Historiker har skrevet en god, troværdig og engagerende fortælling om danske jøders flugt

”På godt” i form af det folkelige engagement i redningen, hvor netværk i eksempelvis sundhedssektoren – ambulancefolk og hospitalspersoner – trådte i karakter og leverede undercover transport og midlertidigt ophold på hospitalerne som falske patienter, indtil transport over havet kunne lade sig gøre.  

”På ondt” i form af fiskere, der i et køligt udbud-efterspørgsels-rationale angiveligt tog sig endog meget godt betalt for at fragte jøder til Sverige. 

Den anden tendens har fokuseret på, at det i bund og grund var samarbejdspolitikken, der reddede de danske jøder. Fra 1940 til august 1943 ved konsekvent at ville beskytte jøderne og gøre det til en implicit betingelse for, at regering og myndigheder opretholdt samarbejdet med besættelsesmagten. 

Og da Tyskland først og fremmest var interesseret i samarbejdet ud fra en ressourcebetragtning – det var lettere at holde landet besat, når en demokratisk valgt og legitim regering var ved magten – så ville man hverken fra Berlins side eller fra de lokale tyske repræsentanter i Københavns side sætte dette over styr ved at forfølge et rabiat ideologisk mål som jødeforfølgelsen i Danmark. 

Dette ændredes imidlertid med samarbejdspolitikkens fald i august 1943. Nu var der ikke et samarbejde med den danske regering at tabe, hvorfor den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, igangsætte et dobbeltspil, hvor han dels igangsatte aktionen ved at foreslå den over for Berlin og fik tilladelse til den herfra, dels via mellemmænd lækkede aktionen over for socialdemokratiske politikere i Danmark, der herefter advarede det jødiske samfund. 

Dobbeltspillet bragte Best i kridthuset i Berlin og ikke mindst hos Hitler og SS-lederen Heinrich Himmler. Herved viste han sig som ideologisk troværdig i det radikaliserede nazistiske ledelseslag. 

Men samtidig var det hans håb, at han med lækagen og advarslen også ville komme i kridthuset ved politikerne i København og måske kunne få dannet en ny regering. Det sidste lykkedes dog ikke.  

Best blev mødt med vrede, forargelse og afvisning. Men Tysklands fortsatte skånsomme behandling af selv de jøder, der blev deporteret til Theresienstadt – de blev tilladt at modtage fødevarepakker fra Danmark og de blev ikke deporteret til gaskamrene – gjorde det muligt at fortsætte et vist samarbejde med de danske myndigheder i centraladministration selv efter jødeaktionen og frem til befrielsen i 1945. 

God historieformidling trods fejl 

Ankjærgaard bringer ingen nye tolkninger frem i forhold til den eksisterende forskning. Det er heller ikke ambitionen. Bogens ambition er at formidle, men han placerer sig med sikker dømmekraft i forhold til forskningen.  

Han hælder ikke til ekstreme tolkninger. Hverken med overdreven anprisning af dansk civilsamfunds indsats eller med ensidig fremhævelse af samarbejdspolitikkens fortjenester i spørgsmålet.  

Bogens centrale kvaliteter er den nære og indlevende beskrivelse af de enkelte jøders skæbne kombineret med et forholdsvis godt overblik over den komplicerede politiske situation i krydsfeltet mellem dansk centraladministration og den tyske besættelsesmagt.  

Miraklet ved redningen – og behjertede menneskers indsats herfor – såvel som gruen, de deporterede måtte gennemleve, er beskrevet med indsigt og overblik. 

Bogen er imidlertid ikke uden fejl i analysen og ej heller i det faktuelle. Det er en gennemgående misforståelse, at relationen mellem staten Danmark og besættelsesmagten hvilede på konkret indgåede aftaler – herunder om at jøderne ikke måtte udskilles fra den danske befolkning i almindelighed.  

Det var ikke tilfældet. Relationen mellem det besatte land og besættelsesmagten hvilede i stedet på implicitte forståelser, der udsprang af de forsikringer, Tyskland havde givet 9. april 1940 om at anerkende Danmarks suverænitet. Flere billedtekster er også fejlagtige med angivelse af forkerte personer. 

Samlet set er der dog tale om god, troværdig og engagerende historieformidling, der er medrivende fortalt og præget af humanistisk blik for såvel de omkomne og traumatiseredes tragedie som miraklet ved redningen.