håb og få fællesskab mellem mennesker, så er det en del af integrationen; men jeg vil gerne pointere, at assimilation ikke kan være et mål.

Vi skal have respekt for hinanden og påskønne hinandens forskelligheder. Det kan være spændende og udfordrende, og som i mange andre sammenhænge er det en øvelse i at trække grænser og holde døre åbne.

Vi står foran en ny dag. Hvorfor ikke bare gå ind i den med frisind og en stærk danskhed, som sagtens klarer sig?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion