NGO: Bankunion konsoliderer store bankers magt

DEBAT: EU’s bankunion er udtryk for historieløshed og er med til at sikre de store bankers magt, skriver formand i foreningen Gode Penge, Rasmus Hougaard Nielsen.

Resultatet af EU's bankunion er, at euroen i sin nuværende form er dømt til at falde, mener formand for foreningen Gode Penge, Rasmus Hougaard Nielsen.Foto: Michael Probst/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Hougaard Nielsen
Formand, Gode Penge

Læren af historien burde være det modsatte; at bankerne bør være mindre og operere tættere på den produktive økonomi og de nationale tilsyn.
Rasmus Hougaard Nielsen
Formand, Gode Penge

I kølvandet på den sidste tids bankskandaler leder politikerne med lys og lygte efter handlemuligheder.

Men i stedet for at diskutere, hvordan vi gør op med bankernes magt og skaber et mere demokratisk og stabilt internationalt finansielt system, lægger mange politikere i stedet op til, at vi skal indgå i den europæiske bankunion.

Dermed fralægger de sig reelt set ansvaret over situationen, samtidig med at de blotter deres manglende forståelse for økonomi og bankdrift.

Fakta

Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Bankunionen bygger på falske præmisser
Hele grundlaget for bankunionen er en række falske præmisser omkring finansiel regulering og bankdrift generelt:

For det første, at kapitaldannelsen (pengeskabelsen, red.) og pengenes bevægelighed kan sidestilles med produktionen og handlen med varer og tjenester.

Resultatet af galskaben er, at hele euroen i sin nuværende form er dømt til at falde.
Rasmus Hougaard Nielsen
Formand, Gode Penge

I modsætning til varer og tjenester er penge ikke en knap ressource, men kan derimod produceres i næsten uendelige mængder, så længe bankerne vurderer, at der er kreditværdige debitorer i den anden ende.

Historieløst
Med euroen tillod man tyske og franske banker at producere enorme mængder euro til at finansiere sydeuropæernes forbrug af tyske og nordeuropæiske varer, hvilket resulterede i, at der i opgangsperioden før finanskrisen blev skabt en kæmpe gældsubalance mellem syd- og nordeuropa, som bankerne profiterede på, men som sidenhen har bragt euroen i knæ.

Bankunionen løser på ingen måde dette problem, da den også baserer sig på en anden falsk præmis; at man kan begrænse og eliminere finansiel risiko ved at lade bankerne vokse sig større og operere på tværs af landegrænser.

Dette er helt igennem historieløst.

Bankunionen øger magten hos storbankerne
Læren fra 1930’ernes depression og 2. verdenskrig var, at ubalancer på tværs af landegrænser er konfliktskabende og livsfarlige, og at bankdrift bør udføres tæt på den økonomiske aktivitet, som den finansierer.

Dette førte til, at man i efterkrigstiden havde en bankpolitik, som bestod af national kreditstyring fokuseret mod den produktive økonomi, kombineret med begrænsede kapitalbevægelser på tværs af landegrænserne samt handelsbalancer, der blev balanceret via Bretton-Woods-samarbejdet.

Perioden går populært under navnet Kapitalismens gyldne tidsalder grundet den store økonomiske fremgang.

Læs også

DF og Enhedslisten tror ikke på Nationalbankens syn på bankunion

Med bankunionen og et fælles europæisk finanstilsyn gør man det diametralt modsatte.

Man ikke blot accepterer, at de store internationale banker profiterer på at skabe destabiliserende tværnationale gældsubalancer, man konsoliderer direkte deres magt ved reaktivt at placere tilsynsmagten på det samme niveau, som de opererer.

Læren af historien burde være det modsatte; at bankerne bør være mindre og operere tættere på den produktive økonomi og de nationale tilsyn.

Intellektuel deroute
Den tredje fejlagtige præmis bag bankunionen er troen på, at systemisk risiko kan elimineres, hvis den fjernes fra bankernes balancer via de såkaldte risikovægtede kapitalkrav.

Dette er en intellektuel deroute.

Når en bank yder kredit, skaber den købekraft, men samtidig også kreditrisiko.

Hvis kreditten går til finansiering af ny produktion, løber banken tilsyneladende en stor risiko, men da den økonomiske aktivitet samtidig øges, holdes den systemiske risiko nede, og potentielt set skabes der en langsigtet gevinst for samfundet som helhed.

Yder bankerne i stedet kredit til spekulation i eksisterende aktier og ejendomme, løber de tilsyneladende minimal risiko, men da der ikke skabes nogen form for produktiv aktivitet, øges den systemiske risiko markant – det vil sige risikoen for dybe og alvorlige økonomiske kriser i fremtiden.

Økonomisk perversion
Med risikovægtede kapitalkrav siger man til bankerne, at de kan blive ved med at profitere på at pumpe gæld og kreditpenge ud i samfundet, så længe de løber minimal risiko. Det vil sige, så længe de primært yder spekulativ og uproduktiv kredit.

Kapitalkravene er derfor en økonomisk perversion, som bør afskaffes så hurtigt som muligt, men med bankunionen opskaleres de i stedet til et overstatsligt niveau, hvormed den finansielle sektor frakobles yderligere fra den produktive økonomi.

Resultatet af galskaben er, at euroen i sin nuværende form er dømt til at falde.

Politik har aldrig været vigtigere