Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Vinderne af 2015-valget er fire år efter i alvorlig krise

KOMMENTAR: Alternativet, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som alle scorede vælgerjackpot ved det jordskredslignende 2015-valg, kæmper nu alle sammen med svigtende meningsmålinger og mærkesager, der er blevet overtaget af andre partier, skriver Jarl Cordua.

Hvis ikke Alternativet formår at spille rollen som opposition, hvad i alverden skal man så med partiet? skriver Jarl Cordua.
Hvis ikke Alternativet formår at spille rollen som opposition, hvad i alverden skal man så med partiet? skriver Jarl Cordua.Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det går op og ned i dansk politik. Det kan en del partier tale med om.

Se for eksempel de store vindere af folketingsvalget 2015, Dansk Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance. Det er stort set gået tilbage for disse partier, lige siden de ramte vælger-jackpot netop ved det valg, som tåler bedst sammenligning med det navnkundige jordskredsvalg i 1973. Det var ved det valg, den konservative Erik Ninn-Hansen bemærkede til dronningen: "Deres Majestæt, der har været revolution i landet."

Ved indgangen til 2020 er to af disse tre partier, Alternativet og LA, på sigt lukningstruede eller i al fald permanente dumpekandidater frem mod næste folketingsvalg. Det gælder dog ikke Dansk Folkeparti, hvis opbakning fortsat ligger på et relativt højt niveau, men alarmklokkerne blinker især med Meld/Feld-sagen, der stadig venter på en afklaring hos Bagmandspolitiet og tilsyneladende involverer partiets ledelse og mest alvorligt et falsk bilag.

Umiddelbart ligner Liberal Alliance det af de tre nævnte partier, der er i bedst grundform til at komme ud af krisen, der endda er blevet forværret med Simon Emil Ammitzbøll-Billes afgang i efteråret.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

De tre tilbageblevne folketingsmedlemmer med den nye leder Alex Vanopslagh i spidsen ser dog ud til at have sat en klar kurs med et meget stærkt team af erfarne tidligere Venstre-rådgivere bag sig. Selvom der nu er tale om et lillebitte parti, der i meningsmålingerne fortsat lider kraftigt under den forrige ledelses skalten og valten med troværdigheden, så er man pænt synlige overalt og har formået at skabe en vis optimisme omkring partiet.

Senest har partiet ikke ueffent fået udstillet, at de røde partiers finanslovsaftale – med Finansministeriets regnemodel som vidne – faktisk sænker indkomsten for samtlige indkomstgrupper.

Lige siden aftalen kom på plads, har det stået klart, at Alternativets rolle i rød blok er at være en ligegyldig politisk satellit, som svæver rundt og laver ligegyldig støj, ingen behøver at tage alvorligt.

Jarl Cordua

Man kan slet ikke udelukke, at LA på sigt får fornyet vælgersucces, men partiet lider også under de samme dilemmaer omkring udlændingepolitikken, som man også ser hos Venstre og Konservative.

Det er fint, at man ventilerer en klar profil som liberalt spejderparti, men når det kommer til udlændingepolitik, bliver profilen noget mere mudret. Man kan ikke helt levere de samme klare svar som Nye Borgerlige, der konsekvent spiller på en bane hinsides konventioner, EU og internationale forpligtelser. Her fremstår LA som noget bundet af arv og gæld fra tiden som ansvarligt regeringsparti.

Der er næppe heller 100 procent enighed i partiet i flygtningespørgsmålet, og måske er der også en erkendelse af, at man alligevel aldrig kan overgå Nye Borgerlige i skingerhed. Så hellere blive ved sin læst og spille den liberale bas i det borgerlige orkester. Det var der i al fald engang et marked for, og måske vender nogle af de mere ideologiske borgerlige vælgere tilbage fra V og K, når tiden med træklatring og regeringsdeltagelse kommer på afstand.

Værre ser det ud for Alternativet, der ellers nominelt ser ud til at klare sig bedre end LA i disciplinen: at holde sig over spærregrænsen i meningsmålingerne. Der har været enkelte målinger, der har placeret Liste Å under to procent, men tilsyneladende er der en kerne af vælgere, som trofast støtter partiet, når meningsmålingsinstitutterne henvender sig.

