Anmeldelse af 
Niels Wium Olesen

Historiker har skrevet en god, troværdig og engagerende fortælling om danske jøders flugt

Simon Kratholm Ankjærgaards nye bog om danske jøders flugt og fangenskab under Anden Verdenskrig går helt tæt på danske jøders skæbne og formår at lave en vedkommende kobling til samtidens kultur og historiske baggrund, skriver Niels Wium Olesen.

I Simon Kratholm Ankjærgaards nye bog kommer vi helt tæt på nogle af de omkring 7.000 jøder, der flygtede fra Danmark til Sverige i oktober 1943. På billedet ses danske jøder efter deres ankomst til Borgerskolen i Malmø.
I Simon Kratholm Ankjærgaards nye bog kommer vi helt tæt på nogle af de omkring 7.000 jøder, der flygtede fra Danmark til Sverige i oktober 1943. På billedet ses danske jøder efter deres ankomst til Borgerskolen i Malmø. Foto: Svenskt Pressfoto/Ritzau Scanpix
Niels Wium Olesen
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Oktober 1943 - De danske jøders flugt og fangenskab
Simon Kratholm Ankjærgaard
384 sider, Lindhardt og Ringhof

 

Redningen af de fleste danske jøder under Anden Verdenskrig i efteråret 1943 er et af de få lys i det civilisatoriske lavpunkt og tragiske mørke, som holocaust ellers er i europæisk historie.  

Ikke nok med at flertallet af danske og udenlandske jøder, der var bosat i Danmark under besættelsen, formåede at flygte til Sverige. De resterende, der endte i tysk kontrolleret fangenskab, overlevede også i et procentvist forhold, der langt oversteg andre staters tilfangetagne jøder.  

Omkring 7.000 jøder flygtede fra Danmark til Sverige. Knap 500 blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt i nærheden af Prag, hvoraf 52 ikke kom hjem, fordi de døde i lejren af typisk dårlig ernæring og sygdomme. Ingen blev deporteret fra Theresienstadt til de deciderede udryddelseslejre. 

Det er der skrevet en del bøger og artikler om. Journalisten og historikeren Simon Kratholm Ankjærgaard lægger nu endnu en i stakken i form af en stor og grafisk flot illustreret bog, som er skrevet i en stil, forfatteren selv kalder ”dramadokumentarisk formidling”.  

Vi kommer helt tæt på den danske redningsaktion 

Han er sluppet rigtig godt fra det. Det er en god og vedkommende bog, der ud over en omhyggelig kortlægning af de ydre omstændigheder ved jødeaktionen også leverer et meget velkomment blik på dels kulturen i og den historiske baggrund for det danske jødiske samfund i mellemkrigstiden, og dels på de enkelte menneskeskæbner, der blev udsat for den tyske jødeforfølgelse under besættelsen af Danmark.

Bogens centrale kvaliteter er den nære og indlevende beskrivelse af de enkelte jøders skæbne kombineret med et forholdsvis godt overblik over den komplicerede politiske situation.

Niels Wium Olesen, lektor, Aarhus Uni.
 

Det er både levende og indlevende beskrevet. Ofte sanseligt – ”Så blev han løftet op i båden og mærkede, at den blev skubbet skurrende hen over de sidste sten” – men aldrig effektjagende og fra denne anmelders side med en tro på, at der faktisk er dækning i kilderne.  

Kildematerialet er nemlig de personlige beretninger, enten skriftlige eller interviews. De storpolitiske kilder fra dansk og tysk side har Ankjærgaard holdt sig fra i sit arbejde, for i stedet at lade den dimension dække af den fyldige forskningslitteratur om emnet, som vi er velsignet med.

Og den forskningslitteratur er i øvrigt generelt læst med overblik og forståelse. 

Den videnskabelige analyse af den tyske aktion mod de danske jøder begyndte for alvor med den israelske historiker Leni Yahils bog 'Et demokrati på prøve' fra 1967. 

Her er synspunktet, at redningen af de danske jøder var udtryk for en særlig dansk humanisme, fordi flugten til Sverige blev effektueret af et dansk civilsamfund, der stod sammen med sine danske jødiske medborgere.

Senere udlægninger har typisk haft en mere nøgtern tilgang til sagen med ambitionen om at afdække, forklare og forstå det danske særtilfælde i den lokale danske besættelsestidssammenhæng og i Anden Verdenskrigs europæiske kontekst. 

Fokus på civilsamfundets og samarbejdspolitikkens indflydelse 

Der har i denne del af spektret overvejende været to tendenser. Den første har lagt vægt på civilsamfundet – på godt og ondt.  

