Jarl Cordua: Hvornår tager Ellemann opgøret med Støjberg?

KOMMENTAR: Inger Støjberg forbeholder sig retten til at mene nøjagtig, hvad hun vil, inden for de to-tre områder, hvor hun har markante holdninger. Spørgsmålet er, hvor længe Ellemann kan leve med, at hans næstformand langsomt, men sikkert undergraver hans autoritet.

Livet i opposition for et stort tidligere regeringsparti kan være en kedelig affære. Det består i grunden kun af ventetid, indtil det igen bliver ens tur til at sidde i regeringskontorerne.

Imens kan de mange folketingspolitikere naturligvis fokusere på deres ordførerskaber, der ofte er blevet pænt beskåret, sådan at der også er lidt at kaste sig over for de mange ledige hænder og hjerner, så de kan få tiden til at gå mellem udvalgsmøder, samråd, forudsigelige ordførertaler i salen og gruppemøderne.

For de nye er det en ny spændende verden. For de gamle er det som at blive slået hjem i ludo, medmindre man har et fået et nyt og spændende ordførerskab, der kan live en lidt op.

For Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er der også nok at gøre. Han er nærmest under belejring fra offentligheden, især pressen, for at mene noget markant, der kan sætte en kurs, eller noget, der kunne minde om et politisk projekt for det blå Danmark. Helst noget, der afviger lidt fra forgængerens projekt, sådan at man i det det mindste kan hævde, at der er sket lidt fornyelse.

Indtil videre er det dog kun blevet til en distancering fra Løkkes SV-projekt fra valgkampen, men på ingen måde et opgør med Løkkes politik eller placering af Venstre som et moderat liberalt centrum-højre-parti, der omfavner EU og vedstår sig flygtningekonventioner. Tværtimod.

Venstres formand skal desuden formå at sætte sig i respekt over for en række rivaliserende politiske partier, der stadig betragter Ellemann som ny og temmelig usikker i trafikken, hvilket de tydeligvis ser som noget, man kan lukrere på.

Konstante udfordringer af Ellemann ser til dels K, men især DF indtil videre som oplagte muligheder for at vokse på Venstres bekostning. Politik er et nulsumsspil, hvor det er alle mod alle, når det gælder om at samle stemmer.

Ellemanns forsøg på at tale partilederne til orden i håb om, at de skal "passe deres egen kiosk", var derfor helt efter bogen. Venstres formand vinder nul respekt ved hele tiden at agere prygelknabe. Spørgsmålet er bare, om opsangen gør noget større indtryk. Det burde den ellers, hvis man har blå bloks fremtidige troværdighed kær.

I gamle dage – især før Thulesen Dahl blev DF-leder – var der i den borgerlige lejr en kontrakt om, at man begrænsede de interne angreb på hinanden, og i stedet brugte alt krudtet på at kritisere rød blok. Den kontrakt er revet i stykker for længst.

LA blev store på at kritisere især Venstre, og DF var i nullerne flinke til at ydmyge De Konservative, som til sidst blev en skygge af fordums storhed. Siden er Nye Borgerlige kommet til, hvis leder bruger mere tid på at sige pæne ting om statsminister Mette Frederiksen end Venstres formand, der får en noget mere afmålt anbefaling.

Faktisk kan man betragte en slags intern konkurrence i blå blok, især mellem NB og DF, om hvem der mest effektivt kan udstille uenighederne i Venstre, særligt når det gælder udlændingepolitikken. Det sker naturligvis som nævnt i håb om kortsigtede gevinster i form af flere stemmer. Omkostningen er selvfølgelig en generel destabilisering af Ellemanns position som leder – ikke bare af blå blok, men på sigt også af Venstre.

Imens kan socialdemokraterne læne sig tilbage og nyde cigaren i ro og fred. Så længe de borgerlige er mere optaget af intern rivalisering og hakkeorden, behøver Mette Frederiksen ikke bekymre sig. Hun kan endda udnytte situationen ved at spille blå bloks partier ud mod hinanden. Intet er næppe lettere for tiden.