Hvor LA's krise i høj grad hænger sammen med den forrige ledelses tab af troværdighed, er Alternativets problemer mere grundlæggende. Partiets mærkesag omkring klima er blevet overtaget af de øvrige partier i rød blok med regeringen i spidsen, der nu vil gennemføre 70 procents CO2-reduktion inden 2030. Et mærkbart og ganske ambitiøst mål, som det ikke giver meget mening at udfordre på kort sigt ved for eksempel at kræve endnu højere ambition. Det vil næppe være realistisk.

Debatten om klimaet har på kun et halvt år flyttet sig, fra at Pia Kjærsgaard vrængede ad "klimatosserne", til at selv DF's Peter Skaarup har behov for at forklare, at han nu har købt elbil og sidder med familien derhjemme og spiser vegetarisk, selvom DF'erne ellers gør en dyd ud af nærmest permanent at mæske sig i svinekød og insisterer på, at flæskesteg og flæskesvær skulle være vigtige markører for at være ægte dansk.

Skaarup kan endog bryste sig af, at han genbruger sit plasticjuletræ hvert år, hvilket nok skal få isbjergene omkring Jakobshavn til at smelte lidt langsommere.

Når selv DF er trængt så hårdt i defensiven på spørgsmålet, siger det alt om, hvor meget Alternativets mærkesag er blevet mainstream i dansk politik. Hvis man kan få klimapolitik i alle røde partier og endda også i nogle borgerlige partier, hvad er der så ellers i Alternativets politiske butik?

Der er en hel del skør identitetspolitik, og så er der Uffe Elbæks person og forvirrende ledelsesstil og den permanente udvandring af ellers kompetente profiler siden valget i 2015. Dertil kommer en række pinlige sager, blandt andet på partiets sekretariat og hos partiets daværende borgmester i København, der undervejs gjorde det nemt for kritikere at udstille partiet som nogle glade, men noget verdensfjerne jubelamatører uden råstyrke til at stå igennem modgangen, da den kom.

Forbløffende mange utvivlsomt dygtige og engagerede folk har forladt partiet. Når det kommer til ansvaret for den udvikling, så peger pilen kun i én retning: på chefen selv – Uffe Elbæk. Nu har han bebudet sin afgang, hvilket ikke er for tidligt.

Elbæk har trukket store veksler på Alternativets troværdighed ved at lancere sig som statsministerkandidat. Han blev ikke engang til grin ved den lejlighed. Det var snarere en fornemmelse af overbærenhed med den skøre onkel, der endnu engang rejste sig med et mærkværdigt påfund.

Forskellen fra 2015 var mærkbar. Dengang udgjorde Alternativet et alternativ for de røde og radikale vælgere, der var dybt skuffede over de fire år med kaos og manglende resultater i Thorning-regeringerne.

I 2019 behøvede man ikke længere Alternativet for at markere et fravalg af Løkke og de fire tumultariske år i det blå skydetelt, der fik Thorning-årene til næsten at fremstå som harmoniske. Alternativet var blevet et ligegyldigt alternativ.

Heller ikke efter det forudsigelige valgnederlag kendte Elbæk sin besøgelsestid. Da alle andre på Christiansborg havde forstået, at det forståelsespapir, som Mette Frederiksen klogt tog sig god tid til at få forhandlet på plads med sit parlamentariske grundlag, var tidspunktet, hvor man skulle holde sig til, hvis man skulle have politisk indflydelse de næste fire år, så fejlbedømte Elbæk åbenbart helt situationen.

Han mente tværtimod, at tiden var kommet til, at han med sine fem ligegyldige mandater skulle føre de rene hænders politik, hvor det åbenbart kynisk gjaldt om at tage så lidt ansvar som overhovedet muligt.

Måske huskede Elbæk, hvordan hans gamle chef Margrethe Vestager fik bastet og bundet socialdemokraterne til de radikales blå økonomiske doktrin tilbage i 2015, og derfor skulle han ikke nyde noget af den slags. Det er svært at være Alternativet til noget som helst, hvis man sammen med alle de øvrige konkurrerende partier er bundet helt op af stramme politiske aftaler.