Læs også

”På godt” i form af det folkelige engagement i redningen, hvor netværk i eksempelvis sundhedssektoren – ambulancefolk og hospitalspersoner – trådte i karakter og leverede undercover transport og midlertidigt ophold på hospitalerne som falske patienter, indtil transport over havet kunne lade sig gøre.  

”På ondt” i form af fiskere, der i et køligt udbud-efterspørgsels-rationale angiveligt tog sig endog meget godt betalt for at fragte jøder til Sverige. 

Den anden tendens har fokuseret på, at det i bund og grund var samarbejdspolitikken, der reddede de danske jøder. Fra 1940 til august 1943 ved konsekvent at ville beskytte jøderne og gøre det til en implicit betingelse for, at regering og myndigheder opretholdt samarbejdet med besættelsesmagten. 

Og da Tyskland først og fremmest var interesseret i samarbejdet ud fra en ressourcebetragtning – det var lettere at holde landet besat, når en demokratisk valgt og legitim regering var ved magten – så ville man hverken fra Berlins side eller fra de lokale tyske repræsentanter i Københavns side sætte dette over styr ved at forfølge et rabiat ideologisk mål som jødeforfølgelsen i Danmark. 

Dette ændredes imidlertid med samarbejdspolitikkens fald i august 1943. Nu var der ikke et samarbejde med den danske regering at tabe, hvorfor den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, igangsætte et dobbeltspil, hvor han dels igangsatte aktionen ved at foreslå den over for Berlin og fik tilladelse til den herfra, dels via mellemmænd lækkede aktionen over for socialdemokratiske politikere i Danmark, der herefter advarede det jødiske samfund. 

Dobbeltspillet bragte Best i kridthuset i Berlin og ikke mindst hos Hitler og SS-lederen Heinrich Himmler. Herved viste han sig som ideologisk troværdig i det radikaliserede nazistiske ledelseslag. 

Men samtidig var det hans håb, at han med lækagen og advarslen også ville komme i kridthuset ved politikerne i København og måske kunne få dannet en ny regering. Det sidste lykkedes dog ikke.  

Best blev mødt med vrede, forargelse og afvisning. Men Tysklands fortsatte skånsomme behandling af selv de jøder, der blev deporteret til Theresienstadt – de blev tilladt at modtage fødevarepakker fra Danmark og de blev ikke deporteret til gaskamrene – gjorde det muligt at fortsætte et vist samarbejde med de danske myndigheder i centraladministration selv efter jødeaktionen og frem til befrielsen i 1945. 

God historieformidling trods fejl 

Ankjærgaard bringer ingen nye tolkninger frem i forhold til den eksisterende forskning. Det er heller ikke ambitionen. Bogens ambition er at formidle, men han placerer sig med sikker dømmekraft i forhold til forskningen.  

Han hælder ikke til ekstreme tolkninger. Hverken med overdreven anprisning af dansk civilsamfunds indsats eller med ensidig fremhævelse af samarbejdspolitikkens fortjenester i spørgsmålet.  

Bogens centrale kvaliteter er den nære og indlevende beskrivelse af de enkelte jøders skæbne kombineret med et forholdsvis godt overblik over den komplicerede politiske situation i krydsfeltet mellem dansk centraladministration og den tyske besættelsesmagt.  

Miraklet ved redningen – og behjertede menneskers indsats herfor – såvel som gruen, de deporterede måtte gennemleve, er beskrevet med indsigt og overblik. 

Bogen er imidlertid ikke uden fejl i analysen og ej heller i det faktuelle. Det er en gennemgående misforståelse, at relationen mellem staten Danmark og besættelsesmagten hvilede på konkret indgåede aftaler – herunder om at jøderne ikke måtte udskilles fra den danske befolkning i almindelighed.  

Det var ikke tilfældet. Relationen mellem det besatte land og besættelsesmagten hvilede i stedet på implicitte forståelser, der udsprang af de forsikringer, Tyskland havde givet 9. april 1940 om at anerkende Danmarks suverænitet. Flere billedtekster er også fejlagtige med angivelse af forkerte personer. 

Samlet set er der dog tale om god, troværdig og engagerende historieformidling, der er medrivende fortalt og præget af humanistisk blik for såvel de omkomne og traumatiseredes tragedie som miraklet ved redningen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Wium Olesen

Lektor, Aarhus Universitet, historiker
ph.d. (2002), cand.phil. (historie 1995)

Simon Kratholm Ankjærgaard

Forfatter, journalist og historiker
Journalist, cand.scient.soc, Internationale udviklingsstudier og historie, Roskilde Universitet