Debat

Hæstorp: Pusherstreets problemer kan ikke løses med et quickfix

Hvis det havde været nemt at nedlægge Pusher Street permanent, var det uden tvivl sket i løbet af de sidste 40 år. Alle aktører, som er engageret i Christiania må tage fælles ansvar, skriver Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S).

I København er der et politisk flertal for en forsøgsordning med legalisering af cannabis fra Ø til V.
I København er der et politisk flertal for en forsøgsordning med legalisering af cannabis fra Ø til V.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Sophie Hæstorp Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De 55 modige christianitters aktion imod volden og banderne på og omkring hashmarkedet på Pusher Street, blev fulgt op af en massiv debat om politisk handling fra Christiansborg og Københavns Rådhus. Til det kan jeg sige; jeg er helt enig i, at der skal ske noget, og vi er i gang.

Læs også

Men hvis det havde været nemt at nedlægge Pusher Street permanent uden at flytte problemerne et andet sted hen i København, var det uden tvivl sket i løbet af de sidste 40 år. Der er ikke et quickfix.

Til gengæld er der en historisk enighed og vilje blandt alle aktører på og omkring Christiania til at sige: nok er nok.

Jordbær og friskplukkede ærter

Som overborgmester er jeg er helt enig med de 55 christianitter i, at hverken beboere eller Christiania som helhed ikke kan leve med den forråelse og afstumpede vold og bandekriminalitet, som kendetegner Pusher Street. Det kan resten af København heller ikke. Vi kan ikke tolerere mord og hensynsløs vold og trusler midt i vores elskede hovedstad.

Der gik blot få timer, før bander og pushere ryddede blokeringerne og alt var normalt på Pusher Street igen. Hvor pushere igen stod og råbte om kokain og amfetamin, som solgte de jordbær og friskplukkede ærter kort før lukketid på Købmagergade.

Jeg synes, aktivisterne er modige. Og jeg synes, de tager ansvar. Med aktionen viser de omverdenen og de kriminelle bander, at de har fået nok. De skal vide, at de bliver både set og hørt, og at vi har deres ryg. Vi vil det samme.

Der gik blot få timer, før bander og pushere ryddede blokeringerne og alt var normalt på Pusher Street igen. Hvor pushere igen stod og råbte om kokain og amfetamin, som solgte de jordbær og friskplukkede ærter kort før lukketid på Købmagergade.

Det viser netop, at der er brug for en langsigtet, permanent løsning ulig noget, der er set før. Og præcis derfor, samlede jeg alle de ansvarlige aktører fra christianitterne, fonden derude, justitsministeren og politidirektøren med flere om et bord på Københavns Rådhus, for at blive enige om, at nu går vi i gang med at finde en løsning, så vi kommer problemerne til livs en gang for alle. Det gav vi håndslag på.

Og her i august går arbejdet med en helhedsplan for området i gang. For vi skal ikke efterlade hverken christianitter, politiet eller andre alene. Eller blot flytte problemet rundt til andre steder på Christianshavn eller bydele.

Jeg er optimistisk i forhold til, at det her er begyndelsen til enden for Pusher Street.

Fra peacetegn til hardcore kriminelle

Jeg både håber og tror, at københavnerne er enige med mig i det her. Tiden hvor glade hippier solgte lidt fjolletobak med brede smil og peacetegn på kinderne er for længst forbi.

Pusher Street er i dag styret af hardcore kriminelle bander og grupperinger, som regerer med trusler, rå vold og de viger tilbage for kyniske likvideringer. Og de sætter 13-årige i boderne.

I København er der et politisk flertal for en forsøgsordning med legalisering af cannabis fra Ø til V. Socialdemokratiet er også med. Vi er enige om, at situationen kræver nye tiltag. Og legalisering kan være en del af løsningen, fordi vi dermed tager millionerne op af lommerne på de kriminelle.

Regeringen har via sundhedsminister Sophie Løhde onsdag i sidste uge svaret på Københavns forespørgsel om forsøgsordning med legalisering af cannabis. Det blev et nej. Det er også den holdning, der gælder for mit parti på Christiansborg.

Det accepterer jeg.

En progressivt centrum

København og hovedstadskommunerne er historisk mere progressive på nogle dagsordener i Socialdemokratiet. Fordi vi ofte møder udfordringer først og størst.

Vi kan ikke sidde på hænderne og vente på, at Christiansborg skifter holdning og løser problemerne for os. Vi må selv tage ansvar. Og det gør vi nu sammen med alle aktører, som er engageret i Christiania.

De fleste husker nok, hvordan det med vestegnsborgmestrene, som i mange år råbte op omkring udfordringer med koncentrationer af borgere med udenlandsk baggrund.

På spørgsmålet om legalisering af cannabis er vi også foran i København.

Jeg siger ikke, at det er den eneste løsning, jeg siger blot, at vi har brug for at gøre noget andet, end der tidligere er gjort for at komme problemerne til livs.

Derfor er jeg optaget af, hvad vi i København selv kan gøre nu. For vi kan ikke sidde på hænderne og vente på, at Christiansborg skifter holdning og løser problemerne for os.

Vi må selv tage ansvar. Og det gør vi nu sammen med alle aktører, som er engageret i Christiania.

Der er ikke et quickfix. Men der er en hidtil uset vilje, og derfor er der også en vej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00