Frank Jensen før tysk valg: Socialdemokraten Scholz er favorit. Men hvem er han? Og hvad vil han?

Her få dage før det tyske valg tegner der sig et historisk skifte på kanslerposten efter 16 år med Angela Merkel og Kristendemokraterne på denne post. 

På meget kort tid er socialdemokraternes kanslerkandidat, Olaf Scholz, gået fra en tredjeplads i alle målingerne til nu at være klar favorit til at indtage det tyske statsministerium, Kanzleramt. 

Men hvem er han, og hvilke holdninger og værdier er han rundet af, denne 63-årige nordtyske socialdemokrat?

Jeg vil her give mit personlige perspektiv på Olaf Scholz og hans politiske projekt.

Forståelse for jura
Lad mig starte med denne meget sigende bemærkning fra Olaf Schultz: "Sie müssen bedenken, dass Deutschland erst ein Rechtsstaat ist, bevor es eine politische Demokratie ist" ("Du skal huske, at Tyskland er en retsstat, før det bliver et politisk demokrati").

Disse ord fald fra den nytiltrådte overborgmester i Hamborg i 2011, da jeg første gang mødte Olaf Scholz. Det var hans svar på mit spørgsmål om hans og den tyske befolknings tålmodighed med den langstrakte domstolsprøvelse af den politiske vedtagelse af den faste forbindelse mellem Tyskland og Danmark Fehmernbelt tog- og biltunnel.

Min kollega mindede mig om, at de folkevalgte politikere i Tyskland havde misbrugt deres magt så eftertrykkeligt, at de for altid vil være underlagt domstolene – ikke mindst forfatningsdomstolen i Karlsruhe. Det er til at forstå, at juristerne og dommerne har fået en helt særlig placering i Tyskland efter nazisternes forbrydelser på menneskeheden og den tyske forfatning. 

Olaf Scholz forstår denne rollefordeling den dag i dag bedre end de fleste. Med en uddannelsesbaggrund som jurist med efterfølgende advokatbestalling i 1985 har har han et godt blik for de forfatningsretlige spørgsmål.

I en nylig ZDF-måling svarer 44 procent af de adspurgte, at de foretrækker finansministeren som ny kansler.

Frank Jensen
Direktør, fhv. overborgmester for Socialdemokratiet i København

Olaf Scholz' succes
Da vi mødte hinanden første gang på rådhuset i Hamborg, mødte jeg en kollega, der på mange måder havde samme baggrund som mig selv. 

I 2011 vandt Olaf Scholz absolut flertal med SPD i Hamborg og blev derefter overborgmester i den nordtyske storby. Jeg selv var blevet overborgmester i København året før – dog uden absolut flertal. 

I de efterfølgende år havde vi et tæt politisk og personligt samarbejde. Vi havde fælles politiske mål og dagsordner. Finanskrisen havde sat vækst og beskæftigelse tilbage. Der var stor risiko for eksplosion i ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden i de to universitetsbyer. Boligmarkedet havde svært ved at levere boliger i tilstrækkeligt omfang og til overkommelige priser. De offentlige budgetter var presset, og det kunne gå udover kvaliteten i velfærdsydelser som børnepasning, skoler og ældreomsorg, som vi begge var ansvarlige for. Vi skulle bekæmpe kriminalitet, bandedannelser og narkokriminalitet.

Alle disse temaer drøftede vi ved gensidige møder i Hamborg og København. Vi var begge af den opfattelse, at grundlaget for, at vi kunne løse de store udfordringer, var vækst og udvikling i den klassiske forstand.

Begge byer kom hurtigt ud af finanskrisens skygge. Vækststrategien førte til højere beskæftigelse, stor tilvækst af nye boliger og skabelsen af nye attraktive boligområder i havnenære bydele. Livskvaliteten kom op og dannede baggrund for stor vækst i befolkningstallet. På ti år steg befolkningstallet i København med 20 procent svarende til 100.000 nye indbyggere.