For partier, der ikke har noget håb eller ambition om at få regeringsmagten, er stemmemaksimering selvfølgelig en helt legitim strategi. Det er bare ærgerligt for Ellemann, at han er formand for Venstre på et tidspunkt, hvor et stort antal vælgere i blå blok går mere op i at vælge politikere med markante – eller rettere ekstreme – holdninger i udlændingepolitikken, end om Venstre sidder i regering i stedet for Socialdemokratiet.

Det kan selvfølgelig ændre sig over tid, men lige nu er vælgeropbakningen til den yderste højrefløjs synspunkter så stærk, at det gør et samarbejde – selv efter en blå valgsejr – særdeles vanskeligt. Man er simpelthen for uenige.

En blå valgsejr om fire år er i forvejen svær at få øje på med den atomisering af blokken i flere partier, som vi har været vidne til, og som uvilkårligt vil føre til markant stemmespild.

Det er imidlertid ikke kun i forhold til samarbejdspartnerne, at det knirker. Ellemann slås også med interne problemer. Hans partiorganisation har i nogle måneder stået uden ledelse. Det er der forhåbentlig for Venstre nu kommet styr på med ansættelsen af Christian Hüttemeier som ny partisekretær.

Tidligere tilbage i 2011 var han pressechef for partiet, og i halvandet år op mod 2015 var han særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, mens partiet var i opposition. Det var en tid, hvor han havde nok at se til, hvor Løkke var tæt på at nedsmelte i juni 2014 og i øvrigt også fik et elendigt valg ved folketingsvalget i 2015.

Det sidste havde Hüttemeier ikke megen andel i, da Løkke også i den anledning – hvad han har for vane – holdt sine kort tæt til kroppen til sin rådgivers tydelige frustration. Det blev dog hensynet til børnefamilien, der afgjorde, at Hüttemeier ikke flyttede med til Statsministeriet.

Indtil for nylig har han været kommunikationschef i Landbrug & Fødevarer, men har aldrig mistet interessen for det politiske spil, hvis man spørger i hans omgivelser. Ellemann har taget sig god tid til at træffe sin beslutning, og Hüttemeier ligner det rigtige valg som partisekretær. Han har den rigtige alder, erfaring og fremhæves også som den hyggespreder, som partiet godt kunne bruge efter en noget turbulent tid.

Politisk ses han som moderat borgerlig-liberal, det vil sige i nærheden af Ellemanns egne holdninger (altså i det omfang, at man kender dem, og at de er udtalte). Hüttemeiers baggrund som mangeårig Christiansborg-journalist og som gennemprøvet defensor for Løkke – i ganske høj sø – skal man nok heller ikke underkende.

Han må forventes at have en god fornemmelse for, hvilke argumenter og politiske historier der flyver, og hvilke der ikke gør, selv om at han så ikke skal fungere som presserådgiver. Hüttemeier vil, når han har fået sat sig i stolen, være en loyal rådgiver for sin formand og vil også med sin erfaring og pondus kunne skære igennem i forhold til de ting, der bare ikke virker.

Ingen betvivler Hüttemeiers taktiske sans, men hvor god er han egentlig på det strategiske område, som også er en disciplin, han har arbejdet med i organisationsverdenen? Det er i høj grad her, at Venstre synes at mangle idéer.

Som partisekretær skal Hüttemeier ikke selv kunne det hele, men han skal kunne evne at se, hvor det halter, og være med til at sætte det rigtige effektive hold, der evner at understøtte og hjælpe Ellemann på vej.

Ud over at samle penge ind, arrangere landsmøder og holde styr på budgettet bliver det også interessant at se, hvordan Hüttemeier fungerer som den, der sammen med en ny organisationssekretær skal være tovholder og forbindelsesofficer til den organisation, der for et halvt år siden væltede formandskabet. Her får Hüttemeier brug for al sin charme og evne til at sætte gang i humøret.

Store dele af Venstre ømmer sig stadig over, at Løkke flyttede partiet politisk steder hen, som skabte udbredt intern mistillid. Det gælder især sundhedsreformen, der indeholdt et forslag om at nedlægge regionerne.

Der er store forventninger rundtomkring til, at Venstre går med i en udligningsreform, der yderligere kompenserer fattige Venstre-kommuner på bekostning af hovedstaden og de store byer. Dertil kommer også de sår, der kom med den brutale afsked med den forrige formand, som ikke alle Venstrefolk er kommet sig over.

