Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Middelstanden selvmedicinerer med fantasier om dødsdruk i indre København

Anbefalingen om at drosle ned for natlig udskænkning i Københavns centrum er et nybrud med årtiers politik, der alene har skruet op for skørlevned, narko, vold og kampdruk. Men hvis der er noget, man ikke skal tage fra det grå guld, så er det nostalgien over fortidens erobringer af natten.

Indre by i København er om natten lige dele Bonbon-land og Balkan-cirkus med druk, spritbusser, hærværk, vold og søer af opkast og urin, og det hele syv nætter om ugen, skriver Anne Sofie Allarp.
Indre by i København er om natten lige dele Bonbon-land og Balkan-cirkus med druk, spritbusser, hærværk, vold og søer af opkast og urin, og det hele syv nætter om ugen, skriver Anne Sofie Allarp. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Som en ubåd i et freudiansk corona-landskab er den grånende middelstands fantasier om dengang, alting var sjovere end at sætte påskeliljer i Kähler-vasen og have to månedlige samlejer i pligt-kategorien med lillefar, dukket op til overfladen.

Alting var sjovere, må man forstå, dengang Depeche Mode, netstrømper og læderjakker var antrækket, og aftenens succes var ligefrem proportional med promillen.

Ubådens opstigning er ansporet af Københavns Kommune, der for første gang i mands minde og ikke mindst i 11. time af indeværende valgperiode, synes at have lyttet til beboerne i byen. Det er der kommet en Restaurations og Nattelivsplan for 2021 ud af, som anbefaler, at man drosler ned for den natlige udskænkning i byen, når beværtningerne igen åbner. Et nybrud med årtiers politik fra kommunen, der med få udsving alene har skruet op for skørlevned og kampdruk i Københavns centrum.

Line Barfod elsker måske det, hun kalder en god fest, men det har med garanti intet med Gothersgade klokken 04.00 at gøre.

Anne Sofie Allarp, kommentarskribent

Og ramaskriget over dette nybrud fra alle dem, der IKKE bor i de belastede områder, runger endnu gennem byens tomme gader. Hvis der er noget, man ikke skal tage fra det grå guld, så er det nostalgien over fortidens erobringer af natten. Ingen skal komme og rokke ved det Danmark, de kender.  

Som Enhedslistens spidskandidat Line Barfoed skyndte sig at sige til pressen: ”Jeg elsker en god fest.” Og mens vi alle tænkte på, hvordan det kunne hænge sammen, lagde Socialdemokratiets spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen op på sin Facebook-profil, at hun havde fået kaffen galt i halsen, for var der noget, hun havde savnet det forgangne år, så var det blandt andet Distortion.

Og de to damer er typiske for de oprørte masser. For der er ingen af Go' Aften Danmarks følgere på de sociale medier, der er ude efter klokken 21.30 alligevel. Ingen har nogensinde set Sophie Hæstorp Andersen til Distortion. Line Barfod elsker måske det, hun kalder en god fest, men det har med garanti intet med Gothersgade klokken 04.00 at gøre.

Det er åbenbart en del af dansk nostalgi, at man kan tage i byen og få sig et raskt slagsmål eller rage på nogle stangberusede småpiger,

Anne Sofie Allarp, kommentarskribent

Men for de damer er det som med så mange andre, der ikke kender Københavns Indre By fra meget andet end deres ungdom og så en årlig shoppetur på Strøget: Tanken om, at der foregår et gevaldigt og absolut uværdigt kaos, så snart mørket har lagt sig over byen, er betryggende. Så er alt ikke tabt.

Bevidstheden om, at man altid kan tage ind i Indre By, tage sig et par baner og kaste op i en port eller skide mellem to parkerede biler, mens man råber af forbipasserende og kaster med glas, er faktisk nok så vigtig for midaldrende mennesker fra forstæderne eller byens villakvarterer, at festen bare skal have lov til at fortsætte. Uhindret og på fuld styrke.

