Ingen efterspørger regeringens superfond

Da statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig lancerede en reformplan om at skaffe flere hænder og gøre dansk erhvervsliv grønnere gennem 'Danmark kan mere I', var der bagerst i kataloget en idé om at etablere en statslig superfond. Med navnet Danmarks Investeringsfond.

Hvor idéen er kommet fra, og hvad den helt konkret skal gavne, flagrer foreløbig i vinden. Måske er idéen fostret af en embedsmand, som så i forbifarten er blevet grebet og gjort til en politisk kampagne for at vise initiativ. Detaljer – og ikke mindst fordele og ulemper – er der endnu ikke mange af.

Tanken er at fusionere de tre statslige fonde Vækstfonden (vækstkapital) EKF (eksportkreditter) og den ret nye Danmarks Grønne Investeringsfond (kapital til grøn omstilling). I så fald bliver det en opgave for erhvervsminister Simon Kollerup (S) og hans folk i Erhvervsministeriet. 

Det særlige ved disse tre fonde er, at de med en startkapital fra staten er selvfinansierende og endda giver et udbytte tilbage til staten. Både Vækstfonden og EKF sender da også årligt store udbytter tilbage til staten modsat den myriade af erhvervsstøttetiltag, som årligt beløber sig til en statsudgift på 42 milliarder kroner i 200 forskellige ordninger.

Alle regeringer har de seneste årtier haft som målsætning at forenkle og afbureaukratisere disse ofte uigennemsigtige ordninger. Foreløbig dog uden held. Når først en støtteordning er etableret, er det meget svært at ændre eller afvikle den.

Det er værd at bemærke, at de tre fonde, som nu tænkes fusioneret, rent faktisk er både effektive og værdsatte i erhvervslivet.

De har betydelig erfaring på formandsposterne, som giver de enkelte fonde stor troværdighed. Vækstfonden har den mangeårige topchef Tue Mantoni som formand. I EKF hedder formanden Christian Frigast, som har haft et hav af ledende poster i finansverdenen i årtier. Danmarks Grønne Investeringsfond har den mangeårige departementschef og topchef i Ørsted, Anders Eldrup, som formand.

Det er således i højere grad et politisk projekt mere end et erhvervsdrevet og erhvervsefterspurgt projekt

Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent

Og hvad er så begrundelsen for at etablere en dansk superfond? Jo, fordi sådan gør de det også i udlandet. Altså en statslig fusion ud fra devisen: "So ein Ding müssen wir auch haben". Konkret lød reformteksten sådan:

"Lande som Tyskland og Frankrig har samlet deres statslige indsatser i store superfonde med flere muligheder og løsninger til virksomhederne. Hvis vi i samme grad vil stille attraktive ydelser, vejledning og sparring til rådighed i én samlet indgang for at udvikle og fastholde danske virksomheder, skal vi handle". 

Man må forstå, at vi i Danmark på det område hidtil har sovet tornerosesøvn, og at de tre fonde i dag ikke matcher kravene i det store udland. Altså efter regeringens opfattelse.

Set udefra lyder det også tillokkende at samle kræfterne et sted og dermed skabe et samlet overblik. Og så måske ovenikøbet spare omkostninger.

Problemet er bare, at hverken erhvervslivet eller de tre fonde selv har efterspurgt en ny superfond. De tre nuværende fonde gør det faktisk ret godt, hver især med deres spidskompetencer. 

Det er således i højere grad et politisk projekt mere end et erhvervsdrevet og erhvervsefterspurgt projekt. Egentlige synergier er der ikke at få øje på.

Vækstfonden skriver selv i en meddelelse: "Vækstfondens eksisterende kunde- og samarbejdsrelationer opretholdes uændret. Vækstfonden vil også fremover kunne gennemføre både ny- og opfølgningsfinansieringer som hidtil, ligesom eksisterende investerings- og finansieringsaftaler består uanset udfaldet af en eventuel sammenlægning".