Det giver derfor god mening, at den nye partisekretær og formanden bruger tid i foråret på at komme rundt i landets partiorganisationer for at berolige gemytterne. Også derfor abonnerer mange i partiet stadig på den analyse, at Venstre ikke skal melde alt for meget ud om ændringer af partiets politik.

Kynikerne kan i øvrigt lade sig berolige med, at Venstre i tiden efter 2011 – mens Hüttemeier i øvrigt var pressechef – havde en ret pæn succes med ikke at mene ret meget – og næsten gjorde en dyd ud af det. I skyggen af Thorning-regeringens kaos lå Venstre endda tæt på 30 procent i vælgeropbakning i oktober 2013, lige før 3GI-sagen punkterede ballonen med et brag.

Andre – blandt dem adskillige iagttagere – vil nok også hævde, at problemet ikke kun er, at Venstres formand mener for lidt. Problemet er også, at Venstre mener så meget forskelligt, alt afhængig af hvem man spørger. Eller rettere: Hvem man læser på Facebook.

De fleste kan godt leve med, at mindre kendte personligheder kan udtrykke nuancer af Venstres officielle politik. Der, hvor problemet opstår, er i forhold til partiets nye næstformand, der – som nogle advarede om – notorisk går sine egne vegne og nægter at acceptere de spilleregler, som andre af hendes partifæller forsøger at følge.

Inger Støjberg forbeholder sig retten til at mene nøjagtig, hvad hun vil, inden for de to-tre områder, hvor hun har markante holdninger. Det er udlændinge, integration og så selvfølgelig retspolitikken, hvor hun i det sidste tilfælde har temmelig frie rammer som retsordfører.

Imidlertid forstår Støjberg ikke – eller snarere accepterer hun ikke – at hver gang hun udtrykker holdninger, som der ikke er dækning for i hele Venstre, så splitter hun både sit parti og udstiller sin formand.

Det så man senest med hendes omfavnelse af den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at likvidere den iranske generalmajor Qassem Soleimani, hvor både Venstres udenrigsordfører og Venstres formand var mere bekymret for de langsigtede konsekvenser for den internationale retsorden.

Derpå fulgte det efterhånden sædvanlige spil, hvor også højrefløjspartierne forsøgte at udstille uenigheden i Venstre med opbakning til Støjbergs synspunkter. Det fik Berlingskes Thomas Larsen til lidt udsædvanligt for ham at skrive, at "det sejler for Venstre".

Internt i Venstre er der en stigende irritation over Støjbergs tydelige mangel på vilje til at koordinere sine egne synspunkter og udmeldinger med resten af Venstres ledelse.

Problemet er ikke nyt. Det har stået på i årevis, men man håbede – naivt – på, at Støjberg ville påtage sig ledelsesrollen som næstformand og derfor selv indse nødvendigheden i, at man ikke kan melde i øst og vest om de samme emner.

Denne konstante bejlen fra NB og DF til Støjbergs person og positioner – er det en bevidst strategi for også at fremtvinge et nyt formandsopgør om linjen i Venstre, som de to partier bedre kan leve med? Spørgsmålet er, hvor længe Ellemann kan leve med, at hans næstformand – bevidst eller ubevidst – med sin stædige insisteren på at have lov at melde politisk ud for sig selv langsomt, men sikkert undergraver hans autoritet?

Spørgsmålene, man kan stille sig selv, er: Vil Støjberg nogensinde komme til den erkendelse, at hun udgør et problem for Ellemann? Hvis nej: Hvornår er sagsmappen tyk nok til, at Ellemann tager opgøret med Støjberg? Mangler han den rigtige sag? Hvad med timingen?

Er det bedre at tage det store skrald nu, eller bør han vente til om to eller tre år? For tror nogen i Venstre da på, at man kan vinde valg med uro på bagsmækken over for sådan en formidabel modstander som Mette Frederiksen, der for længst har skabt sig historisk ro i sit eget parti?

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Peter Loft: Velfærdsstatens siamesiske tvilling udsultes Peter Loft: Velfærdsstatens siamesiske tvilling udsultes Næste artikel Lisbeth Knudsen: Advarsler om folkeligt oprør før verdenselitens Davos-topmøde Lisbeth Knudsen: Advarsler om folkeligt oprør før verdenselitens Davos-topmøde
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.