Lige siden aftalen kom på plads, har det stået klart, at Alternativets rolle i rød blok er at være en ligegyldig politisk satellit, som svæver rundt og laver ligegyldig støj, ingen behøver at tage alvorligt.

Det bliver helt skørt, når partierne i rød blok så laver aftaler med hinanden, for der vil Alternativet heller ikke være et alternativ. Tværtimod bruger Uffe Elbæk helt barokt sin begrænsede tid, hvor han får vælgernes opmærksomhed, til at rose alle sine politiske rivaler til skyerne, hvor man nok normalt ville forvente, at et parti, der i øvrigt kalder sig Alternativet, ville bruge lejligheden til at kritisere de – mange – ting, der trods alt ikke er opnået.

Hvis ikke Alternativet formår at spille rollen som opposition, hvad i alverden skal man så med partiet? Måske er det netop det, sammen med frustrationen over Elbæks ledelsesstil, der har gjort, at partiet langsomt eroderer.

Nu vælger partiet langt om længe en ny politisk leder. Favoritterne er folketingsmedlemmerne Rasmus Nordquist og Torsten Gejl. Ingen af dem er i nærheden af Uffe Elbæks profil, og det bliver, uanset hvem det bliver, en meget svær opgave at løfte partiet igen.

Ingen af dem er særligt kendte. Partiets mærkesag har andre overtaget. I det hele taget er der i partiet slet ikke den samme gejst som i 2015 med masser af engagerede glade folk og maksimal strøm på vindmøllebatteriet. I lang tid har historien om partiet i stedet været uendelig mange småsure opstød i krogene, en lang liste med folk, der meldte sig ud, og permanent flade batterier.

Vælgerne – i deres uendelige visdom – sammensatte heller ikke en folketingsgruppe, der ligefrem bugner af overset talent og profilpotentiale, der står i kø for at opnå stjernestatus.

Spændende bliver det også, i hvilken grad en ny leder formår og kan tillade sig at reformere og lede partiet? Hvilke frihedsgrader har en ny leder?

Kan Uffe Elbæk, der stadig nyder guru-status i partiet, i fremtiden nære sig for at blande sig, hvis en ny leder ændrer kurs? For eksempel ved at gå hårdt til de rivaliserende røde partier, når de ikke helt kan levere den grønne klimapolitik, og i det hele taget optræde mere markant og måske endda konfrontatorisk på Christiansborg? Det bliver meget spændende at følge.

Læs også

Sidst, men bestemt ikke mindst, er der Dansk Folkeparti, hvis formand siden valget har gået rundt i noget, der ligner en vedvarende traumatisk tilstand.

Engang kredsede alt i dansk politik om Thulesen Dahl og hans parti. Nu er han henvist til reservebænken efter at have oplevet det største valgnederlag i procentpoint, der nogensinde er overgået et dansk politisk parti.

Søndag lod Berlingske Kristian Thulesen tale ud i avisen, og det blev til en lang klagesang over tidernes skiften i dansk politik. DF-formandens tristesse bygger især på en analyse, der for de fleste forekommer noget sælsom, nemlig den at den nationalkonservative strømning har det svært i det borgerlige landskab i forhold til liberalismen, som dominerer.

Mange vil nok her indvende, at nationalkonservatismen, som den blev formuleret af præstefætrene Krarup/Langballe i firserne og halvfemserne, var en noget overset og temmelig bedaget, indadvendt og på alle måder umoderne politisk filosofi, der kun overvintrede i Jyllands-Postens læserbrevsspalter, i Tidehvervs blade og andre ukendte tidsskrifter og udgivelser fra det stærkt reaktionære især teologiske miljø omkring de to fætre.

Det fik flygtningeproblemerne og navnlig de stadigt mere synlige integrationsproblemer og den islamistiske terror i Vesteuropa ændret på. I dag er mindst to partier i Folketinget erklæret nationalkonservative. Og i al fald to andre blå partier vedkender sig, at man omfavner eller er bærer af en eller anden nationalkonservativ strømning. For ti år siden var ordet nærmest ikke opfundet.

