Indvandring udhuler skattevilje

FOR GODT 30 år siden var der 20-25.000 muslimer i Danmark. I dag skønnes tallet at være mindst tidoblet. Så stor en ændring af befolkningens sammensætning kulturelt og religiøst svarer til flytning af landets fysiske grænse. Om det er mod nord eller syd afhænger af ens syn på menneskevandringer. Men noget helt afgørende er sket med Danmark den seneste menneskealder. Det er historisk.

Hvorfor fik vi aldrig folkeafstemninger om, hvorvidt de danske kvinder ville udfordres på deres ligestilling? Eller om, hvorvidt et samfund præget af parlamentarisme og folkestyre ønskede indvandring af mennesker, for hvem religion står over personlige frihedsrettigheder og magtens tredeling?

Havde det ikke været vigtigere end en folkeafstemning om patentdomstol?

Holdningen til indvandring, muslimer i Danmark, radikalisering og terror efter attentatet forleden på ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og det jødiske samfund må hver enkelt danne sig. Det er ikke en højre-venstre, ideologisk diskussion. Det er et etisk, samfundsøkonomisk og sikkerhedsmæssigt spørgsmål, som borgeren må tage stilling til ud fra egne erfaringer.

DER HAR I årtier været en stor politisk vilje til at åbne dansk jord for muslimsk indvandring. I starten af 80'erne bragte Berlingske en artikelserie om, hvordan det lykkedes muslimer med rødder i Saudi-Arabien og Libyen at presse danske ministerier til for en symbolsk årlig leje på 1.000 kroner at forære dem en attraktiv, gammel forsvarsgrund foran Københavns Universitet til at få bygget en stormoské.

Udenrigsminister Kjeld Olesen (S) var vild i varmen. Smukke Kjeld, der senere måtte forlade politik, fordi han ikke kunne klare mosten. De arabiske lande var lokalt repræsenteret allerede dengang ved konvertitten Abdul Wahid Pedersen, der gerne pralede med, at de skandinaviske lande af Gadaffis disciple og deres trossamfund var udset som et særligt muslimsk brohoved.

I avisen Gulf News annonceres stadig i februar 2015 med Danmark som adgangslandet til varigt statsborgerskab og ”verdensklasse uddannelse og sundhed” (se annoncen).

Alle bakkede dengang op om en gratis, moskégrund ud fra devisen: ”Er du fremmedfjendsk? Er du intolerant?”– på nær tre, der kraftigt advarede: Lederskribent Jørgen Schleimann, Nørrebropræst Henrik Gamst-Pedersen og en vordende folketingskandidat Pia Kjærsgaard. Kort efter gennemførte Schlüter den radikale Udlændingelov, der åbnede grænserne.

MANGE HAR DESVÆRRE let til angst, og den samlede danske trivsel er varigt nedsat efter skyderierne. Hvad bliver det næste? Københavnerne er efter sigende mere chokerede end overraskede over begivenheden ved Krudttønden og Synagogen. Vi havde ventet det. Ude i landet er man tilsyneladende mere rystede. Hvad sker der med vores land?

Et godt gæt er, at Altingets kommende vælgervandringsanalyser vil vise, at flere provinsvælgere end københavnervælgere vil skifte politisk ståsted, efter at terroren nåede dansk jord.

NOGET MÅ SKE – men hvad? Mennesker med dansk statsborgerskab kan selvsagt ikke udvises. Det multietniske samfund kan ikke rulles tilbage. Det er for sent. Det multikulturelle samfund kan muligvis rulles delvist tilbage til en fælleskultur præget af sammenhængskraft. Det kan lade sig gøre, fordi den offentlige sektor er så stor, og fordi landet er så gennemreguleret.

Men den seneste uges intense debat om Danmark efter terror viser, at der bredt politisk ikke er vilje til at genindføre svinekød i alle danske børnehaver osv. Der ses ikke politisk vilje til at begrænse muslimsk kultur i det danske rum.

Derfor er et stærkt islamisk præg på Danmark en varig realitet. Det fører tab af sammenhængskraft med sig. En national selvforståelse forudsætter samme sprog, historie og værdier. Det har den danske befolkning ikke længere.

SELV FØLER JEG mig efterhånden mere som europæer end dansker. Er mere knyttet til en polsk håndværker, der kommer for at arbejde 10-12 timer om dagen på danske huse end til 22-årige bandemedlemmer på Nørrebro, der er sluppet for tidligt ud af fængsler. Hvad er du?

Misforstå mig ikke: Elsker at rejse i arabiske lande og opleve muslimsk sammenhold. Netop i lørdags, da krudtet flød på Østerbro, besøgte vi stormoskéen i Muscat, Oman, og så glade, smukke, ranke og velklædte mænd i elegante dragter komme trygge ud fra bøn. Gående i grupper eller kørende i moderne biler. Kvinderne var betydeligt færre men sås fnisende og glade i deres egen indgang. Hørte den bevægende, melodiske bøn.

Men herhjem igen: Tabet af en fælles danskhed vil uden tvivl føre til, at skatter og afgifter inden for den næste menneskealder må sænkes til et gennemsnitligt europæisk og senere globalt niveau. For når vi ikke længere føler os som del af en nation, vil kloge, aktive individer naturligvis se på, hvor de skattebilligst kan søge arbejde eller få hjemsted for deres ideer og virksomheder.

Hvorfor ikke i et EU med arbejdskraftens frie bevægelighed lade sig registrere via Irland eller Polen, hvis dyre København alligevel bare er problemer med utilpassede unge? Og så snuppe sig en bolig uden bopælspligt, som København og Gentofte bygger tusindvis af i disse år? Hvor længe kan politikere få den enkelte dansker til at blive ved med at bakke op om rekordhøje leveomkosninger, der skal betales til den fælles kasse for en befolkning, man i mange tilfælde slet ikke føler sig i slægt med?

Unge danske it-iværksættere starter som noget helt naturligt deres værdi- og jobskabende projekter direkte uden for landets grænser. Go West, young man.

Hvad har denne her Omar med hjemmeværnsgeværet kostet den danske skatteyder? Det har vi, der har tjent til værdierne, krav på at vide. Fra vugge til stenbro. Skole, overførsler og fængsel. Alt. Og en redegørelse for, hvordan han fik råd til at rejse til Jordan. Kan du få stillet §20-spørgsmålet, folketingsmedlem. Men vent til lidt tættere på valget.

SE, FALDENDE SKATTEVILJE er i hvert fald et – politisk ømtåleligt og stærkt uønsket - udkomme, man skal vente sig i de kommende år. Det var nok ikke den følgesvend, det indvandrerglade flertal med deres udlændingelov af 1983 og palæstinenserlov af 1992 havde håbet på. At ændringen af befolkningen skulle føre til en faldende skattevilje.

Men det må blive konsekvensen af, at danskerne er blevet så forskellige. Religiøst og kulturelt. I deres syn på ligestilling, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed ... på synet på, om folkestyre eller religion er det, der skaber rammer og regler for livet?

Regeringens terrortiltag er muligvis relevante for at forsøge at forebygge for mange nye anslag på dansk jord. Men ret beset er de alle sammen nogen, der indskrænker den personlige frihed i alvorlig grad. Big brother is watching you. På en måde, alle ville have vendt sig imod for bare femten år siden. Skat og overvågning trækker samme vej i magtbalancen mellem individ og stat, og grundloven kan snart ikke trække vejret længere i sit forsvar for de personlige frihedsrettigheder.