Det er fint, at de børn, der bor i Indre By, ikke tør gå ud om aftenen eller om morgenen; det er fint, at bilerne hærges, fint at beboerne må sove i deres køkkener eller badeværelser, fint at barerne i de gamle, fredede bygninger må spille så højt, som var det et diskotek, og at ingen kan eller vil håndhæve de få musikstøjsbegrænsninger, der findes. Det skal bare fortsætte.

Det er åbenbart en del af dansk nostalgi, at man kan tage i byen og få sig et raskt slagsmål eller rage på nogle stangberusede småpiger, der står og græder i forvirring over, at de ikke kunne drikke ti store fad for 270 kroner og nu er fanget i en episode af HBO-serien 'Night of the walking dead'.

Før nedlukningen var Indre By lige dele BonBon-land og Balkan-cirkus med junkforretninger, dødsdruk, spritbusser, ølcykler, narko, hærg og vold, søer af opkast og urin - og det hele syv nætter om ugen. Og selvfølgelig: ekstrem lav trivsel for beboerne, som altså skal tåle det her i modsætning til folk på Islands Brygge eller faktisk alle andre steder i kongeriget.

Jeg ved det, for jeg bor tilfældigvis i Københavns Indre By. I mit område har vi 200 gamle fredede bygninger, 70 alkoholbevillinger og 30 bevillinger til klokken fem om morgenen. Mine børn, der hver aften ud af vinduerne har kunne se voksne forvandle sig til råbende, rallende zombier har af egen drift afsvoret alkohol.

"Vi vil aldrig drikke, når vi bliver voksne, mor," og det er på sin vis betryggende, ikke mindst fordi der med alkoholen i dette område følger et vist voldsniveau. Ni unge mænd mister livet i nattelivet om året herhjemme statistisk set. Og i Københavns Indre By er volden faldet med 90 procent under corona-pandemien. 

Nu har Enhedslisten og Socialdemokratiet i den forgangne periode naturligvis intet reelt gjort for hverken beboerne i Indre By eller for at bremse det herskende druk- og voldsorgie på gadeplan. Borgerne i Indre By oplever, at de ikke må få indsigt i bevillinger, og at klager ikke bliver registreret af politiet eller kommunen. At der laves fejl i lydgodkendelserne i barerne og gives dispensationer på fejlagtige oplysninger, og at kommunen ikke ser grund til at rette de fejl.

Indre Bys beboere oplever faktisk helt generelt en ekstremt stedmoderlig kommunal behandling. Og begge partier er så magtfuldkomne, virkelighedsfjerne og borgerfjendtlige, at deres genvalg hvert fjerde år må fortolkes som en slags masochisme fra vælgernes side. Det er ganske uforståeligt.

Læs også

For dette handler grundlæggende om, hvorvidt man skal fortsætte dødsspiralen for Indre By. Vil vi have mere kampdruk, coronasuppe, maveindhold, humanfæces, butiksdød og flere discountbuffeter, narkobaroner, candyshots og stressede, mismodige beboere, så skal vi bare samle stafetten op og fortsætte som normalt, når vi igen må forsamles.

Ellers må man forsøge at redde Indre By. Og skal området reddes, så skal der drejes væk fra den nuværende kurs mod kontor- og discountturist-park by day og dødsdrukzone by night.

Dét, der gav Indre By sin charme, var, at der var liv, små og specialiserede forretninger, caféer, beboelse, kvalitetsrestauranter, en variation af beværtninger, uddannelsesmiljø og nærmiljø og beboere i alle afskygninger. Alt det er uddøende.

København er så smuk, at det kunne blive en attraktion i Europa på linje med Amsterdam eller Prag, men det kræver, at jungleloven ophæves, iltsvindet stopper, og at Generation X sammen med resten af nationen finder en anden sutteklud end drømmen om at pisse op af kulturarven klokken tre om morgenen på en onsdag.


    Politik har aldrig været vigtigere

    Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion