Forsker: Hvem er egentlig det støjbergske folk?

Da Coca Cola for nylig lancerede en ny Coca Cola Zero-smag, arrangerede dagbladet BT en blindsmagning med Inger Støjberg. Konklusionen var klar: "Inger Støjberg er ikke glad."

Den nye smag er ikke bare anderledes, men dårligere end den gamle.

Men hvorfor er det overhovedet interessant, hvad Støjberg mener om smagen på Cola Zero? Det er det, fordi hun er blevet indbegrebet af folkelig smag, hvad enten det drejer sig om flygtninge og forvaltningsret, mad og drikke.

Netop Støjbergs dårlige smag er afgørende for vores syn på hende som en populist. Altså i elitens øjne – dem, som ellers bliver kaldt smagsdommere. Hvis man som jeg ikke anede, at Cola Zero havde skiftet smag og sandsynligvis ikke kunne kende forskel på den gamle og den nye smag, så er det nok, fordi man er en del af eliten.

Når hun drikker cola til morgenmad og kan smage forskel på den gamle og den nye Cola Zero, er det tegn på, at hun deler smag med folket. Og når elitister som jeg kalder det dårlig smag, bekræfter det bare, at hun ikke er en del af eliten.

Populisme og demokrati
Modsætningen mellem folk og elite definerer populismen. Samtidig tænker vi ofte på populisme i modsætning til demokrati, hvor folket også spiller en central rolle. Det er derfor, det støjbergske folk er interessant. Hvad er det for et folk, Støjberg gør sig til talskvinde for? Og er det et populistisk eller et demokratisk folk?

Om man kan lide Støjbergs politik eller ej, er det ikke sådan lige at udelukke det støjbergske folk, hvis vi først har forpligtet os til folkestyre.  

Lasse Thomassen
Lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

To modsætninger definerer Støjbergs populisme: København over for provinsen, og indvandrere over for danskere. I begge tilfælde er det sande folk – provinsen og danskerne – truet.

I modsætningen mellem København og provins har vi på den ene side København, politikerne ("sumpen"), kultureliten, og "de fine saloner". På den anden side har vi provinsen, hvor hjertet er landet og særligt Jylland. Jylland med saftevand, drømmekage og lyseblå tredørs-Corolla. På den ene side det abstrakte; på den anden side det nære og jordbundne. På den ene side det kunstige, på den anden det naturlige. På den ene side Produktionsdanmark hvor folk som "lastvognsmekanikeren i Holstebro" skaber værdi; på den anden side københavnerne, som lever af den værdi, resten af landet skaber.

Netop "værdi" er central her. Der er et kerneland, som har holdt fast i danske kulturelle værdier, og som skaber materiel værdi. Og så er der København, som er karakteriseret ved værdirelativisme, det vil sige, at alt har værdi, og dermed har det danske ikke nogen særlig værdi. København er også karakteriseret ved ikke at skabe ny værdi; her snylter man på resten af landet.

Kernelandet er det ægte danske, hvorimod København har fjernet sig fra det danske. Kombinationen af kernelandet, som holder fast i de sande danske kulturelle værdier og producerer materiel værdi, er altså kombinationen af konservativ nationalisme og økonomisk liberalisme.

By-Venstre og land-Venstre
Modsætningen mellem København og provins afspejles internt i Venstre. På den ene side har vi by-Venstre, eller akademiker-Venstre, og på den anden side land-Venstre, personificeret af henholdsvis Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. By-Venstre har vendt folket ryggen og er blevet en del af eliten.

Den anden modsætning i Støjbergs populisme er modsætningen mellem indvandrere og danskhed. Her står indvandrere og flygtninge – muslimske naturligvis - over for danskerne og danskheden. Den danske befolkning, folket, er altså den danske nation.

At Støjbergs populisme er en nationalistisk populisme, ses også i hendes karakteristik af de berygtede drenge i biografen som "indvandrerdrenge". Indvandrere tilhører ikke folket – de italesættes som "jer", der "bor i Danmark", over for "vort samfund" – og tilhørsforholdet til folket kan problemløst aflæses i hudfarve, hårfarve, tale, og så videre.

Støjbergs populisme er en typisk populisme: På den ene side den moralsk korrupte elite og på den anden side det gode folk. Det nationalistiske element er også typisk, og særligt højre-populismen sætter lighedstegn mellem folk og nation.

Demokrati i modsætning til eliten
Men Støjberg adskiller sig fra en anden fremtrædende stemme på højrefløjen lige nu: Morten Messerschmidt. Begge er nationalister, men hvor Støjberg er pop og dårlig smag, er der et elitært og ikke mindst kultur-konservativt skær over Messerschmidts Gud, konge og fædreland.

Der er altså flere måder at italesætte folket på, i det vi normalt forstår som det højrepopulistiske spektrum. Og det er samme støjbergske idé om folket, som man finder i regeringens indvandrerpolitik og udflytningsplaner.

I Støjbergs populisme har vi modsætningerne mellem København og provins, indvandrere og danskere. Polerne på hver side af modsætningerne smelter sammen, således at det danske folk findes i provinsen (særligt i Jylland) og defineres i modsætning til eliten og til indvandrere (det vil sige muslimer).

Det danske demokrati – hvor det danske folk regerer sig selv – kan kun regere i modsætning til eliten og indvandrere. Det gælder derfor om at komme af med eliten (sumpen skal drænes) og med indvandrerne (jævnfør Støjbergs og Dansk Folkepartis "paradigmeskifte" i udlændingepolitikken).

Hvor Støjberg er pop og dårlig smag, er der et elitært og ikke mindst kultur-konservativt skær over Messerschmidts Gud, konge og fædreland.

Lasse Thomassen
Lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Henvisningen til folket som kilde til suverænitet og legitimitet er svær at komme udenom i et demokrati, og samtidig indebærer enhver henvisning til et folk en afgrænsning. I dette tilfælde foregår afgrænsningen opad (imod eliten), geografisk (imod København), og udad (imod indvandrere som fremmede).

Modsætning udviskes
Vi ser også i Støjbergs populisme, at det handler om magt. Folket står i et direkte magtforhold til især eliten: Enten bestemmer eliten, eller også bestemmer folket.

Det liberale demokratis løfte er, at folket kan bestemme, så længe det ikke kommer alt for tæt på magten. Der ligger her en frygt for folket forstået som pøblen – det støjbergske folk. Støjberg spiller – bevidst eller ubevidst – på folket som pøbel og underdog, og her adskiller hun sig fra både Messerschmidts national-konservatisme og fra Kristian Jensens og Jacob Ellemans pæne Venstre.

Støjberg bringer magtforholdet mellem folk og elite i spil ved at vise, hvordan de politiske institutioner – Christiansborg, de politiske partier, rigsretten, osv. – er partiske og kun repræsenterer en del af befolkningen. De repræsenterer eliten og dens institutioner, og de står i vejen for mere demokrati.

Det folk, hun sætter op imod eliten, er også blot en del af befolkningen. Det er det sande danske folk i modsætning til eliterne og indvandrerne.

Om man kan lide Støjbergs politik eller ej, er det ikke sådan lige at udelukke det støjbergske folk, hvis vi først har forpligtet os til folkestyre.

Er det støjbergske folk populistisk eller demokratisk? Netop fordi både populisme og demokrati indeholder en henvisning til folket, udviskes modsætningen mellem populisme og demokrati. Det er ikke nødvendigvis skidt, men vi behøver ikke acceptere Støjberg som folkets sande smagsdommer.