Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Folketinget tvinger lidende restauranter til at diskriminere deres kunder

En række i forvejen hårdt ramte brancher som cafeer, restauranter, biografer og museer skal nu til at kræve coronapas af potentielle kunder, før disse kan få adgang. Det er diskrimination og det kommer til at gå ud over indtjeningen.

En række i forvejen hårdt ramte brancher skal indirekte implementere test og vaccinationer ved at kræve et coronapas af potentielle kunder, før disse kan få adgang, skriver Anne Sofie Allarp. 
En række i forvejen hårdt ramte brancher skal indirekte implementere test og vaccinationer ved at kræve et coronapas af potentielle kunder, før disse kan få adgang, skriver Anne Sofie Allarp.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ved at være her, det forsømte forår, med sin skønhed og fortabte potentiale.

Her til eftermiddag fløj fire skræppende svaner hen over mit hoved, bedst som jeg kom ud af Bispebjerg hospitals kavernøse coronatest-center. Det var af forskellige årsager ugens fjerde test.

Jeg ser også mange mennesker. Og vi passer jo på hinanden her i Danmark, hvor pandemier er globale og fremsyn, lukninger og åbninger udstyres med alt for mange forholdsord, eller pronomener, som jeg helst vil kalde det. Jeg er jo fra dengang, hvor det var god latin at lære latin.  

Sproget afslører os. Vi vil gerne gøre dette her sammen. Vi har taget det nye stammesprog til os. Og på nysproget holder vi hånden under, og ikke over, hinanden, i hvert fald i tanken. For realiteterne er lidt anderledes. Der er nogle, der er udpeget til at betale regningen for regeringens restriktioner ud af egen lomme. Det er et passende offer, mener fællesskabet og sætter en beklagende mine.

Den erhvervsdrivende skal, med sin virksomhed som pant, virke i en national nudging af befolkningen hen imod et mål, der ikke har specifik sammenhæng med driften af den pågældende virksomhed. 

Anne Sofie Allarp, jurist, forfatter, kommentarskribent på Altinget

Og de 'nogle' vil i dette forår se deres mulighed for at tjene penge uløseligt sammentømret med implementeringen af corona-tests og udrulningen af vacciner. Et stort flertal i Folketinget har nemlig udformet planen for åbning af samfundet således, at en række i forvejen hårdt ramte brancher indirekte skal implementere test og vaccinationer ved at kræve et coronapas af potentielle kunder før disse kan få adgang.

Det drejer sig om frisører, tatovører, massører, indendørs og udendørs servering på restauranter og cafeer, om museer, kunsthaller, biblioteker, indendørs- og udendørs idræt for unge og voksne, og om biografer, spillesteder og teatre og indendørs faciliteter i zoo, forlystelsesparker, mv.

Det vil sige fortrinsvis private aktører, som altså skal hindre kundernes frie og lige adgang til deres faciliteter ifølge aftalen mellem partierne

Brancheforeningen Horesta er vrede. De peger på, at 60 procent af restaurantbesøg følge en nylig undersøgelse er spontane eller planlægges samme dag. Og at mange teststeder i provinsen ikke sådan lige er at komme til for mange, og at det er en stor omvej at tage for at kunne nyde en kop kaffe på den lokale cafe.

Men der er mere på spil end den hårdt tiltrængte indtjening her.  

Der er det principielle i, at staten beder de nævnte steder om aktivt at diskriminere. Diskrimination er ellers noget, de i andre sammenhænge vil kunne blive dømt for. Og så er der det ligeledes principielle i, at staten inddrager de nævnte steders potentielle salg af varer og tjenesteydelser i et forsøg på at få befolkningen til at adlyde teststrategien og opfordringen til at blive vaccineret.

Dette må lægges til grund, for passet giver ikke nogen sikkerhed for, at der ikke er smitte på en given restaurant eller på et museum. Børn er undtaget krav om pas og skal ikke vaccineres, og kan medbringe smitten. Voksne kan i begrænset omfang smittes og videregive smitte selvom de er vaccineret. Og så er en test jo et øjebliksbillede og ikke en garanti. Og de mennesker, der ikke bliver testet ofte, kunne være dem, der, i modsætning til mig, ikke har berøring med mange mennesker til daglig. Og vice-versa.

Uden en sikkerhed for et smittefrit miljø, og dermed et bevis for en direkte relation til sikkerheden, bliver restauratører og museumsansattes kontrol med kunders helbredsoplysninger i stedet til statens forlængede arm i implementering af corona-strategien. Og med omsætningen på spil og mulige sanktioner for at undlade at implementere pas-kravet, så er det i sig selv et bemærkelsesværdigt træk fra statens side.

Det er jo netop alene rettet imod de brancher, der i forvejen er hårdt ramt. Der er ikke krav om pas i SuperBrugsen.   

Man kunne indvende, at kiosker jo skal sikre sig, at unge er gamle nok til at købe alkohol. Og at bilforhandlere tjekker kørekort, før man tager en testkørsel. Men det hænger sammen med, at de ellers kan ifalde et ansvar. Det samme gælder for flyselskaber, der bringer folk over landegrænser. De kan ifalde en stor bødestraf, hvis de rejsende ikke har et lovligt indrejsegrundlag. Det vil sige ansvarsgrundlaget og et bredere samfundshensyn er knyttet snævert til deres forretning.

Men når det kommer til coronapasset er samfundshensynet bredere og langt mere diffust. Den erhvervsdrivende skal, med sin virksomhed som pant, virke i en national nudging af befolkningen hen imod et mål, der ikke har specifik sammenhæng med driften af den pågældende virksomhed. 

Og det bør vi allesammen faktisk opponere imod, sådan helt grundlæggende.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion