Anmeldelse af 
Kasper Grotle Rasmussen

2 A'er: Ny bog om USA’s præsidenttaler bringer stort set intet nyt på bordet

Journalist og USA-kender Anders Agner Pedersens nye bog om syv amerikanske præsidenters taler mangler retning og dybde og formår ikke at bringe meget nyt til bordet, skriver lektor i amerikansk historie Kasper Grotle Rasmussen.

Anders Agner Pedersen dykker i bogen 'De største taler: bag om syv præsidenters vigtigste ord - og det, de kom til at betyde' ned i syv tidligere amerikanske præsidenters taler. En af dem er fhv. præsident Barack Obama.
Anders Agner Pedersen dykker i bogen 'De største taler: bag om syv præsidenters vigtigste ord - og det, de kom til at betyde' ned i syv tidligere amerikanske præsidenters taler. En af dem er fhv. præsident Barack Obama.Foto: Dario Ayala/Reuters/Ritzau Scanpix
Kasper Grotle Rasmussen
De største taler
Anders Agner Pedersen
264 sider, Lindhardt og Ringhof

 

”Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country,” erklærede præsident John F. Kennedy i sin indsættelsestale i januar 1961 med en af de bedst kendte one-liners i amerikansk præsidenthistorie.

Borgernes pligter og rettigheder over for staten og samfundet skulle balanceres, så det amerikanske folk sammen kunne opfylde USA's løfte til sig selv og verden om at skabe en lysende fremtid for hele menneskeheden.

Kennedys tale emmede af fædrelandskærlighed, amerikansk exceptionalisme og opfordringer til især unge amerikanere om at skabe en ny verden, hvor amerikanske værdier – frihed, retfærdighed, hårdt arbejde og kapitalisme – kunne vise vejen.

Kennedy er langt fra den eneste amerikanske præsident, hvis talte ord udgør et spændende grundlag at undersøge. I massekommunikationens tidsalder – hvor først radio og tv og sidenhen internettet har dannet rammen om levering af såvel politiske salgstaler, som mere substantielle udtryk – har dygtige præsidenter leveret taler, der satte præg på samtid og eftertid.

Talens magt og betydning som politisk redskab er trods alt en væsentlig faktor i demokratiets udvikling, idet politik, værdier, følelser og retoriske virkemidler må tilpasses, så budskabet bedst når det brede publikum, der skal deltage i et repræsentativt folkestyre.

Samtidig er det interessant at forstå politiske taler som produkt af deres samtid, hvorvidt de har haft en egentlig effekt, samt hvordan de bliver husket for eftertiden.

Derfor er bøger, der omhandler dette vigtige instrument, en velkommen tilføjelse, der kan bidrage til vores forståelse af USA's politiske historie.

For det første lykkes missionen desværre kun delvist, og for det andet må man sætte spørgsmålstegn ved, om ambitionsniveauet ikke kunne have været højere. Bogen vil både for meget og for lidt.

Kasper Grotle Rasmussen
Lektor i amerikansk historie, Syddansk Uni.

Denne bog – forfattet af Anders Agner Pedersen, der har skrevet flere bøger om USA's fortid og samtid – har en mission om ”at fortælle historien om nogle af det forgangne århundredes store amerikanske præsidenter og vise, hvordan de på hver deres måde brugte taler i deres præsidentskab, og hvordan de hver især var med til at sætte deres præg på den måde, amerikanske præsidenter kommunikerer på” (p. 257).

Kun de største taler fra de bedste talere

For det første lykkes missionen desværre kun delvist, og for det andet må man sætte spørgsmålstegn ved, om ambitionsniveauet ikke kunne have været højere. Bogen vil både for meget og for lidt.

Vi præsenteres for syv amerikanske præsidenters talte ord, talernes tilblivelse og deres betydning i samtiden. De syv præsidenter (Franklin D. Roosevelt, John F. Kennedy, Richard Nixon, Ronald Reagan, George H. W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama) er udvalgt på baggrund af deres oratoriske evner og deres forhold til massekommunikation, men nok også på grund af deres politiske rolle i historien.