Nu har der været et valg, hvor DF fik læsterlige tæsk af vælgerne, mens Nye Borgerlige – og en stribe stadigt mere skingre og højredrejede kandidater – fra andre borgerlige partier blev valgt i Folketinget.

Det er muligt, at DF's udgave af nationalkonservatismen er trængt, men det er den så ikke ret mange andre steder i de øvrige partier. Det skulle da lige være Venstre, som Thulesen Dahl også peger på, hvor Inger Støjbergs påhit om at installere kameraer med ansigtsgenkendelse i ghettoer og sikkert også andre lignende forslag i fremtiden vil blive mødt af modstanden fra mere traditionelle liberale kræfter – i det parti, der stadig kalder sig for "Danmarks liberale parti", og som også løb med broderparten af de stemmer, som DF mistede ved valget i juni.

Thulesen Dahl har heller aldrig været en kostfornægter, når det kommer til at botanisere i andre partiers interne uenighed. For eksempel får man indtryk under læsning af Berlingske-interviewet, at Thulesen Dahl giver den nye Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen skylden for, at Marcus Knuth ikke længere følte sig hjemme i partiet.

Det er den slags angreb, som i gamle dage ville udløse en krig, hvis det havde været en venstremand, der havde udtalt sig sådan om de konservative. Thulesen Dahl er omvendt ligeglad, for han ved, at så længe hans mandater alene skal bruges til at holde andre partier på ministertaburetterne, behøver han ikke opføre sig som diplomat. Kynisk kan han regne med, at venstrefolkene og Ellemann-Jensen bider fornærmelserne i sig.

DF står fortsat et sted, hvor de kan flytte sig i retning af at være støtteparti for socialdemokraterne. Det leverer Thulesen Dahl også et langt forsvar for, forklædt som et angreb på liberalisterne og regnearks-borgerligheden, hvor man kun tænker på topskattelettelser, reformer og beskæring af den offentlige sektor. (Altså den politik, Thulesen Dahl og hans folk kæmpede for som fremskridtsfolk indtil midthalvfemserne).

Omvendt er Thulesen Dahl helt åben omkring sin store beundring for Socialdemokratiet og deres veltimede valgløfte om tidlig tilbagetrækning og folkepension for nedslidte. Det er der i velfærdsgave-uddelingen, hvor det er sjovest at være som borgerlig, fornemmer man på Thulesen Dahl, som ømmer sig over den uretfærdighed, der er overgået ham, når han ikke må være velfærdspopulist ligesom S, uden at borgerlige vælgere fravælger ham som skabssocialdemokrat.

Man kan læse interviewet, som at Thulesen Dahl leder febrilsk efter en strategisk landingsbane, hvor han kan lægge stemmer til pensionsaftalen uden at blive stemplet som forræder mod borgerligheden.

I det hele taget glimrer DF's leder ved sit fravær i interviewet med hensyn til at formulere en vej for sit parti. Thulesen Dahl træder vande og klarer sig igennem fra dag til dag, fordi han er så dygtig en taktiker, men han savner fuldstændigt en strategi for sit parti, der sejler rundt og ligesom Alternativet er blevet berøvet sin vindersag på flygtningeområdet, som mange af deres gamle vælgere stadig er glade for, men som de kan få andre steder.

Tilbage i butikken står man så med alt det gamle reaktionære tankegods – Peter Skaarups plastic-juletræ ufortalt – som kun har appel i de allermest højredrejede kredse. Og DF's appel var engang for ikke så lang tid siden meget bredere end det.

Søndag måtte DF'erne se skriften på væggen hos Gallup. For første gang i mange år viste en meningsmåling, at Konservative pludselig var større end DF.  Naturligvis var der kun tale om enkeltstående måling med stor usikkerhed, lød svaret helt korrekt fra DF-toppen. Til gengæld ved de i DF alt om, hvad symbolik kan gøre ved hele fortællingen og stemningen omkring et parti.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00