Har Støjberg kurs mod magten?

Hvad er Danmarksdemokraterne for et parti? Med fortsat fremgang i meningsmålingerne kan man i dag hverken komme uden om partiet eller spørgsmålet. Det sidste gælder i øvrigt også for partiet selv. Det har jo taget hul på en forsigtig transformation til et rigtigt parti med medlemmer og organisation og det hele.

Spørgsmålet kan stilles mere præcist. Det handler om – eller rettere hvor langt – vi kan opfatte partiet som endnu et populistisk højreparti, eller om det mere drejer sig om et parti, som er ved at møve sig ind i en anden position.

Men tallene først. Det korte af det lange er, at Danmarksdemokraterne fra et flot, men streng taget også lidt skuffende valgresultat stille og roligt er vokset. I seneste Voxmeter deler de pladsen som største borgerlige parti med Liberal Alliance og Venstre.

Partiets stille fremgang er dog blevet overskygget af historier, som på overfladen har virket mere interessante.

Den vigtigste er den om, at midten har omskabt dansk politik. I den analyse hedder det – eller hed det – at SVM-regeringen har ændret spillets regler. Nu er magten solidt på midten, og så må de andre partier sidde på bænkene og vente på at blive budt op til dans.

Og ja, sådan er det lige nu. For regeringen består, og der er hverken en samlet opposition eller et klart alternativ. I den sammenhæng er det naturligvis ikke så afgørende om Støjberg & Co. kan mønstre otte eller to procent af stemmerne.

Vi er endnu henvist til at opfatte Danmarksdemokraterne som en mærkværdig vanartet gnu, der er vandret ind på den proverbielle borgerlige savanne

Christian Egander Skov

I en tilbygning til den analyse hedder det også, at de vælgere, som Støjberg repræsenterer, slet ikke er afgørende længere. Støjbergs appel er til vælgeren i den jyske periferi, hvor man har landlig bevidsthed. Den er i videre forstand til Blå Bjarne – den mest ombejlede vælger de sidste mange år. Men nu handler det om ”Mads i Midten”.

Han er forbundet med dansk politiks bevægelse mod midten, og gør den bevægelse plausibel som mere end en krusning på den politiske overflade. Han er den unge, veluddannede, mandlige storbyvælger, der hverken er rigtig rød eller rigtig blå – men altså netop veluddannet og storbyvælger – og således langt fra Inger Støjberg.

Pointen er ikke, at alt dette er rigtigt eller forkert, blot at samtalen om det politiske landskab har bevæget sig. Faren ved det er, at vi kommer til at afskrive Danmarksdemokraterne som et sidste suk i bølgen fra en tid, der allerede er forbi.

Men holder det? Samlingen om midten er mindre stabil, end man kunne tro. Regeringspartierne smider vælgere med rekordhast. Moderaterne er et hus med sætningsskader. Venstre er i en særdeles vanskelig situation, og selv i det altid såre veldisciplinerede Socialdemokrati viser sprækkerne sig.

Der er dog også noget andet, der har overskygget Danmarksdemokraternes succes.

Når vi har spejdet efter succeshistorien i den borgerlige lejr, så er øjnene først og fremmest faldet på Liberal Alliance. Partiet har haft fremgang, og Vanopslagh er blevet hyldet både som politisk leder og en borgerlig ideolog, hvis TikTok-kampagne ”du kan godt” kunne genrejse borgerligheden.

Det er slet ikke uden grund. Men man må nok også konstatere, at partiet i højere grad end Danmarksdemokraterne repræsenterer et tilværelsessyn, som meningsdannere i hovedstaden kan forholde sig til. Danmarksdemokraterne forstår vi ikke ideologisk, men sociologisk. En dokumentar, Støjbergs stemmer, på DR har opsøgt partiets vælgere derude i udkanten. Programmet er sympatisk nok, men munder også ud i en karakteristisk eksotisme.

Da Morten Messerschmidt (DF) i februar angreb Danmarksdemokraterne for at være ”Venstre-folk i fåreklæder”, var det ikke noget man nødvendigvis var utilfredse med hos Støjberg

Christian Egander Skov

Det er som om, man ikke kan være i Jylland uden også at være på safari. Vi er endnu henvist til at opfatte Danmarksdemokraterne som en mærkværdig vanartet gnu, der er vandret ind på den proverbielle borgerlige savanne.

Støjbergs stemmer placerer partiet som en populistisk protest fra udkanten. Det er netop, fordi Støjbergs person repræsenterer en negation af de fine saloner, at hun appellerer til disse vælgere.

Det er uden tvivl en væsentlig del af sandheden om partiet, og ikke mindst dets stabile og voksende vælgertække. Men der er en anden side af ligningen.

I Danmarksdemokraterne er man meget opsatte på ikke at blive slået i hartkorn med hverken Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige. Da Morten Messerschmidt (DF) i februar angreb Danmarksdemokraterne for at være ”Venstre-folk i fåreklæder”, var det ikke noget man nødvendigvis var utilfredse med hos Støjberg.

Dansk Folkeparti rettede bager for smed. I virkeligheden gavner markeringen af afstanden mellem Støjbergs og Messerschmidts begge partier.

For Danmarksdemokraterne betyder det, at man stille og roligt kan positionere sig som et parti, der nok kanaliserer en dyb folkelig utilfredshed, men hvis tilgang til politik mere er en bramfri udgave af Venstre 1.0 end Dansk Folkeparti 2.0. Der skal være en skørhedsfaktor på nul, har Støjberg tidligere erklæret.

Ønsket om at finde sin plads som et ansvarligt borgerligt parti, der bliver taget alvorligt, skinnede igennem, da partiet for nyligt fremlagde et stort finanslovsudspil. Her kan man på den ene side hæfte sig ved, at partiet pudsede sin profil af som advokat for Udkantsdanmark og Provinsdanmarks interesser, men nok så meget, at man med udspillet netop ville understrege, at man hæver sig op over protesten.

Der skal være en skørhedsfaktor på nul. Til gengæld skal der være konkrete resultater. Det er den alene, partiet lægger op til at lade sig måle efter.

Danmarksdemokraterne er ligesom Moderaterne skabt som et parti, der ønsker at løfte et regeringsansvar

Christian Egander Skov

Den signalerede åbning mod pragmatismen er også det, der på længere sigt, kan give partiet en central position blandt de borgerlige partier.

For det første er bevægelsen mod en bred, pragmatisk politik forudsætningen for, at Danmarksdemokraterne kan gå fra at være et udkantsparti til et provinsparti, eller et parti for den jævne mand uden for "1240K".

For det andet kan partiet bedre end de mere dogmatiske borgerlige partier bygge bro til Venstre, hvis de engang skifter formand og eventuelt dropper SVM. Danmarksdemokraterne kan blive brobyggere og garanten for en folkeligt funderet borgerlig politik. Det handler om at veksle fornemmelsen af afmagt til konkret politisk magt.

For det andet – og her er det store kætteri – hvorfor skulle et parti som Danmarksdemokraterne ikke selv kunne indgå i en bred regering engang? Ja, ja, ren spekulation, lige nu og i al overskuelig fremtid. Men et midterparti har mange muligheder.

Og Danmarksdemokraterne er ligesom Moderaterne skabt som et parti, der ønsker at løfte et regeringsansvar.