Forfatteren indleder hvert kapitel med en præsentation af den valgte tale, samt et længere portræt af hver præsident, hans samtid, og talernes betydning. Undervejs krydres der med uddrag af forskellige eksempler på pågældende præsidents øvrige taler. Forfatteren har ikke udelukkende valgt de mest kendte taler, men har i stedet en ambition om at vælge ”de største taler”, underforstået de bedste. Det er en udmærket overvejelse, men kvalitetskriterierne mangler flere steder.

I kapitlet om Franklin Roosevelt får vi en såkaldt ”fireside chat” fra 1933 om bankvæsnet og Den Store Depression i stedet for eksempelvis ”Four Freedoms”-talen ved State of the Union i 1941 (selvom vi hører om den i kapitlet).

Læs også

Her har overvejelsen formentlig været, at Roosevelt revolutionerede præsidenttaler med sine radiotransmitterede kaminpassiarer. I Kennedy-kapitlet får vi fredstalen om atomvåben fra 1963 i stedet for indsættelsestalen i 1961, selvom der også bruges tid på sidstnævnte.

Samtidig behandles Kennedys suveræne beherskelse af tv-mediet, der var medvirkende til hans smalle sejr over Nixon i 1960 (det var dog ikke det tætteste præsidentvalg i historien, som bogen ellers hævder – kun et af de tætteste målt på direkte antal stemmer og med et komfortabelt forspring i valgmandskollegiet).

Kun interviews med taleskriverne bringer nyt frem

Andre kapitler trækker dog nogle af de mest kendte taler frem, for eksempel Ronald Reagans Berlin-tale fra 1987 (”Tear down this wall”) og Bill Clintons tale ved det demokratiske partikonvent i 1992 (”I still believe in a place called Hope”). Disse to kapitler er nok bogens stærkeste og her udfoldes historien om de to suverænt bedst kommunikerende præsidenter i det 20. århundrede.

Bogens bredde kan virke tillokkende, da man med et historisk forløb på over 80 år kan vise en udvikling, der lægger op til generelle tolkninger. Men syntesen udebliver og fortaber sig i oplysninger om amerikanske præsidenter, som mange kender i forvejen.

Bogens emne rummer et stort potentiale, men vi er desværre efterladt med følelsen af, hvad den egentlig vil os, og hvorfor vi har brug for den.

Kasper Grotle Rasmussen
Lektor i amerikansk historie, Syddansk Uni.

Vi får også indblik i taleskrivningens maskinrum, idet medlemmer af seks ud af syv præsidenters taleskriverhold er interviewet. Dette element er bogens egentlige nyskabelse med mest potentiale.

Vi hører lidt om, hvor mange udkast de enkelte præsidenter gerne ville have, og lidt om, hvordan de lavede rettelser, og hvordan hver taleskriver forholdt sig til præsidentens personlighed.

Men den proces kunne være beskrevet og analyseret meget mere dybdegående, suppleret med biografier af taleskriverne samt trukket på litteratur om taleskrivningens proces og betydning. I stedet får vi mindre brudstykker, der i kapitlerne overskygges af præsidentportrætter, som desværre ikke leverer noget nyt under solen.

Samtidig må det undre, at de valgte taler (der er bragt i let-redigeret form i en udmærket, men ikke fejlfri, oversættelse) ikke er det bærende element i de fleste kapitler. I stedet satses på et bredere blik på pågældende præsidents samlede taler.

Bogen og dens læsere ville nok have været bedre tjent med mindre bredde og mere dybde.

Havde forfatteren valgt en mere systematisk tilgang, der havde fokuseret på, hvad taler er, hvad de kan, hvordan de bliver til, og hvordan de bliver husket, ville vi have fået en bog, der præsenterede et vigtigt emne for en dansk læserskare, hvor de fleste interesserede nok allerede kender til hovedpunkterne i denne bog fra andre værker.

Bogens emne rummer således stort potentiale, men vi er desværre efterladt med følelsen af, hvad den egentlig vil os, og hvorfor vi har brug for den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Grotle Rasmussen

Lektor i amerikansk historie, Syddansk Uni.
ph.d. i historie, (Aarhus Uni. 2013)

Anders Agner Pedersen

Journalist, Kongressen.com

0:000:00