Vi taler om at vende tilbage til normaliteten, men livet kan ikke sættes i bakgear

For et år siden stod der carpe diem (grib dagen) over vores tilværelse. Smitten kom, og nu står der memento mori (husk, du skal dø) eller bare resigneret: “Det går nok”.

Nu er vi midt i foråret og genåbningen, og vi skal finde modet til at handle igen.

Livet er fyldt med handlinger. Nogle til det bedste. Andre fortryder man. Nogle handlinger blev gjort uden overvejelse om konsekvenserne. Selv den overvejede beslutning kan også få fatale konsekvenser. Vi handler altid ud fra vores viden og erfaring, og begge dele kan være begrænsede.

Der er ikke andre end os selv til at tage ansvar og få samfundet til at opstå igen og bevæge sig i den retning, vi ønsker. Hvis vi tror på, at livet fødes på ny, kan vi finde en tillid, der trodser mismodet og får os til at handle.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Det er vores livs vilkår, at vi lever med “uigenkaldelighedens forbistringer,” som den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt udtrykker det.

Livet er uoverkommeligt. Det kommer både til udtryk i ondskaben og i skønheden.

Håb som strategi
Vi kan vælge at indrette os i en tilværelse og et samfund, hvor vi hele tiden holder hinanden fast på vores fejltagelser og eventuelle forfærdelige handlinger.

Fortvivlet og angst kan vi sidde tilbage og tænke på døden og alt det, der ikke lykkedes, og alt det, vi aldrig fik gjort. Vi kan opgive på forhånd.

Vi kan også vælge at forberede os og analysere grundigt. Det må bare ikke lyde, at “håb ikke er en strategi.” For skal vi vende glidningen mod livsløshed, opgivelse og tristhed, er der kun håb som strategi.

Ved at vælge at bryde vandringen mod døden og insistere på, at trods absurditeterne og det vanvittige, ja, så fødes livet hele tiden. For det bliver til dér, hvor man tør have håbet om tilgivelsen.

Der er ikke andre end os selv til at tage ansvar
Døden og mismodet lammer os – livet derimod skaber kreativitet, og mennesker leger pludselig med tilværelsen og skaber et fælles hus, hvor der er plads til gamle, unge, rige, syge, konkursramte, succesrige, alle identiteter og alle nationaliteter. Der er plads til nabostridigheder og til forsoning.

Der er ikke andre end os selv til at tage ansvar og få samfundet til at opstå igen og bevæge sig i den retning, vi ønsker. Hvis vi tror på, at livet fødes på ny, kan vi finde en tillid, der trodser mismodet og får os til at handle.

Vi opdager, at magten ikke består i at ødelægge liv. Magten har den, der skaber liv, giver muligheder og giver ondskaben modstand.

Året, der er gået, har lært mig noget om frihed, fællesskab, solidaritet, om tålmodighed og længsel. Nu skal jeg vænne mig til at få mennesker tæt på mig igen.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Den svenske diplomat Dag Hammarskjöld minder i et lille citat om religionernes grundlæggende visdom:

“Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig guddom, men vi dør den dag, livet ikke mere gennemlyses for os af den evigt fornyende gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft”.

Man skal håbe, tro og turde handle
Mit håb udtrykkes grundlæggende i dét, der er vores kulturs grundfortælling om, hvordan det gik Jesus fra Nazareth.

Livet fødes hele tiden, og sandhedens og kærlighedens forvandling er en mulighed. Man skal håbe det, tro det og turde handle – også selv om det er uoverkommeligt, og selv om “uigenkaldelighedens forbistringer” til tider truer det gode humør.

Den samme menneskesøn har i øvrigt lært mig, at visdommen ikke altid udtrykkes af partifæller, religionsfæller eller landsmænd, og at jeg derfor altid skal have et åbent sind, der hører sandheden og kærligheden udtrykt – lige meget, om den er sagt af en ateist, humanist, jøde, muslim eller buddhist. Gud er generøs.

Livet kan ikke sættes i bakgear
Vi taler hele tiden om at vende tilbage til normaliteten, og så taler vi om den nye normalitet. Jeg synes, at vi skal gribe dagen igen; men vende tilbage har jeg ikke lyst til. Jeg tror ikke, man kan sætte livet i bakgear.

Året, der er gået, har lært mig noget om frihed, fællesskab, solidaritet, om tålmodighed og længsel. Nu skal jeg vænne mig til at få mennesker tæt på mig igen.

Jeg har undret mig over, at jeg godt har kunnet genkende alle, selv om de var gemt bag en ansigtsmaske. Jeg har undret mig over, hvor lidt der skal til for, at man genkender et menneske og glædet mig over det. Men intet glæder jeg mig mere til end, at vi kan se hinandens ansigtstræk igen.