I 2018 kunne Olaf Scholz bruge denne succes til at indtage posten som finansminister og vicekansler i Angela Merkels regering mellem CDU/CSU og SPD. 

Ingen 'showman'
Olaf Scholz er ikke, som de fleste andre politikere, drevet af et behov for klapsalver og umiddelbar anerkendelse i rampelyset. Det er blevet meget tydeligt for de fleste, at SPD’s kanslerkandidat har helt andre værdier og behov. Kanslerkandidaten er ikke en showman.

Jeg husker, at vi sammen skulle give et doorstep-interview på Søjlegangen på Københavns Rådhus efter et af vores møder. Efter interviewet spurgte en pressefotograf, om ikke Olaf Scholz ville gå lidt frem og tilbage i Søjlegangen, så fotografen kunne få et billede med noget bevægelse i. Olaf svarede meget kort: "I'm not an actor. Feel free to take your picture now."

Den lidt stive og ufolkelige fremtoning har givet ham et kælenavn, han bærer med stolthed, nemlig 'Scholzomat'. Et kælenavn, han har fået af medierne her i valgkampens hektiske afslutning, hvor de ikke kan slå et citat af kanslerkandidaten, han ikke har gennemtænkt. Han holder sig til den linje, han har planlagt for hele valgkampen. 

Olaf Scholz er ikke, som de fleste andre politikere, drevet af et behov for klapsalver og umiddelbar anerkendelse i rampelyset.

Frank Jensen
Direktør, fhv. overborgmester for Socialdemokratiet i København

Hæve mindstelønnen
Olaf Scholz har gennem sit virke vist de tyske vælgere, at han er en arbejdshest, der holder af at vise resultater frem for at tale så meget om dem. Netop den tilgang til politik har ført til en helt uventet succes hos vælgerne. Hvis tyskerne kunne vælge deres næste kansler direkte, er der ingen tvivl i meningsmålingerne om, hvem der skal afløse Angela Merkel på posten: Det skal min gamle borgmesterkollega Olaf Scholz. I en nylig ZDF-måling svarer 44 procent af de adspurgte, at de foretrækker finansministeren som ny kansler. Det er en markant fremgang på hele ti procent på meget få uger. Det er sket samtidig med, at CDU-kandidaten, Armin Laschet, og De Grønnes Annalena Baerbock oplever markant tilbagegang.

Med et stærkt fokus på få udfordringer, nemlig den urimeligt lave mindsteløn, flere betalelige boliger og en troværdig klimaplan, forsøger Olaf Scholz at placere sit kandidatur og SPD på en genkendelig kurs for hovedparten af de tyske vælgere på valgdagen.

SPD og Olaf Scholz går til valg på at hæve mindstelønnen for ti millioner lavtlønnede tyskere fra 9,6 euro per time til 12,0 euro. At det bliver den første lov, som en ny regering under kansler Olaf Scholz vil fremsætte, skaber sammenhold og opbakning til projektet fra den tyske fagbevægelse. Netop dette klare fokus på de lavlønnede kan få samme betydning for SPD, som Arne-pensionen fik for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet i Danmark ved sidste folketingsvalg. Det placerer partiet klart til venstre i en stærk alliance med de vælgere, som er optaget af sammenhængskraften i samfundet.

Mindstelønnen skal have en størrelse, som den tyske familie kan leve af. Tyskland skal stoppe udviklingen mod et arbejdsmarkedet, hvor det er nødvendigt med flere jobs for at få en anstændig løn. 

Den seneste TV-duel mellem de tre spidskandidater tegnede et tydeligt billede af en begyndende alliance mellem SPD og De Grønne. Får Olaf Scholz også brug for støtte fra venstrefløjspartiet Die Linke, får han ikke problemer med at få flertal for det største valgløfte om hævelse af mindstelønnen. Men der skal nok komme mange andre problemer. Jeg tror Olaf Sholtz vil sige: "Wir schaffen das"