Faren er, at sammensmeltningen til en ny superfond skal rumme så mange forskelligartede kompetencer, at det risikerer at ende i bureaukrati og handlingslammelse. Og dermed mangel på den berømte agilitet.

Topcheferne i den tunge del af dansk erhvervsliv er i hvert fald ikke begejstrede.

To af de fremmeste, nemlig Mads Nipper fra energikoncernen Ørsted og Thomas Schultz fra FLSmidth, advarer i dagbladet Børsen mod at svække især EKF, der i dag er en effektiv støtte for dansk eksport med lån, kreditter og garantier.

Når regeringen kigger til udlandet, især Tyskland, er rollemodellen ikke mindst den enorme tyske, statsejede investerings- og udviklingsbank KFW. Faktisk verdens største af sin slags og målt på balancen Tysklands tredjestørste bank.

Denne bank blev dog stiftet helt tilbage i 1948 som Kreditanstalt für Wiederaufbau – altså en statslig finansieringskilde til at få Tyskland genopbygget efter krigen. 

Erhvervslivet selv taler dog ikke om den tyske mastodont som rollemodel for Danmark, men kigger derimod til Sverige, hvor strukturen er mere som den danske.

I Sverige fastholder man uafhængige statslige støtteorganisationer. Dog med et regeringsnedsat Team Sweden som overordnet koordinator, der blev etableret i 2014.

Team Sweden er sat i verden for at hjælpe virksomhederne med at finde de rigtige steder hen, altså hen til præcis det statslige institut, som kan hjælpe med helt konkrete opgaver.

På den måde undgår man i Sverige frygten for, at en række statslige organisationer i realiteten laver det samme og tilbyder de samme ydelser.

Regeringen Mette Frederiksen trumfede udspillet med superfonden med et tilsagn om at ville skyde ekstra seks milliarder kroner i puljen som en slags accellerationskapital.

Altså kapital til små og mellemstore virksomheder, som skal tage de næste skridt til at blive store, eksporterende virksomheder og i bedste fald nå op som en såkaldt unicorn. En unicorn er en relativ nystartet virksomhed, som hurtigt opnår en markedsværdi på over en milliard dollar.

Måden, som en eventuel fusion skrues sammen på, er altafgørende. Regeringen risikerer i modsat fald at ødelægge ordninger, som i dag fungerer rigtig godt

Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent

Danmark har nemlig over de senere år tabt en række af disse virksomheder til udlandet. Virksomheder, som er stiftet i Danmark, men ret hurtigt drager til udlandet, ikke mindst fordi risikovillig kapital i større mængder er mere tilgængelig i udlandet end i Danmark.

Såkaldt accellerationskapital er dog ikke uden problemer. En sådan kapitaltilførsel skal gøres med snilde. Risikoen er nemlig, at det får karakter af ulovlig statsstøtte, og i så fald ramler man hovedet mod EU's konkurrenceregler.

Det helt store problem for vækstvirksomheder i stort set alle kategorier er ikke, at der mangler kapital i samfundet. Der er masser af kapital, blandt andet i pensionskasser, kapitalfonde, investeringsselskaber og erhvervsdrivende fonde.

Det store problem, især ved nyligt etablerede opstartsvirksomheder er, at der mangler egentlig risikovillig kapital. Altså kapital til de virksomheder, hvor man egentlig ikke ved, om det bliver en succes eller en fiasko.

Ikke mindst fordi bankerne i stor stil har strammet betingelserne voldsomt for at stille egentlig risikovillige penge til rådighed at vokse for.

Hvis projekt "statslig superfond" således skal give mening, kræver det, at man nøje overvejer både fordele og ulemper. Det politiske projekt må ikke overskygge det, der virker i virkelighedens verden.

Måden, som en eventuel fusion skrues sammen på, er altafgørende. Regeringen risikerer i modsat fald at ødelægge ordninger, som i dag fungerer rigtig godt.